Undergrund_Ja_tak”Er der undergrund i Aalborg?” spurgte en kammerat mig for nylig. Vi stod og kiggede på noget fra Kunstens graffiti-udstilling med hænderne foldede bag ryggen som to gamle, gnavne mænd…

Tekst: Jacob Kokkedal  Foto Kunsten, Lisa Vinther & Platform4

 

”Ja, det tror jeg da nok,” svarede jeg.

”Dem med næsering og dårligt tjald fra Tusindfryd tæller ikke med,” sagde min kammerat spidst og satte en finger på kunstværket foran sig for at se, om det smittede af.

”Åh,” sagde jeg.

”Og heller ikke dem fra Studenterhuset. Der er sgu ikke noget undergrund ved at have lidt elektronisk voxpop og spoken word på hverdagsaftner til de udenlandske studerende og så Marie Key til at komme og spille inde ved siden af inden torsdagsdrukturen. Næ, jeg mener rigtig undergrund. Er der det i Aalborg?”

Jeg rystede på hovedet og takkede guderne for, at vi ikke var på Louvre for at se Mona Lisa. Nysgerrigheden drev mig dog til at gå ud i byen for at lede efter undergrundskultur. Det måtte der jo være i en by af Aalborgs størrelse?

Problemet med at definere et kulturelt skizofrenisk begreb såsom undergrund (også i en provinsby som Aalborg) er bare, at megen undergrund i dag er så tæt koblet til mainstreamkulturen, at begge i nogle tilfælde synes at understøtte hinanden: Skatermiljøets modetendenser er fx blevet noget, en del mænd sidst i trediverne og fra alle lag har taget til sig. Lige som far og mor sidder og nikker bifaldende til rapperen L.O.C. i bedste sendetid – far har al L.O.C.’s musik på iTunes, og mor vil gerne i seng med Liam med det fedtede hår. På samme måde igen, som far og mor i matchende campinghabitter engang imellem kan finde på at forlade sofaens fredagsafsnit af ”Hit med millionæren” for at tage på Transformator eller Teater Nordkraft og se en skaldet, dårligt dansktalende mand få sine pubeshår til at danse. Undergrund er i dag et langt stykke hen ad vejen blevet noget, dem fra ”normalsfæren” kan zappe til og fra efter forgodtbefindende.

Det er sikkert også en af grundene til, at Bo Nicolaisen og hans arbejdsbier fra Platform4, en af Aalborgs mere kreative platforme for udvikling af kunst og teknologi, hellere vil bruge ordet mellemgrund om det alternative. Undergrund er i Platform4-folkenes terminologi nogle mennesker, der sidder rundt om i byen i kældre og på små værelser og beskæftiger sig med noget, ingen rigtig ved, hvad forestiller eller har nogen som helst mulighed for at komme i kontakt med. Men hvad enten man taler om mellem- eller undergrund, så er omdrejningspunktet for al virksomhed her det unikke og særegne udtryk både i kunst, musik, performance og teknologi. Det handler om kolorit i en måske ellers farveløs tilværelse.

Engang imellem har jeg faktisk selv oplevet at mangle lidt farve og særpræg i min egen hverdag. For eksempel når jeg har gået rundt blandt de intetsigende nybyggerier inde i byen, hvor pæne facader skjuler gipsvægge, man kan tale igennem. Hvor dårlige men chikke og dyre løsninger i alt fra lokumsarmatur til hoveddøre i papmaché sætter rammerne for et byliv, der er i fare for at blive drænet for sjæl til fordel for en god udsigt fra grå, Trip Trap møblerede altaner. Altaner, som i øvrigt er alt for kolde at opholde sig ude på i elleve ud af tolv måneder om året. Men ved du hva’? Dette tungsind har jeg slet ikke behøvet at have. På min undersøgende gåtur efter mit museumsbesøg fandt jeg nemlig farve i Aalborg. Godt gemt væk dog.

Karolinelund

Samtalen med min kammerat på Kunsten fik mig til faktisk til at finde et sted med plads til det skæve og det farverige. Det hedder Karolinelund. Du kender det sikkert godt. Det var der, de hjælpsomme drenge fra østbyen rullede dig for dine konfirmationspenge, eller der hvor du oplevede dit livs værste date med en, der ikke kunne lade være med at tale om sine kælerotter – ja, vi er mange med minder fra Danmarks kedeligste tivoli (de mobile undtaget).

Men i tiden fremover vil undergrunden for alvor begynde at røre på sig i Karolinelund. Så, prøv  da at slå et smut gennem Karolinelund næste gang, du skubber barnevognen rundt blandt byens stigende trafikpropper, eller når du lufter hunden eller din bedre halvdel en søndag eftermiddag.

Ser du, en brugerforening bestående af Platform4 og en flerfarvet palet af forskellige grupperinger i form af petanqueklub, grafitti-kunstnere og en haveforening med speciale i urban gardening (havebrug tilpasset bymiljøets muligheder) har fået overdraget brugsretten til Karolinelund. Foreningen, Karolines Venner, med tovholder Kristian Fumz fra GivRum.nu i spidsen skal de næste fem år forsøge at sætte dagsordnen for byens mest spændende kulturelle smeltedigel af kreative tilbud. Der er faktisk ingen grænser for, hvad parken kan bruges til, så længe man ikke ødelægger noget i parken eller ødelægger noget for andre. Parken skal med tiden vise en alternativ måde at udnytte byrummet på – AAU’s Art & Technology laver installationer i parken, nogle af murene bliver gradvist frigivet til graffiti og streetart, der skal dyrkes urban gardening, laves beachvolleybaner og skatermiljø, og gangstierne skal alle males med fortovskunst i et ret omfangsrigt projekt. Der er med andre ord tale om at få en rigtig New Yorker-park op at stå, hvor man får mulighed for at fordybe sig eller slappe af omgivet af et væld af kreative tiltag og tilbud.  Brugerforeningen og mere generelt Karolinelund skal bevise, at kommunen om fem år ikke skal sælge Karolinelund til parkeringspladser eller  nye blanke boliger til det grå tjenestemandsguld. Dette kan faktisk vise sig at være en oprigtig bekymring, og jeg skal vende tilbage til den senere, og hvad du kan gøre for at hjælpe.

Undergrund_Ja_tak_02Platform 4 flyttet

Projektet omkring Karolinelund hænger egentlig delvis sammen med, at Platform4 for et stykke tid siden blev flyttet fra havneområdet og ind i bl.a. Restaurant Påfuglens gamle lokaler.  Det, der i overført betydning egentligt startede som lidt malen på vægge, spillen på gamle Commodore 64 og køren på skateboard, er nu blevet en reel platform for udvikling. Udfordringen for Platform4 er derfor blevet at få sat de mange projektinitiativer og skæve ideer lidt mere i system, så man kan dyrke vækstpotentialet – uden der dog bliver tale om at blive for mainstream og derved ødelægge undergrundspotentialet. Rigtig undergrund adskiller sig nemlig fra andre kulturelle udtryk ved at være mere vild og organisk end traditionel avantgardekunst og mere monokulturelle udtryk. Undergrundens gadekunst, der i store træk kan deles op i graffiti og street art, har altid udnyttet det offentlige rum (lovligt som ulovligt) og udtrykt tilstedeværelse og holdninger ofte med humoristiske og særligt ironiske elementer – graffitien mest i form at territoriel tilstedeværelse krydret med lidt mystik (hvad, hvem og hvorfor).  Street art har derimod altid været mere omfavnende af tilskuerne, og den  distancerer sig derfor den dag i dag både fra  den territoriale, hærværkagtige graffiti og fra den mondæne, etablerede kunst. Street art er mere multikunstnerens legeplads, og består af en række teknikker og elementer såsom spraymaling, paste up, throw up, stencil graffiti, stickers og lock on’s. Kun fantasien sætter faktisk grænser. Jeg vil gerne opfordre til, at du bruger et par minutter på at google billeder af street art – stencil graffiti er i øvrigt en personlig favorit.

Det interessante ved fx undergrundens af og til ret udskældte gadekunst er faktisk, at både  undergrunden og mainstreamkulturen lever i et afhængighedsforhold til hinanden – den ene producerer, den anden aftager det producerede.  Gadekunst peger også ofte på en bys udviklingspotentiale. Det er nemlig hyppigt sådan, at bl.a. undergrundens gadekunst og kunstnermiljøer er nødt til at flytte ud i ikke attraktive bydele for at kunne få deres eget liv. Mainstreamkulturen og det etablerede har i samme dur en tendens til at flytte lige efter, hvilket igen gør, at undergrunden må flytte sig for ikke at blive opslugt af normalsfæren, og fordi det simpelt hen bliver for dyrt at realisere sit væsen i et område, der bliver erobret af normalsfæren. Folk vil nemlig gerne bo i områder med høj æstetisk bevidsthed eller, hvor der er det omtalte udviklingspotentiale. Denne proces kalder de fine for gentrificering, og den har kunnet opleves i  New Yorker-kvarteret Soho, der før i tiden har været et sted, hvor kakerlakkerne har delt madrasser med fattige kunstnertyper, men som nu er blevet opslugt af en helt anden socio-økonomisk klasse. Herhjemme er Vesterbro i hovedstaden et godt eksempel på den samme proces, hvor velhavende mennesker rykker ind og overtager dele af det eksperimenterende og fortrænger andre dele i samme åndedrag. Undergrundskulturen kæmper ganske vist af og til imod mainstreamkulturens eksproprieringstendenser – det har vi eksempelvis kunnet se med grunge-musikken i starten af 90’erne, der bl.a. gjorde op med den mainstreamretning rockmusikken tog i 80’erne i skikkelse af den puddelhundehårssatte glam metal eller glam rock –  men flytte må undergrunden ofte alligevel både fysisk og mentalt, hvis ikke den vil blive opslugt.

Den kreative klasse (veluddannede folk med fyldte bogreoler i hjemmet og et til tider ret intensivt forbrug af kulturtilbud), der plejer at flytte efter undergrunden, er nemlig ikke så kreativ, som man gør den til. Du kender sikkert medlemmerne af denne klasse. Det er dem, der sørger for at besøge de rigtige steder (Paris, New York etc.), har de rigtige solbriller, går i det rigtige tøj og sørger for at indtage moderigtige roller, som de kan bekræfte hinanden i.  Den kreative klasse forbruger, men den tænker sjældent selv en original tanke. I stedet skylder denne gruppe af mennesker deres navn til deres evne til at aflure og tilegne sig kreativitet produceret andre steder (fx i undergrundens netværk af ulønnede innovatører – en slags kreativt proletariat) og forbinde den med moneterne i mainstreamkulturen. Det er bl.a. denne udvikling, vi delvist kan se i forbindelse med Web 2.0.

Mellemgrund?

Et af folkene bag Platform4’s fokuspunkter er at tage rollerne som en slags netværksentrepenører og selv at kunne stå for at skabe disse forbindelser mellem erhvervsliv og undergrunden. Det er formentligt også indirekte en af grundene til, at man helst ville tale om mellemgrund. Meget undergrund kan være noget mærkeligt noget for de fleste (man kalder den slags for dyb undergrund), men det, der er knapt så mærkeligt, kan der altså være penge i – mange penge. Det har reklamebranchen fx været ude og opdage gennem undergrunden og dens gadekunst. Tv-reklamer har eksempelvis nemlig mistet en del af deres virkningskraft på vi forbrugere i dag – vi betragter dem nemlig mere som baggrundsstøj; en slags hvid støj, og folk er i mange tilfælde ved at være trætte af disse reklamer. Undergrunden og gadekunstens udtryksformer er mere slående (det har de været nødt til for at kunne overleve), og det kan reklamebranchen bruge.

Undergrundsprojekter som Platform4 og Karolinelunds New Yorker-ambitioner er altså ekstremt attraktive for det omgivende samfund, og ikke mindst for en by som Aalborg, der udover at skulle agere vækstcenter for hele regionen også stadig er ved at kravle sig ud af industribyens sidste krampetrækkende skygger. Men vi skal passe på disse projekter, og i et godt stykke hen ad vejen er vi også nødt til at sørge for at nurse dem. For omfanget af undergrund og dens gadekunst viser som sagt et områdes gentrificeringspotentiale – altså en slags urban branding – og altså i samme åndedrag et områdes potentielle værdiforøgelse og tilkoblingspunkt for den kulturhungrende, altopslugende kreative klasse.

Dertil kommer, at hvis man virkelig vil redde eller genskabe et byområde, viser erfaringen fra andre byer, at man eksempelvis kan skabe mulighederne for undergrundens kreative proletariats afprøvning af og vandren mellem undergrundens kunstneriske og subkulturelle platforme. Det giver vækst og skaber som sagt bymiljøer, der er attraktive for andre. Der er altså kroner og ører i det skæve og det unikke.

Dette kapitaliseringspotentiale i undergrunden kan vise sig at blive problematisk i Undergrunds-aalborgs tilfælde. Det kan det, fordi Karolinelund og området omkring det om fem år kan ende med at blive så eftertragtet for boligspekulanter, pengemænd og byggematadorer (offentlige såvel som private), at området og vækstplatformen kan opleve at blive eksproprieret til byggebranchen eller må se sig hensat til et liv som en farverig gå-igennem-park med kommunalt bestemt lavt aktivitetsniveau for det grå tjenestemandsguld nede fra havnen. Der kan faktisk være flere scenarier, hvor undergrunden igen er nødt til at flygte for at overleve. Spørgsmålet er bare hvortil? Aalborg har ikke den slags naturlige aftagerbydele for den slags, selvom Aalborg Øst eller området omkring Vangen i Nørresundby sikkert godt kunne klare lidt positivt iværksætteri på gadeplan.

Undergrunden har brug for os

Denne polemik kan meget vel komme til at betyde, at vi ødelægger et iværksættermiljø og samtidigt mister nogle, for en provinsby som vores, så livsvigtige iværksættertyper. Men opgiv ikke på forhånd. Du kan som tidligere sagt hjælpe. Dit job er således, hvis du synes, der skal være plads til det skæve, det kreative og det unikke, at indtage og benytte dig af steder som Platform4 og Karolineparken, når parkprojektet for alvor begynder at tage form her efter sommer. Samtidigt skal du også gå en vanskelig balancegang, hvor du ikke ender med at ekspropriere disse steder, så det, der før var mærkværdigt musik og anderledes udtryksformer, ikke ender med at blive provinstechno og fadølsfester. Ser du, undergrunden har faktisk brug for dig og såmænd også for den kreative klasse (hvis ikke du allerede befinder dig i den) til at suge fra den og forholde sig til den. Og undergrunden har også brug for, at alle aalborgensere støtter op omkring det og skaber de(t) kulturelle åndehuller, som den slags kreative platforme har brug for til at kunne skabe nye ideer og dyrke det unikke. Platform4 og Karolinelund er i virkeligheden ikke nogle få skæve typers projekt. I et bredere perspektiv er disse alternative legepladser faktisk vores alles projekt, fordi de og os gensidigt konstituerer hinanden. Så brug dem, og pas på dem i fremtiden, så vi kan bevare et samfund, hvor man har mulighed for at tænke ud af boksen.

Mit svar til min kammerat fra Kunsten blev derfor, da jeg mødte ham en uge efter vores museumsbesøg: ”Undergrund? Ja, da. Det er der da en smule af. Men vi skal passe på den,” nikkede jeg, da jeg viste ham den færdig artikel.

Min kammerat rynkede på næsen, da han havde læst artiklen. ”Mellemgrund? Hvorfor skal alt være middelvare herhjemme i lille Danmark? Jeg er mellemglad i dag. Klokken fem er jeg mellemsulten, og lige nu er jeg mellemklog på undergrund i Aalborg.”

Jeg sagde ikke noget til ham. Han er en af den slags typer, der kan finde på at udtale, at alle kriminelle skal smides ud af et fly over et borgerkrigsområde, og at de selv skal betale for faldskærmen, hvis de i det hele taget skal have en.

Nogle dage rækker mine pædagogiske egenskaber længere end andre, kære læser.

Comments are closed.