Oplev lyden af den nordiske fremtid! Fra 18.-24. august vil unge, talentfulde musikere i Orkester Norden sammen med dirigent Johannes Gustavsson samt solisterne Susanna Andersson (sopran) og Jakob Koranyi (cello) fejre Finland med en koncertrække i Danmark, Letland, Estland og Finland. Orkester Norden spiller nordiske værker med en sikkerhed og indlevelse, som efterlader dig med en optimistisk tro på, at fremtiden er lys.

Symfoniorkesteret, Orkester Norden (ON), er sammensat af ca. 70 unge, talentfulde konservatorie-studerende fra de nordiske og baltiske lande. Musikerne er udvalgt på baggrund af talent til at deltage i årets turné. De har selskab af de anmelderroste solister Susanna Andersson, som synger en smuk sopran, samt Jakob Koranyi, der er kendt for sin særlige virtuose cello-optrædener. Dirigent er Johannes Gustavsson, som selv har spillet i Orkester Norden, da han var ung, lovende konservatoriestuderende.


“Orkesteret optræder altid med dirigent og solist på allerhøjeste niveau”, fortæller Asbjørn Keiding, organisationsleder i Orkester Norden, og fortsætter, “formålet med orkesteret er, at give fremtidens orkestermusikere mulighed for at prøve kræfter med et professionelt turneliv, møde dygtige instruktører, netværke med andre musikere og arbejde med store orkesterværker.”

Orkester Norden er både talentudvikling på allerhøjeste niveau og en fantastisk mulighed for musikerne for at opleve deres fælles kulturarv – med musikken som fælles sprog. De mødes til prøver, fordybelse og socialt samvær, før de tager på turné. I år fejrer Orkester Norden Finlands 100 år som selvstændig nation med koncerter i Aalborg, Jurmala (LV), Tallinn (EE), Porvoo (FI) og Lahti (FI).

Orkesteret optræder fra 18.-24. august. Fribilletter til pressen fåes på info@orkesternorden.com senest tre dage før koncerten.

OM ORKESTER NORDEN

Symfoniorkester for unge mellem 15-25 år, som er konservatoriestuderende eller statsborgere i nordiske og baltiske lande. Optagelsen sker ved en videoaudition hvert år, og orkesteret får således årligt nye medlemmer. ON har altid professionelle dirigenter og solister med og optræder i professionelle koncertsale. Orkesteret har udarbejdet en række visioner, som bl.a. handler om at bevare og bære den nordiske kulturarv sikkert videre. Samtidig med dette vil orkesteret udvikle sig i både stil og fortolkning af værker, som er aktuel, tidssvarende og fremtidssynet.
Historisk var det Lions Club i Sverige, der tog initiativ til orkesteret. Det skete i forbindelse med de baltiske lande kom med i EU, og man ønskede at skabe mere fokus på musikken og den fælles kultur. ”Musikken er vort fælles sprog”, har Marita Ulvskog, tidl. kulturminister i Sverige, udtalt om orkesteret.

Orkester Norden er i dag også støttet af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, Foreningerne Norden samt mange flere. Orkesteret skifter værtsland hvert femte år, lige nu er det Musikkens Hus i Aalborg, som har værtskabet indtil 2018. Læs mere om ON’s historie og få mere information på orkesternorden.com.

Comments are closed.