Power Of Women festivalen er et udstillingsvindue for værker, der har kvinders fortællinger i centrum. Værker skabt af kvindelige kunstnere inden for flere kunstformer: Film, musik, scenekunst, design, litteratur og arkitektur. Velkommen til POW festival!

I dagene 22.-24. september på Charlottenborg, Teatret ved Sorte Hest, Teater Republique, VerdensKultur Centret og Teaterøen m.fl.

POW Festivalen forsøger med afsæt i de kreative miljøer at give kvindefortællinger en mere fremtrædende plads i mediebilledet.

POW version 2017 er en pilotfestival, der giver publikum og presse en forsmag på den fuldt udfoldede POW festival 2018. Derfor har vi også valgt i år at lave alle arrangementer gratis for publikum for på den måde at skabe opmærksomhed omkring projektet søsætte samarbejder samt høste best practice til udviklingen af en større festival næste år.

POW 2017 har særligt fokus på Film, dramatik og arrangementer for børn.

Highlights fra Programmet:

Åbningsevent: POW Initiativtager og direktør Füsun Eriksen byder velkommen til POW festival 2017.

Oplæg af Charlotte Kirkegaard, cand. jur. og ekspert på køn og ligestilling med egen virksomhed, Unisex Progress. Har bl.a. arbejdet for FN, EU, Nordisk ministerråd og det danske Ligestillingsministerium.

Oplæg af Heidi Rottbøll Andersen, stifter og direktør i virksomheden Living Institute, der sidste år rådgav 175 kunder i 14 forskellige lande i forhold til strategier for diversitet i deres organisationer.

Kunstneriske indspark: Sanger og sangskriver Trinelise Væring, journalist, komiker og foredragsholder Fadime Turan m.fl.
Moderator: Journalist Sisse Sejr-Nørgaard

Hvor & Hvornår: Kunstakademiets Billedkunstskoler, Festsalen. 22 sept. kl. 13.00-14.30

Fra scenekunst programmet:

Særforestilling/talk: “UDSPRING” af Teater Rio Rose. Efterfulgt af en snak med instruktør Tove Bornhøft og skuespillerne Anette Katzmann og Petrine Agger.

“Denne form for antiunderholdning er dybt charmerende og beundringsværdig modig.”

Anne Middelboe Christensen, Dagbladet Information

Udspring er lige nu på Turné. Dette er eneste chance for at se forestillingen i København.

Hvor & Hvornår: Teaterøen 23 sept. kl. 19-21

Fra børneprogrammet:

Bl.a Workshop/Koncert: Freestyle rapper Jakob Balthasar og soulsanger og hiphopper Filuka lærer unge at fortælle deres historier gennem rap og hiphop og gir’ selv et par numre. Herefter spiller Pigerne fra Jazzcamp 2017 en kort koncert. Aldersgruppe: 12+
Hvor & Hvornår: VerdensKultur Centret 23 sept. kl. 11-13.30.
Augmented reality: Vær med når TeaterKUNST ruller deres lyserøde pop-up bod ind på VerdensKulturCentret, og giver forbipasserende børn mulighed for at være en del af en augmented realityfortælling om ligestilling. Aldersgruppe: 8+
Hvor & Hvornår: VerdensKulturCentret 23 sept. kl. 12.30-14

Fra Filmprogrammet:

Filmtalk: Instruktør Christina Rosendahl fortæller om sit arbejde og viser klip fra sin nye dokumentar “VOLD – i kærlighedens navn”.
Hvor & Hvornår: Kunsthal Charlottenborg, Biografen 22 sept. kl. 10-12.

POW vil gerne vise, hvad der rører sig blandt kvinder i kunst- og designmiljøerne og ikke mindst inspirere og motivere kvinder til at være ambitiøse, modige og dedikerede. Derfor lægger POW scene til både debatter og workshops om ligestilling på det kreative arbejdsmarked med det formål at styrke læring, samarbejde og udvikling, bl.a. ved at showcase og styrke det kunstneriske og økonomiske vækstlag for kvinder. Et ønske for fremtidige festivaler er også at facilitere tværfaglige samarbejder for at styrke vidensdeling og skabe synergi mellem de forskellige kreative miljøer.


POW er for alle. Kvinder, mænd, kunstnere, folk fra den kreative branche og ikke mindst publikum. En festival til alle os der tørster efter et mere balanceret mediebillede.

HVORFOR POW

I det overordnede kulturudbud ser vi ofte, at kvinders fortællinger og værker bliver undtagelsen fra reglen, mens fortællinger drevet af mænds blik på verden bliver præsenteret som den kønsneutrale historie om mennesket og derfor tillægges mere almen interesse. Konsekvensen er, at kvindelige kunstnere og designere ofte er underrepræsenterede eller bare ikke får mulighed for at udfylde deres fulde potentiale. På den måde går vi alle, kvindelige såvel som mandlige kulturforbrugere, glip af kvinders vigtige og mangeartede fortællinger i kunsten.

Initiativtager og direktør:

Det er en garvet festival kvinde der står bag POW. Füsun Eriksen er CEO for Artopia, som arbejder på udvikling af en ny medieplatform for børn samt forskellige projekter indenfor den kreative sektor. Fra 2007-2016 var hun den kunstneriske og administrative leder af BUSTER, Københavns Internationale Filmfestival for Børn og Unge. Füsun Eriksen udviklede festivalens profil og fik succes med nye initiativer, nye projekter nationalt og internationalt. Hun arbejdede i mange år i reklamebranchen og filmverdenen for forskellige agenturer, Warner Brothers/RCA Columbia Pictures og senere som Marketing & Festivalchef for Trust Film Sales/Zentropa, hvor hun skabte festival- og salgsstrategier for blandt andet Lars von Trier, Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig, Per Fly, Anders Morgenthaler og Lukas Moodysson. Hun har været foredragsholder og jurymedlem ved flere internationale filmfestivaler og er aktivt advisory board-medlem i Det Danske Kulturinstitut, TeaterKUNST og CarneCity.
For yderligere oplysninger eller en udtalelse/interview med Füsun Eriksen kontakt venligst undertegnede.

Bag festivalen står desuden et helt hold af kvindelige kunstnere og entreprenører fra de kreative miljøer.

POW samarbejder i år med en lang række aktører fra de kreative miljøer: Askvig – Stitz, Billedkunstskolerne, Bådteatret, CKI- Center for Kultur & Interkultur, VerdensKulturCentret, Hammer PR, Kritisk Pynt, Kunsthal Charlottenborg, Marengdeluxe, Powerkvinderne, TeaterKUNST, Teater Republique, Teater Partner in Crime, Teater Rio Rose, Teaterøen, Jazz Danmark, Teatret ved Sorte Hest, Hamide Design Studio m.fl.

Bidragsydere er: Københavns Kommune, Det Danske Filminstitut, Danske Dramatikere og Danske Filminstruktører.

Du kan også være interesseret i

Kom godt og trygt igennem boligkøbet

Dette indhold er sponsoreret  Står du/I over for et boligkøb, er der…

Få en realistisk vurdering af din bolig med en lokal ejendomsmægler

Dette indhold er sponsoreret Har du fået øje på din drømmebolig? Så…

Sådan vælger du det rigtige tag til din bolig

Dette indhold er sponsoreret Det er ikke altid lige nemt at finde…