Årets karnevalsdronning har vundet Aalborg med sit morgenshow på ANR.
Tekst: Kim Konnerup Foto Greta Tuckute
Årets karnevalsdronning har intet problem med at fylde kåben og kronen ud. Før hende har andre båret de aalborgensiske regalier. Jesper Klein, Pjerrot, Carl-Mar Møller, Jonas Schmidt, Jytte Abildstrøm, Poul Dissing. At hun skal indtræde som seneste led i en fornem kongerække bekymrer ikke Anne Kejser det mindste.
– Det skræmmer mig ikke. Det bliver skægt at få lov til. Vi skal egentlig bare have det sjovt, for det er jo karneval. Jeg har da gjort mig lidt tanker om hvem der skal med i Dronningens Vogn og hygge. Jeg har da også tænkt lidt over hvordan vejret bliver. Jeg kan være ligeglad, for jeg har tag over hovedet. Men det skulle da helst blive dejligt vejr, selv om det sker for sjældent, siger Anne.
En blåstempling som aalborgenser
Hun virker både fornøjet og beæret over at være valgt som regent over byens karneval. Samtidig er hun meget bevidst om, at hun ikke bare er valgt fordi hun er kendt. Hun føler også, at byen har taget hende til sig.
– Jeg håber, det er min endelige blåstempling som aalborgenser. Det synes, jeg det er. Jeg tror ikke, jeg var blevet valgt til karnevalsdronning, hvis jeg boede i København. Så havde de ikke tænkt på Anne Kejser. Det er fordi, der er noget nordjyde i mig, og fordi jeg repræsenterer Aalborg, konstaterer Anne.
Hun har sikkert ret. Det seneste år har hun indtaget Aalborg og Nordjylland som frontkvinde i ANRs flagskib, morgenshowet. Alle hverdage mellem kl. 6 og 10 er Anne og de herreløse hunde – Torben Chris, Niarn og Skovmand – i lytternes øregange når de står op, spiser morgenmad og kører på arbejde. Programmet afløste sidste år det mangeårige og voldsomt populære morgenshow med Skovmand & Bue. Men det rystede heller ikke Anne Kejser.
– Jeg har aldrig hørt Skovmand & Bue, fordi jeg aldrig har boet her før. Så jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg fik at vide, at der har været et program i mange år, som folk er glade for. Fint nok, men jeg havde ikke det der med: Åh fuck så lavede de også det og det, der fungerede så godt, og hvad nu hvis vi ikke… Det var meget rart ikke at kende deres program, fortæller Anne.
Starter klokken fem om morgenen
Anne rykker sig lidt i sofaen. Vi sidder i ‘gemakkerne’ lige uden for radiostudiet på Langagervej. Gennem en rude kan man se denne formiddags radiovært afvikle næste program efter Annes morgenvagt. Niarn er kørt hjem for i dag. Selv om Anne har været tidligt oppe, virker hun frisk og veloplagt. Hun har hentet kaffe til os fra automaten. Ikke noget at råbe hurra for, som hun siger, men den er i det mindste varm.
– Vi møder klokken fem og får en sjat kaffe og noget havregryn, mens vi sidder ved computeren. Dagen forinden har jeg fundet nogle aktuelle historier. Niarn plejer også at finde nogle dagen før. Skovmand gør det først om morgenen. Vi har vores egne små rutiner, fortæller Anne.
De vælger de bedste og sjoveste af dagens aktuelle historier, som lægges ind i et løst manuskript. En del elementer giver sig selv.
– Hvis det er Niarn, så ved jeg, at han har den og den quiz for eksempel. Vi ved også, der er nogle faste ting, der skal med. Reklamer, nyheder, vejret og der skal også spilles noget musik, vi kan jo ikke bare sidde og snakke. Alt hvad der ellers er, det er op til os selv. Det må vi selv om. Frihed under ansvar, forklarer Anne.
Tyve minutter i seks går Anne og dagens medvært i studiet og gør klar. Der skal trykkes på knapper og indstilles niveauer. Klokken seks kommer “Nyheds-Mette” ind i studiet med sine historier, og så kører Anne og de herreløse hunde de næste fire timer.
Kemi med Geo, Niarn og Skovmand
Faktisk var det Geo, dansk stand-ups aalborgensiske vildmand, der trak Anne ind i radiobranchen, et område hun aldrig havde beskæftiget sig med før. Geo og Anne havde mødt hinanden under indspilningen til tv-serien Tung Metal.
– Geo var blevet spurgt af ANR, om han ville lave en indsamling sammen med Niarn for Ungdommens Røde Kors. Det var lige efter Skovmand & Bue var stoppet. Geo og Niarn havde brug for kvindeligt input, så Geo ringede og spurgte, om det kunne være noget for mig. Og så var det bare megasjovt at lave radio. Det syntes vi allesammen var helt vildt skægt. Så da der skulle laves et nyt fast morgenprogram, var ideen ligesom blevet født, fortæller Anne.
Kemien var faktisk øjeblikkeligt til stede. Anne og hendes nye legekammerater svingede godt sammen fra dag et. Det er netop den indbyrdes kemi, der gør programmet levende. På linie med det rollehieraki, som holdet senere har forfinet. Når drengene bliver for ivrige, er det mor, der svinger pisken og kalder til orden.
– Jeg tror, vi fra starten tænkte, at det kunne være spændende at gøre det på den måde. Så når de gøglede for meget, kunne jeg sige, at vi lige skulle huske, at det var en indsamling, husker Anne.
Vi gik bare igang
– Programmet faldt lynhurtigt på plads. Holdet havde kun to weekender med brainstorming. Hvad vil vi lave, hvad er vi for nogle mennesker, hvad synes vi er sjovt, spændende, kedeligt og så videre. Så fik vi en enkelt eftermiddag, hvor vi lavede en prøveudsendelse, siger Anne.
– Og så gik vi simpelthen bare i gang. Jeg tror også, der er meget stor forskel på de første programmer, og til hvordan det hænger sammen i dag. Vi havde heldigvis Skovmand, der ved hvordan radio skal laves, så ham lænede vi os noget op ad. Og gør det også stadigvæk, hvis der er tvivl om noget, konstaterer Anne.
Lytterne tog lynhurtigt de nye morgenværter til sig. Allerede efter få måneder opnåede programmet at blive nomineret til Zulu Awards. Senere er flere gæsteværter kommet til Annes legeplads.
– Det er gået meget godt, må man sige. Vi klager ikke. Det startede 20. juni sidste år, så der er snart fødselsdag. Vi har ikke fundet på noget endnu, men det bliver nok markeret på en eller anden vis, afslører Anne.
Temmeligt nordjyske aner
Det er kun et lille års tid siden, at Anne flyttede til Aalborg, men hun har hurtigt fundet sig til rette. Byen var nu heller ikke helt ny for hende, for Anne er ‘ret nordjysk’, som hun selv siger.
– Jeg har temmelig nordjyske aner. Min mor er født i Sæby og flyttede til Sindal som lille. Min far er fra Hjørring. Så jeg har været i Nordjylland og er kommet her hele min barndom. Min søster og min bror har også boet her. De har begge gået på universitetet heroppe. Jeg boede hos min søster mens jeg var i praktik på Aalborg Teater, husker Anne.
Anne fortæller, at hun ‘næsten er fra Herning’. Hun er opvokset i Lind, tre kilometer udenfor den midtjyske hedeby. Og dengang Anne var lille, ville hun være Birthe Kjær, når hun blev stor.
– Jeg syntes, Birthe Kjær var meget sej dengang. Jeg ville bare gerne være sanger. Men det tror jeg, alle børn vil, kan jeg forestille mig. Drenge vil være politimand eller brandmand, piger vil være sangere eller prinsesser. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det lige var Birthe Kjær. Det var hende, der var der dengang. Da jeg blev lidt større syntes jeg Sanne, Lis og de andre var sejere, fortæller Anne.
Anne trækker smilende på skuldrene. Der er ingen dybere overvejelser over hvorfor, det hænger sådan sammen. Ligesom der heller ikke var en særlig plan, der trak hendes fremtid i en bestemt retning. Ikke før i gymnasiet i Herning i hvert fald.
Hovedrollen i Hair
– I gymnasiet begyndte jeg at lave musicals. Jeg var til audition på en musical, vi skulle lave på gymnasiet. Jeg havde ikke sunget før, men så fik jeg sgu hovedrollen. Og så var det det, sådan. Det var i Hair. Som Sheila, den kvindelige hovedrolle, husker Anne.
Hovedrollen gav Anne blod på tanden. Hun ville lave musicals på et professionelt plan, og hun ville bare på Dansk Musicalakademi i Fredericia. Hun kom ind i første forsøg i 2002.
– Musicalakademiet er en lille skole. Eller en stor skole med få elever. Der er tre årgange og kun 35 elever i alt. Meget familliært. Og så er det Fredericia, hvor der ikke er sindsygt mange muligheder for at lave andet. Til gengæld bor man tæt på hinanden, så det var meget intimt. Det var superfedt … og hårdt var det også. En fysisk meget krævende uddannelse, vi dansede 3-4 timer om dagen. Og det var ikke bare ‘for sjov’-dans, det var virkelig hårdt, konstaterer Anne.
Jeg er virkelig dårlig til ballet
Der var mange shows, mange forskellige fag og meget der skulle læres. Musicalakademiet er en meget allround showuddannelse, med dans, sang og drama som de tre hovedfag, og alle mulige bifag under de tre genrer. Anne svarer inden for et splitsekund på spørgsmålet om hendes værste fag.
– Det værste? Ballet! Fordi jeg var virkelig, virkelig dårlig til det. Det er sindssygt hårdt, og jeg er bare ikke smidig. Hvis man ikke er smidig, så er ballet jordens hårdeste træning. Og vi havde det hver dag. I hvert fald hver anden dag. Jeg hadede det bare, helt vildt. Jeg bestod også kun med nød og næppe, fortæller Anne.
Det bedste ved uddannelsen har hun sværere ved at svare på, fordi der var så mange ting og oplevelser, der har brændt sig fast hos hende.
– Vi havde et fag der hed ‘Ensemble’. Det er kor, og folk er bare så superseje. Det var virkeligt dygtige sangere allesammen. Det var fede, fede numre og opsætninger, vi fik lov at synge. Men også at lave forestillinger sammen med sit hold. Jeg var på et godt hold med virkelig dejlige mennesker, erklærer Anne.
Hun afsluttede sin uddannelse i 2005. Nogle af de andre fra holdet laver musicals, andre har ligesom Anne valgt andre veje.
– Det er svært at få det til at hænge sammen og få arbejde i branchen. Det er ofte dårlige arbejdsforhold, og det er dårligt lønnet. Og standarden i Danmark er så høj, at de altid kan finde en anden, der er dygtig. Der er nogle teatre, der er gode at være tilknyttet, men der er også mange, hvor det ikke lige er sagen, fortæller Anne.
Næsepetri banede vej til TV
Efter Musicalakademiet flyttede Anne til København, hvor hun arbejdede med alle mulige ting, der lige faldt for. Musical naturligvis, men også andet teater, som fotomodel og på café. Og så havde hun en veninde, som hun lavede små, sjove video-sketches med. Videklip som de lagde ud på nettet.
Anne glider meget elegant af på spørgsmålet om, hvad videoklippene handler om. Et underfundigt og smådrillende glimt i øjet fortæller, at den forklaring ikke kommer fra Anne selv.
– Hvad vi nu syntes, der var sjovt. Sketches og sådan noget. Man kan jo prøve at google ‘Næsepetri’ … jeg kan ikke rigtig forklare, hvad det er, det må man hellere selv se, fortæller Anne.
De to veninder sendte en række af videoerne ind til Zulu Upload Challenge, hvor de efterfølgende vandt ‘Specialprisen’.
– Vi var inde ved Zulu-drengene for at hente vores pris, og de spurgte, om vi ville til casting på et nyt program. Det kunne da være sjovt, så det ville vi gerne. Og så fik jeg den ene af rollerne, forklarer Anne.
Slemme, slemme piger
Programmet var Slemme, slemme piger – et tysk tv-koncept hvor tre piger laver skjult kamera. Sammen med Kia og Marie rykkede Anne benene væk under en lang række uvidende ofre, som oftest mænd, men også under de danske tv-seere, der fuldstændig overgav sig til de tre sjove, slemme piger.
– Det var mærkeligt. Det er underligt at gå og spille en rolle, hvor dem der også er med i ens lille skuespil, ikke er klar over det. Der var mange forskellige reaktioner og oplevelser. Selvfølgelig var der dem, der syntes det var megasjovt og det var glade oplevelser, men vi havde også folk, der blev bange og aggressive. Folk reagerede på alle måder, så det var meget specielt, siger Anne.
Programmet kørte to sæsoner, men blev vel nærmest slået ihjel af sin egen succes. Pigerne blev simpelthen for kendte, så mange af ofrene genkendte dem under optagelserne.
– Havde vi lavet en tredje sæson var det blevet for svært og havde taget længere tid. Vi blev genkendt, især Kia. Vi har stadig kontakt. Jeg tror Kia kommer til karnevallet og leger med. Det har vi snakket om, hun skal op og lave banditstreger, fortæller Anne.
Man skal ikke tage sig selv højtideligt
Hun synes ikke det var svært at tage gas på tilfældige mennesker på gaden. Til gengæld stejlede hun under optagelserne til programmet Vild med Comedy, fordi hun skulle fortælle en vits til folk på gaden.
– Det var bare ikke sjovt. Der er ingen, der gider at blive stoppet for at få fortalt en vittighed med et kamera i hovedet. Hvis det er sjovt så vil jeg gerne, men hvis det er påtaget, så siger det mig ikke noget. Det lærer jeg ikke noget af, og det har jeg ikke lyst til. Det tog også tid at overtale mig til det, for jeg syntes det var latterligt. Det fik de også bare at vide, fastslår Anne.
Til gengæld var hun glad for det lille stand-up show på 3-5 minutter, hun fik stablet på benene i udsendelsen. Faktisk er det en genre hun godt kunne tænke sig at prøve noget mere af.
– Det er bare noget helt andet igen. Det var egentlig ikke så grænseoverskridende, for jeg har stået på en scene mange gange. Jeg har ikke noget problem med at udlevere mig selv på den måde, for jeg synes selv det var sjovt, det jeg havde skrevet. Man må godt være selvironisk, og man skal ikke tage sig selv for højtideligt, konstanterer Anne.
Vild med Dans var dybt uretfærdigt
Hun fik også lov at danse ind i familien Danmarks stuer i den allerbedste sendetid i et af danskernes yndlingsprogrammer, Vild med Dans.
– Nå ja! Hvad var det, to uger eller sådan noget? Jeg var da lige hurtigt med, siger Anne.
Anne affærdiger hurtigt den indsats. Men der skal kun ganske lidt provokation til at få en lidt sjovere reaktion: Havde hun ikke taget en 3-årig uddannelse med dans?
– Jamen, det var da også dybt uretfærdigt. Prøv at hør, når man kigger på Kristian Jensen og Allan Nielsen! Jamen, det er bare ikke et retfærdigt program, det er det bare ikke! ØH NÅ, nu tror hun selv helt vildt meget hun kan danse og sådan noget. Nej, det er ikke det jeg siger, men jeg ved bare jeg er bedre end dem, og så må jeg godt synes det er mega uretfærdigt!, fastslår Anne.
Hun bryner et par sekunder, men så afløses det bistre udtryk af et stort smil, der afslører, at bitterheden ikke stikker særlig dybt.
– Men fair nok, det er jo også et popularitetsprogram, og sådan er det, siger Anne.
Gider ikke SE og HØR
At blive en TV-kendis betyder også, at man bliver SE og HØR-stof. Anne har kun en hovedrysten og et skuldertræk til overs for den del af mediebranchen.
– Ekstra-Bladet, BT og SE og HØR … det kan man ikke kalde journalistik. Når man udtaler sig om noget, så har man lige pludselig sagt noget helt andet. De kan citere dig for noget, du aldrig nogensinde har sagt. Så hellere bare helt lade være med at snakke med dem, mener Anne.
– Jeg lader bare være med at tage telefonen, så må de skrive, hvad de har lyst til. Jeg gider det ikke. Det er lidt ligegyldigt. De kan jo ikke koge suppe på en historie, der ikke er der. Men det gør de så alligevel. Så hellere snakke om noget, der er mere indhold i, i stedet for om jeg kan tage på eller om jeg ikke kan, fortæller Anne.
Aalborgs tempo er lige lidt langsommere
Det virker som om Annes temperament passer bedre til Aalborgs lidt afslappede, uformelle mentalitet. Det bekræfter hun øjeblikkeligt ved at svinge begge ben op i sofaen.
– Jeg synes godt nok Aalborg er en dejlig by. Jeg har tænkt meget over Aalborg i forhold til København, og det er svært at sammenligne, for det er to forskellige ting. Men der er ikke noget som jeg har tænkt, jeg slet ikke kan undvære. København har ting Aalborg ikke har, men Aalborg har dælme også ting København mangler. Tempoet er lige lidt langsommere, og det kan jeg egentlig godt lide. Nu er jeg jo ved at være en gammel dame, nu behøver vi ikke ræse sådan afsted længere, mener Anne.
Anne laver en sjov ‘gammelkone’-stemme til den sidste sætning og griner højlydt. Jeg slutter med at spørge, hvordan det er at være en af landets sjoveste kvinder. Svaret er lige så sympatisk, som det er afvæbnende.
– Jeg ser ikke mig selv som sjov udover det sædvanlige. Jeg er vel som alle mulige andre, det er bare en del af mit arbejde. Jeg kender mange kvinder, der er sindsygt sjove. Så laver de bare noget andet end radio, afslutter Anne.
FAKTA
Navn: Anne Elmegaard Kejser
Født: 16. marts 1981
Bopæl: Aalborg midtby
Opvokset: Lind ved Herning
Uddannet:
Musicalperformer fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia 2005
Gik på Herning Gymnasium
Deltog sammen med tvillingesøsteren Lotte i første udgave af talentprogrammet Popstars i 2001, hvor EyeQ vandt
Har arbejdet som fotomodel hos Basic CPH og som syngende tjener i Teaterkælderen i Herning
Var i praktik på Aalborg Teater i 2005, hvor hun medvirkede i Det’ Bare Mænd
Lavede videoer sammen med veninden Nina i sketchduoen Pubsfalera og vandt en pris i Zulu Upload Challenge i 2007
Fik sit store gennembrud i 2009 som slem slem pige sammen Kia Liv Fischer og Marie Egede
Har spillet med i flere revyer, senest i sidste års rejsende forestilling: Revyperler på stribe
Har blandt andet medvirket i Vild med Dans, Vild med Comedy, Fangerne på Fortet, Til Middag Hos
4 ekstra spørgsmål:
Din største oplevelse med radioen?
Den største oplevelse? Det kan man da ikke sige! Én oplevelse? Men det må være at blive nomineret til Zulu Awards. Men jeg synes, der har været så meget. Vi har fået lov til så mange ting.
Din største oplevelse med musical?
Min største musicaloplevelse, jeg selv har medvirket i var Rent. Jeg var med i 2005 lige da jeg var færdig, og det var bare en fantastisk opsætning. Det var på Fredericia Teater, og der var også tale om, at den skulle til København, men det kom den desværre ikke. Det er min yndlings-musical.
Den sjoveste oplevelse med Slemme, slemme piger?
Det var en tandlægesketch med Marie og mig. Vi kunne bare ikke lade være med at grine. Normalt var vi gode til at lade være med at grine, men det var bare så sjovt. Rigtigt skulle den handle om, at jeg havde blodige hænder, så ham vi havde i tandlægestolen skulle blive meget bange. Det virkede også fint, men den kom mere til at handle om, at vi ikke kunne holde op med at grine.
Hvad kan gøre dig rasende?
Hvis teknikken ikke virker. Hvis det driller, eller hvis computeren og fjernsynet ikke virker. Alt sådan noget teknisk. Hvis komfuret … vi har sådan noget induktions … og det kan finde på at låse, så jeg ikke kan låse det op. Sådan noget. Det kan gøre mig rigtig gal. Det er ikke så tit, at mennesker gør mig gal, der skal meget til. Men jeg kan godt sige, at hvis nogen rigtig får pisset mig af, så er jeg ikke muntert selskab. Men det sker meget sjældent.
