Machismo_i_Aalborg_01Jeg havde aldrig helt lagt mærke til det, før en ven fra Aarhus gjorde mig opmærksom på det. Min ven aftjente sin værnepligt her i Aalborg i 90’erne, og hans forestilling om Aalborg er fastlåst i et stilbillede fra pilgrimsrejserne mellem sprittede technofester i Jomfru Ane Gade og vedligeholdelsesarbejdet af bøsserne på kasernen i Hvorup. For min ven var (og er) Aalborg en zoologisk have, og han mente at have fundet en særlig art; pumperfyrene.

Tekst: Jakob Kokkedal  Foto: Arkiv

 

De første par gange, min ven bemærkede det, rystede jeg bare på hovedet. De var vel alle steder? ”Ja. Men der er ikke så mange tilbage, og slet ikke så mange samlet på ét sted,” vigtigede han sig over en smøg en dag, hvor vi havde været i haven.

 

Forskruet mandeideal

I dag kan jeg godt se det. Jeg har boet i både Århus og København, og ingen af de steder dyrkes der stadig i så stor grad et så forskruet mandeideal, at det får voksne mænd til at overtræne så meget og skyde sig i rumpen med indholdsdeklarationen fra rengøringsmidler i en sådan grad, at almindelig fysisk gang bliver umuliggjort. I stedet må disse menneskelige klodser vralte rundt som overfodrede kalkuner. Det krigerideal, der ligger i en sådan livsform, er mange af dem ikke engang motorisk i stand til at leve op til. De kan kun vralte lige ud med armene kronisk udspændt til siderne og skule vredt på deres omgivelser. Alt andet er de for stive til. Der findes endda også en mindre version af pumperfyrene – de ser ganske vist mere atletiske ud og findes modsat de større drenge til gengæld i lige så stor udstrækning i resten af landet. Det er dog stadig de samme bevæggrunde, der ligger bag bøfferne hos begge typer heroppe mod nord. Aalborg har nemlig sin egen afart af det oprindeligt latinamerikanske fænomen machismo.

Machismo_i_Aalborg_03Machismo-livsstilen havde ellers sin mainstream-blomstring i firserne. Den gang blev machismo ikonisk anført af actionstjerner som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger, der i bar overkrop scorede damer og slagtede små, dårligt sigtende mænd (primært fra den tredje verdens lande – som man jo gør). Alt sammen udført i bar overkrop og med morbide one-liners på tungen, der kunne plastre verdensbilledet op i en sort-hvid pastiche, der passede til det koldkrigsbillede, vi blev serveret på tv.  I firserne dyrkedes dog  kun de dele af machismo-begrebet, der relaterer til mod, maskulin aggression og  karakterfasthed grænsende til stivnakkethed. Du kan eksempelvis se forskellen mellem firsernes lidt komiske James Bond-figur, der i dag formentligt ville betegnes som direkte mandschauvinistisk, og så den facetterede, let afstumpede type, der i Daniel Craigs skikkelse giver et mere nuanceret billede af en ikonisk mandeskikkelse anno 10’erne. Denne forskel er bl.a. et resultat af, at fænomenet machismo blev stille og roligt nedtonet i takt med, at mindre kantede og mere realistiske mandetyper blev sat til at redde verden på film og tv. Hvorom alting er, så tog kropsdyrkelsen fart, og gud flyttede ind i mennesket. Nu skulle alle rigtige mænd være deres egne små græske guder. Hvor pinligt.

Firsernes machismo var vel til dels en modreaktion på den feminisering af manderollen, der rullede ud i halvfjerdserne, hvor ungdomsoprøret og blomsterbørnene også forsøgte at gøre op med traditionelle kønsroller. Dette lykkedes nemlig i overflod for blomsterbørnene og ligestillingsbevægelsen, og machismo var kun et stakket forsøg på at holde fast i tidligere tiders maskulinitet. Machismoen overlevede kun i fitnesscentrene, hvor selvværdet kunne boostes med veltrænede kroppe og store muskler. Og her har vi problemet.

 

Machismo_i_Aalborg_02Mandens død

Sagen er, at vi mænd her 30 til 40 år efter mandens død endnu ikke har fundet eller genfundet et bæredygtigt mandeideal at leve op til.  Derfor er en rigtig mand for vi mænd primært blevet en fysisk konstellation, hvor rippede kroppe og lækkert hår er blevet det, vi er i stand til at fremvise, når vi skal vise manden i os. Netop fraværet af andre kriterier, tror jeg, er årsagen til, at mange kvinder i dag fejlagtigt tager aggression for den højest opnåelige mandlige kvalitet, hvilket afstedkommer mange problemer for de pågældende piger, når de begynder at forvente andet fra manden.

Selvværd er nemlig ikke noget, man kan pumpe eller polere sig til, men det er ikke gået op for den moderne mand  endnu. Jeg tror også, det er derfor, volden i  parforhold eksempelvis er stigende. Den moderne, veltrænede mand har selvtilliden til at score den ambitiøse, moderne kvinde, men manden har ikke selvværdet til at kunne være i et forhold med en kvinde, der med tiden begynder at ville se en mand i handlinger og ord frem for bare en veltrænet brystkasse. Dertil kommer, at den moderne kvinde heller ikke selv ved, hvilke værdier, hun skal satse på. Derfor skal hendes ideelle mand rumme alt. Han skal være, smuk, veluddannet, velhavende, have gode familieforhold, have god stil, lugte rigtigt, være ambitiøs, være en bad boy med et godt hjerte (de findes ikke, skat), kunne tage teten i sengen med lussinger og grimt sprog, være en god far, ville rejse meget,  være både musikalsk og belæst. Hvem kan leve op til det? Så er det da nemmere at tage en tur i fitness og se på sit spejbillede. Det svarer jo heller ikke igen.

 

De ligner ikke dem fra bladene   

Fraværet af bæredygtige mandeidealer skaber også andre problemer. Vi oplever for tiden på flere af byens skoler, at drenge i puberteten ikke vil gå i bad efter idræt. Årsagen? Jamen de ligner jo ikke dem fra bladene. Vores ungdom tør ikke at vise sig frem for andre under en bruser. For de har jo ikke store muskler og store tissemænd. De ligner bare helt almindelige drenge i puberteten, og det dur jo ikke, når man helst skal ligne en nøgen Matthew McConaughey.

Jeg har før spøgt med en kammerat, der også er lærer, om vi mandlige lærere ikke bare skulle lave en gå-nøgen-på-arbejde-dag, så vores teenagedrenge kan se, hvordan almindelige voksne mænd ser ud med rødvinspatter, topmaver, behårede kroppe og understel i alle størrelser. Vi bruger nemlig tiden på andre ting end på at ligge og pumpe os dumme i et eller andet ligegyldigt center. Vi bruger tiden på at tage ansvar.

 

En rigtig mand ser man i hans handlinger overfor andre

Ser du, en rigtig mand på bedstefars tid var ikke nødvendigvis lig en fyr med store muskler, der vraltede rundt og skulede, eller som brugte timer på hver dag at stå og sole sig i fitnesscentrenes spejlgallerier – prøv at lægge mærke til dem, når du er der for at motionere. Den er pinlig, denne selvhøjtidelige idoldyrkelse, er den ikke? Næ, en rigtig mand var en, der tog ansvar for sin familie og sine nærmeste. En som pligtopfyldende passede sit arbejde, og som satte en ære i at sørge for sig selv. Det er den sandhed, vi mænd har glemt. En rigtig jæger bruger ikke sin tid på at råbe højt og slås med gud og hvermand, eller på at stå og sende små blink til sit tonede spejlbillede. En rigtig jæger passer i stedet på sin flok. En rigtig mand ser man i hans handlinger overfor andre.

Det er derfor, at jeg bliver så trist til mode, når jeg af og til falder over en mands Facebook-profil og kan se, at hans profilbillede består af ham i bar overkrop. For mig er det en stakkel at se på. Det er en mand med den selvtillid, som et poleret ydre kan give ham, men ikke nødvendigvis en mand med særligt højt selvværd. For selvværd får man i min optik kun ved at være noget for andre og ved at gøre noget godt for andre. På samme måde kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at der vralter en masse mænd rundt i Aalborg, der ikke hviler særligt meget i sig selv. Hvor min kammerat så nogle pumperfyre på steroider eller nogle veltrænede unge mænd, der har ligget og elsket for meget med bruncremen, ser jeg kun nogle stakler, der bærer sig selv uden på tøjet. For mig er det beviset på manderollens triste skæbne, men det må vi jo så gøre noget ved. Jeg tror bare ikke, at løsningen er at finde blandt mændenes rækker. Løsningen er måske snarere, at kvinder i dag får styr på deres prioriteter og får signaleret hvilken mandetype, der er attraktiv. Når livet skal leves sammen, og den første forblændelse af en pæn sixpack og en god overarm er overstået, hvilke kvaliteter er så væsentlige for en mand at have? Hvilke værdier værdsætter du ved en ven, ægtemand eller en far? Når du ved det, så fortæl dine venner eller veninder det. Måske sparer det så et par mænd for steroidekurene, de medfølgende skrumpenosser og dyre fitnessabonnementer. Og måske kan der lige frem komme et par fornuftige mænd ud af det, når de ikke længere skal bruge al deres tid  på at posere foran spejlet og lege græske pseudoguder under halogenlampernes fordummende skær.

 

Comments are closed.