Radio- og tv-værten Mads Steffensen elsker nordjyderne for deres uimponerethed og deres jordforbindelse, men han synes også, at de er lidt sjove. Og så er han i øvrigt fan af jul.

Tekst Luise Falhof

Mads Steffensen sidder i biblioteket i DR byen i Ørestaden, langt fra sin fødeby Gistrup. Men selv om det kan være svært at se ligheden mellem Gistrup og DR byen, så er Mads´ liv nu faktisk ikke så forskelligt fra det liv, han havde som barn i den lille by uden for Aalborg.

– Jeg er jo vokset op i en lille Aalborg-forstad i en større børnefamilie. Jeg har to brødre, så vi var fem i alt. Og nu har jeg også selv tre drenge og bor i Brønshøj, som sådan set også er en forstad til en stor by. Og jeg kører tilmed i en fornuftig familiebil, fortæller Mads Steffensen.
– Det er i hvert fald noget, min far ynder at drille mig med. At jeg er blevet fuldstændig ligesom ham.

Alle kendte alle

Da Mads Steffensen var en lille dreng i Gistrup, var der to ting, der fyldte det meste af hans tid. Fodbold og venner.

– Det var jo en lille by, hvor alle kendte alle. Børnene legede ude på gaderne og spillede fodbold i haverne. Jeg spillede fodbold hele tiden i den lokale klub LKB Gistrup, og når vi ikke spillede i klubben, spillede vi fodbold oppe ved min ven Flemming. Og når fodboldsæsonen stoppede, spille jeg badminton sammen med alle dem, jeg ellers spillede fodbold med, husker han.

– På den måde var vi jo sammen hele tiden på en helt anden måde, end mine børn er sammen med deres venner, siger Mads Steffensen, hvis egne tre sønner i dag er 8, 12 og 15 år gamle.

– De har jo lige så mange venner, som jeg havde, men nogle gange sidder de hjemme med høretelefoner på og spiller computer sammen med fem andre, der også sidder derhjemme med høretelefoner på. De har jo den samme sociale interaktion, men de er ikke fysisk sammen.

Mads Steffensen kan godt se, at hans egne drenge får nogle gode ting ud af deres måde at være sammen med vennerne på, selv om den er anderledes end hans egen måde at være barn på.

– De er jo enormt kvikke og hurtige og kan lave analyser og alt muligt. Men jeg er da også glad for, at min yngste søn går til spejder, og min mellemste går til fodbold, og min ældste søn spiller guitar. Så er de i hvert fald ude af computerverden lidt. Ellers kan der jo gå lang tid efter skole, hvor man slet ikke er sammen med sine venner – og sådan var det i hvert fald ikke med mig. Jeg var sammen med mine venner altid.

Forstaden tur/retur

Efter folkeskolen gik Mads Steffensen på Handelsskolen i Aalborg og blev bagefter udlært skibsmægler.

– Efter jeg havde haft hele min barndom i Gistrup, kom jeg til Aalborg og indtog Jomfru Ane Gade som teenager – og gav den gas. Og det gjorde jeg jo nærmest indtil jeg flyttede fra byen, fortæller Mads Steffensen, der efter sin uddannelse fra Journalisthøjskolen flyttede til København i 1997.

– Det har altid været min plan, at jeg ville bo i København. Jeg var i hvert fald helt sikker på, at jeg ikke skulle bo i Aalborg. Jeg ville gerne noget andet. Når man er opvokset i Nordjylland, så kan København godt virke som et helt andet land. Nordjylland er sådan en hel lille enklave, hvor man egentlig synes, at det er det bedste sted i Danmark at være, siger Mads Steffensen, der elsker storbylivet.

– Jeg kan godt lide storbyen og larmen og det hektiske liv. Jeg holdt efterårsferie i New York, der kunne jeg også sagtens bo. Når jeg er i Aalborg, synes jeg altid den er meget lille, en virkelig lille by.

Da han og konen flyttede til København, startede de med at bo midt i den pulserende storby.

– Vi boede i starten med to børn i en lejlighed på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Men ungerne stod jo nærmest og krattede på væggene, og man skal være hurtig for at få grillen nede i gården. Alt det der. Så vi flyttede ud i en forstad. Og på den måde er jeg jo i samme situation som mine egne forældre nu, siger han, men understreger hurtigt:

– Mine forældre er fra Aalborg, flyttede til en forstad – og blev der. Det kommer vi ikke til at gøre. Vi vil gerne ind til byen igen, når børnene er blevet større.

Fodbolddrømme

Den lille Mads Steffensen, der rendte rundt og driblede i Gistrup drømte – som alle små fodbolddrenge – om at komme på landsholdet.

– Selvfølgelig var det min drøm. Men man finder jo ret hurtigt ud af, at talentet ikke rækker for alle. Min karriere toppede, da jeg var med til at føre LKB Gistrup fra Serie 4 til Serie 2, og jeg fik også nogle kampe på et Jyllandsseriehold. Det var stort – dengang i hvert fald. Men altså, på holdet under mig i klubben, der spillede Peter Møller, og han kom altså på landsholdet og fik udlandskarriere. Så det kunne i teorien have ladet sig gøre, griner Mads Steffensen.

Da fodboldkarrieren var toppet, og da han efter skibsmægleruddannelsen ikke følte, han var helt færdig med at uddanne sig, begyndte Mads Steffensen i 1993 på Journalisthøjskolen i Århus.

– Der er ikke nogen af mine forældre, der har journalistiske rødder. Min mor var sekretær og min far var blikkenslager. Min mor har altid gerne villet arbejde med journalistik, men har aldrig rigtig gjort det. Men min storebror kom så ind på Journalisthøjskolen, og det syntes jeg lød spændende. Jeg har altid været god til at skrive og syntes, jeg havde lidt talent der. Og så tænkte jeg, jeg ville være sportsjournalist, for der lå min interesse jo, siger Mads Steffensen, hvis storebror og lillebror også begge er journalister.

Temperamentsfuldt monopol

Efter et par andre jobs blev han ansat på P3, hvor han i 2003 opfandt programmet Mads og Monopolet, der hurtigt gik hen og blev P3s største lyttersucces – og stadig er det.

– Det er faktisk kæmpestort for mig, og jeg er meget stolt over at have lavet noget, som har holdt niveauet i så mange år, siger Mads Steffensen, der benytter lejligheden til at aflive sit eget ry som den godmodige gut på radioen.

– Jeg griner sådan lidt af det nogle gange. Når folk skriver om mig og min rolle i Monopolet, så er det altid sådan noget med, at jeg er god til at få folk til at åbne op, og jeg har sådan en god og behagelig og rar og hyggelig facon. Og det er jo fint nok,  det må de godt skrive. Men i virkeligheden er jeg yderst temperamentsfuld. Og jeg er enormt ambitiøs med mit program og med det, jeg laver, og hvis tingene ikke er, som de skal være, laver jeg dem om med et samme. Og hvis folk ikke leverer det, de skal, så får de det at vide. Jeg er konfliktsky i mit eget liv som privatperson, men ikke omkring mit program. Der tager jeg alle de kampe, jeg kan komme til, og jeg kæmper som en løvemor for min mening. Jeg tror da, der er mange omkring mig, der måske ikke ligefrem synes, jeg er et dumt svin, men rar og godmodig er nok ikke lige de første ord, de vil sætte på mig, griner han.

Nordjysk er et plusord

Generelt er Mads Steffensen nok mindre jyde, end mange tror. Selv om han er nordjysk af ophav.

– Nordjyder er enormt stolte af at være nordjyder. De taler om det at være nordjyde som en dyd. Når man fx siger, at man er nordjyde og ikke til at rokke, så er det et plusord, en kvalitet. Det er noget, man skal værne om. Og jeg driller altid mine nordjyske venner og mine forældre med den der kærlighed og stolthed over Nordjylland. Det er så sjovt, siger han og giver et eksempel:

– Hvis min far siger: ”Prøv at se derinde, det er Nordjyllands bedste bager”, så er det, han egentlig siger og mener, at det er Danmarks bedste bager. Og sådan gør alle simpelthen. Hvis man hører Lynge Jakobsen sige: ”Jo, jo men os nordjyder, vi er ikke sådan at skubbe af pinden”, så siger han egentlig: ”Vi er de sejeste i hele Danmark, og vi bliver ikke imponeret af noget som helst fordi vi er nordjyder”, siger Mads Steffensen og kommer til at grine højt:

– En af mine venner skrev sågar en ansøgning på et tidspunkt, hvor han skrev om alle de ting, han var god til. Og et af punkterne var: Og så er jeg også i besiddelse af en god, sund, nordjysk snusfornuft. Han var altså ikke bare snusfornuftig, han var det på en nordjysk måde. Så bliver det ligesom lidt bedre. Så kan alle jo forstå, at det er helt vildt snusfornuftigt det her, det bliver ikke mere snusfornuftigt end når det er nordjysk snusfornuft, griner han.

– Jeg synes jo, det er meget sjovt, at nordjyder er så stolte af at være nordjyder. Det er en kvalitet, men det er også noget, man kan grine lidt af.

Store armbevægelser

Men selv om han ikke selv føler den samme nordjyske patriotisme, er han dog stadig i kontakt med sine nordjyske rødder

– Jeg kan  godt lide nordjyderne, fordi de ikke bliver imponeret over noget. Specielt i denne her verden, som jeg agerer i, siger han og slår hånden ud mod  DR byens fanzy, arkitekttegnede omgivelser med hektisk aktivitet i alle kroge.

– Her er mange store armbevægelser, jeg kan også godt selv have det en gang imellem. Men så kan jeg godt nogle gange kigge rundt og tænke, at hvis der sad en nordjyde og kiggede på det her cirkus, så ville han sige: ”Jeg er sgu da ligeglad med jeres store  armbevægelser. Hvad kan I virkelig, når det kommer til stykket?”. Og sådan er jeg også lidt selv. Jeg lader mig ikke sådan rive med og mister ikke så let jordforbindelsen, og det tror jeg er en del af min nordjyske arv. Jeg kan mærke, når jeg har været på nogle store produktioner, hvor det hele kører og alting ramler om ørerne på os, og der er 400 mennesker, der mener noget om det hele, så kan jeg godt nogle gange bare kigge lidt på det hele og tænke: ”Det er fint nok, jeg gør som jeg vil, og så kan I skide i havet”.  Lige dér er jeg nok lidt nordjyde.

Fan af jul

Mads Steffensen er en af de der sjældne mænd, der bare elsker jul og alt, hvad julen indebærer.

– Jeg er fan af jul! Jeg kan så godt lide julen. Jeg synes, det er så hyggeligt med de der dage, hvor familien er sammen. Mange mener, julen er hektisk, men sådan har jeg det slet, slet ikke. Sådan har jeg aldrig haft det, fortæller han og afslører endnu et sjældent træk:

”Jeg kan også godt lide at gå ud og købe julegaver. Jeg synes ikke, der er noget som helst stressende ved julen. Jeg synes, det er hyggeligt at gå og finde ud af, hvem man skal give gaver til, og hvad man skal købe. Min kone og jeg hiver altid en dag ud og køber gaver, det er altid pissehyggeligt.

I barndomshjemmet i Gistrup holdt den store familie klassisk dansk jul.

– Vi havde ingen skøre traditioner. Vi fik alt det klassiske, man kunne tænke sig. And og flæskesteg og alt det, der nu skal være. Der var ingen børneregler ved risalamanden, så vi spiste og spiste, så vi var helt baldrede bagefter, fordi den der marcipangris, man kunne vinde, pludselig var enormt vigtig. Uagtet at der om en time ville ligge et bjerg af gaver. Når det så endelig var gavetid, delte det yngste barn gaver ud, og så åbnede vi gaverne på skift, så det kunne godt tage meget lang tid. Det var altid en enormt lang seance, husker Mads Steffensen og fortæller, at den tradition er bragt videre:

Jeg kan godt lide at holde jul hjemme, og vi gør det samme som dengang jeg var barn, med at den mindste deler en gave ud af gangen. Det kan jeg godt lide, så får alle opmærksomhed, og hver en gave bliver værdsat. Jeg er i det hele taget vild med gaver. Både at give dem og få dem. Selv om jeg efterhånden ikke får ret mange, siger han.

Weber-and og kitsch-pynt

Det er Mads Steffensen, der står for juleanden i familien:

– Jeg griller altid anden. Jeg er en Weber-mand. Sovsen har jeg så outsourcet til min kone, fortæller han. Mads Steffensens kone har et andet vigtigt jule-ressortområde: Pynten til juletræet.

– Vi har et fast sted, hvor vi går op og henter juletræet. Vi har været ude at fælde det selv et år, men det tog alt for lang tid, det var simpelthen for meget arbejde. Så nu går vi op på tovet og henter et træ. Hvis vi holder det hjemme hos os, har vi et stort træ, og hvis ikke så har vi et lille et. Det er så min kone og børnene, der pynter det. Og det kan se ret sjovt ud, fortæller Mads Steffensen.

– Min kone køber nemlig altid noget julepynt med hjem, når vi er i udlandet. Vi har alle mulige kitschede og kiksede ting. I New York har hun tidligere købt sådan en Coca Cola-julemand og engle og juleburgere og alt muligt virkelig upassende og grimt. Så vi har et træ, der ser lidt mærkeligt ud. Men det er jo sjovt, for der er minder i de ting, og så er det jo lige meget hvordan de ser ud.

Hvilke tre ting kan du ikke undvære ved julen?

1: ”Grillseancen med anden. Det er simpelthen noget, jeg nyder så meget”.

2: ”Julefrokoster, for jeg kan virkelig godt lide sylte og jeg får det kun til jul. Det er lidt klamt, men jeg kan godt lide det, når det er jul”.

3: ”At købe og få gaver. Selv om jeg ikke får ret mange selv”.

 

Hvilke tre ting ville du gerne undvære ved julen?

”Intet. Ingenting. Jeg har heller ikke et problem med at butikkerne pynter op tidligt. Der er ikke én ting, jeg hader ved julen. Selv julekatalogerne synes jeg er hyggelige, når ungerne sidder der og sætter kryds ved det, de ønsker sig. Jeg elsker virkelig jul”.

Mads’ bedste tip til årets julegavehit:

Det helt nye dilemma-brætspil ”Mads og Monopolet”. Det er et fyldt med dilemmaer, der enten har været i radioen eller er inspireret af programmet, som man kan diskutere med venner og familie, når ungerne er puttet.

”Det er super sjovt. Jeg har virkelig glædet mig til at få spillet ud, og jeg synes faktisk, det er en rigtig fin julegave”.

Spillet kan købes der, hvor man normalt køber brætspil og på DR´s netbutik.

 

 

Comments are closed.