Pernille Vallentin er 32 år, og sidst i marts bliver hun mor til en dreng, der måske skal hedde Charlie, og i alt fald skal elskes. Hun er skuespiller og musiker. Du kender hende godt – og alligevel slet ikke. Men du kan huske, at hun var helt særlig i rollen som Gule Tilde i filmatiseringen af Aalborg-romanen Nordkraft.

Tekst: Pia Møller Søe | Foto: Teis Bruno

 

Nordkraft var Jakob Ejersbos debutroman, og for den modtog han, i 2003, Boghandlernes Gyldne Laurbær. Carsten Jensen, der i den forbindelse holdt festtalen, konstaterede, at det ”simpelthen var lykkes for Ejersbo at gøre Aalborg interessant”. Jakob Ejersbo, der døde 40 år gammel i 2008, er opvokset i Aalborg, og han bevægede sig – med egne ord – i udkanten af det miljø han beskriver så levende i Nordkraft.

Nordkraft handler om den ungdom der med jagede blikke, tynget af ubarmhjertig indsigt og en sårbar sjæl, driver rundt i gaderne på flugt fra erkendelse. Måske.

Om pusherfrauen Maria, hendes skæve kæreste Asger, om Allan, der gerne vil undsige sig et miljø der helst ikke vil slippe ham – og om Steso, en lysende begavelse, der pumper lykke og glemsel ind i årene, i mængder der slår ham ihjel. Nordkraft handler om dem, om deres verden – og så handler den om Gule Tilde.

Filmatiseringen af Nordkraft i 2005, fandt sted i Aalborg gader, og involverede store dele af byen. Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen, og det var ham, der fandt Pernille Vallentin, og gennem skærmen så et potentiale som ingen, ikke engang Pernille, vidste at hun havde.

– Jeg deltog i Stjerne for en aften, og dagen efter blev jeg ringet op af en caster, der spurgte, om jeg ville komme til casting på Nordkraft. Jeg sad i toget på vej hjem til Jylland, og det var helt surrealistisk at få det opkald. Det viste sig, at Ole Christian Madsen havde set udsendelsen, og mente, at jeg kunne et eller andet med at udtrykke mig, og derfor ville han gerne have mig med i Nordkraft, fortæller Pernille.

Gule tilde
Pernille Vallentin fik rollen som Gule Tilde. Og Gule Tilde findes. Et eller andet sted i Aalborgs gader går hun sikkert stadig rundt, og måske er hun skrøbelig indeni. Fin, uskyldsren og lidt forvirret over den verden der, lige præcis der hvor nordkraften ulmer stærkest, godt kan virke voldsom. Overvældende. Det var den rolle, det væsen, Pernille Vallentin skulle finde ind i, og det gjorde hun – overbevisende, stærkt – og i kærlighed til de mennesker der, ligesom Gule Tilde, med mellemrum har brug for en pause fra verden.

– Jeg så Tilde som et af den slags mennesker, der bare er helt ren indeni. Et lille uskyldigt barn, der stadig ser sig selv som verdens centrum, og det er også derfor, at hun, i den første scene i Aalborgtårnet, hvor Steso siger til hende, at hun ikke er noget værd, bliver så ulykkelig. Det er uvirkeligt for hende, at verden kan være sådan, siger Pernille Vallentin. Jeg kender det på en måde godt fra mig selv, det der med at man har svært ved at se verden uden sig selv i centrum – og det der med at verden er for grum for en sart sjæl. Det var for meget for Tilde.

Pernille kender godt det miljø Nordkraft portrætterer, for det ligner lidt det hun selv er vokset op i. Hun er opvokset i Horsens, som sart sjæl med et væsen der på mange måder var fjernt fra den typiske teenagers. Det betød, at hendes vennekreds kom til at bestå af de mennesker, der som hun, følte sig lidt fremmede.

– Jeg har kendt mange af den slags skæbner der portrætteres i Nordkraft, siger hun. Det var mine venner, da jeg var teenager i Horsens. Egentligt var jeg aldrig bange for selv at ende sådan, for jeg kunne hele tiden mærke, at jeg ikke var som dem. Jeg tog ikke stoffer og sniffede lightergas som de gjorde, men jeg hang ud med dem, for det var ligesom i den flok det kostede mindst af være anderledes siger hun.

Pernille Vallentin, der for rigtigt mange mennesker blev manifestet af byens sarte sjæl, alle dem der, som Gule Tilde, ind imellem tjekker ind på byens psykiatriske hospital, med udsigt til Mølleparken og bedring, befandt sig godt i Aalborg. Sammen med resten af filmholdet tjekkede hun ind på Hotel Hvide Hus, og så levede hun i en ”Nordkrafts-boble”, gik tur i byens gader når der var pause i indspilningerne, og oplevede os, og vores by, som noget særligt.

– Jeg har ikke være i Aalborg siden vi lavede Nordkraft, og alligevel har byen på en eller anden måde en særlig plads i mit hjerte, siger Pernille Vallentin. Der var en særlig stemning, der var ikke sommer, men det føltes sådan. Folk var på en eller anden måde imødekommende og smilende.

Pernille Vallentin og resten af filmholdet var i Aalborg i nogle måneder. Alle udendørsscener, og karakteristiske locations, er optaget her, og blandt andet den lokale rapper Jonny Hefty medvirkede i filmen. Også Jakob Ejersbo opholdt sig meget i byen i den periode, og Pernille Vallentin fortæller, at han var glad og tilfreds med den film Nordkraft blev til.

Jakob hang meget ud med os heroppe, og han sagde flere gange til mig, at jeg havde fundet ind til Gule Tilde, at jeg havde ramt nerven af hende. Det betød meget, for det var min første film, og selvom jeg befandt mig virkelig godt i rollen og havde en god fornemmelse af Tilde, var det trygt, at Jakob, som havde beskrevet hende var enig, siger Pernille. Han var sød og roste mig meget.

Levet liv
Pernille Vallentin er nærmest født til rollen – til filmen, teateret og musikken. Som lille var hun sprælsk, livlig og fuld af gode idéer. I teenageårene ”skete der et eller andet” med hende, og tungsind, usikkerhed,  og noget der kunne ligne modløshed fik overtaget, så Pernille, skøre Pernille, hende der var fuld af sjove påfund, blev et stille væsen, der hang ud med byens skæve eksistenser, eller – og det var foretrukket – tegnede, malede og skrev for sig selv på værelset.

Hun er kompleks. Hun er udtryksfuld, og de følelser og fornemmelser hun så intenst synger og spiller ud, har grobund i levet liv og mærkbare, selvoplevede, følelser.

Pernille Vallentin der ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af sig selv, endte med at tage på musik og teaterefterskole i Århus, og det blev skelsættende. Musikken, der altid har haft en plads i hendes liv, fik bedre plads, hun foldede sig ud og åbnede sig.

-Jeg blomstrede på den efterskole. Det gjorde jeg virkelig. Efter det år tog jeg Den Fri Ungdomsuddannelse, og kom på Musikskole i Silkeborg. Det var min redning. Det var så intenst, og jeg fandt ud af hvem jeg var, fortæller Pernille. Jeg fik min selvtillid tilbage, og vores fantastiske sanglærer fik mig ud af min skal, så jeg pludselig turde synge. Højt.

Pernille Vallentin er nemlig også musiker. Det er hende der har skrevet, og synger, titelsangen Kiss your demonds away til Nordkraft, og i  2006 sendte hun – med success – albummet Between Butterflies and Me på gaden.

Musikken har altid fyldt i mig, og jeg har villet lave album nummer to i så mange år, uden at det er blevet til noget, men det bliver det nu. Min kæreste, der også er musiker, og jeg har lavet et projekt sammen, hvor vi vil forsøge at fusionere vores genrer i et projekt vi kalder Pudekamp.

Der er en mening med alting
Pernille og hendes kæreste, rap-musikeren Kasper Spez har gang i flere projekter sammen. Et af dem er Charlie. Ham der ligger og bobler i Pernilles efterhånden store mave, og om meget kort tid entrerer verden, yderst ønsket. Pernille Vallentin har tidligere ventet barn. Og mistet. Graviditeterne er svære for hende. Hun skal passe på sig selv.

Jeg glæder mig til at føde. Graviditet er ikke en dans på roser, og jeg ved det, for jeg har været gravid i halvandet år nu. Jeg har oplevet to ufrivillige aborter, men nu – denne gang – kommer han til verden. Vores lille dreng, som jeg skal føde ved et planlagt kejsersnit i slutningen af marts, fortæller Pernille Vallentin. Jeg må tro på, at der er en mening med aborterne. At der var noget Kasper og jeg skulle lære af det. Jeg er spirituelt orienteret, og taler med universet, fordi jeg mener, at der er en stor kraft derude. Den tro gør, at jeg kan se det der selvfølgelig har været ulykkelige oplevelser, som en gave jeg skulle blive klogere på livet af.

Pernille Vallentin lever efter den filosofi, at der er en mening med alting. Hun bruger meget tid på at huske at sige tak for alt det gode. Fordi hun tror på universets kraft, og fordi det hjælper hende til at forstå. Til at kapere lortet – der uanset hvem, eller hvad, man tror på, er et livsvilkår.

– Jeg er godt klar over, at det måske lyder ”phony”, men det er altså min tro. Jeg kan sagtens forstå dem der siger; ”forhold dig dog til lortet.” Det er muligt, at jeg bare er for sart til at se tingene i øjnene, og bruger universet som undskyldning, men det er altså min tro. Jeg er spirituelt orienteret og det fungerer for mig.

Lige nu befinder Pernille Vallentin sig afventende på Vesterbro i København. Hun venter jo på Charlie. For ti år siden befandt hun sig i England, på en art ”fame-skole”, der var med til at forme hende som kunstner. Derefter var hun på højskole, og efter Nordkraft læste hun dramaturgi på Århus Universitet. Hun har siden hen spillet med i flere film, medvirket på adskillige produktioner, lavet musik – og en enkelt karakteristisk Brobizz reklame, hvor hun spiller en MEGET glad pige på broen.

Reklamefilm rangerer ikke så højt i branchen, men jeg kan sagtens stå inde for det. Det er et arbejde der giver mig en frihed til at beskæftige mig med min kunst, siger hun. Som skuespiller ved du aldrig hvornår det næste job kommer, og selvom jeg forsøger at være rolig omkring det, har man brug for noget økonomi til at få livet til at hænge sammen.  Som skuespiller har du ikke de store muligheder for at opsøge arbejde, adgangsbilletten er det du laver, konstaterer hun.

Man ved aldrig
Pernille har modtaget flere priser, der i branchen må formodes at fungere som adgangsbillet til arbejde. En Zulu Award for Nordkraft og en Bodil samt en Robert for Fri os fra det onde, men for Pernille Vallentin spiller priserne ikke den helt store rolle.

– Nej, de priser gør ikke den store forskel. Ikke i forhold til arbejde. For mig var det en anerkendelse på den måde, at jeg føler, at jeg har haft svært ved at blive helt accepteret i branchen, fordi jeg ikke er uddannet fra Statens Teaterskole. Da jeg fik den Bodil havde jeg det sådan, at det var en slags erklæring; ”Du fortjener at være iblandt os,” siger Pernille Vallentin.

Pernille Vallentin bliver næsten altid castet til den samme type roller. Den særlige lille fe-agtige eksistens, der mestrer nuancerne, nærværet og brænder – karakteristisk – igennem.

Nåerh… Det er den typiske respons. Jeg er åbenbart sådan en man siger ”nåerh” til, siger Pernille Vallentin.

– Når jeg popper op er det som regel på grund af mit særlige udseende – og ja, jeg har måske potentiale til at ligne en sær skabning der er beamet ned fra det ydre rum, men hold nu op, jeg kan altså andet end det, konstaterer Pernille Vallentin. Jeg kan eksempelvis være en helt almindelig husmor, i en helt almindelig social-realistisk film, og det kunne jeg da godt tænke mig, griner hun.

Helt almindelig husmor på Vesterbro bliver hun nok ikke, men hun bliver altså snart mor. Og hun glæder sig. Tankerne om barnet, om det at være forældre – og gode til det – snurrer rundt i hende, og hun håber – mest – på, at hun kan give den lille dreng der flytter ind tryghed og kærlighed. En tro på verden og en åbenhed og tolerance, der gør at han tør stå ved sig selv.

Det kører rundt i mig hele tiden. Kasper og jeg skal være forældre. Hvad skal vi give vores barn? Hvordan bliver livet som mor og far?

Kasper, der er far til den dreng Pernille bærer på, har været hendes kæreste i tre år, men de har kendt hinanden altid. Sådan føles det. Som om de har længtes efter hinanden i flere liv.

De mødte hinanden gennem musikken, og selv om de begge to var i seriøse forhold, var der en kraft mellem dem som ikke kunne fornægtes.

Kasper og jeg har brugt lang tid på at finde ud af hvad det var. Om vi havde kendt hinanden i tidligere liv. Kraften imellem os var så voldsom, at vi måtte ha’ hinanden. Ham er jeg meget glad for, smiler Pernille.

Pernille er måske ”som sendt fra himlen”. Hun er et følsomt væsen, med mod på altings mulighed og intakte drømme. Lige nu af den slags der handler om Kasper, drengen – Charlie, som han vist skal hedde, et band og en særlig bus fyldt med skøre instrumenter og kærlighed.

De er på turne, alle sammen, med Pudekamp. Og det er sommer. Det er altid sommer.  Man ved aldrig…

 

 

FAKTA:

NAVN: Pernille Vallentin Brandt
FØDT: 14. februar 1979
BOSIDDENDE: København
CIVILSTAND: Kæreste med Kasper
BØRN: Undervejs

Comments are closed.