appetize_jubi_fest_041_sss

Det jeg husker bedst fra mit første møde med byen, er da jeg som ganske lille, var med min far på badeanstalten i Løkkegade. Det var første gang, jeg var i svømmehallen, og det var en ny verden…

Tekst Christian Bols  foto Marie Knap & Søren Skjødt

Alene den overrepræsenterede del af bademestre, der tilbød gæsterne at få vasket ryggen med træspåner og derefter gnide sæbe ind i såret, gjorde mig nervøs. Der var allerede dengang en hårfin grænse mellem wellness og hellness. Og at man skulle i bad med noget, der i mine øjne svarede til 500 behårede mænd, der alle udførte besynderlige ritualer, mens de gik i rutefart mellem saunaen og tønder med koldt vand, var et møde med et univers, jeg stadig har svært ved at placere på hylden mellem fornuft og vanvid.

Bruserne bliver helt sikkert placeret under ”vanvid”. De der tidsindstillede dødsstråler, der brølede ud femten meter over mit lille hoved, gjorde mig ti cm kortere, da de ramte mig. Jeg ved ikke, om det var en del af kurbadsideologien, at man da så lige kunne få sig en gang massage, mens man blev ren. Jeg skal dælme love for, jeg blev ren. Jeg blev jo spulet i gulvet af en fjende, jeg slet ikke havde set komme. Jeg forstår godt, hvorfor vandtortur er så effektiv. Jeg var villig til at erkende alt under de brusere. Og der var selvfølgelig ingen afbryder på de sataner. Det var en totalt unfair kamp.

Da strålen endelig stoppede, og jeg havde rejst mig og fået sat mit skulderled på plads, troede jeg, at jeg var klar til anden runde. Også her var kampen afgjort på forhånd. Den knap der sad på bruseren, kunne nemlig ikke aktiveres med et lille tryk. Jeg blev nødt til at lægge alle mine tolv kilo i, og der skete absolut intet. Ikke andet, end jeg blev nødt til at få hjælp til at få sat skulderleddet på plads igen. Min far aktiverede vandkanonen, som i løbet af et sekund havde skyllet mig ren. Da jeg vågnede igen, var jeg voksen.

Det var ret smart at gå i svømmehal. Man behøvede ikke at have shampoo og sæbe med. Der stod nemlig to kurve med gule
svampe i. En kurv til nye svampe og en til de brugte. Og de havde allerede puttet sæbe i svampene!

Da jeg flere år senere skulle have svømning i folkeskolen,  havde man de samme gule svampe i både Skansebadet, Haraldslund og i Østre Allé, ja formentlig i alle svømmehaller. Der må have været en lykkelig svampefabrikant et sted i verden, da kommunens hygiejneudvalg har bestilt 60 mio. svampe med sæbe og tænkt: ”Det er fandme et godt tilbud på de svampe. Og der følger to kurve med”! Hvor stort et stort svampedepot har kommunen lige haft, dengang gule svampe med sæbe var trendy?

appetize_jubi_fest_045Da badescenen var forbi, skulle jeg tisse. På et skilt stod der, at man skulle i bad igen, efter man havde tisset. Øh hvordan regner bademestrene egentlig med, man tisser, siden man skal vaske hele sin krop igen? Det er jo ikke sådan, at jeg laver helikopteren, mens jeg lader vandet.

Efter jeg havde skyllet det fiktive tis af min krop, fik jeg badebukserne på, tog min far i hånden og gik ind i svømmehallen.

Far, som var uddannet dykker, hoppede hurtigt i vandet og havde åbenbart tænkt, at hans fireårige søn da også skulle lære at dykke, for far sagde, at jeg bare skulle hoppe i. OK lad os lige sætte den her film på pause et øjeblik far! Konsekvensanalyse eksisterer ikke i en fireårig drengs univers og jeg er sikker på, at det eneste jeg tænkte var: ”Wuhuu, dét her er det største badekar, jeg nogensinde har set. Hvor meget sæbe skal jeg bruge for at lave skumbad”?

Min far lå på ryggen og flød på vandoverfladen som en odder. ”Sagde han lige, at jeg skulle  hoppe i”? Det så let ud, det han gjorde og han havde som regel ret. Så jeg hoppede.

Jeg husker tydeligt fornemmelsen af det bløde, tempererede vand, der omsluttede mig. Jeg husker også tydeligt, at den hyggelige stemning ret hurtigt forandrede sig til tredje runde mod døden.

Med et blev jeg både uddannet dykker og lærte, at tyngdekraften også virker i vand. Jeg lærte heldigvis også, at man godt kan stole på sin far, der til sidst trak mig op til overfladen igen. Det har han nu gjort flere gange sidenhen.

Som tyveårig vendte jeg tilbage til Løkkegade. Det var de samme helvedesbrusere og knapperne var irret fast. Det var de garanteret allerede dengang. Der var stadig mange behårede mænd, svampebeholdningen var gudskelov på nul, men min kammerat og jeg påskønnede saunaen og de kolde øl, vi havde smuglet med ind.

Løkkegade er et sted, der har formet mange mennesker og det bliver det ved med. Nu er stedet omdannet til værested og før dette et genoptræningscenter, der sikkert hjalp ofre for farlige brusere.

Comments are closed.