Nogle bliver rige på Internetforretninger. Andre på aktier eller ejendomsspekulation. Og så findes der nogle ganske få, der lever af julehygge. Julemanden er én af dem. Etly er en anden. Mød Etly Klarborg, kvinden bag Trip Trap nisserne, der er blevet til rene samlerobjekter i de danske hjem.

Dette er en rigtig bjældeklangs-bimlende julehistorie. Den handler om en lille pige, der blev født i det mørke Moseby i ganske små kår. Hendes hjem var alligevel fyldt med kærlighed og leg – og hendes mor fortalte altid historier om nisserne, der huserede i skoven og lavede sjove, finurlige ting og drillede menneskene. Den lille pige blev så bjertaget af historierne, at hun begyndte at forme nisser i ler. Alle i Moseby blev vilde med nisserne. I alle hjemmene smilede de søde buttede, nisser ned fra hylderne i hele december måned og skabte julestemning. Pludselig en dag blev nisserne set af en stor virksomhed fra den store by…Og så blev den lille pige fra Moseby berømt over hele landet, og hendes nisser skabte glæde i alle hjem.

Født i Moseby

Og så er det ikke engang løgn, sådan ER historien om Etly Klarborg – kvinden bag Trip Trap nisserne – faktisk. Men lad os begynde med begyndelsen: Etly fortæller, at hun er født i Moseby i 1961. Hun blev født derhjemme, og blev lillesøster i et trygt hjem med en mor, far og en storebror. Faderen var beskæftiget i murerfaget, mens moderen først var hjemmegående og senere fik arbejde på sækkefabrikken Bates i Nørresundby. Langt fra nogen kreativ iværksætterfamilie – eller hvad?

– Min kreativitet stammer helt sikkert fra min mor og hele hendes familie, som altid har været meget kreative. I mit barndomshjem blev der altid tegnet og malet og leget med ler. Min mor fortalte os mange historier om nisser, og de var så livagtige, de historier, at min bror og jeg troede på nisser helt indtil vi skulle konfirmeres, fortæller Etly og fortsætter:

– Jeg begyndte på Moseby Skole, og jeg elskede selvfølgelig formning. Jeg hadede det dog, når læreren ville ha’ os til at pølse et aksebæger op eller noget i den retning. Så fik jeg lov til at lave en anden figur, og de andre børn troede altid, at det var læreren, der havde lavet den. Jeg tror, at jeg har en medfødt evne og fantasi. Når jeg i dag får en idé til en nisse, så kan jeg helt klart se den for mig, nærmest helt levende. Sådan har det altid været, fortæller Etly.

Nisser på hjernen
Etly gik ud af 9. klasse, og fik forskellige jobs, der lå meget langt fra nisser. Hun gjorde rent på hoteller i Blokhus, hun loddede telefoner på Dancall i Pandrup. I fritiden fortsatte hun med at modellere figurer i ler og få dem brændt i hendes mosters lille keramikovn.

– Igennem alle årene sagde en masse folk til mig, at det skulle jeg da gøre noget ved, det med de nisser. Men det endelige skub ud i livet som selvstændig fik jeg, da jeg fik job på Troldefabrikken på Gjøl. Grundlæggeren, Thomas Dam, kunne se, at jeg kunne noget specielt, og han gav mig den opmuntring og det skulderklap, der skulle til. Derefter startede jeg min egen lille nissebutik i Birkelse og fik iværksætterydelse. Butikken blev udstyret med åbent værksted, så man kunne se, når jeg arbejdede. Thomas Dam lærte mig også at fremstille gipsforme, så jeg kunne lave flere nisser ad gangen, husker Etly om de første travle år i slutningen af 80’erne. Mens alle vi andre slængede os i sofaen med Dallas og JR Ewing  i de mørke vinteraftner dengang – så stod Etly nogle gange til klokken fire om natten og malede nisser, som hun havde lovet færdige.

– Jeg har altid været bagefter med nisser. Jeg har aldrig kunnet lave nisser nok…, siger Etly. Hendes nissebutik blev mere og mere populær i lokalområdet, og Etly blev faktisk mere og mere stresset. Hun havde ondt i armene, sov dårligt og havde nisser på hjernen, som hun selv udtrykker det. Så var det, i 1999, at nisserne blev opdaget af Trip Trap. Derefter tog det hele en uventet drejning…

Trip Trap – nej tak

– Jeg sagde faktisk først nej til Trip Trap. Utroligt nok. Det hele begyndte den 22. december 1998, hvor jeg selvfølgelig sad og arbejde på højtryk i værkstedet med at lave nisser. Midt i det hele blev jeg ringet op af nogle folk i nabobyen, der tilfældigvis havde besøg af et ægtepar med tilknytning til Trip Trap, der tilfældigvis havde set mine nisser.  ”Hør her,” sagde han, ”kunne du ikke tænke dig et møde med Trip Trap folkene? De er helt vilde med dine nisser, som de har set her hos os…?” Jeg sagde nej uden at tænke nærmere over det. Jeg havde så tit fået forespørgsler fra folk, der ville købe mine nisse-forme osv. Og jeg havde altid tænkt, at ”nej, der er ikke nogen, der skal ha’ MINE nisser”, fortæller Etly. Hun husker stadig sin mands chokerede ansigt, da hun over aftensmaden fortalte, at hun lige havde afvist en henvendelse fra Trip Trap.

– Vi blev enige om, at det måske var fornuftigt nok, at høre, hvad de ville. For jeg var faktisk meget stresset og presset og havde ondt i armene osv.

Forsøgs-nisser overbeviste

Nytårsaftensdag var der så nisse-møde ude hos Etly, hvor grundlæggeren af Trip Trap, Ib Møller, var med.

– Det er sjovt – for han kunne se noget i nisserne med det samme. Vi fik lavet en aftale om, at Trip Trap, som et forsøg, skulle prøve at producere to nisser, for det var vigtigt for mig, at nisserne blev ved med at ligne mine nisser fuldstændigt. Så Trip Trap fik to af mine nisser med hjem, som de ville lave forme til og støbe, fortæller Etly. Et stykke tid efter modtog hun en pakke fra Trip Trap med forsøgs-nisserne.

– Jeg troede først, at de havde sendt mine egne nisser tilbage igen – de var så flot lavet og malet – og det gjorde udslaget. Derefter lavede jeg en samarbejdsaftale med Trip Trap. Den går ud på, at jeg designer 10-15 nye nisser om året. Trip Trap producerer og sælger dem og jeg modtager royalty for hver nisse, de sælger, fortæller Etly.

Nisser i 25 graders varme

Den fantastiske historie om Etly og nisserne er endt med, at de søde nisser fra Moseby nu sælges i ti-tusindvis over hele landet. De sidder på hylderne i alle isenkrambutikker, og danskerne elsker dem. Nisserne blev på rekordtid den mest solgte vare hos Trip Trap.

– Da den første store serie på tyve modeller skulle sælges op til julen i 1999, var jeg SÅ nervøs. Tænk hvis ingen ville købe dem. Jeg kan huske, at Trip Trap ringede midt i november og sagde, at ALT var udsolgt. Deres telefoner var rødglødende, fordi butikkerne ville bestille flere. Så tænkte jeg YES, og alting var som det plejede med, at jeg aldrig kunne lave nisser nok, griner Etly og fortsætter:

– Vi er så småt begyndt at tænke på at udbrede dem til resten af det skandinaviske marked, for normænd og svenskere er vilde med dem, fortæller Etly. Hun er glad for aftalen, der betyder, at hun stadig føler, at det er hendes nisser. Hun udtænker og modellerer de nye nisser i et lille skovhus, tæt på hendes bopæl – lige nu er hun i gang med at lægge sidste hånd på 2013-års nisserne. Hvordan de ser ud, skal ikke afsløres her.

– Mange af nisserne er inspireret af personer, jeg kender. Det begyndte med Martin-nissen, som er inspireret af min ældste søn. Martin er en spasmager og fuld af humor, og det er nissen Martin også. Der er også en Mathias-nisse og en Mads-nisse – opkaldt efter mine sønner. Og der er en Peter-Nisse, opkaldt efter min bror – og så er der selvfølge Bette-Etly, som jeg fandt på i forbindelse med mit 25års jubilæum sidste år. Nissen ligner mig selv som lille, da jeg sad og modellerede nisser på min mors køkkenbord, siger Etly og tilføjer:

– Jeg helliger mig udviklingen af nye nisser, men jeg fortsætter med at ha’ min butik, hvor folk kan høre historien bag nisserne og købe dem, de ikke lige kan finde i butikkerne. Jeg har 32 modeller, der kun sælges i min butik, siger Etly. Hun fortæller, at folk køber nisser hele året – selv om sommeren i 25 graders varme og shorts.

Søvnløse nisse-nætter

Selv efter flere års stor nissesucces, kommer det stadig nærmest bag på Etly, at folk over det ganske land er store fans af hendes nisser og af hende.

– Det er ubeskriveligt. Folk kommer strømmende til min butik, og jeg skriver autografer på nisseæskerne, og folk vil fotograferes sammen med mig. Jeg tror, at det der har fanget så mange mennesker, er det hyggelige over nisserne, og at de alle sammen har sådan et nuttet børnepræg over sig, ligesom man ser det med dyrebørn. Selv nisse-hadere bliver omvendte, når de ser mine nisser. Jeg har oplevet flere kvindelige kunder, der fortæller, at deres mænd altid har hadet nisser, og at de aldrig har villet ha’ en eneste nisse i huset – indtil de så Trip Trap nisserne, som de faldt pladask for, fortæller Etly. Hun har masse af sjove anekdoter om nissesamlere, der valfarter til nissebutikken på jagt efter en helt bestemt nisse, der kun findes i ganske få eksemplarer. Eller nissesamlere, der har alle 250 forskellige modeller. Eller nissesamlere, der kan huske samtlige navne på nissepersonlighederne, ligesom hun selv kan.

– Jeg har aldrig fortrudt mit samarbejde med Trip Trap. Det var svært i begyndelsen, fordi jeg skulle vænne mig til at nu sad ”lille mig” her og forhandlede med store herrer fra et stort firma. Når jeg skulle træffe en eller anden stor beslutning, har jeg virkelig haft søvnløse nætter. Men heldigvis har de forstået at lytte til mig hos Trip Trap, for jeg er kompromisløs i forhold til nissernes udseende og kvalitet, og at det ikke må gå hen og blive noget ”skralderværk”, som man siger på nordjysk. Jeg har f.eks. afvist en idé om at lave salt og pebernisser med huller i hovedet eller husnummer-skilte-nisser. Det er slet ikke mig, fastslår Etly.

Martin – en iværksætter-nisse

Af Etlys tre sønner slægter især hendes ældste, Martin, på 26 år hende på. Han er, ligesom hun, fuldt af skabertrang og ideer.

– Sådan har han altid været. Da han var dreng, var det altid noget med at bygge noget. Jeg kan huske, når han som dreng legede ude i haven og lige skulle bruge en helikopter i legen – ja, så byggede han bare én. Jeg tror, at han minder meget om mig. Tankevirksomheden er den samme– men fordi han er en mand, handler det jo bare mere om tandhjul og geværer og den slag end om nisser, griner Etly. Hun mener ved nærmere eftertanke, at Martin sagtens kunne ha’ drevet det til noget inden for nisser, hvis han ellers havde øvet sig i kunsten at modellere i ler.

– Hvis drengene får en idé over middagsbordet til noget med nisser, så siger de straks: Den idé skal jeg så ha’ royalties for, griner Etly. Martin kommer ud i udestuen og fortæller kort om sit iværksætterprojekt, der langt fra handler om nisser (med mindre man skyder til måls efter dem). Han har nemlig netop fået sponsoreret en halv million af Nordjysk Lånefond til udviklingen af en ny type softgun, der kan skyde med rigtig hylsterudkast. Softgun’en skal bruges både til sport og leg – og så er det også tanken at softgun’en skal bruges af Forsvaret til realistiske skydeøvelser, der vil være langt billigere og sikrere end traditionel skarpskydning.

– Jeg er stolt af ham og opmuntrer ham til at bare at køre på med ideerne, siger Etly. Hendes mellemste søn Mads, er webmaster på nissernes facebook. Så det er faktisk ham, nissernes fans over hele landet sidder og kommunikerer med.

Faktabokse:
Etly Klarborg

Født i: Moseby i 1961

Job: Nissemager

Gift med: Kristian, der er entreprenør

Børn: Sønnerne Martin, Mathias og Mads

Fire korte nisse-spørgsmål:

Hvis du skulle lave en nisse af en kendt?

Så skulle det helt bestemt være Bubber. Han ville være en god nisse, for han virker så sød og herlig, og han er betænksom over for andre. En rigtig drillepind, det er han også.

Er du blevet rig af nisserne?
Ja det man godt sige. Det er i hvert fald dejligt at få royalty checken fra Trip Trap i januar.

Hvad siger dine forældre til nisse-succesen?
Min mor og far er pavestolte. Men min far kan stadig ikke helt forstå, at man virkelig kan sælge alle de nisser.

Hvordan er det at være en nisse-kendis?
Det er sjovt, og jeg forstår det stadig ikke helt. En dag jeg kom ind i butikken, var der en ung pige fra Bornholm, der var ved at besvime over, at det var mig, der stod der. ”Neeeej Etly, er det virkelig dig…?!” Råbte hun.

 

 

 

3 Comments