Michael Falch var Malurt. Han var en af den slags musikere der, med troværdigheden i behold, kunne ryge en cigaret uden filter under ekstranummeret og honorere applausen. Klassisk rock ’n’ roll, når det smager og lyder bedst.
Han er akustiske aftener, stof til eftertanke, en fortælling – og de der somre med et velspillende band, særligt højt til himlen og Superlove lige under overfladen. Han har drukket sig mod til undervejs, og har balanceret på kanten af alting. Han er lyden af lykkelig sommer og nattens potentiale. Og af de efterår, der med deres tågede tusmørke, udfordrer enhver på sigtbarheden.
Nu er han aktuel med Trækruter, en bog der i dagbogsform reflekterer over tid. Hans tid. En fortælling om at finde sted. I Aalborg – og i en helvedes himmelsk verden, hvor det umulige blev det muliges drivkraft. Summen af det hele, eller i alt fald det meste, er en musiker og forfatter – et menneske, der tør sætte Gud og hvermand stævne i mørket.

Tekst Pia Møller Søe  Foto presse

» Fra: APPETIZE
Sendt: 26. oktober. 11.09
Til: Michael Falch
Emne: Må jeg spørge…
Hej Michael
Jeg har lige læst at du udkommer igen. På tryk. Jeg har læst både Helligdage og Hjemveje, og derfor glæder jeg mig.
Tilfældigvis (?!?) spillede de senere på dagen I et land uden høje bjerge i den lokale radio, og det fik mig til at tænke på, at det nummer, som er fra 1986, og nærmest vores anden nationalsang, faktisk ikke længere er helt så synonym med den folkesjæl du ellers rammer ned i. Lidt halvoptimistisk, måske, besluttede jeg mig for at spørge dig, om du er ligeså forbløffet, som jeg blev – ved nærmere eftertanke.
„Og kommer du som fremmed – så bare slå dig ned. Vi starter ingen krige – og ingen verdensfred“
Hvad skete der lige undervejs? For det gør vi jo, altså starter krige. Og den slags.
Nu er det jo ikke, nødvendigvis, en del af din jobbeskrivelse at have en holdning til alt muligt, men jeg tror du har det – og grunden til at jeg spørger dig, er jo, at du er en af dem der har været med til at producere lydsporet til rigtigt meget levet liv ude i landet. Så du må vide det; er noget forandret? Er det blevet sværere at finde frem til fællessangen?
, Pia
» Fra: Michael Falch
Sendt: 26. oktober. 11.09
Til: Michael Falch
Emne: Må jeg spørge…
Kære Pia.
Der er faktisk et afsnit i „Trækruter“, hvor jeg funderer over mit forhold til det nationale nu om stunder. Historien kom sig af, at jeg skulle prøve at sætte et dannebrogsflag op for første gang. Det gik helt i fisk, fordi det stormede, og jeg endte med at være viklet fuldstændig ind i flaget, som var det en spændetrøje. Det var der jo tyk symbolværdi i. Det flag har det ekstreme højre i Danmark jo nærmest revet ud af hænderne på os andre og taget patent på i de seneste årtier. Vi sov vel i timen, eller havde så travlt med at få det hvide kors malet rødt, at vi ikke opdagede noget.
„I et Land uden høje Bjerge“ er stadig ofte med på min sætplan på mine turnéer. Men i de 25 år, der er gået, siden jeg skrev den, har visse linjer klinget forskelligt alt efter tidsånden. Jeg har også leget med at ændre linjer i årenes løb, men på festivalerne år har jeg sunget den, som jeg skrev den. Førstelinjen „Vi starter ingen krige“ klinger formentlig ironisk nu til dags, mens „- og ingen verdensfred“ vel bliver mere tør og almen realisme, end der før lå i den, fordi vi dengang stadig havde en god chancen for at bidrage til fredsprocessen. På den tid følte jeg mig meget lidt som dansker. Jeg havde svært ved at forbinde mig med alt det folkeligt danske. Det forekom mig enten sådan lidt overfladisk jovialt og kulørte lamper-agtigt, eller også tog det sig ud som forfærdelig arrogant intellektualisme, og jeg tog i sommeren 1985 på en lang ‚national-terapeutisk‘ cykeltur gennem landet i et forsøg på så at sige at prøve at cykle mig til et forlig med mit land og måske „opdage min indre dansker“, he he. „I et Land uden høje Bjerge“ med alle tekstens dobbeltbundne udsagn var resultatet af min cykeltur.
Dette dilemma inspirerede mig til fortællingen om det dobbelte Danmark. Henrik Pontoppidan, vores store, gamle romanforfatter, sagde benhårdt om danskerne, at vi „springer op som løver og falder ned som får“. Denne barske provokation ville jeg gerne tage med ind i en sang, samtidig med at jeg for enhver pris også ville dyrke den kendsgerning, at de fleste af os – trods vores vægelsindede dobbelthed, trods vores lave, danske selvværd og den dermed forbundne tendens til akut storhedsvanvid – alligevel uomtvisteligt elsker det land, vi er vokset op i. Vi fortsætter med at ville være her. Jeg gør i hvert fald, og mere og mere med tiden. Men det har intet med politisk nationalisme at gøre. Det er snarere en kærlighed til hjemstavnen.
Men teksten har en indre spænding – det er en nationalsang uden romantik. Jeg ønskede at lægge små knaster og modhager ind i ordene til den højskoleagtige melodi, og jeg ville for enhver pris undgå at havne i en oppustet og blind nationalisme. Det er så at sige polspændingens ærinde, jeg er ude i. Og når man må leve med dobbelthed, kan man ikke ret godt forfalde hverken til arrogant fædrelandsforagt eller til sygelig, overgjort nationalisme. Vi må søge balancen, og sådan en sang om det dobbelte Danmark er vi faktisk rigtig mange, der gerne vil synge med på, ved jeg ude fra scenerne.


» Fra: APPETIZE
Sendt: 26. oktober 23.40
Til: Michael Falch
Emne: Fælles fornemmelser
Det er skægt, at lige præcis du har cyklet rundt efter din „indre dansker“ – og lever i „det dobbelte Danmark“.
De fleste ville nok have gættet på noget andet.
For du, eller din musik og lyrik, er jo for rigtigt mange summen af dansk sommer, eftertænksomt efterår eller fodspor i pæredansk hav.
Jeg har det på samme måde, men jeg kan ikke finde ord for hvorfor nogen, eller noget, bliver det. Ved du det?
Hvorfor rammer dit repertoire så rent ned i den der basale fælles-fornemmelse?
,Pia
(fraværet af afsluttende hilsen skyldes ubeslutsomhed. Tror jeg er ramt af præstationsangst. Og så virker alt pludselig upassende)
» Fra: Michael Falch
Sendt: 27. oktober. 12.57
Til: APPETIZE
Emne: Fælles fornemmelser
Kære Pia.
Uha, her er jeg på udebane. Det er vist svært at se den slags selv. Jeg synes jo, at der er mange andre typer i dansk musikliv, der i langt højere grad repræsenterer noget dansk, noget folkeligt fællesskab. Jeg føler mig nok lidt for kantet til rigtig at kunne tage den rolle på mig. Og alligevel er det måske netop det, andre kan spejle sig i? Og hvis jeg ikke desto mindre får den rolle hos andre, så kan det måske også skyldes, at jeg i hvert fald geografisk repræsenterer en bred del af Danmark. Ikke bare fordi jeg turneret så intensivt i over 30 år, men under min opvækst boede jeg i: Køge, Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Taastrup og Tønder, hvor jeg så var fyldt 13. Som voksen har jeg boet på Nørrebro, i Hellerup, Søborg, Kalvehave, Vordingborg, Nyborg, på Langeland, på Tåsinge og nu i Bøgebjerg på Sydvestsjælland. Mange opfatter mig vist ret københavneragtig, men jeg er altså et godt dansk blandingsprodukt, og „Trækruter“ har altså derfor sine gode grunde som titel på min nye bog.
Kærlig hilsen
Michael
» Fra: APPETIZE
Sendt: 27. oktober. 13.27
Til: Michael Falch
Emne: På træk?
… Så du var på træk? Eller er? På vej væk – eller hen imod noget? Måske nogen?
» Fra: Michael Falch
Sendt: 27. oktober. 15.05
Til: APPETIZE
Emne: På træk?
Ja, det må jeg erkende. Efter så omflakkende en barndom havde jeg drømt om et landfast voksenliv, men tilværelsens styrende magter havde åbenbart andre planer, og min egen medvirken qua min rastløshed har selvfølgelig også spillet ind. Trækfuglene har altid fascineret mig med deres faste rutefart mellem ude og hjemme, og jeg har identificeret mig med dem, men de, der bliver, når vinterens stemme lyder, standfuglene, har jeg dyb respekt for. Måske kan jeg blive sådan en med tiden, tænker jeg. I sommer udgav jeg en single med titlen „Blivende Sted“, og det hedder sangen nok, fordi jeg inderligt håber, at min rastløshed har fundet et naturligt hjem nu.
» Fra: APPETIZE
Sendt: 27. oktober. 15.33.
Til: Michael Falch
Emne: Gør det noget jeg spørger?
Når du så har taget notat af livet undervejs – og det er blevet til flere bøger og en hel del sange, hvad er det så der, foreløbigt, står tilbage?
Dine bøger, og til dels sange er vel, som oftest, summen af dit levede liv? På tryk tager det sig både kaotisk og mørkt, men også kærligt og… følt ud?
Blev du klogere af det hele? På det hele? Var det meningen? Tror du på de ”styrende magter”, du i din forrige mail omtaler? Og hvem er de?
Gør det noget jeg spørger?
» Fra: Michael Falch
Sendt: 27. oktober. 16.02
Til: APPETIZE
Emne: Gør det noget jeg spørger?
Kære Pia,
Du må meget gerne spørge, tak. Jeg bemærker, at du pludselig slår om i datid i denne blok af spørgsmål. Det er vel ikke fordi, du dermed antyder, at jeg skulle være nået frem til vejs ende, vel? Så langt er jeg forhåbentlig ikke endnu. Men jeg tænker, at du nok vil have mig til at se tilbage og gøre status. Og når jeg vender mig om og kigger baglæns, ser jeg en masse levet liv, hvor kun få sten ikke er blevet vendt. Jeg har oplevet så meget, alt det fantastiske og det svære i det ydre, alt det fascinerende og foruroligende i det indre. Jeg oplever nu, at mit liv får dybere nuancer, jo mindre overdreven eufori, opgejlethed og stress, jeg tilfører det. Men det er lettere sagt end gjort.
I min nye bog forsøger jeg bl.a. at indkredse det med „tilværelsens styrende magter“, som jeg opfatter det. Jeg tænker som udgangspunkt, at „Gud“ egentlig bare er en lyd. Et ord, som mennesker har opfundet for at have noget, der kan signalere, at man taler om det største og mest ubegribelige i universet og det inderste i ethvert menneskes sjæl. En sådan tanke kan hjælpe mig om bag alle fordommene om gudsbegreber og kirkemagt og ind mod sagens kerne og lære mig, at min moderne „egogud“ måske alligevel har sin overmand.


» Fra: APPETIZE
Sendt: 28. oktober. 09.16
Til: Michael Falch
Emne: Har vi noget særligt sammen?
Hej Michael
Nej, det antyder jeg på ingen måde. Jeg forestiller mig bare, at man altid sætter punktum på andet end sidste side, når man er færdig med en bog. Tænkte at ræsonnementet var uundgåeligt.
Fodspor i Havet, din seneste plade, blev anmelderrost i sjælden grad – og nu spørger jeg igen – for jeg har ventet 10 år og et ukendt antal refrainer på at få lejligheden; Hvad er det du kan? Og hvis du synes, at du allerede har svaret på det, for det har du jo, så – hvad er det ord med særlig klangbund kan?
Er det fordi vi er filterløse hvis vi bliver ramt på den rigtige node?
– Og så er jeg nød til at spørge dig; du skriver i din bog om min by Aalborg, at du føler dig særligt forbundet – hjemme, uden at være det, hvorfor mon? Den side læste jeg, selvfølgelig, to gange. Har vi noget særligt sammen?
» Fra: Michael Falch
Sendt: 28. oktober. 13.07.
Til: APPETIZE
Emne: Har vi noget særligt sammen?
Kære Pia.
Jeg ved, at jeg interesserer mig umådeligt meget for ord. Og jeg ved, at det, der er særligt passioneret for mig, er en art „psykologisk sangskrivning“, kan man vel kalde det. Og det slår jo også igennem i „Trækruter“, som rummer alle mulige eksistentielle refleksioner side om side med erindringerne, hvor jeg i bogformen kan skrive i længere stræk end i sangene. Da jeg var yngre, var jeg vist nok oppe i meget store billeder, hvor mennesket i mine sange var en mindre prik i en stor, voldsom verden. Ordene og armbevægelserne var større, og blodet brusede vildere, men det var alligevel også for det meste konfliktforskning, jeg dyrkede førhen. Hvordan er det, når det gør ondt på os? Hvad kan vi stille op overfor lidelsen? Hvordan sætte ord på smerten uden at blive sentimental? Og hvordan kan jeg skrive om forløsningen uden at blive haleluja-agtig?
Efter at jeg vendte tilbage til scenen igen i 2006 med „falder du nu“ har jeg snarere zoomet ind på vores miniatureverden og er opsat på at sætte ord på vores dilemmaer, helt nært. Billedet er meget mere skrabet, og mennesket fylder mere. ”falder du nu” er nok mit mest markante album nogensinde, men „Fodspor i Havet“ opfatter jeg selv som mit hidtil vigtigste bidrag.
Ord, der ligesom er hentet ud fra et psykologisk spændingsfelt, og som bliver sunget med musikalsk backing, kan nå os, som var de soulmates. Vi hører ofte musik, når vi er alene, og når vi er i følelsesmæssigt oprør over vores omverden og ikke kan forstå vores egen placering i den. Her kan sangene komme ind i billedet og virke i os som trøst og heling, tror jeg. Eller jeg ved det faktisk, for sådan har især Neil Youngs og John Lennons sange altid fungeret for mig.
Og, jo, jeg skriver også om Aalborg i bogen. Om at føle mig hjemme der. Skråen inviterede mig til byen med Malurt, før vi havde udgivet vores første album. Det gjorde indtryk. Fra begyndelsen var der et interesseret publikum i byen, og Aalborg er den by, jeg har spillet i flest gange i min karriere. Signe og Jørgen fra Skråen har altid husket mig, også i mine sværeste år, hvor jeg ikke trak fulde huse. Derfor følte jeg mig også forpligtet til at overholde et løfte til dem om at optræde ved Skråens 25 års jubilæum, selv om jeg havde trukket mig tilbage fra musikscenen på det tidspunkt. Den koncert blev min første offentlige optræden efter min pause, og den og det helhjertede Aalborg-publikum gav mig den aften modet tilbage. Måske kunne jeg alligevel have en fremtid på musikscenen.
PS: Hvorfor er det egentlig, at du – som du skrev tidligere – ikke føler dig i stand til at underskrive med „kærlig hilsen“ eller i det mindste „venlig hilsen“?
» Fra: APPETIZE
Sendt: 28. oktober. 14.19.
Til: Michael Falch
Emne: Sort på hvidt
Hvis man tager ord helt alvorligt – bogstaveligt talt – i virkeligheden, og det mener jeg jo at jeg gør, så kunne jeg aldrig sende dig en „venlig hilsen“, der er sådan lidt distancerende. Man er kun venlig hvis man ikke ved hvad man ellers skal være.
Mener jeg.
En „kærlig hilsen“ kan være intim, og antager at du gider modtage den. Det ved jeg ikke om du gør. Du kan føle dig mere sikker i din ende. Og så afslører den måske i virkeligheden, at jeg er ramt af dine ord og at vi, i min verden, derfor har en hel masse „til fælles“. Men det er jo kun mig der ved det. Og det er ligesom dit fags lod.
Med andre ord; præstationsangst over for dig og dine ord, og selvom det mest af alt er en begrænsning, er det også fantastisk, at musik, ord og kunst kan alt det.
Ord er en udfordring man er nød til at tage op, og hvis man tager den alvorligt, forpligter man sig også til at stå ved sine ord. Skræmmer det dig aldrig? Hvordan har du det med at genlæse Trækruter? Er det med frygt eller forundring? Eller glæde?
Er det dig, sort på hvidt?
, Pia

» From: Michael Falch
Sendt: 28. oktober. 15.18.
Til: APPETIZE
Emne: Sort på hvidt
Kære Pia.
Tak for din hilsen. Ja, ord er, hvad vi har at gøre godt med, omtrent da. Jeg har dog set analyser, der viser, at mimik og kropssprog betyder mere end selve ordene i vores kommunikation. Men i en mail som her har vi i hvert fald kun ordene. Men selv om man tager dem dødsens alvorligt, som jeg gør, så føler jeg mig ikke forpligtet over evne omkring „Trækruter“. Når jeg nu sidder med den i hånden, er det selvfølgelig en helt speciel fornemmelse. En bog har så meget autoritet. Og så meget levet liv ligger nu beskrevet i konkret bogform.
Jeg er godt klar over, at jeg skriver om mangt og meget, der rammer ind i meget følsomme områder af menneskers liv: opvækstvilkår, alkoholproblemet, den psykologiske usikkerhed, parforholdet, det ædru liv, åndeligheden osv., og jeg må nok også indse, at jeg gør mig uhyre sårbar ved den radikale åbenhed, jeg forsøger at praktisere både i „Trækruter“ og i mine sange i disse år. Men jeg ser det som min mulighed for at udvikle mig og måske ind i mellem bidrage med noget, der er så personligt, at det kan gå hen og blive en lille smule originalt. Jeg føler ikke frygt over at læse bogen nu, omend jeg selvfølgelig kan frygte, hvordan andre vil modtage den. Men jeg frygter ikke, at jeg vil have svært ved at stå ved den, selv om jeg åbner mig så meget. Og jeg føler mig egentlig ikke forpligtet til at stå ved mine ord i al evighed. Jeg ønsker at stå ved dem, så godt jeg kan, og så længe det overhovedet er muligt. Men ikke som pligt. Jeg kan ikke vide, om jeg en dag bliver fundet væltet med et fadølsanlæg på ryggen i Jomfru Ane Gade, men jeg føler mig overbevist om, at det ikke bliver i dag. Det har jeg det alt for godt til, selv om ikke alt i livet er sort/hvidt.
Kærlig hilsen
Michael Falch
» Fra: APPETIZE
Sendt: 28. oktober. 18.50
Til: Michael Falch
Emne: Tak
Kære Michael
Tak. For ordene. For bogen og for sangen. Og fordi du gjorde dig umage undervejs 🙂
De allerbedste, nærmest kærlige, hilsner Pia.


» Fra: Michael Falch
Sendt: 28. oktober. 19.10.
Til: APPETIZE
Emne: Sort på hvidt
Kære Pia.
Tak for anledningen. Og for din nærmest Steffen Brandt ´ske afslutningshilsen. Jeg respekterer, at man passer på sig selv og skærmer sig med en vis diskretion, og at man forbeholder sig ret til ikke uden rigtig god grund at kaste om sig med store følelser. Bare det ikke bliver et livsvilkår, man lever ud fra, for så maler man sig jo op i forbeholdets triste hjørne. Men det røber vores dybe dilemma: Hvordan kaste sig ud på det dybe vands 70.000 favne, som Søren Kierkegaard vist forlangte, uden at te sig som en tumpe?
Jeg vedhæfter forsiden til ”Trækruter”, hvor jeg i dag har opdaget noget skrækkeligt: Man kan kun se mit ene øje, altså må det jo være enøjet læsning. Og så er det oven i købet mit næsten blinde, højre øje, der er brugt. Er det ikke sort uheld?