Hils_ikke_ogsaa_01’Hils’ er et kort ord, der fylder meget. Utrolig meget. Danskerne elsker at hilse hinanden. Det ene øjeblik skal jeg hilse min svigermor fra min kone, det andet min kone fra min svigermor. Det tredje øjeblik modtager jeg selv en hilsen fra min svigermor, af min kone, og så fra min kone af min svigermor. 

Tekst: Dadi Halldorsson   Foto: Sveinn Hjartason

 

Nåh ja, fik jeg fortalt, at min kone er dansk mens jeg selv er islandsk?

Siden jeg flyttede til Danmark føler jeg ikke, jeg gør andet, end at viderebringe hilsener. Hver gang jeg taler i en telefon, bliver jeg påduttet opgaven at hilse en eller anden. Hver gang jeg siger farvel til en bekendt i bussen, bliver jeg påduttet opgaven at hilse en eller anden. Og hver eneste gang jeg mødes med venner og familie – og det sker jo faktisk ret så tit – bliver jeg påduttet opgaven, at hilse en eller anden.

Jeg har endda oplevet, at (fordi jeg rent fysisk var i samme lokale som min kone og mine to børn, så der derfor ikke rigtig var nogen at sende en hilsen til derhjemme) skulle hilse min hund. En firbenet køter.

Den hilsen nåede aldrig sin ejermand. Ejerhund. Jeg kunne på en eller anden måde ikke rigtig få mig til det.

Denne nationalsport, konstant at hilse hinanden gennem en tredje person, kan tage så meget overhånd og komme så ubelejligt, at den ofte ødelægger rytmen i kommunikationen med et andet menneske.

Forestil dig en samtale. En gammel ven, som jeg ikke har talt med i lang tid, har lige ringet til mig. Når vi har været de væsentligste opdateringer igennem, falder snakken på gårsdagens kamp i Champions League. Og her bliver snakken straks noget mere passioneret.

– Det var da utroligt, at målmanden fik det røde kort, siger min ven.

– Ja, Madrid-spilleren skulle have fået det for skuespil.

– Absolut. Men heldigvis brændte de stra ..

Her bliver min koncentration afbrudt af en hurtig bevægelse fra den anden side af stuen. Jeg kigger refleksivt på det forstyrrende element og konstaterer, at det er konen, den er gal med. Hun står med en strittende tommel- og lillefinger og et spørgende blik. Så spørgende, at hun tvinger mig til at mime navnet på den person, der er i røret. Når det er gjort, nikker hun forstående – nærmest tilfreds – og udbryder,

– hils, ikke også.

Og i det samme fortsætter hun med sine gøremål. Jeg stirrer lidt ud i luften og afbryder impulsivt min ven.

– Jeg skal hilse fra konen.

– Hvad? siger vennen.

– Jeg skal hilse fra min kone.

– Tak, siger vennen lidt tørt.

– Hvor kom vi fra? spørger jeg så.

Og det kan min ven ikke huske.

 

En hilsen og et bombardement 

Hvad går det ud på, når vi hele tiden skal hilse hinanden? Betyder det i eksemplet fra telefonsamtalen, at min kone anerkender min ven? I så fald, behøver hun så at anerkende ham hver eneste gang jeg taler med ham i telefonen? For det er rent faktisk et forstyrrende element i samtalen. Og hvorfor siger hun så ikke bare lige ud, at hun anerkender ham?

Hils_ikke_ogsaa_02Er formålet måske, at hun vil gøre opmærksom på sig selv? Fortælle min ven, at hun også befinder sig i lokalet. For hvis det er tilfældet, så er det da en træls og forstyrrende måde at gøre opmærksom på det.

Jeg er i senere tid mere og mere begyndt at ignorerer de hilsener, jeg skal overbringe. Jeg lader slet og ret være med at viderebringe dem. Og det gør jeg, fordi jeg ikke rigtig ved, hvorfor jeg viderebringer dem. For det er som om der ligger en skjult dagsorden bag.

Hils_ikke_ogsaa_03Når jeg møder en af mine kones veninder i døren ind til Friis, så får jeg bombesikkert den opgave med mig, at skulle hilse konen derhjemme. Veninden har knap nok tid til at hilse på mig, som står ansigt til ansigt foran hende, men giver sig derimod tid til at kaste en hilsen på en tredje person, altså hende derhjemme, gennem mig.

– Hej, jeg har lidt travlt, hils derhjemme.

Og hvad er lige meningen med det? Hvad med at hilse mig i stedet for. Det er da mig, der står lige foran hende. Jeg har en eller anden fornemmelse af, at hvis det var min kone, veninden mødte i døren, så brugte hun tid på at plante en hilsen til mig derhjemme. Og er det ikke en forkert prioritering? Fraværende nærhed?

Hvis jeg nu tager hjem og viderebringer denne hilsen til konen, så kan veninden være sikker på, at hun får lidt opmærksomhed ind på kontoen, at hun bliver samtaleemnet derhjemme for en stund. Så er det lykkedes veninden at tilrive sig opmærksomheden.

Men jeg er sjældent i humør til at snakke om min kones veninde, så derfor sniger jeg mig udenom og lader være med at viderebringe hilsenen. For hvis jeg viderebringer den, så har jeg garanteret mig selv et bombardement af ligegyldige spørgsmål om veninden, som jeg alligevel ikke er i stand til at svare på, fordi jeg kun blev klædt på med en hilsen.

Spørgsmålene hagler over mig. Hvordan har hun det? Hvordan har hendes mand det? Går hendes datter stadig til gymnastik? Døjer hun stadig med maven? Hvordan går det på hendes nye arbejde? Skal vi ikke snart invitere dem på middag?

Og det er jeg ikke interesseret i. Så det er i virkeligheden nemmest at lade være med at viderebringe hilsenen.

Et dansk fænomen?

Spørgsmålet melder sig så – om det er et dansk fænomen, at gå rundt og hilse hinanden i tide og utide? Det er dejlig nemt at generalisere og sige ’det var dog fandens til dansk’, men det kan også være farligt og unuanceret.

Jeg har dog fortid blandt to andre folkeslag – nemlig i Island og Tjekkiet – og mindes ikke at have brugt halvdelen af min tid på at viderebringe hilsener dér.

Tjekkerne er selvfølgelig mere dystre som folkeslag, hvis du forstår. De er vandt til at glo ned i deres Nastravia-glas og bande over kommunisternes indtrængen. Og islændingene har travlt nok med at holde varmen. Og så vidt jeg er orienteret, udløser det varmetab, at smide om sig med alle mulige sætninger om ingenting.

Der er i hvert fald et eller andet rigtig, rigtig dansk over det, at hilse hinanden. I et lille land, hvor kontaktfladerne mellem menneskerne er mange, giver det god mening at hilse til højre og venstre. Når der således deles ligusterhæk med naboer på snart sagt alle fire kanter af haven, er det nok strategisk og overlevelsesmæssigt smart at holde tonen god og sober. Så mon ikke det har sin forklaring deri.

Når man står og klipper sin hæk i den aftalte højde, som lige er lav nok til, at vi kan holde øje med hinanden, så er det på sin plads – for nabofredens skyld – at hilse pænt og slutte af med at klæde manden på med en hilsen til lillemor også. Det sikrer freden. For en stund. Og i hvert fald indtil hækken er trimmet for høj eller lav.

Hvor undertegnede kommer fra – den kolde, barske og klippede vulkanø ude i Atlanterhavet – er der til gengæld langt mellem mennesker. Der er langt mellem naboer og rent faktisk gror der ikke engang ligusterhæk deroppe. Islændingene er derfor ikke ligeså afhængige af naboens gunst og fredsommelighed. Så hvorfor i himlens navn skulle de hilse hinanden i tide og utide, når de ikke selv har brug for det – rent strategisk, nabofreds- og overlevelsesmæssigt.

Måske handler det netop også om overlevelse. For hvis jeg kaster en hilsen til naboens lillemor, så føler naboen sig godt tilpas og jeg har sikret freden og min matrikels overlevelse lidt endnu.

Hvis det på den anden side handler om mennesker, som vi ikke bryder os om, så har vi ikke så travlt med at kaste om os med hilsener.

Jeg fornemmer det bedst, hvis jeg taler med en af mine venner, som min kone ikke bryder sig så meget om. Så får vennen dog alligevel et hils med på vejen, men tilført lidt rullede øjne til mig.

Han får et mindre fortjent hils.

 

Hvor dansk kan man blive?

Men alt afhænger af øjnene, der ser. Det kan være, at en svensker har et andet syn på emnet.

Mine øjne er islandske. Eller er de? Nu har jeg boet i Danmark siden 1999. I snart 14 år. Det er over halvdelen af mit voksne liv. Så er jeg islandsk eller dansk? Ingen af delene måske?

Når jeg møder min kones veninde i døren til Friis, så kaster jeg også en ’i lige måde’ over til hende, når hun har påduttet mig den opgave, at hilse derhjemme. Jeg kan også godt finde på at slutte en samtale af med ’hils, ikke også’, når jeg møder en bekendt i Netto. Og der er det altså mig selv der starter lavinen. Er jeg så blevet fordansket? God integration! Ukritisk integration?

Når jeg er sammen med mine danske bekendtskaber, heriblandt min egen kone, tillader jeg mig ofte at sige ’vi’, når snakken falder på, hvordan danskerne opfører sig i forhold til andre. Kan jeg tillade mig det? Er jeg dansk nok til at få lov til det?

Til dels synes jeg selv jeg er. Jeg har for eksempel spist rugbrød med leverpostej og bestukket mine skraldemænd med tyskerøl i snart fjorten år – trods alt. Og jeg har fulgt med i samtlige dramaserier på DR, heppet på håndboldpigerne i deres storhedstid og bandet de fulde svenskere langt væk – fuldstændig ligesom mine danske bekendtskaber har lært mig at gøre det. Så lidt dansk må jeg da være!

Men jeg ynder at betragte mig selv som islænding, når nyhederne melder om ny statistik om danskernes uvaner. Når Danmarks Statistik fortæller, at så og så mange procentdele af danske mænd bliver ramt af prostatakræft eller dør i en bilullykke.

’Godt jeg ikke er dansker,’ tænker jeg så og fortsætter med at gafle mig gennem Dyrlægens natmad og Sol over Gudhjem på byens cafe.

Så tager jeg en sidste slurk af Tuborg’en og kalder på servitricen. For jeg skal betale for herligheden. Til sidst takker jeg for herligederne.

– Fantastisk smørrebrød. Hils lige kokken og sig tak for god frokost, ikk’?

 

Comments are closed.