Jan Olesen fandt ud af, at drømme er ligegyldige uden handling. 
Hver sommer rejser han to måneder til Kreta og spiller på guitar på en græsk taverne. Et spørgsmål om prioritering og strategisk planlægning, hævder reklamemanden.

Tekst Kim Konnerup  Foto Marie Knap

Første juni pakker Jan Olesen sit kontor ned i en taske. Computer og telefon. Oven i ryger nogle shorts, T-shirts og sandaler. Og så en guitar, en mikrofon og en lille forstærker. Dagen efter har han installeret sig i en lille by på Kretas sydkyst. Med udsigt over det libyske hav er hans en-mands reklamebureau åbent om dagen, mens han om aftenen spiller musik.

– Folk sidder og spiser græsk salat og noget, der er brændt på en grill. Jeg sidder på en lille scene og kigger ud over det libyske hav. Nogle gange er det vildt og voldsomt, og nogle gange helt dovent og olieagtigt. Jeg spiller, mens det bliver mørkere og mørkere, og månen står op, fortæller Jan.

Det er en transformation, fra at folk næsten ikke bemærker han er der, til senere på aftenen, hvor Jan tager spotlyset. Repertoiret spænder fra stille raga-blues over afslappet bossanova til jazz, Beatles, Rolling Stones, Joni Mitchell og andre af hans egne favoritter.

– Jeg kan godt lide at spille for eksempel de sange af Bob Dylan og Beatles, hvor folk tænker: ’Det er sgu da rigtigt, den havde jeg helt glemt, den er da god’.

Jeg er ikke heldig, jeg kører bare i en gammel bil

Næste morgen står han op og går ned til stranden med sin bærbare, for der åbner hans forretning. Kunderne ringer til ham hjemme fra Danmark, og Jan tager telefonen som sædvanligt og hjælper med det, de nu har brug for. Jan har før lavet et helt julekatalog, mens han bogstavelig talt sad på Kreta med fødderne i det varme vand.

– Så kommer de i tanke om, at jeg ikke er hjemme: ’Er du ikke ude at rejse? Du er kraftedeme også så heldig!’ Nej, jeg er ikke heldig, jeg kører i en gammel bil, og jeg kører kun en tankfuld om måneden, fortæller Jan.

Jan mener, det handler om at være strategisk og planlægge sit liv. Netop bilen er et af hans eksempler på det fænomen, at vi som mennesker fylder vores liv med ting.

– Jeg møder mennesker, der kører i helt nye biler, og så siger de til mig: ’Nå, så skal du til Kreta og spille guitar igen. Der er fandeme nogen der kan! Du er godt nok heldig.’ Men nej … jeg har bare en gammel bil. Jeg er sgu ikke heldig, jeg er strategisk. Når jeg ser en fladskærm til 12.000, kan jeg ikke lade være med at tænke
på, at det er det samme som seks returbilletter til Kreta, konstaterer Jan.

Hans fjernsyn er fra Gul&Gratis. Det kostede 500 kroner. Det er en ældre model, men fylder  ikke hele stuen, selv om det ikke er en fladskærm.

– Jeg har nemlig høj skunk, så jeg har lavet et hul i væggen og bygget en kasse til mit fjernsyn. Det er i øvrigt et dejligt, dejligt Philips fjernsyn. 30 tommer og 100 Hz. Det er stereo!,  smiler  Jan.

Downsizing er ikke buddhistisk

Jan smiler og nipper til stempelkaffen. Her nede i kælderen på den gamle  2-familiers villa i Hasseris har han sin hule. I hjørnet hænger en samling guitarer, i det andet hjørne er et skrivebord klemt ind blandt opslagstavler, reoler og en mac. Musiklokale og reklamebureau i ét.

– Som menneske vil jeg ikke fylde mit liv særlig meget op. Forstået på den måde, at jeg  ikke går  til så meget, og jeg køber ikke så meget. De fleste ting vi har, er rimeligt slidte. Vi skifter kun ting ud, når de er slidt helt op. Vi er ikke så fanget af, at skal have nyt, større, bedre og flottere. Der bliver ikke hele tiden fyldt på den store amagerhylde, fortæller Jan.

Han er blevet meget optaget af begrebet downsizing. Det er blevet interessant for ham at smide væk.

– At smide ud og lad være med at købe nyt. Det gør jeg selvfølgelig hvis det er mælk der bliver for gammelt, men ikke nødvendigvis hvis tv’et går i stykker. Jeg har den tanke, at gad vide hvad der skete, hvis man ikke ejede noget som helst, siger Jan.

Et hurtigt blik rundt i det lille kælderlokale afslører, at der er et stykke vej endnu. Hulen virker nu temmelig fyldt, og Jan bemærker mit tvivlende blik, mens jeg i et splitsekund lader øjnene flakke rundt i lokalet fra ting til ting. Han skylder en slags forklaring.

– Det lyder meget buddhistisk, men det er jeg overhovedet ikke. Jeg er faktisk meget ting-fikseret, jeg elsker gadgets, og jeg elsker guitarer og så videre. Det handler om, at jeg er i en øvefase, hvor jeg mentalt forsøger at komme overens med mig selv. Det er fint nok at stille mål op, men hvis der ikke er handling bag, så kan det være ligegyldigt, mener Jan.

Far var den store drømmebager

Den indsigt er kommet med årene. Som barn voksede Jan op i det han kalder ’en drømmefyldt familie’. Specielt med hans far som ’den store drømmebager’.

– Han kunne tage på lange, lange virkelighedsflugter. Hvor vi talt om hvor skønt det kunne være hvis … og hvis … og hvis. Og jeg sad med åben mund og polypper, og tænkte det var helt fantastisk, hvad han ville, og hvad vi skulle, husker Jan.

Jans far var ham, der skulle til Italien og bo. Så hvert år satte han campingvognen bag på bilen og så tog familien af sted.

– Egentlig som en meget splittet familie, for min far havde det sigte, at han ville være italiener, og han var altså bare fra Pisserenden i indre København. Og min mor havde pakket køleboksen med Irma-smør på tube og makrel i tomat, for vi skulle ikke have for meget nyt.  Min far kunne blinke ind til højre, for nu var der en cypres og en okkerfarvet bygning i baggrunden. Så hev han fandeme et staffeli frem og begyndte at male. Og min mor hev Irma-smørret frem, husker Jan med et grin.

– Det var stort og helt fantastisk. Så jeg fik tidligt det billede af, at livet behøvede ikke at se ud, som det gjorde i hverdagen. Der var noget man kunne komme væk fra. Jeg vil skyde på, at det er det andre mennesker kalder ferie. Men i vores familie var det noget ophøjet. Vi var aldrig på ferie. Næææ, vi var flyttet til Italien. I en uge. Ved Gardasøen, altså, fastslår Jan.


Vi drømmer om frihed, men sanker til hobe

Jan skænker lidt mere kaffe, mens han mentalt spoler tiden frem og sætter barndommens erfaringer i relief.

– Da jeg blev ældre fik jeg et billede af en far, der drømte mere, end han handlede. Og der begyndte jeg at sige: ’Okay, det er meget godt at drømme, men hvis din adfærd ikke ændrer sig … ’

De tre pausepunktummer hænger et øjeblik i luften, mens Jan lægger an til den næste tankerække. Tanker han tydeligvis har gjort sig før, tanker om sammenhængen mellem vores drømme og adfærd. Eller måske nærmere mangel på sammenhæng.

– Jeg tror alle mennesker har den her drøm om frihed. Frihed på alle mulige måder. Lige fra man ikke skal op om morgenen og på arbejde. At man ikke skal føle sig tyk. Eller økonomisk frihed. Der er mange former for frihed, mener Jan.

Første tanke er lagt frem, og næste tanke leder direkte tilbage til Jans idéer om downsizing.

– Men hvis man ser på alle disse menneskers adfærd, kan man se, at de i virkeligheden kun sanker til hobe. At de kun fylder op. At de slæber hjem til den store amagerhylde. De har en fryser, der er buffer for en fryser, som er buffer for en fryser. Og i den sidste fryser er der så kun gammel mad, og det æder vi først. På den måde spiser vi kun gammel mad, fortæller Jan.

– Vi er i et samfund, hvor vi drømmer meget, men vi er så usikre. Der skal ikke så meget til at skubbe til os. Så er man et nemt offer for det, som Niels Hausgaard sang om: ’Åh, så går det vel nok tre måneder igen’. Hvis der er knas i parforholdet køber vi en seng med lift, fortæller Jan.

Drømmen om at være italiener

Barndommens møde med Italien satte sig fast i Jan, der elsker landet mod syd. Man kan vel sige, at han fortsatte sin fars drøm om at blive italiener.

– Jeg troede i mange år, at jeg skulle være italiener. Jeg troede, det var det, jeg skulle. Jeg skulle da være italiener. Indtil en af mine gode venner en dag sagde: ’Du bliver jo heller ikke neger af at bo i Afrika.’ Først tog jeg det som en fornærmelse. Det kan man da ikke sige til en mand, der drømmer. Men det gav mig en bekræftelse på, at alt jeg gjorde var bare at drømme, drømme, drømme, fortæller Jan.

I 2006 mødte han sin kone, Rikke, og hun stod for det næste trin i Jans rejse mod en ny forståelse af de italienske drømme.

– Vi havde dårligt kysset færdig før vi sad i et fly til Rom. For nu skulle hun fandeme ned og se det der Italien. Og jeg heflede hende rundt i en masse landsbyer – hun har svedt sig gennem hele Midt-italien. En eller anden dag sagde jeg – vist endda på italiensk: ’Er det ikke bare fantastisk?’ Og så kiggede hun på mig med sådan nogle øjne … nej, det syntes hun ærlig talt ikke, husker Jan.

Rikke havde den holdning, at hvis man nogensinde skulle bo i Italien, så skulle man være italiener. Og Jan vidste jo godt allerede, at han ikke var italiener.

– Jeg er Jan. Jeg er født på Nørrebro og er skide glad for Danmark. Jeg drømmer lige så tit om et kolonihavehus. Jeg drømmer også, at jeg har hænderne mere i jorden. Jeg drømmer om at være et andet sted, men ikke at bo der. Jeg drømmer både om at være rodfæstet, men også om at flygte. Det fik Rikke justeret på plads. Man kan ikke alt på en gang, konstaterer Jan.

Hvor er du og hvor vil du hen

Historien minder på nogle måder, om Jans tilgang til markedsføring. I sin virksomhed Olesen Ide&Txt tager Jan andre virksomheder i hånden og hjælper dem med at finde en vej frem gennem markedsføring og kommunikation.

– Det er den fuldstændige klassiske historie: ’Har du styr på hvor du er nu, og har du styr på hvor du gerne vil hen. Har du tænkt over, hvordan du skal komme derhen?’ Jeg plejer at vise kunden det billede, at man sidder her og drømmer om at komme herhen, forklarer Jan og udpeger to pletter på et imaginært kort i luften.

– Men ude i virkeligheden ser det anderledes ud, for der ringer telefonen, det er en skiltemaler der liiige vil … så ringer de fra Nordjyske, og de siger, at de nok tage sig af det hele. Pludselig har man en markedsføring der zigzagger derudaf, fortæller Jan, mens hans  finger vifter frem og tilbage i en slingrende og skiftende kurs fra det ene luftpunkt til det andet.

– Rent benzinøkonomisk kan man godt se, hvad der havde været mest praktisk. Jeg plejer også at sige, at en virksomhed hvis kommunikative markedsføring er i zigzag, det svarer til en mand, der løber i zigzag. Og det gør man altså kun, hvis der står nogen og skyder efter dig. Det er en flugt. Hvis man vender det om og begynder at tale om, hvad man gerne vil, så begynder man at formulere det. Hellere erkende, at du ikke ved hvor du er, end at blive ved med at lede. Nu kan du begynde at afstikke kursen, forklarer Jan.

Kreta kunne noget

Jan og Rikke tog til Kreta, bare for at prøve noget andet. Det var påske, vejret herhjemme var træls, og de trængte til noget der mindede om forår. Og selv om de i første omgang havnede i turistfælderne på den nordlige side af den græske ø, var der et eller andet ved øen der trak i Jan. Den kunne noget. Den havde et eller andet, han måtte tilbage og lede efter. Han rejste derned igen på egen hånd og startede en lille ekspedition.

– Jeg hoppede lidt fra alfarvej og kom til en by der hedder Paleochora. Og der kunne jeg godt lide at være. Jeg mødte nogle skide skægge mennesker. Så tog jeg en lille færge til den næste by. Og jeg kunne bare mærke: Det er det her, det er her jeg skal være. Jeg kunne mærke det i kroppen. Da jeg nåede udkanten af byen, stod der en mand og smilede til mig. Han kunne ikke særlig meget engelsk, men han bød mig indenfor til et glas øl. Senere spurgte han, om jeg ikke ville komme og spille om aftenen. Så kom der en langhåret hippie af en nordmand, som også skulle spille. Det er et lillebitte sted, hvor folk bare kommer dumpende og jammer med, fortæller Jan.

Jan anslår, at der er plads til 400 sovende gæster i byen når alt er udsolgt. Der er en strand fyldt med telte og hjemmelavede hytter. Der er huler i klipperne, hvor folk overnatter.

– De fleste er plus halvtreds, mest tyske og newzealandske hippier. Lidt som en tidslomme – der lugter også lidt af Peter Belli-tobak. Der kommer også dagligt et kontinent af folk der kommer vandrende, tager en overnatning og vandrer videre, fortæller Jan.

Den musikalske udfordring

På et tidspunkt fødtes tanken om, at han måske kunne kombinere drømme og handling. Lave et set-up hvor han både kunne leve nede i varmen og passe sine kunder. Redskabet  kunne passende være en anden gammel passion: Musikken og guitaren. Jan har spillet guitar professionelt i en lang række sammenhænge og i mange bands.

– Jeg tænkte, at jeg også ville udfordre mig selv. Er der noget jeg rent musikalsk altid har gjort, så er det at stå ved siden af. Jeg har altid været en ’sideman’. Jeg har spillet med gud og hver mand. Jeg ved snart ikke, hvor mange berømte tosser jeg har spillet med i mit liv. De har alle været rigtig, rigtig glade for at stå der midt i stjernelyset. Men at stille mig op og spille selv, det har jeg aldrig turdet, fortæller Jan.

Men Jan spurgte den flinke mand, der havde taget imod ham ved havnen, om han måtte komme tilbage nogle måneder senere og spille fast, hvis manden ville give ham mad og overnatning.

– Og det ville han da gerne. Og det var så det, mindes Jan.



Jeg burde ikke lade hende være alene hjemme

Det lyder så enkelt. Jans pointe er, at med prioritering og strategisk planlægning kan man komme tættere på at udleve sine drømme. Men der er selvfølgelig også priser at betale.

– Det er også forbundet med frygt for, om virksomheden nu kan løbe rundt samtidig med, at jeg er på Kreta. Men også dårlig samvittighed over at efterlade familien hjemme. Der er et system omkring mig, der gør det muligt, fortæller Jan.

Han griner lidt over sit ordvalg.

– Det lyder næsten, som om jeg er en blind tosse, der bliver fragtet rundt i en kørestol, griner Jan.

– Jeg tror, det er store ord, hvis jeg siger de bakker mig op. Men de respekterer og accepterer det. Jeg er gift med en meget smuk og skøn kvinde, som jeg i virkeligheden ikke burde forlade. Jeg burde slet ikke turde lade hende være alene hjemme, mener Jan.

– Men vi elsker hinanden meget højt.  Vi lever et stormombrust ægteskab, hvor vi ikke sidder og fedter med det. Det er vanvittigt ind i mellem. Men det er fandeme også sjovt og dejligt. Hun er altså gift med en mand, der vil det her. Det kan hun godt leve med. Det betyder meget, for ikke alene ’tillader’ hun mig at gøre det, hun holder også gang i det hjem vi har sammen. Men hun kommer også derned og besøger mig,  fortæller Jan.

Et besværligt og pisse irriterende liv
… ligesom alle andre

Jan føler sig som et privilegeret menneske. Han er overvejende glad for sit liv. Og alligevel er han bevidst om, at han hverken er så meget bedre, dårligere eller anderledes end folk er flest.

– Jeg synes også mit liv er besværligt og pisse irriterende, jeg synes aldrig det går som det skal, jeg er dybt deprimeret nogle gange. Jeg har et billede af mig selv som en udadvendt person, men der er nok ikke så mange der ved, at jeg også kan være ked af det, når jeg er hjemme. Men så tænker jeg, at jeg ligner nok alle andre, når det kommer til stykket, fortæller Jan.

– Jeg har ikke så meget at klage over. Jeg er sund og rask og frisk. Jeg har en god fysik og gør rigtig meget ud af det. Jeg svømmer, jeg går i træningscenter, jeg kører på mountainbike. Bruger mig selv rigtig meget. Og alligevel så er jeg nogle gange bare brugt, brugt, brugt. Jeg går også til psykolog, fordi jeg ikke altid kan holde mig selv ud. Jeg vil jo rigtig gerne være udadvendt og spille og synge for folk, samtidig med, at jeg er så privat og så genert, at jeg næsten ikke kan holde til det. Og hvem skal så tage sig af det? Det skal Rikke. Og hvem skal så tage sig af hende?, spørger Jan.

Tager ikke til Kreta for at holde fest

Tankerne henover kaffen i det lille kælderlokale på Hasserisgade er ved at være nået hele cirklen rundt. Til efteråret bliver Jan 57 år.

– Man kan undre sig over, at noget af det, der var så skræmmende, da man var teenager … det man tænker nok holder op når man bliver voksen … det holder aldrig rigtigt op. Jeg kan godt tage mig selv i at bedøve mig. Jeg er svært glad for rødvin og for rom. Og det kan der godt ligge et element af bedøvelse i. Vi har det jo skidegodt. Jo mere man er på, desto mere har man vel egentlig også behov for det modsatte. Og jeg tror det er lidt det, jeg gør, når jeg tager til Kreta. Jeg tager ikke derned for at holde fest. Selv om det godt kan se sådan ud, siger Jan.

Og så sætter han sig hen i hjørnet, finder en guitar frem og begynder at spille. Lader fingrene tale. Det er tydeligt, at han føler sig hjemme i sin musik. Genert eller ej.

 

Comments are closed.