Hvad laver du nu?
Jeg er ansat på Tv2 – arbejder netop nu som vært på Tv2-Nyhederne og forbereder samtidig sæsonstart på kriminalmagasinet Station2-Efterlyst.

Hvad er det vigtigste der er sket i dit liv, siden du var med i Appetize?
Jeg er blevet mor til et barn mere, en skøn lille pige. Og så har jeg kastet mig over kunsten og udstiller i dag rundt om i Danmark og har oprettet en hjemmeside hvorfra jeg sælger mine malerier www.trinepanum.dk

Kan du beskrive hvilke reaktioner du fik på artiklen dengang?
..mange positive reaktioner. Folk lærte nye sider af mig at kende og var meget begejstret for det visuelle udtryk – fotos i artiklen.

Hvordan er din tilknytning til Aalborg i dag?
Jeg har ingen tilknytning til byen – men besøger den gerne hvert år.

Hvad er dit bedste minde i forbindelse med Aalborg?
..jeg har været med til mange karnevaller i byen. Det har altid været rigtig, rigtig sjovt.

Hvad er dit yndlingssted i Aalborg?
– det skifter lidt med alderen. Tidligere ville jeg nok ha sagt Jomfru Ane Gade. I dag sværger jeg nok mere til de nye cafe’-områder …der er hyggeligt omkring Rantzausgade.

Hvis du skulle vise en gæst fra udlandet rundt i Nordjylland, hvad ville du så vise frem?
Vesterhavet! Hvert år holder vi sommerferie i min lillebrors sommerhus der ligger i Grønhøj – et af de bedste steder i Danmark.

Hvad synes du Aalborg mangler?
Plads til forskelligheder – der er ikke mange der skiller sig ud fra mængden, når man går en tur ned af gågaden….

Hvad er det bedste ved Aalborg efter din mening?
Een af de bedste og smukkeste ting ligger lidt udenfor Aalborg og det er golfbanen. Her har jeg brugt MANGE timer på at forbedre mit spil ….banen er fantastisk velholdt og udfordrende at spille på. Og så har en af mine kunst-kollegaer Louise Maagaard åbnet galleri i byen – absolut et besøg værd.

Hvad betyder Aalborg for dig?
….Aalborg betyder hygge og sommer for mig. Min familie og jeg besøger altid byen når vi er i Nordjylland – og nogle af vores bedste venner bor osse i byen. Så vi er der mindst en gang om året. Desuden er byen jo spækket med minder for mig. Jeg studerede på Aalborg Universitet fra 1990-1995, og det var nogle rigtig gode – og sjove år.