_MG_6117 b1Troels Skovgaards 3. soloalbum udkom i sidste måned. APPETIZE mødte blues-guitaristen fra Aalborg til en snak om firserne, italiensk forelskelse, Ørkenens Sønner og stjernedrys fra Australien og ser tilbage på hans lange musikkarriere.

Tekst Dadi Halldorsson  foto Pia Hansen & privat 

Det er en yderst venlig og sympatisk mand, der møder APPETIZE’ udsendte denne forårsformiddag. Ingen storhedsvanvid, ingen kunstnerattitude.

Troels Skovgaard er fløjet til Nordjyllands hovedstad fra sin bopæl i Storkøbenhavn, hvor han siden 1983 har haft sin daglige gang. Her bor han sammen med sin kone og parrets to voksne børn.

Forkærlighed for Italien

Troels er italiensk gift. Som ret ung mand rejste han med tog til støvlelandet for at opleve noget nyt i sit liv. Og det blev til en øjeblikkelig forelskelse i landet og senere også i en af landets døtre – malerikonservator Elisabetta Bosetti. Hende mødte han på en af sine mange rejser til Italien op igennem firserne.

– Jeg tog af sted på Interrail en iskold og grå augustmorgen. Da jeg kommer syd for alperne, var det bare en helt anden verden, der tog imod mig. Folk smilede, maden smagte fantastisk og kaffen fuldstændig guddommeligt. Jeg blev håbløst forelsket i Italien med det samme, fortæller han.

Det var i 1980, at Troels skiftede Aalborg ud med øen Ischia, der ligger lige ud for Napoli. Og som en ung og ubekymret guitarist, kunne han sagtens klare sig i det fremmede land.

– Jeg var jo ung og fattig, men hvis bare jeg havde togbilletten i hånden og lidt lommepenge, så kunne jeg supplere med musik her og der. Jeg spillede forskellige steder og dengang kunne jeg også uden problemer sove på stranden, så der var ikke ret mange udgifter, jeg skulle tjene ind til, fortæller han grinende.

Forelskelsen til Italien var så stærk, at han stort set hver sommer rejse til landet i perioden 1980-1990. Til sidst mødte han så Elisabetta.

– Det var en fælles bekendt, der introducerede os for hinanden. Og allerede året efter var vi flyttet til Danmark. Nu er der så gået 22 år, siger han og smiler.

Parret har siden fået to børn og har altid kommunikeret på italiensk, hvilket er blevet Troels’ andetsprog.

– Vi har gang i to sprog derhjemme, så børnene er faktisk tosprogede. Det fungerer meget fint i dagligdagen og de har også stærke følelser til Italien. Vi rejser tit derned og en gang imellem også til Ischia, siger han.

Fra von Weber til Hendrix

Mødet med Italien gjorde samtidig hjembyen Aalborg til en endnu mindre by i Troels’ øjne.

– Tilbage i firserne var Aalborg drejet ret meget ind på den danske ”råberock-bølge”, repræsenteret af Kliché, TV2 og den slags, så jeg fandt, at det var klogest at forlade byen for at se om der skulle være nogen i København, der havde lidt mere sans for groove, melodi og harmoni, fortæller han.

Troels er født og opvokset i Aarhus, men flyttede til Aalborg som seksårig på grund af, at hans far fik arbejde her. Han lærte, ligesom de fleste andre fra hans generation, at spille guitar ved at lytte til tidens helte som The Beatles, Led Zeppelin, Deep Purple, Jimi Hendrix og Eric Clapton, men senere kom også de store inspirationskilder Steely Dan, Doobie Brothers og The Eagles.

– Jeg startede faktisk med at spille guitar, da jeg hørte Abbey Road med The Beatles. Det var min folkeskolelærer, der spillede den for os, og jeg var helt solgt med det samme, siger han og griner.

Troels blev optaget på Nordjysk Musikkonservatorium i 1978, men opholdet blev ikke særlig langvarigt.

– Ja, jeg forvildede mig ind på det klassiske musikkonservatorium i et par år, men Fernando Sor og Carl Maria von Weber klarede ikke rigtig konkurrencen med Hendrix og co, fortæller han med et smil.

_MG_6043København og Bamboo Brothers

Troels kunne i starten af firserne mærke, at han var nødt til at søge nye græsgange for at få udlevet sine drømme med musikken. Derfor valgte han i 1983 at flytte til hovedstaden.

Det resulterede i dannelsen af Bamboo Brothers. Bandet udgav to plader, nemlig ”No easy way” og ”Bamboo Brothers”. Sideløbende med det var Troels involveret i mange andre projekter og spillede med folk som Tamra Rosanes, Elisabeth, Savage Rose udover at være med i diverse husorkestre på TV.

– Jeg har været forskellige steder, blandt andet som en del af Bob Ricketts orkester, hvor vi har backet det meste af toppen af poppen i Danmark, men hvor vi også turnerede rundt med Bobs egne ting. Her for nylig var jeg også guitarist på Ørkenens Sønner, hvor vi efter flere måneders optræden i København rejste landet rundt med showet, fortæller han.

Bamboo Brothers endte med at eksistere i over ti år, eller fra cirka 1983-1994, og turnere – udover hjemlandet – rundt i både Tyskland og Sverige.

Bandets største hits var uden tvivl ”Johnny told Susie” og ”Stay down Carolina”, begge skrevet af Troels Skovgaard.

Fra Bamboo til solokarriere

Efter Bamboo Brothers opløsning producerede og arrangerede Troels albummet ”Lyv mig natten lys” med sangerinden Laura Illeborg. Han komponerede desuden hovedparten af sangene på albummet, som blev nomineret til to Grammy’er i 1997. Desuden leverede han også musik til Jette Torps cd ”What if I do”.

I slutningen af halvfemserne indspillede han sin egen musik i Werner Studio, som han efterfølgende mixede i Feedback studiet i Aarhus. Men det var ikke før 2003, at han var klar med sin første plade, der helt enkelt fik navnet ”Troels Skovgaard”. Singlen ”Till I found you” fik en del afspilninger på P4 og kom i såkaldt rotation på radioen, hvor den af og til kunne høres helt frem til slutningen af 2012.

Troels’ andet album ”No matter how far I go” fra 2006 var et dobbeltalbum med en vokal CD og en instrumental CD. Fra det album har sangene ”Dive for pearls” med Toots Thielemans som gæst og tre andre sange roteret på P4.

I 2007 fandt bluesnummeret ”Talk too much” endda vej til finalen i en international bluessangskriverkonkurrence, hvor finalen blev afholdt i Finland.

– Det var en meget sjov oplevelse og nummeret fik også airplay i Finland, og det nåede faktisk helt til en australsk bluesradiokanal. No matter how far I go albummet har også fået airplay på en makedonsk blueskanal, fortæller han.

Troels’ første to albums fik anmelderroser, ikke mindst i udlandet, hvor dobbeltalbummet endda fik 10 ud af 10 stjerner på det engelsk/finsk/ungarske Rock Uniteds website.

Efter mange år som solist fandt Troels i slutningen af 00’erne sammen med resten af Bamboo Brothers for at udgive en plade.

– Jeg komponerede en del sange til albummet og lavede en del af indspilningerne i mit eget hjemmestudie. Albummet, der kom til at hedde Moments, udkom i al hemmelighed i Danmark. Men det fandt sjovt nok vej til det australske website “My Global Mind”, hvor det fik 10 ud af 10 stjerner, erindrer han.

The Album – tilbage til rødderne

Nu er Troels Skovggard igen aktuel med en ny soloplade, THE ALBUM songs of life, love and lies, hvor de 10 musiknumre godt kan lede tankerne hen på kunstnere som The Beatles og Steely Dan.

– Ja, jeg har tidligere været meget inspireret af blues-genren, mens jeg på min nye plade har søgt tilbage til rødderne, til The Beatles’ Abbey Road og Steely Dan. Overordnet er mange af sangene på albummet blevet til med akustisk guitar som hjælpemiddel.
De er lavet i forskellig slags fingerspilsstil ud fra ønsket om, at kun guitarakkompagnementet og vokalen skulle kunne bære nummeret, siger han.

Næstsidste nummer på albummet har Troels skrevet til en af sine gamle venner fra Aalborg.

– Det er ikke så tit, jeg selv skriver tekster. Musikken kommer nemmere til mig. Jeg skal ligesom have en ydre anledning til at lave en tekst. Noget der presser sig på eller vedkommer mig i særlig grad. Teksten på Too Tired handler om en af mine gamle venner og tidligere elev. Jeg fik en mail over Facebook om, at han var død. Han levede ikke særlig sundt, drak mange bajere og røg mange smøger, tjald og sådan noget. Men jeg tænkte, at den søde fyr skulle have en lille blues med på vejen, så nummeret og teksten er lavet til ham, fortæller han.

Samtalen med APPETIZEs udsendte lakker mod enden og musikerens fly tilbage til København afgår først om et par timer. Troels, der stadig har gode venner i hjembyen Aalborg, takker af med samme venlighed som før og haster videre ud i byens gader for at hilse på nogen af sine venner og bekendte.

Tilbage står magasinets udsendte med The Album i hænderne. En plade, der nok skal blive slidt op af cd-anlæggets laserstråler.