Han er kendt som en ustyrlig nordjysk spradebasse i tv-programmet Rabatten. Privatpersonen Henrik Dahl er og lidt mere alvorlig end studieværten Henrik Dahl, og her fortæller han om de tanker, han har gjort sig om sit liv. Naturligvis tilsat sure opstød og masser af krejlertips!

Tekst: Britt Nørbak

– Der er mange, der tror, at jeg er hyleskæg privat. Det er jeg faktisk ikke.

Henrik Dahl har taget den alvorlige mine på. Men fordi han taler så hurtigt, kommer han næsten til at lyde skæg alligevel. Og det ved han også godt. Han har haft en travl uge og advarer om, at han måske hoster flere talefejl op end normalt, men ellers er hans hurtigttalende maskineri klar til at fortælle løs.

Henrik Dahl har taget den alvorlige mine på. Men fordi han taler så hurtigt, kommer han næsten til at lyde skæg alligevel. Og det ved han også godt. Han har haft en travl uge og advarer om, at han måske hoster flere talefejl op end normalt, men ellers er hans hurtigttalende maskineri klar til at fortælle løs.

Henrik Dahl blev hurtigt en populær radiovært, og ud over at være studievært blev han også programchef på radioen, men i 1992 fik han en meget slem forskrækkelse.

– Jeg fik testikelkræft og blev opereret og var syg i 1/2 år. Jeg blev vel lidt små-religiøs efter den oplevelse. Jeg var sikker på, at jeg fik et vink med en vognstang. Før jeg blev syg, var jeg en sur, muggen ost. Jeg vidste ikke, at jeg havde fået alt serveret på et sølvfad. Efter jeg blev syg, lærte jeg, at jeg ikke var udødelig. Jeg ændrede mig og blev mere følsom. I dag nyder jeg de små ting i livet. Jeg kan se, når bøgen springer ud, og der skal ingenting til, før jeg tuder. Bare mine børn har gjort et eller andet nyt, sidder jeg med tårer i øjnene, siger hannæsten hovedrystende.

Fra radio til tv

Da Henrik Dahl vendte tilbage til ANR efter sin kræftsygdom, var der blevet ansat en anden programchef.

– Det var forståeligt nok. Radioen kunne jo ikke fungere et halvt år uden chef, og de kunne ikke sparke den nye programchef ud, da jeg stod klar igen. Derfor spurgte jeg, om jeg ikke i stedet måtte lave lokal-tv, og det måtte jeg gerne, husker han.

Henrik blev både nyhedsoplæser og programchef på tv, men han ville snart videre i teksten.

– Jeg hader administration, og jeg blev træt af at høre på mig selv som chef. Jeg skulle forklare de same grundregler hele tiden, fordi der var en stor cirkulation i medarbejderstaben, og jeg blev træt af at gentage mig selv. I 1998 bestemte jeg mig for, at jeg ville væk. Jeg ville i stedet læse psykologi og filosofi.

Men sådan gik det ikke, for DR ringede og tilbød ham at blive vært på hans yndlingsprogram, Rene Ord For Pengene. Henrik havde tidligere haft en afstikker til DR, hvor han var vært på programmet Bydysten – et program, han selv husker tilbage på med gru, men det afskrækkede ham ikke fra at tage imod tilbudet.

I starten var der en del løftede øjenbryn i de danske stuer, fordi den nye studievært var markant anderledes end den foregående.

– Anmelderne og branchefolkene hadede mig. Jeg blev kaldt ”en plat jubelidiot”, og jeg fik høvl for ikke at tale rigsdansk. Anmeldelserne gjorde ondt i starten, men det viste sig, at seerne heldigvis ikke var enige i den bedømmelse. De fleste seere kunne godt li’ mig, og det er deres skyld, at jeg stadig laver tv.

Lignede et glasøje!

Henrik Dahl understreger, at jobbet som studievært på Rene Ord For Pengene er den sværeste opgave, han nogensinde har skullet løse.

– Jeg skulle pludselig lege med de store drenge – altså producenterne. Jeg skulle både underholde seerne hjemme i stuerne og publikum I studiet, og de to opgaver var svære at forene. Samtidig var det svært at være sjov, når alt kom fra et stramt manuskript, der skulle læses op fra en teleprompter, og det var et dilemma at skulle skifte fra et alvorligt emne til noget sjovt på fem sekunder. Alle var overbeviste om, at jeg bare legede mig igennem udsendelserne, men det gjorde jeg ikke. Det var hårdt direkte tv, og jeg lignede da et glasøje i starten, siger han og hentyder til, at han ikke selv var tilfreds med sin indsats.

Men det var seerne til gengæld, og Billed Bladets læsere kårede ham til årets bedste fakta-vært tre år i træk. Henrik Dahl blev den mest populære vært, programmet nogensinde har haft, men efter fire år på posten ville han prøve noget nyt. Han kom over på DR2, hvor han med egne ord floppede.

– Vi lavede et program, der hed Café Echelon, som var en talentkonkurrence for talentløse, men det var ikke til at finde deltagere. Folk gad da ikke være med i et program, hvor de på forhånd var udråbt til at være talentløse, siger han. Derefter kom han igen over på DR1 med et nyt program, der heller ikke blev noget hit.

– Programmet Dahls Seerservice var genialt, men det passede simpelthen ikke ind, og det blev hurtigt taget af. Så fik vi to måneder til at starte et nyt program op i den samme sendetid, og vi havde nok 50 forslag på bordet, som alle blev forkastet. Normalt er et koncept på 40 sider med analyser af målgrupper, og hvad ved jeg, men det hele endte med, at min chef, Søren Jensen, i afmagt på vej ud ad døren skrev ”Prut om Prisen” på en serviet med kaffestænk. Og det lød som en god idé, og sådan startede forbrugerprogrammet Rabatten, griner han.

Segmentknuseren

Rabatten fik en prøvetid på tre uger. Idéen med at prutte om prisen og finde slagtilbud og guide serene gennem prisjungler faldt i god jord. Nu har programmet kørt i to år, og Henrik Dahl fatter ikke en lyd.

– Jeg forstår ikke programmets succes, men det er fedt! De fleste af vores seere er mænd i 30’erne, men vi har også seere blandt ældre, yngre, kvinder, børn, rige m.fl. Jeg er selv vild med programmet, og jeg bliver glad, når vi har en tophistorie om, at man kan bruge sejlgarn i kantklipperen i stedet for det møgdyre nylonsnor. Der er en besparelse på 94 %, og det er da fremragende. Så siger firmaerne bag kantklipperne: ”Ja, men I må altså ikke bruge andet end nylonsnor, og I må ikke køre ind i sten med kantklipperen”, og det ved vi godt, men vi dødelige kommer altså til at køre ind i sten med kantklipperen, og vi vil gerne spare penge, vrænger han højlydt.

Henrik Dahl er godt klar over, at han ER Rabatten. Han ved, at han er nødt til at smile, når han er på.

– Jeg er typecastet som sjovmand, og jeg kan af og til godt blive lidt frustreret over, at jeg ikke kan komme væk fra den rolle. Jeg vil gerne lave alvorligt tv engang, men det bliver svært, for når folk fx hyrer mig som konferencier, får jeg at vide, at jeg ”bare skal være sjov”, siger han eftertænksomt. Derefter tager han en dyb indånding og taler videre I samme tempo om Rabatten, hvor han har rollen som den sjove krejler. – Jeg vil gerne understrege, at jeg altid har pruttet om prisen. Jeg er vokset op i et krejlermiljø. Min bedstemor vaskede frostposer og brugte dem igen, og min mor skrev ikke telefonbeskeder på de der gule post-it-blokke, men på bagsiden af alle papirlignende genstande, roser han og slår ud med arme og ben, da der stilles spørgsmål til, om han nu er en rigtig krejler?

– Er du sindssyg?! 99 % af befolkningen tror, at jeg kun kan prutteom prisen, fordi jeg har et kamera med. De tror, at det er lettere for mig at få nedslag i prisen, fordi jeg har et tv-hold med. FORKERT! Kameraet gør det sværere at prutte om prisen, for nu ved butikkerne, at det er min hensigt. De vil ikke være med, og de vil ikke give mig et godt tilbud, for så kommer seerne bagefter og vil have varen til samme pris, som jeg fik den vil. Selv hvis jeg kommer som privatperson, er det blevet sværere at få nedslag, for nu tror alle, at jeg har skjult kamera med, sukker han. Der er mange, der spørger Henrik Dahl, om han ikke har oplevet nogle pinlige tv-kiks. Dertil lyder svaret:

– TV-KIKS? Jeg laver dybest set ikke andet. Vi dyrker jo fraklippene i Rabatten. Af og til klipper de programmet sammen uden mig og sender alt det, som jeg gerne ville have klippet væk. Men det ser sjovt ud. Rabatten er i bund og grund upoleret tv. Det minder om lokal-tv, når det er bedst, klukker han.

Festaben fik familie

Da Henrik Dahl stadig boede i Aalborg, var han en hyppig gæst i det pulserende natteliv. Nogle vil ligefrem kalde ham en festabe, men de tider er forbi.

– Nu har jeg godt nok lige været på Skanderborg-festivalen, men ellers går der meget lang tid imellem, jeg er i byen, for jeg hænger slet ikke sammen efter en bytur. Jeg savner da a fog til det vilde natteliv, men nu er jeg mere til familien. Det er det eneste, der betyder noget for mig i dag. Da jeg var yngre og single, gik jeg meget i byen, men det var mest, fordi jeg følte mig ensom og ulykkelig. Jeg har altid haft ringe selvværd, og jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville slå mig ned med en pige, jeg elskede, fortæller han.

For fem år siden blev han imidlertid den stolte far til Felix. Men forholdet til Felix’ mor holdt ikke. Kort tid efter mødte han til gengæld sit livs kærlighed i kollegaen Camilla Emborg. Nu tager den bramfri og kontante mandsperson helt andre store ord i sin mund.

– Jeg mødte Camilla i forbrugerredaktionen på mit arbejde, og jeg kunne ikke fordrage hende! Det var helt klart mit mindreværdskompleks, der viste sit ansigt der! Jeg havde pr. automatik fordomme over for hende, fordi hun var så flot en pige, og jeg ikke regnede med, at jeg var mand nok til hende. Jeg syntes heller ikke, at hun var særligt pæn.

Den udtalelse omformulerer han hurtigt.

– Altså, det var hun, men jeg ville bare ikke falde for det. Normalt holder det kun 14 dage, når jeg bliver forelsket, men denne gang var det anderledes. Vi blev først gode venner, og så udviklede vores forhold sig. Camilla er lysende intelligent, hun giver mig modspil, og jeg kan slet ikke hamle op med hende. Jeg faldt for hendes humor og intellekt, og hun ER også smuk, men hun er bare så meget mere end det. På et tidspunkt spurgte jeg hende, hvad hun faldt for ved mig, og jeg regnede med, at hun ville sige, at jeg var god til at nusse og kysse, for det er jeg, men hun sagde bare, at hun faldt for, at jeg var så skæg. Den sved.

Henrik Dahl fortsætter med at fortælle, at han er en mand, der aldrig går på kompromis, men med Camilla har han alligevel gjort det.

– Jeg havde altid drømt om enten at bo på en ødegård, hvor jeg kunne stå og råbe ØØØV ud over landskabet, eller i en fancy atelierlejlighed, men jeg ville alligevel ikke bo nogen af stederne med børn. Så nu har jeg indgået et kompromis og er flyttet i hus i en forstad til Århus, hvor vi både har udsigt over markerne og er en del af et nybyggerkvarter. Underligt, at der skulle gå 35 år, før jeg blev så klog, efterrationaliserer han.

Livet som ”nybygger” har muliggjort en af Henriks interesser. – Jeg vil gerne være gør-det-selv-mand. Jeg er en mand, der gerne vil være neandertaler. Jeg vil roses af kvinden, når jeg har lavet noget med mine hænder, og en af mine store hobbyer er at fælde træer med min ven Hans-Henrik. Jeg er helt radbrækket, når vi kommer hjem, men jeg elsker følelsen af at have brugt kroppen i stedet for hovedet. Jeg elsker at have noklet og svedt for at få mit eget brænde med hjem. Jeg giver aldrig afkald på min brændeovn, forsikrer han.

For år tilbage var Henrik Dahl opsat på at tjene kassen, men nu prioriterer han anderledes.

– Jeg har ingen ambitioner – hverken økonomisk eller karrieremæssigt. Nu, hvor jeg har Camilla, har jeg andre interesser. Der er andet i mit liv end arbejde, og det vigtigste for mig er min familie. Han bliver tavs et øjeblik, men siger så:

– Jeg er pissebange for at dø. Det blev jeg, dengang jeg fik kræft, men jeg er også bange nu, fordi jeg gerne vil leve længe og opleve mine børn blive voksne. Jeg vil også gerne have et barn mere, afslører han. Han begynder igen at tale om sin kone.

– Camilla er min kone, men hun er også min kæreste, og folk studser tit, når jeg i én sætning taler om min kone og i den næste siger noget om min kæreste. Men hun er begge dele. Det er dejligt, siger han med et stort smil…