Årets absolut mest omtalte film sættes nu op i Koncertsalen for fuld musik.

Anmelderne kaldte den ren perfektion, et mesterværk, og med ét blev musicalgenren løftet op på et højere kunstnerisk niveau.

Nu kan filmen La La Land opleves i Koncertsalen med live bigband og symfonisk besætning.

– La La Land som filmkoncert er helt oplagt for os og for vores gæster. Det er ikke blot en film, men et kunstværk, der vil folde sig maksimalt ud i samspil med live musik på scenen. Vi glæder os til at høre komponisten Justin Hurwitz’ stemningsfulde numre i Koncertsalens eminente akustiske ramme, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.

Filmen var nomineret til 14 Oscars og vandt seks. Én af dem for bedste musik. Derudover var filmen midtpunkt i den meget penible sag, hvor den blev udråbt som vinder af Årets film af skuespillerne Faye Dunaway og Warren Beatty, som havde fået en forkert kuvert med på scenen.

Drøm og virkelighed

La La Land er instrueret af den blot 32-årige Damien Chazelle, der i filmbranchen opfattes som en sensation. Han debuterede i 2014 med ”Whiplash”. En film, der ligesom La La Land er centreret omkring en dyb kærlighed til musik og i særdeleshed til jazzgenren.

La La Land er en romantisk fortælling om skuespilleren Mia (Emma Stone) og jazzpianisten Sebastian (Ryan Gosling), der kæmper for at nå drømmen i det til tider nådesløse L.A.

Det er en musical i 1930’erne-stil, der blander tidsbilleder, drømme og virkelighed sammen til et helstøbt mesterværk.

Historien om det unge par rører noget i os alle, og den lykkes med både at forene musicalgenrens lette charme og noget helt substantielt menneskeligt. Med live musik vil oplevelsen tilmed få en ekstra dimension. Det bliver en uforglemmelig oplevelse, siger Lasse Rich Henningsen.

La La Land vil blive akkompagneret af et bigband samt en mindre symfonisk besætning – op til 70 musikere vil stå på scenen i Koncertsalen i Musikkens Hus den 11. november 2017.

Dagen før, 10. november, er der en særforestilling for alle bloddonorer i Aalborg Kommune.

Musikkens Hus har enerettighederne til La La Land in Concert i Danmark, og filmen vil også blive fremført i DR Koncerthuset i København, hvor Leif Lønsmann, chef for DR Koncerthuset, ser frem til at samarbejde.

– Det er en fornøjelse igen at samarbejde med Musikkens Hus i Aalborg om en filmkoncert. Når to så stærke koncerthuse løfter sammen, så kan vi give vores gæster en endnu stærkere oplevelse, siger han, og tilføjer ”rigtige film skal høres i koncertsalen”!

Billetterne går i salg mandag 25. september 2017 klokken 10.00.

Filmkoncerten præsenteres i samarbejde med Summit Entertainment.

Du kan også være interesseret i

Kom godt og trygt igennem boligkøbet

Dette indhold er sponsoreret  Står du/I over for et boligkøb, er der…

Få en realistisk vurdering af din bolig med en lokal ejendomsmægler

Dette indhold er sponsoreret Har du fået øje på din drømmebolig? Så…

Sådan vælger du det rigtige tag til din bolig

Dette indhold er sponsoreret Det er ikke altid lige nemt at finde…