Det er søndag aften. Limfjordsbroen lyser rød, grøn og gul på den nordlige side, og inde på Kulturbroen, der ligger ved broens rødder, sidder en række mennesker og gør klar til tango. Det gør de hver søndag.

Af Dadi Halldorsson

APPETIZE har besøgt tangoforeningen El Abrazo i Aalborg for at se nærmere på byens tangomiljø, hvis rødder strækker sig tyve år tilbage. Det er tango, erotik, intensitet, nærvær og ramp-bam-bam-ba.

’Lige nordjydernes varemærke’, tænker magasinets udsendte og åbner døren ind til Kulturbroen, hvor der sidder 15-20 fremmødte medlemmer. Der er rød dug på bordene og dækket op med rødvin, chips og kaffe. Stemningen er behagelig og der bliver snakket, grinet og hygget.

I det ene hjørne står dagens dj-ansvarlige (tjansen går på skift mellem medlemmerne) og gør klar til musikken. Et øjeblik senere starter den. Det første nummer går fra en indledende, melankolsk bandoneon (en slags harmonika), over i beslutsom ramp-bam-bam-ba takt til en sørgmodig violin.

’Var det mon det samme nummer’, tænker den udsendte noget forvildet og følger med dansegulvet, hvor alting foregår med stoisk ro og gennemtænkte skridt. Danserne kender tangomusikken og er forberedt på temposkift og forskellige, musikalske udsving. For det viser sig, at dansen er ligeså impulsiv og helt uden faste, aftalte trin.

Det viser sig, at tangodansen ikke foregår efter en række forskrifter, der ”blot” skal indlæres før musikken kan starte.

En dialog uden ord

Tango viser sig således at være en impulsiv akt mellem to mennesker. Ingen forskrifter. Ingen obligatoriske trin.

– Tangoen er noget, der opstår i nuet. Ligesom med en samtale mellem to mennesker. Når jeg satte mig ned her hos dig, så vidste jeg ikke, hvad samtalen skulle handle om. Jeg vidste, at vi nok kom til at snakke om tango, men ikke hvordan den ville udvikle sig. Og hvis vi startede forfra, så ville snakken formentlig udvikle sig helt anderledes. Sådan er det med tangoen, du ved ikke hvad der kommer. Der er intet, der er aftalt. Den er totalt improviseret. Og det er dét, der gør den spændende, men også krævende, fortæller Christian Larsen, der blandt andet underviser i foreningen.

Susanne Sangill, der ligeledes fungerer som underviser, sammenligner også tangodansen med en dialog mellem to mennesker.

– Damen får et signal fra herren, som hun tolker på. Han skal så acceptere, at det, han tror han har sendt, måske ikke er det, damen tolker. Det er en dialog uden ord, hvor manden ikke bare kan sige ’nej, nej, det var ikke det jeg mente’, hvis han giver et forkert signal.

Snakken går mens gulvbrædderne slides op. Efter tre tangonumre, hvor de fleste af medlemmerne har været en tur på gulvet, brager det taktfaste Mustang Sally ud af anlægget. Instinktivt indtager danserne deres pladser ved bordet med den røde dug.

Magasinets udsendte gør store øjne. Jamen, Mustang Sally. Tango?

– Det hedder Cortina på spansk og betyder gardin, siger en af medlemmerne til den udsendte. Tilsyneladende klar over den udsendtes forvirring over sangvalget.

– Det er for at nulstille gulvet, så danserne kan finde sig en ny partner, tilføjer han.

Halvvejs inde i Mustang Sally starter en ny tango og nye dansepar dannes. Det er praksis i de internationale dansesale, efter 3-4 tangonumre at sætte musik på, der intet har med tango at gøre. Tangoen er nemlig en akt, hvor danserne skal blive som én krop med fire ben. Og des flere forskellige partnere, des bedre træning.

Tangoen som parterapi

Når danserne skal have fornemmelsen af at være én krop med fire ben, så kræver det en stor portion samarbejde. Rollerne skal fordeles knivskarpt mellem danserne for at afværge misforståelser og dertil pinlige benspænd.

– Du skal hele tiden finde på, hvad du skal sige til damen, og uden at bruge munden. Du skal bruge kroppen til at føre hende. Samtidig har hun ikke tid til andet, end at koncentrere sig om dig, og hvad du siger til hende, fortæller Christian Larsen.

APPETIZE’ udsendte drømmer sig hjem til den ægteskabelige samtale med konen. Hørte hun egentlig nogensinde efter, hvad han sagde til hende? Skal hun slæbes til tango for at forstå det?

Tankerne bliver afbrudt af Susanne Sangill.

– Herren skal også lytte til os. Han bestemmer, hvad der skal danses, mens vi bestemmer hvor tæt. Det er en kommunikation, uden ord. Så det kræver, at man lytter enormt meget til hinanden. Nogle par kan for eksempel ikke finde ud af det. Hvis man fik en masse folk til at danse tango, så kunne man undgå en masse parterapi, for hvis parret ikke kan finde ud af det i tangoen, så kan de heller ikke finde ud af det i parforholdet. Hvis ikke du kan finde ud af at lytte, så går det galt, fastslår hun.

Ta’ den kvindemenneske. Magasinets udsendte tænker sig tilbage til den ægteskabelige samtale hjemme ved middagsbordet. Igen afbrudt, nu af Susannes sidemand.

– Vi har set par, der efter et par gange får problemer med dansen. Dynamikken i deres parforhold får et knæk, og det bliver straks tydeligt i dansen. Enten finder de ud af det og bliver gode tangodansere, eller så holder de op med at danse tango, fortæller hun.

Samarbejdet mellem damen og herren i tango kræver, at begge kender deres pladser. Herren bestemmer dansen, damen fremgangsmåden og grænsen for, hvor intim den bliver.

– Manden skal lære at føre og kvinden skal lære at følge. Hvis kvinden begynder at bestemme for meget, så snubler de over hinanden. Når man danser tango, så skal man bruge sit hoved og overskride nogle grænser hos sig selv. Og det skal man være klar til at gøre, for man kommer ret tæt på andre mennesker, fortæller Susanne.

Tangoen bryder grænser

Tangoen stammer fra slutningen af 1800 tallets Argentina, der over længere periode havde oplevet en stor indvandring fra Europa, Afrika og de øvrige sydamerikanske lande. Og ifølge Maziar Etemadi, som har været medlem af foreningen i et par år, havde tangoen en særlig funktion blandt immigranterne og argentinerne.

– Tangoen skabte bånd mellem mennesker i slumkvartererne i Buenos Aires. Og den var med til at bryde grænserne mellem dem, fortæller han.

Hvordan det hænger sammen, giver Christian Larsen også sit bud på.

– Dansen giver så tæt et nærvær, at vi har nok i os selv. Man sanser ikke rigtig det, der sker omkring en. Akkurat ligesom når du møder en sød pige fra gamle dage og giver hende et knus. Lige i det øjeblik glemmer du alt om krise, terror og den slags. Og sådan er det i de minutter, tangodansen står på. Vi kan danse sammen, uden at tale det samme sprog. Det kan godt være, jeg ikke ved hvem du er eller hvad du laver, men igennem dansen får jeg en hel del at vide om dig. Man lærer andre sider af hinanden, fortæller han og illustrerer det med et eksempel.

– Jeg var i København engang og mødte en pige fra en lille ø uden for Indien. Vi begynder at danse, og lige pludselig står jeg med mit lår helt tæt på hende og hun med sin fod rundt om mig. Vi kender overhovedet ikke hinanden, men fordi vi kender spillereglerne, bliver det ikke lummert. At være så tæt på et andet menneske, som man ikke kender, er en helt speciel oplevelse.

Et aktivt tangomiljø i Aalborg

Tangomiljøet i Aalborg startede i de tidlige halvfemsere med navne som Lea Vangstrup, Navina Østergaard og senere Gunner Svendsen. Sidstnævnte betegnes for en af pionererne bag tangoen i Danmark. Han bor nu i København, hvor han blandt andet underviser i tangodans og arrangerer workshops.

De første år gik tangoklubben, der først i 2001 blev en officiel forening, under navnet Aalborg Tangolaug. I 1997 fik de lokaler på 1. sal i 1000Fryd.

I 2001 besluttede Aalborg Kommune, at alle foreninger, der lånte lokaler af kommunen, skulle registreres af kommunen. Det tvang tangoklubben til at tage stilling til klubbens fremtid. Efter afstemning, hvor et mindre flertal stemte for, at der blev stiftet en forening med tilhørende vedtægter og bestyrelse, trådte det aalborgensiske tangomiljø ind i de voksnes rækker.

11. februar 2001 blev tangoforeningen El Abrazo, som betyder omfavnelse, stiftet og i dag er medlemstallet oppe på mellem 60 og 70.

– Der er et rigtig godt foreningsliv i El Abrazo. Folk er gode til at komme og stille ting på bordet og gøre det hyggeligt. Det er et godt socialt sted at komme og man møder mange spændende mennesker og nationaliteter. Du kan efterhånden få lov til at udfolde dig på et rimelig højt niveau og vi er gode til at få eksterne undervisere til at komme til Aalborg, fortæller Christian Larsen.

Foreningen optræder indimellem ved kulturelle arrangementer rundt om i byen, og netop en af disse fik Poul Skeem og hans kone til at blive interesseret i at prøve tangoen.

– Vi vil langt hellere danse tango søndag aften, end at sidde derhjemme og glo fjernsyn, fortæller Poul, der sammen med konen lige er startet på sin tredje sæson.

Selvom mange af medlemmerne har været en del af Al Abrazo i mange år, og foreningen også er et socialt foretagende, så er det dansen, der holder dem sammen og har første prioritet. Tangoen er tilsyneladende en passion, der går forud for rang og øvrige interesser.

– Der gik to år før jeg begyndte at tænke over, hvad folk egentlig lavede i deres hverdag. Jeg anede det ikke før. Her stiller man ikke de to typiske, indledende spørgsmål – ”hvad hedder du” og ”hvad laver du”, fortæller Susanne Sangill.

Trods det forholdsvis høje medlemstal ønsker foreningen at hverve flere nye medlemmer og dansepartnere. Derfor behøver interesserede ikke at blive medlemmer af foreningen, hvis de ønsker at prøve tangoen af. Men ifølge Christian Larsen er det en sej proces at hverve nye medlemmer.

– Det er en modningsproces at blive en tangodanser. På kulturnat kom der tre 16-årige drenge ind og sagde, hold da op, det er et helt museum det her. Så det appellerer ikke så meget til de unge, siger han og griner.

Ung eller gammel. Kulturbroen er hver søndag aften skueplads for nordjysk tango, erotik, intensitet, nærvær og ramp-bam-bam-ba.

Comments are closed.