Aalborg har en tidligere – og måske kommende – Danmarksmester og nordisk mester i bodybuilding. Den 46-årige Poul Martinussen stiller i oktober igen op til mesterskaberne efter 11 års pause. APPETIZE har mødt det funderende muskelbundt, der bl.a. afskyr ’diskoteks-bodybuildere’.

Det er med en vis ærefrygt, at APPETIZE’ udsendte aflægger Poul Martinussen besøg i hans egen lejlighed. Manden, der mest af alt ligner en dansk udgave af Schwarzenegger, kan – hvis blot det falder ham ind – gøre den udsendtes tilværelse temmelig lamslået.

’Husk at nikke tydeligt og give ham ret i alt hvad han siger’, tænker den udsendte, inden han banker på døren.

Døren bliver flået op. Foran ham står en af Nordens mest muskuløse mænd. Hans hals er tykkere end den udsendtes lår og skulderne på bredde med dørkarmen.

Det sortner for den udsendtes øjne. ’Rolig nu’, siger han til sig selv, ’selvfølgelig bliver døren flået op. Manden kan ikke andet med disse overarme!’

Øjeblikket efter breder et smil sig på muskelbundtets læber. Et smil, der holder hele interviewet igennem – stort set!

Stor, hjernedød idiot

Poul Martinussen blev i 1999 kåret som Danmarksmester i bodybuilding og som nordisk mester i henholdsvis 1994 og 1999. Sidste gang han deltog i et mesterskab, i 2001, blev han 2’er i sværvægtsklassen ved Danmarksmesterskabet.

Dengang var han 35 år gammel og far til to. I dag er han tæt på de 50, fraskilt far til tre og arbejder som hjælper for utilpassede unge.

Han inviterer magasinets udsendte indenfor i en velholdt og elegant lejlighed, hvor der i det ene hjørne står en motionscykel. Den både starter og slutter Pouls dag.

– Jeg står op kl. fem om morgenen, hvor jeg tager én time på motionscyklen på tom mave. Og om aftenen tager jeg gerne en halv til en hel time inden jeg går i seng, fortæller han, uden så meget som at blinke.

APPETIZE’ udsendte nikker og nikker – alt hvad han kan. Han er tydeligvis påvirket af det ry, bodybuildere har i samfundet. Vi kender dem alle sammen. Bredskuldrede, kortklippede og som regel med sammenpressede øjne, lukket mund og velovervejede, maskinelle bevægelser.

Poul Martinussen er kun bredskuldret. Men når snakken falder på bodybuildernes ry, så får han sammenpressede øjne og smilet forsvinder for en stund.

– Jeg afskyr simpelthen de der diskoteks-bodybuildere. Når jeg ser en af dem komme gående, så brækker jeg mig over deres kig-lige-på-mig-attitude. De ødelægger fuldstændig vores ry. Sagen er, at ikke én af dem stiller op til konkurrencer. De træner ikke for deres egen skyld, men for din skyld og for alle de kvinders skyld, der er så dumme at synes det er sådan noget vældigt noget. De træner kun 3-4 gange om ugen – specielt om fredagen, hvor de så kan tage i Jomfru Ane Gade og for at blive beundret. Og du kan som regel kende dem på deres tynde ben. Det, de har gang i, har intet med bodybuilding at gøre, siger han.

Poul Martinussen har et ekstra koncentreret program i disse måneder, idet han gør klar til Danmarksmesterskabet. For ham er bodybuilding en livsstil, der ikke kun foregår 3-4 gange om ugen.

– Jeg træner ikke for nogen anden, end mig selv. Og selv hvis jeg ikke fik muskler af træningen, så ville jeg stadig træne. Det giver mig et kick og jeg får det godt. Jeg synes det er flot med muskler, men jeg elsker træningen mere end selve musklerne, hvis du forstår, hvad jeg mener.

APPETIZE udsendtes rappe nikken indikerer, at han sjældent i sit liv har forstået noget så godt som netop dette.

– Jeg er ikke en hobbytræner, for jeg holder aldrig pause. Selv jul og nytårsaften er jeg oppe på motionscyklen, fortæller han.

Poul, der er 175 cm høj og består af 96 kg – stort set – ren muskelmasse, forsøger endda ofte at gøre sig så lille og usynlig som overhovedet muligt, når han skal i byen.

– Det gør jeg, fordi jeg bliver sat i bås med alle diskoteks-bodybuilderne. Mens en fodboldspiller ikke kan spottes ude på gaden, så kan en bodybuilder det altid. Og når folk lige har set en af de der diskoteks-bodybuildere, der kommer gående med spredte ben og armene helt ude, så ryster de på hovedet, når jeg fem minutter senere går forbi dem. For de tror, at jeg også er en lige så stor, hjernedød idiot, som alle de andre, siger han.

Under Asbjørn Riis’ vinger

Poul har trænet i tredive år, eller siden han var teenager. Han husker, at hans første oplevelse med håndvægtene var i en lejlighed i Århus, hvor han var på besøg hos en af hans brors kammerater.

– Vi besøgte fyren i hans lejlighed, og han havde to håndvægte liggende på gulvet. Jeg havde aldrig prøvet sådan nogen før og da jeg løftede dem op for første gang, så var jeg solgt. Jeg stod og pumpede hele aftenen og da drengene tog i byen for at drikke sig fulde og se på damer, så blev jeg i lejligheden og fortsatte med håndvægtene. Det var ligesom et kald fra himlen og jeg kunne mærke, at der var en eller anden dybere mening med det, erindrer han.

Siden er der kommet en del flere af de trådformede celler på Pouls krop. For da han sammen med sin bror igen tog hjem til Mors i Vestjylland og besøgte det lokale træningscenter, kom hans liv til at tage en væsentlig drejning. Træningscenteret var ejet af Asbjørn Riis, som efterhånden er blevet verdenskendt som wrestlingfighter.

– Asbjørn kunne straks se, at jeg ikke var kommet for sjov skyld. Han kunne godt se, at denne teenager ville noget med det her, så han tog sig rimelig hurtig af mig og gav mig en masse gode råd inden for kost og træning, fortæller han.

Asbjørn Riis, der blev landskendt for tv-programmet Bjørns Wrestling i 90’erne og desuden har deltaget i Robinson-ekspeditionen, Fangerne på Fortet og en tv-reklame for Tuborg Squash, var tilsyneladende ikke en læremester, der uddelte kærlige knus i sit træningscenter. Fik man blodnæse under træningen, så gav det et skulderklap.

– Asbjørn fortalte fra starten, at der ikke var nogen nem vej. Det skulle gøre ondt. Og hvis du fik næseblod under træning, eller hvis du brækkede dig eller besvimede, så var det gode tegn. Det gjorde også, at jeg voksede meget, meget stærkt. Der gik ikke andet en cirka to år før jeg skulle deltage i et begyndermesterskab i bodybuilding, siger Poul.

Hård barndom

Poul er født og opvokset i landsbyen Flade på Nykøbing Mors. Han er den mellemste blandt tre brødre. Hans mor arbejdede på dommerkontoret, mens hans far havde skiftende arbejde – alt fra selvstændig blomsterhandler til et job på det lokale elværk.

– Jeg havde en knaldhamrende hård barndom. Mine forældre havde et dårligt ægteskab, hvor de psykisk kørte hinanden ned. De nåede begge at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Og da min far var indlagt, så tog jeg faderrollen på mig. Senere fandt jeg ud af, at det var medvirkende til, at min far aldrig kunne lide mig, fortæller Poul.

Poul spillede fodbold på det lokale sportshold, og selvom fodboldbanen lå 100 m fra deres hus, så var forældrene aldrig at se på lægterne.

– Da vi stod og gjorde klar til kick-off, så kiggede vi selvfølgelig altid efter om vores forældre så på. Og mens alle de andres forældre stod og levede sig ind i sporten, så kom mine forældre aldrig for at se på.

– Jeg husker ikke min barndom for andet end råben og skrigen. Så da jeg var 15 år sprang ballonen. Jeg klaskede til min far, som røg baglæns ind i juletræet. Han havde altid været meget psykisk hård ved mig, som er langt værre end fysisk vold. For den fysiske vold kan man i det mindste forholde sig til, siger Poul, der er far til Caroline på 17 år, Rasmus på 13 og Christian på 9.

– Da jeg selv begyndte at få børn, tænkte jeg – det skal satan æde mig aldrig ske for mine unger, fortæller han.

Poul var derfor en meget aktiv far, der tog forældreorlov og gjorde meget ud af at være til stede i børnenes interesser. Alle tre børn er også aktive sportsfolk. Datteren har således fået medaljer inden for atletik og sønnen Rasmus var en lysende stjerne på gokart-himlen, indtil økonomien ikke rakte længere.

– Jeg havde, især samme med Rasmus, nogle fantastiske oplevelser. Jeg hentede den fireårige dreng i børnehaven for at køre gokart og han var et talent uden lige. Som fireårig kørte han 70 km/t, og som femårig slog han Tom Kristensens rekord i et indendørs gokartcenter.

Far og søn investerede mange penge og megen tid i deres fælles interesse og rejste rundt i landet for at deltage i turneringer.

– Først havde vi en bil og en trailer, så fik vi en lukket trailer, og til sidst en campingvogn. De timer, jeg har haft med den knægt, har været fuldstændig uvurderlige. At stå op kl. 7 om morgenen og pisse over kors, eller ligge om aftenen og se en dvd sammen, har været fantastisk. Folk går mere op i penge, en at være sammen med deres børn, og det bryder jeg mig ikke om. Da jeg for eksempel var på faderorlov og gik hjemme sammen med mine børn, så undrede folk sig over, at jeg ikke var ude at tjene penge til hjemmet. Sådan så jeg det slet ikke, for jeg fik en masse tid sammen med ungerne, så hvem er den dummeste af os to, tænkte jeg.

Gokart eventyret var en kostbar affære og far og søn var nødt til at stoppe, da de ikke kunne finde flere økonomiske midler til de dyre turneringer rundt omkring.

Poul er for nylig blevet skilt fra børnenes mor og bor nu alene i sin lejlighed.

– Jeg arbejder rigtig meget for tiden. Ellers tænker jeg for meget over skilsmissen og savner mine børn hele tiden, siger han.

APPETIZE’ udsendte ser over på motionscyklen og tænker, om det nu var foreneligt med et familieliv, at motionere og gøre sig klar til Danmarksmesterskab i bodybuilding.

– Min ekskone har altid givet mig meget plads til træning, og hun vidste, at hvis ikke jeg fik min motion, så var jeg umulig at være sammen med, fortæller han og griner.

Protein muffins og fedtprocent på 2

Poul Martinussen har nu trænet op til Danmarksmesterskaberne i cirka fem måneder. Og selvom han altid træner meget, så indrømmer han, at den får en ekstra skalle i disse måneder.

– Jeg stiller op i konkurrence sammen med de unge, så jeg skal træne meget fokuseret. Jeg er jo dobbelt så gammel som de andre og faktisk så skiftede jeg ble på én, som skulle stille op til mesterskabet, men desværre blev nødt til at trække sig igen.

Danmarksmesterskabet foregår på den måde, at deltagerne bliver linet op foran dommerne, der bedømmer dem på en række kriterier som fedtprocent, muskelmasse, symmetri og harmoni i kroppen. Poul Martinussen har derfor et kostprogram, som han hver eneste dag bruger meget tid på at forberede og følge. Blandt andet bager han hver morgen muffins ud af havregryn, æggehvider, proteinpulver og banan.

– Musklerne skal træde tydeligt frem, og det kan de kun gøre, hvis du har en lav fedtprocent. Jeg har derfor planer om at have en fedtprocent på kun 2-3 og veje omkring 92-93 kg, når mesterskabet starter. En Tour de France rytter har til sammenligning en fedtprocent på 5-6.

Titler:

Nordisk mester i 1994

Danmarksmester i 1999

Nordisk mester i 1999

Sandefjord Open 2000

Blev 2’er i 2001 i sværvægt

 

Vægte:

Dødløft: 300 kg

Knæbøjninger: 2 rep – 2 x 305 kg

Bænkpres: 215 kg

 

Fakta:

Fulde navn: Poul Martinussen
Født: 14.december 1965
Fødeby: Flade på Mors
Civilstand: Fraskilt
Børn: Rasmus, Christian og Caroline
Karriere: Uddannet industrislagter og idrætsmassør. Fungerer som kost og træningsvejleder samt personlig træner

Konkurrencevægt: 93 kg

Højde: 175 cm

 

En typisk hverdag for Poul Martinussen:

Kl. 5: Står op og tager en time på motionscyklen.

Kl. 6: Spiser morgenmad – havregrød med æggehvider samt proteindrik.

Kl. 7-11: Bager protein-muffins og forbereder dagens 6-7 måltider.

Kl. 11: Træning, løfter mindst 20 tons, i fitnesscenteret.

Kl. 13: Tager powernap.

Kl. 22: Tager 30-60 min. på motionscyklen.

Kl. 23: Går i seng.

Kl. 03: Tager en proteindrik.

Comments are closed.