Som Hjørdis i TV-serien Rita er hun hovedpersonens modsætning. Men Lise Baastrup opdagede også kontrasterne i sig selv, da hun for få år siden var elev på Statens Teaterskole. I dag bruger hun alle tangenter på Aalborg Teater, hvor hendes store talent spænder fra det tunge, smertefulde drama i Begravelsen til det overstadigt, legende som Hr. Tudse i Jul i Pileskoven. APPETIZE besøgte en af landets fremadstormende unge skuespillere på Aalborg Teater.

Tekst: Kim Konnerup  Foto: Greta Tuckute

 

Vi kender Lise Baastrup som den kiksede, kærlige folkeskolelærer Hjørdis i TV2s nye populære hverdagskomedie ’Rita’. Nyuddannet og frisk fra seminariet, med sirlige fletninger og en brændende interesse for nordisk mytologi. Hjørdis’ sociale færdighed kan vel bedst beskrives som mere eller mindre akavet og frygtsom, men alligevel er hun glad og positiv.

– Udefra vil mange nok synes, at Hjørdis er en naiv grønskolling. Men når man nu skal forsvare alle de roller man spiller – ligegyldig hvor gode, dårlige eller onde de måtte være – så vil jeg sige, at Hjørdis ikke er naiv, hun er idealist. De to er meget sidestillet, vil mange nok mene, siger Lise Baastrup tænksomt.

Hjørdis i små glimt
Her i sofaen på Aalborg Teater er det kun glimtvis, at Hjørdis skinner igennem hos Lise. De stramme fletninger er afløst af en bølgende løvemanke, øjnene er levende og kropssproget udstråler en helt anden selvsikkerhed, end den lidt kluntede Hjørdis. Og alligevel ser man hende umærkeligt glide ind i rollen, når hun forklarer hvem Hjørdis er.

– Og så er hun slet ikke så dum som folk tror. Selvfølgelig er hun klog på de faglige ting, hun er blevet lærer, og hun er en rigtig dygtig lærer. Men der er mange ting, hun er umiddelbar begavet i, også rent adfærdsmæssigt, som hun bare ikke selv ved. Nok fordi hun ikke går og tænker over tilværelsen. Hun er meget umiddelbar, og de ting hun ikke kender til, dem suger hun bare til sig.

Det er kun små nuancer i stemmeføringen og en næsten umærkelig ændring i ansigtsudtryk. Men pludselig er det Hjørdis, der taler gennem Lise. Det er meget interessant … og pudsigt … at opleve. Selve karakteren har hun selv været med til at udvikle.

Lise lader kæben falde og spærrer de kongeblå helt op. Det måbende og konstant forbavsede udtryk er præcist det, seerne kender og elsker hende for

– Jeg var til en casting, hvor jeg bare fik lov til at komme med et bud, og jeg havde en masse forskellige bud. Og så det bud, hvor jeg var allermest ’blank side’ og åben – hvor jeg sad med de store blå øjne og så uforstående ud over det hele – det var det, der fængede mest.

Lise lader kæben falde og spærrer de kongeblå helt op. Det måbende og konstant forbavsede udtryk er præcist det, seerne kender og elsker hende for.

– Så kom jeg til anden casting med Mille, der spiller Rita. Og hun spillede sin Rita på den måde. Meget hård og direkte, kontant og kold. Det gjorde at jeg automatisk kom til at spille Hjørdis meget mere glad og livlig. Mere gang i kroppen og endnu større dumme, åbne øjne. Så det er ligesom lavet på den måde, at vi fandt hinanden, hvordan vi skulle være i forhold til hinanden. At Hjørdis så blev så karikeret, det er noget instruktøren Lars Kaalund har bedt om. At der godt må være en karikatur i det her ellers rimeligt realistiske univers.

Rita og Hjørdis er Yin og Yang
Lise og Mille spiller deres to roller som kontraster, der på besynderlig vis finder sammen og komplementerer hinanden. Skeptikeren og idealisten. Den hårde og den bløde. Udadvendt og indadvendt.

– Hjørdis er Ritas modpol. De er yin og yang. Og jeg ved heller ikke hvor meget karikatur, hun er. Jeg tror mange kender en type, der er lidt som Hjørdis. Jeg har ikke selv mødt en decideret ’Hjørdis’, men jeg kender da en masse mennesker der er, hvad jeg vil kalde ’spøjse’ men søde. Originaler på den helt gode måde.

Lise ser sig selv mere som Rita end som Hjørdis. Mere hård, kontant og ligefrem. Men hun finder alligevel dele af Hjørdis inde i sig selv.
– Jeg er da også lidt spøjs engang i mellem. Men det er nærmere – og ikke for at sige noget negativt om Hjørdis – at jeg finder nogle barnlige træk frem i mig selv, når jeg skal lave Hjørdis.

Og så vil hun faktisk gerne være mere som Hjørdis, når det handler om indstillingen til verden og andre mennesker.

– Filosofien om at være idealistisk, den vil jeg rigtig gerne lægge mig op ad. Men jeg kan ikke helt udfylde den, for der bliver man også lidt realist engang i mellem. Men der hvor jeg er ligesom Hjørdis, er at man håber det bedste i alle mennesker … og for hele verden.

Igen sker forvandlingen fra Lise til Hjørdis lige for mine øjne, mens hun med store, åbne øjne stirrer drømmende ud i universet. Kun et øjeblik, så falder illusionen fra hinanden og Lise vender tilbage til virkeligheden.

– Det er så stort et håb, at man godt selv kan se det ikke kan lade sig gøre, siger den nøgterne og jordbundne Lise.

Hun var på forhånd klar over, at Rita havde potentiale. Både emne og tekst ramte hende lige på stedet.

– Da jeg læste manuskriptet, syntes jeg det var sindsygt godt. Jeg tænkte, det må da få en eller anden form for succes. Jeg har aldrig hørt om en serie, der handler om en folkeskole, så det blev jeg vildt glad for. Jeg kan godt lide, den handler om de ting. Sukkerpolitik, ADHD-børn, stoffer. Der er så sideløbende historier om alt muligt andet, men det er en serie om dagligdagen.

Aalborg Teater er Danmarks bedste arbejdsplads
Lise Baastrups karriere er endda først lige ved at tage fart. Hun er uddannet på Statens Teaterskole i Aarhus i 2010, hvor hun var i praktik på Aalborg Teater i 2008 med Lars Lilholt teaterkoncerten. Efter uddannelsen boede og arbejdede hun i København et år, hvor hun blandt andet lavede Rita. Siden august har hun været på Aalborg Teater.

– Jeg havnede her, fordi Morten Kirkskov havde set vores afgangsforestilling på fjerde år i 2010. Han ringede og spurgte, om jeg ikke ville overveje at komme herop i to år, når han startede som teaterchef.Og det ville jeg i hvert fald gerne.

Begrundelsen er der ikke megen tvivl om, for den falder prompte så snart spørgsmålet er udtalt.

– Fordi jeg synes, det er et fuldstændig fantastisk sted. Det er simpelthen Danmarks bedste arbejdsplads. Folk er så åbne og så søde. Der er ikke noget, der er et problem, kun ting der kan løses. Og som skuespiller får man bare mange gode udfordringer. At lave fire forestilling, der er så forskellige på én sæson, det er også rigtig god skuespilstræning.

Jeg gik meget og overvejede, om det var fordi jeg bare havde påtaget mig ’klassens klovn’, fordi der var for meget drama inden i mig. Så jeg arbejdede meget med at afbalancere de to sider af mig. Så jeg kan spill e på alle tangenter, uden at den ene skjuler for den anden

Man er ikke gemt væk i Aalborg
For en skuespiller er Aalborg langt fra at være et ’provinshul’, hvor man bliver glemt af branchen og ikke kan gøre sig bemærket. Noget der er vigtigt for en skuespillers fortsatte karriere.

– Som skuespiller er man ikke ’gemt væk’ i Aalborg fra københavnerne og københavneriet. De er så obs på Aalborg Teater. Hvis anmeldere og chefer ikke kommer rendende hver dag, så er det kun på grund af afstanden. Branchen er god til at komme herop, for de ved godt det er spændende, det der bliver lavet på Aalborg Teater, og de vil gerne komme og se det.

Ifølge Lise er det især variationen i forestillinger, der gør Aalborg interessant, både for etablerede branchefolk, men især også for en nyuddannet skuespiller som hende selv.

– Det er ikke et teater der har sat sig på en bestemt ting, som for eksempel teaterkoncerter elle de store, gamle klassikere. Det er virkelig sådan en god pærevælling af alt muligt. Ny dramatik, gammel dramatik … og de eksperimenterende ting, der bliver lavet på Transformator. At Aalborg Teater har Transformator er et kæmpeplus. Der han man en helt ny generation af teatergængere.

At spille ’Paprika Steens rolle’
Et scoop af de helt store for teatret denne sæson, var danmarkspremieren på fortsættelsen af Thomas Vinterbergs verdensberømte dogmefilm ’Festen’. I det helt nyskrevne stykke ’Begravelsen’ følger vi familien med de store problemer i dagene efter faderens død. Lise Baastrup spillede den rolle, Paprika Steen havde gjort så kendt i filmen.

– Vi snakkede meget om, at nu skulle vi ’Paprika Steens rolle’ og ’Thomas Bo Larsens’ rolle. Men jeg synes ikke, vi er blevet nødt til at kopiere den oprindelige besætning. Fordi rollerne er blevet besat så godt. Men selvfølgelig var vi også nødt til at kigge på ’Festen’ og tage lidt fra den historie. Hvordan familien har det indbyrdes, sammenholdet de har eller ikke har, forholdene i mellem dem. Man kan ikke lave en to’er, hvis man ikke har forholdene på plads mellem dem alle. Men meget hurtigt gik vi væk fra den tanke, at vi spillede nogle andres roller. Vi gjorde det til vores eget.


Stod med ryggen til og sang
Der var ikke noget i Lises opvækst, der pegede på, at hun skulle ende på scenen. Hun er født og opvokset i Silkeborg, og som barn og ung prøvede hun en masse forskellige ting af. Ballet, ridning, håndbold, svømning. Sang og diverse musikinstrumenter.

– Jeg ved det ikke, for mange siger, de har set det komme. Men jeg har bare ikke selv set det. Jeg spillede i et band dengang – som mange jo gør når de er teenagere – men jeg kunne ikke rigtig lide at stå på scenen. Så jeg stod og sang med ryggen til. Indtil en fra bandet sagde, at jeg bare kunne lade som om, jeg var en anden. Så blev det hele meget lettere, og jeg fandt ud af, at det var jeg faktisk rigtig god til. At lade som om jeg var en anden.

I gymnasiet tog hun drama på andet niveau, bare for at tage et mellemniveau-fag. Hun troede egentlig hun skulle læse psykologi. Det brev til universitetet lå faktisk klart i marts 2006, da hun fik brev fra skuespillerskolen. Men inden da havde hun snust til teatrets verden i semiprofessionelle musicals i Silkeborg og Herning. Og det var her, det gik op for hende, at der faktisk er folk der lever af at spille teater.

– Jeg fandt ud af, at der var nogen der levede af det her. Det var først der, det rigtigt gik op for mig. At nogen havde det som et job at stå på en scene. Det havde jeg måske altid godt vidst, men tanken havde aldrig strejfet mig, at jeg kunne søge optagelse på skuespillerskolen.

Hendes første forestilling som semiprof var i stykket Butadeo, en forestilling om Asger Jorn med Dejan Cukic, Sofie Stougaard, Jess Ingerslev og flere andre kendte og etablerede skuespillere.

– Jeg var en del af ensemblet, vi var vel femten, der sang og havde mindre roller. Og det var der, en masse af de kendte skuespillere, sagde jeg skulle søge ind på skolen. Hold da op, tænkte jeg. Men så prøvede jeg det, bare for at se hvad det var for noget.

Første år gik hun videre til anden prøve i Odense. Så havde hun fået blod på tanden, og blev nødt til at prøve igen året efter i Aarhus.
– Jeg tænkte det var lige godt vildt, men jeg kom ind. Så jeg rev brevet over til psykologi på Århus Universitet.

Fandt nye sider på teaterskolen
På teaterskolen fandt hun for alvor ud af, at ikke alene er der flere sider af skuespillet som håndværk. Der er også flere sider af sig selv, man bliver opmærksom på og bevidst om.

– Det er meget forenklet, men det man har gjort for meget, skal man gøre mindre. Og omvendt. Man skal afstå fra at køre på alt det, man er bedst til. For så at styrke alle ens svagheder. Det er sådan jeg meget har set skoletiden.

Hun opdagede undervejs, at der skete en ændring i hende selv og hendes tilgang til skuespil.

– Lige pludselig vender det. Svaghederne viser sig at være ens styrke, og måske har de altid været det. Og styrkerne har man måske kun troet var en styrke, fordi det var alt andet end en selv. Bliver det meget psykologisk? Men det vendte i hvert fald for mig på et tidspunkt.

Da Lise kom ind på teaterskolen, havde hun troet, at hun kun kunne være klassens klovn. Det var jo det, hun var. Gang i gaden og ud over det hele. Så hun blev meget udfordret på de tætte punkter, på dramaet, der hvor det gør ondt, der hvor det smerter.

– Så fandt jeg pludselig ud af, at det faktisk kom meget nemmere til mig efterhånden, i stedet for at skulle præstere en masse sjov. Jeg gik meget og overvejede, om det var fordi jeg bare havde påtaget mig ’klassens klovn’, fordi der var for meget drama inden i mig. Så jeg arbejdede meget med at afbalancere de to sider af mig. Så jeg kan spille på alle tangenter, uden at den ene skjuler for den anden.

Skuespil på alle tangenter
Og hun har virkelig fået brug for at spille på alle tangenter i denne sæson. Fra barsk humor i amerikansk familiedrama, en glad Hr. Tudse i Pileskoven, den smertefulde forestilling ’Begravelsen’ og snart Anne Linnet Teaterkoncerten.

– Jeg var rigtig glad, da Morten fortalte mig, hvad jeg skulle spille. Nu skulle jeg ud og prøve det. Jeg tror det er vigtigt som skuespiller, at man får lov til at være i et ensemble med faste og trygge rammer. Hvor man får lov til at være med gode kolleger i et år eller to, og afprøve de ting man har lært på skolen.

Teaterkoncert med et spark i røven
Anne Linnet teaterkoncerten er noget helt andet, end resten af sæsonens forestillinger. Det er den festlige kulmination og afslutning på sæsonen.

– Så er der fest, hvor den skal have et spark i røven. Det er 25 Anne Linnet-sange, som bliver omarrangeret og bearbejdet af vores kapelmester. Der er et seks-mands orkester, så der virkelig bliver rock ud over det hele. Der er nogle små historier mellem os otte, der er på scenen. Et lille hverdagsdrama, der bliver fortalt gennem sangene, på en gade hvor man møder mennesker der render rundt og lever deres liv. Hvor alle har brug for noget, længes efter noget.
– Vi har fået en type hver, som vi kan være i gadebilledet. Ikke en specifik karakter. Jeg er en levende englestatue, en af de mimere man ser på Strøget, der kan stå stille i flere timer. Jeg er klædt ud som en irret statue med kæmpevinger … det skulle helst blive meget smukt.

Der er både de velkendte klassikere som ’Barndommens Gade’ og ’Tusind stykker’, men også mere ukendte sider af Anne Linnets store katalog af sange.

– Jeg skal blandt andet synge en sang, der hedder ’Intro’ fra Marquis de Sade-tiden. Det er en Anne Linnet-rap, og da jeg hørte den første gang tænkte jeg: Det er for mærkeligt, det her. På en eller anden måde er det så 80’er, og alligevel er det meget nyt. Så hørte jeg den et par gange mere, og nu hænger den på mig. Jeg synes simpelthen den er så fed.

– Men det overraskede mig meget, hvor mange sindsygt fantastiske numre, hun har lavet, som jeg aldrig har hørt før. Det er helt vildt. Numre jeg ikke kan forstå, at de ikke er blevet landeplager. Det håber jeg så de bliver nu. Det har de fortjent.

Faldet godt til i Aalborg
Lise er flyttet til Aalborg, og hun er faldet rigtig godt til i en by, hun aldrig har haft anden tilknytning til før.

– Det overrasker mig, hvor hyggelig en by det er. Bare alle de gamle huse, det slog mig hvor velbevaret det gamle er. Og så er det bare skønt at bo i en by, hvor det hele ligger så kompakt samlet. En hel storby inden for en radius af en kilometer. Det er fantastisk og gør livet meget lettere.

Hun roser også aalborgenserne for at være gode til at gå i teateret.

– Det er også vigtigt, at de kommer i teatret, og de kan glæde sig til næste sæson. Der kommer noget hvor de siger ’okay, det bliver vi nødt til at se’. Det kommer der meget af, siger Lise hemmelighedsfuldt, og lader så Hjørdis spærre de store kongeblå op i et meget sigende udtryk.

FAKTA

Lise Baastrup

  • Født: 20. marts 1984
  • Opvokset: Silkeborg
  • Uddannet: Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2010
  • Ansat som fast skuespiller ved Aalborg Teater fra 2011-2013

Har bl.a. medvirket i:

  • Kærlighedskarussellen – Aarhus Teater
  • Før/Efter – Aarhus Teater
  • Don Juan – Grønnegårdsteatret
  • NÅ – Teater Nordkraft
  • Familien – Aalborg Teater
  • Jul i Pileskoven – Aalborg Teater
  • Begravelsen – Aalborg Teater
  • Anne Linnet Teaterkoncert – Aalborg Teater

TV:

  • En mindre rolle i et enkelt afsnit af ”Lykke”
  • Fast rolle som Hjørdis i ”Rita”

 

Comments are closed.