Har_du_stil_eller_personlighedPå vej ned til den nærmeste Netto passerer jeg altid en lejlighed i stuehøjde. Af en eller anden grund er der aldrig rullet for, selvom det er på Vesterbro, og alle kan se, når lejlighedens beboer løber rundt fredag aften i små Hello Kitty-trusser og danser Zumba med deodoranten. Ikke at jeg selv skal sige for meget. Min kæreste må ofte bede mig om at tage noget tøj på, da sådan en behåret, gravid mandemave godt kan miste sin charme op ad formiddagen. Det kan jeg sådan set ikke fortænke hende i, men hun må da have overvejet, hvad hun gik ind til, da hun begyndte at date en mammut.

Tekst: Jakob Kokkedal  Foto: Presse

 

Hvorom alting er, så bliver min skridtgang mærkbart langsommere, når jeg rammer den pågældende piges lejlighed. Jeg elsker nemlig at snage, ser du, og da jeg skrev min seneste roman, sugede jeg kraftigt inspiration til mig fra stort set alle de Facebook-profiler, jeg kunne komme ind på. Du sidder sikkert lige nu og forestiller dig en seksogtrediveårig, storsavlende liderbuks, der står klinet til ruden og får glasset til at rime udefra, men sådan er det slet ikke. Jeg må desværre tilstå, at jeg efterhånden har nået den alder, hvor det eneste kød, jeg skal have udover onsdagstjansen derhjemme, er rullepølsen på et stykke velbelagt smørrebrød fra Slagter Ole i Nørresundby. Næh nej, det, jeg kigger på, er sgu boligindretningen, du. Det er jo det rigtigt interessante i en tid, hvor man ikke kan gå ind i en kiosk uden at skulle have Linse Kesslers Y-skål smidt i hovedet. Der er nøgenhed nok ude i det fri. Jeg vil bare gerne have indhold og udslag af personlighed.

Hello Kitty-trusserne

Det er lige her, fascinationsmomentet kommer ind. Pigebarnets lejlighed er proppet med designermøbler og ny, smart brugskunst. Lillemusen har sågar en samling af de der afsindigt frastødende, farvede køer – de store modeller vel at mærke – som alt for mange mennesker i nu en årrække har spenderet uhyre summer på. I en krisetid endda, hvor vi ikke vil give noget i løn til de mennesker, der tager sig af vores børn, plejer vores syge og passer vores gamle. Ligegyldigt bras har vi derimod ingen problemer med at bruge penge på. Bare det er farvestrålende og dyrt. Men hvem ved også, om ikke farvede køer bliver den helt store valuta om nogle år, når der ikke er mere sølv at investere i?

Surt opstød lagt til side så slår det mig ved Hello Kitty-trussernes lejlighed hver gang – og det gør, at jeg ikke kan lade være med at kigge – at der ingen personlighed er i lejligheden. Jeg leder og gransker efter spor af noget, der kan fortælle mig bare lidt om pigen, så hun ikke fremstår Paradise Hotel-blank, men i stedet træder frem som et individ med personlig historie – but no luck so far.

Man plejer at sige, at folks bogreoler afslører, hvem de er. Der er bare ingen bøger hjemme hos Hello Kitty. Nu skal man sikkert passe på med at dømme folk først i tyverne på den slags. Der var heller ikke megen litteratur i mine lejligheder, da jeg var yngre – medmindre da at månedsmagasinet M! og gamle numre af Edderkoppen (Spiderman) tæller med. Men ikke engang en lille, dødkedelig Anna Grue-krimi, hvor det på mig virker, som om forfatteren af og til dribler pletten til tanken om sin skaldede detektiv, ligger henslængt over sofaens armlæn. Lejlighedens få magasiner ligger sirligt placeret på stuebordet – de er sandsynligvis brugskunst på linje med de farvede køer. Min fascination går på, hvordan man kan bo et sted uden at kaste sin personlighed i det? Eller er personlighed måske
et malplaceret begreb lige nu, når vi taler om bolig- og vel også
tøjstil?

Bo bedre ? 

Nu har jeg i hvert fald selv taget teten og købt mig en stak boligmagasiner. Delvist fordi jeg er gået i gang med at sætte ord på denne undren, men også fordi vi igen kigger på hus, og det kan hurtigt komme til at lyde sig, at jeg ikke vil noget med det her forhold, hvis ikke lige jeg kan stå og føre en samtale om, hvor PH-Koglen engang skal hænge. Ja, vi ender formentligt også med at skulle indrette et Bo Bedre-kedeligt hjem på et tidspunkt. Det har alle andre jo, og de fremtidige små Jacob’er skal helst ikke risikere at blive drillet i skolen, fordi deres forældre nægter at blive småborgerlige, blå socialdemokrater med dyrt tingeltangel i stuerne.

Jeg kan læse mig til i mine blade, at der skal farver for alle pengene på paletten her til foråret, og bærende møbler og brugskunst i boligen skal helst have en smule patina af den slags, man for eksempel får ved at finde et ganske almindeligt bord og trække det efter bilen ud ad Hadsundvej. Jeg mindes i den forbindelse et tudsegammelt afsnit af det hedengangne boligprogram Roomservice, hvor designeren John Zoffmann lammetævede stakkels Anni Nielsens udmærkede spisebord, så det kunne få noget af føromtalte, rustikke patina over sig. Det er stadig god stil med nogle få ting, der ser brugte ud. Jo tak, men det er stadig de samme ting, folk køber og har. De er bare blevet flyttet rundt og har fået lidt tæsk skråstreg ”patina”. Stil handler om at flytte rundt på ting.

Min kæreste og jeg bor selv i et bombet lokum, og hold kæft, hvor er det hyggeligt, når man lige kan abstrahere fra larmen fra trafikken udenfor og fra varmen – betonklodsen bliver nemlig forvandlet til en stor brødrister i løbet af dagen. Der er dage, hvor vi efter en eftermiddag hjemme antager samme kulør, som velnærede, tyske turister ved Vesterhavet får på hede sommerdage, hvor de har glemt at få flæskeskinkerne smurt ordentligt ind – er det egentligt ikke sjovt, hvordan noget usselt får sin egen charme, når man ikke længere lider under det? Om nogle år vil vores tid på Vesterbro sikkert få sit helt eget idylliske skær.

Nå, men lejligheden er altså fyldt med bøger og gamle møbler fra mine bedsteforældre. Den smule ny brugskunst, jeg medbragte til forholdet, er på mystisk vis endt i kælderen. Kompromisset har været, at jeg har fået lov til at have en sparegris formet som en meget glad frø stående ude i et lille rum, hvor mine gennemsvedte karatedragter ender efter træning.

Jeg har også lige læst mig til, at en ny trend er at lave en slags botanisk have i sit hjem (de fine kalder det vist for en winter garden). Det passer mig meget godt, da jeg udover frøen også medbragte et veritabelt drivhus til min kærestes slumlejlighed, da jeg flyttede ind. Nu er der mærkeligt nok nogen, der i samme dur som med brugskunsten af og til kommer til at tabe en enkelt eller to af mine mange planter, så de afgår ved døden. Men skidt pyt, så køber jeg da bare endnu en grim bregne. Værsgo skat! Den er til dig, og du må stille den lige, hvor du har lyst!

Bottom line er, at vi bor i et mærkeligt sammensurium af gammelt lort, og hvor er det forfriskende. Du kan se vores arbejdsliv i vores bogreoler, og du kan se, at vi vægter min morfars gamle, ukomfortable fløjlssofa højere end flydermøblerne, der er beregnet til, at du skal lægge dig til rette foran husalteret kl. syv hver aften og så ellers bruge tiden på at fordybe skråstreg fordumme dig i TV3’s mange spændende tilbud. Vores tv er i øvrigt næsten gameboy-størrelse. Nej, vi er ikke neohippier eller autonome. Tværtimod. Vi er bare ligeglade med det blanke og det pæne. Det forsvinder jo alligevel lige om lidt. Pointen: Vi bor i noget gammelt lort, men du kan se, hvem lejlighedens beboere er. Hvor mange hjem har du været i for nylig, hvor man kan se det?

Bonderøvslandskab 

Jeg læste en del blogs for et års tid siden, da jeg var i gang med at skrive om piger i Aalborg. Der er faktisk nogle stykker, der er skrevet af piger heroppefra, og nogle af dem – især dem om almindelige hverdagsting – er rigtig søde, hvis en voksen mand må bruge det ord om blogs? Det, der slog mig i den forbindelse, er fortolkningen af ordet stil i modsætning til ordet personlighed. Moderigtig stil i dag består egentligt i, efter hvad jeg kan tolke, at man køber det samme tøj og accessories, men vælger at kombinere det forskelligt. Den måde at have tøjstil på passer formentlig også bedre til den måde, vi i dag i hverdagen træder ind og ud af identiteter.

Kultursociologen Niklas Luhmann taler i sin systemteori om, at det enkelte individ nærmere skifter mellem at være forskellige personer (forskellige personligheder) i vores færden frem for at være et subjekt med et fastforankret selv, fordi vi antager forskellige roller alt efter miljøet omkring os og vores berøringssfære; hvad vi skal lave, og hvor vi er. Det synes jeg, man kan se i folks tøj og boligstil nu om stunder. Man ved aldrig helt, hvem folk er i dag. Den ene dag er du trashy i tøjet, den anden dag er du i nålestribet. Tager du til Nephew-koncert, ifører du dig din sorte indie-læderjakke og slidte sneakers som de andre, selvom Nephew ikke er særligt indie, og det er du måske heller ikke selv.  Det er bare sådan, man gør. Måske får du havneluder-tatoveringer ned ad armene lige som alle andre, der er med på moden inde i Jomfru Ane Gade, selvom du i virkeligheden hedder Gerda og sidder på kontor. Du er street, men dine holdninger og din dialekt stammer fra det samme bonderøvslandskab, som mange af os andre er fra. Sikke en signalforvirring. Hvem er du? Det at være en person i luhmannsk forstand er altså ikke det samme som at have personlighed. Er det ikke konklusionen?

Gucci-rockere

En bekendt, der har haft sin ungdom i Aalborgs kriminelle miljøer, har forklaret mig, at han ikke engang kan kende rockerne her i byen mere. For ham er disse læderbørster her i tierne blevet reduceret til blankpolerede, kosmetikindsmurte fyre med diamantørenringe og moderigtig farvelade over deres hårdtpumpede kroppe. ”Kunne de i det mindste bare tage Bullrot-trøjen på, som de fik, da de blev rykket over i specialklassen, så vidste man da, om det var nogen, man ikke skulle kigge på,” har en anden af mine bekendte (ham her var helt normal) for ikke så længe siden sagt med ærgrelse i stemmen. I dag vil ingen ligne det, de er. Nej, stil er noget, man påtager sig i dag. Det er ikke noget, man har – forstået som en personlighed, man ikke bare sådan lige kan afføre sig. Nix bix potatomix. Stil er i dag faktisk overhovedet ikke ensbetydende med personlighed. Stil er storbykamæleonens farver. Og også midtbyaalborgenserens. Alt sammen ud fra den fejlagtige tese, at når noget er pænt (og dyrt) og anderledes sat sammen, så er det også personligt.

Der er ikke noget i vejen med at ville have et pænt, moderigtigt hjem. På samme måde som pænt tøj også i mange tilfælde er den uniform, der fortæller andre, hvordan de skal forholde sig til os. Men hvor ville jeg dog gerne kunne se bare ét personligt islæt i Hello Kittys hjem. Noget der vil kunne bekræfte mig i, at vi ikke er stilede kamæleoner. Jeg vil gerne se mennesket. I tøjet, boligen og handlingen. Derfor er min opfordring til dig, der har læst dette opstød: Tag, og send et billede til Appetize af noget fra dit hjem eller fra dit klædeskab, der har historie eller personlig relevans for dig. Noget der fortæller en historie om dig, og som viser folk, at du har personlighed og ikke blot stil. Tag og vis os din personlighed!

Amen. 

 

Comments are closed.