046A7342_OKTigeren fra Vietnam, som blev tvunget til at tage springet. Endte i Danmark, som bådflygtning i 1979. Derefter grillbars-barn i Aabybro og senere student fra Katedralen. Stewardesse i Schweitz. Senere restauratør med stor succes. Kogebogsforfatter, TV-kok og ikke mindst ultra feminist, der går sine helt egne veje. Thomas Lysgaard møder Anh Lê, som verdenen har skabt hende.

Tekst: Thomas Lysgaard  Foto: Ida Wang

 

Du kan også læse artiklen i vores e-magasin – tryk her

 

”Livet er for kort til at gabe over for meget”. At dette udsagn kommer fra en lille, uomtvisteligt fotogen vietnameser, er ikke blot mildt overraskende på den uforpligtende, morsomme måde, der ligger i, at gastronomer vel dybest set bør elske al mundgymnastik – også dét at gabe over noget.

Indrømmet er morskaben også begrænset og hurtigt overstået set fra dette smalle perspektiv. Snarere virker det umiddelbart paradoksalt, når personen, der således afslører sin indsigt, samtidig er blandt Danmarks mest eksponerede gastronomer. Hun er medejer af 4 københavnske restauranter, kan tælle 150 ansatte i sit lille imperium, har været vært i en programserie om det vietnamesiske køkken på DR2, har forfattet 2 kogebøger og leveret opskrifter til en tredje om klimamad og er ambassadør for organisationen SOS Børnebyerne – og i øvrigt enlig mor til Thor. På denne dag, hvor samtalen er sat i scene, har hun med største naturlighed lavet mad i Go’Morgen Danmark i flere timer inden. Mindre overraskende ville konstateringen af at ”livet er for kort til ikke at gabe over noget” have været, og sådan hænger livet naturligvis også sammen; navnlig for dedikerede topkokke, der lever hæsblæsende liv med kompromisløse ambitioner og et arbejdspensum, der får en normal fuldtidsstilling til at ligne en hyggetime i sandkassen – med frugt. Egentlig er dette
paradoksalt, for enhver form for madlavning kræver sans for balance og harmoni.

Et harmonisk krav, der gør gastronomien til en rig leverandør af metaforer omkring Det Gode Liv, men få seriøse køkkenchefer går den nærliggende livsvej, som det er at skabe en hverdag – ikke blot nogle tallerkener – med harmoni og balance.
Anh gør.

Hun har som få evnet at lade erfaringerne fra et hektisk liv med mad overskride grænsen til resten af eksistensen, viser vor samtale. Et par timer i selskab med Anh vil indebære adskillige momenter af klokkeren visdom.

046A7188_OKFra bådflygtning til restauratør

LêLê-restauranterne er blandt de forreste fortolkere af det vietnamesiske gadekøkken i Danmark. En kort indføring i begrebet ”gadekøkken” er nem: Det repræsenterer omtrent den mest elementære udgave af en beværtning, en slags ”urrestaurant”.

Personen, der driver beværtningen, laver dagligt én ret, som bringes ud i offentligheden og sælges. Når gryderne er tomme, lukkes biksen for dén dag. Inspirationen til denne enkle næringsvej kommer ikke langvejs fra.

Anhs mormor var en frapperende smuk, adelig kvinde, der – på grund af jalousi og andet bøvl, som Anh forklarer – forlod sin anden mand med sit yngste barn og drog til Sydvietnam. Her opretholdte hun eksistensen netop ved at sælge sin velsmagende mad på gaden, indtil hun mødte Anhs morfar; eller ham, der senere blev det. Han var velhavende, kom fra minerne i nord og tog til byen for at ryge opium og divertere sig selv med behagelige eskapader, ganske i den franske kolonimagts overklasses tradition. Anhs mormor bevægede sig altså atter op – langt op – ad den sociale rangstige, indtil de franske koloniherrer forlod landet. Hen over et par måneder måtte hun, for anden gang i sit liv, se en luksuøs tilværelse erstattet med en der var pauver. Ikke en tilværelse på grænsen til overlevelse, bare uden enhver form for ekstravagance… ”kedelig” opsummerer Anh, ingen Foie Gras eller Confit de Canard i celeber konservesindpakning, bare ris… ris… og flere ris.

Anhs mor nåede, ligesom sin egen mor, altså at opleve en ret behagelig og ukompliceret tilværelse indtil 14-års alderen, men måtte vænne sig til en vansmægtende risdiæt, da Frankrig forlod Vietnam. Hun vidste ikke, hvad der var op eller ned på et bambusskud, men lærte at lave mad sammen med sin mor, da gadekøkkenet igen blev familiens hovedsaglige indtægtskilde. Som en parallelforskydning af sin mors livsbane blev hverdagen mere velstående da Anhs mor mødte og giftede sig med Anhs far. Endnu engang betød en fremmed nations exit – denne gang USA’s afbrudte engagement i Vietnam – at alt forsvandt.

046A7301_OKAnhs far havde arbejdet i den amerikanske marine, absolut ikke en favorabel position at befinde sig i Vietnam i, så familien beslutter sig for at flygte ud af landet. Faren indvilliger i at fungere som kaptajn på en flygtningebåd under forudsætning, at både kone og 4 børn kommer med. Adspurgt om ”hvordan dén begivenhed oplevedes af en 5-årig” kommer svaret kort, kontant og uden tøven: ”Det var frygteligt!”. Båden fragtede omtrent 1.000 flygtninge, alt for mange i forhold til normaltilstanden, men dette var så meget undtagelsestilstand, som noget kan være. Anh så medpassagerer – uforsigtige, legelystne børn – falde over bord og blive ædt af hajer, pirater dukkede op på lukrativ jagt efter disse nødstedte, der havde medbragt så mange værdigenstande som muligt, i håb om at kunne købe sig til en ny tilværelse. Båden blev afvist i adskillige havne, fordi de lokale myndigheder ikke ønskede at belemres med nødstedte vietnamesere. Anhs far, kaptajnen, måtte gennemføre en strategisk grundstødning på et rev for ikke at kunne blive afvist, og således tilbragte familien 3 måneder i en indonesisk flygtningelejr inden de sent i 1979 stod i Danmark.

”Mine forældre var faktisk ret cool. De fortalte, at det ville blive frygteligt, men at det ville ende godt, vi ville komme til et sted, der var dejligt. Så vi – min brødre og jeg – følte os grundlæggende trygge, selv om der skete disse ting omkring os; mennesker, der lå i lag på båden og tørstede – nogle døde af tørst – og andre, der kom op at slås om mad”.

Anh mener selv, at det har givet hende et svagt punkt, eller rettere, hun har senere i livet fornemmet dette svage punkt, for først føltes erfaringerne som en styrke.

”Jeg er blevet hård. Meget hård. Jeg tror, jeg kan klare alt, fordi jeg har set mange ting, der er værre. I starten tænkte jeg, at det var en fordel, fordi jeg ikke giver op og er parat til at knokle, men det er faktisk ikke altid en fordel. Jeg har svært ved at græde med mindre det gør virkelig, virkelig ondt. Mange af de psykiske problemer jeg så folk have i Danmark, mente jeg var velfærdssygdomme – stress, depression, nervøs spisevægring – det var lidt pjattet. Og så kommer man selv i risikozonen for at blive syg. Hårdheden var en hjælp i begyndelsen, for jeg pisker mig selv konstant og det bliver der skabt noget af, men hårdheden skal balanceres”.

Tilsyneladende er styrke også i denne sammenhæng et relativt begreb; metal bliver også træt og sten forvitrer.

046A7258_OKDen første gang

Fra erindringens dyb henter Anh den begivenhed op, som tog hendes gourmet-mødom: Det første restaurantbesøg, som hendes storebror iscenesatte, fordi han småforarget konstaterede, at hans søster intet vidste om de koder for opførsel og gebærden en ”finere” restaurant fordrer (eller fordrede sidst i 1980’ernes Aalborg, hvor ingen restauranter nord for Aarhus endnu havde markeret sig med noget, der lignede international klasse, ja, ikke engang national klasse, så Anh var ærligt talt lidt undskyldt).

Anh var 16, gik i gymnasiet, hjalp til i forældrenes grillbar i Aabybro og festede efter eget udsagn ganske vildt igennem i Jomfru Ane Gade (hun var dog 16!). Hendes storebror gav hende et tidspunkt i næste uge, hvor han forventede, at Anh havde klædt sig pænt på og ventede på ham for enden af Gaden, som hun definitivt uden problemer vidste, hvor lå. Efter en meget kort promenade sad de på restaurant Provence med stedets berømte skaldyrsfad, som naturligvis omfattede de notorisk berygtede østers. Men hun måtte skuffe storebroren. Hun blev ikke skræmt og forlegen over de skalomkransede bløde, levende legemer, der lå der, nyligt vristet åbne og i egen saft.

”Jeg havde jo læst Henry Miller, jeg kan ikke lige huske hvilken historie, det var, men hans beskrivelser af Paris havde forberedt mig på dette øjeblik. Jeg havde aldrig smagt en østers før, men jeg var så parat – og jeg elskede det! At sidde på en restaurant og nippe til et glas vin, mens man spiser østers… det er så erotisk; alle ved, at hvis man er ude på at forføre en mand eller en kvinde, så virker østers bare. Denne forfinede sensualitet, åhh.. Det er ikke vulgært, det kan ikke gøres enklere, det kan ikke være mere kompromisløst afhængigt af råvarens – den rå vares – kvalitet.”

Anh vidste nøjagtigt, hvordan det skulle gøres, fordi Henry Miller havde beskrevet akten.

Ungdommen i køkkenet

I halvandet år arbejdede Anh på Fiskerestaurant Penny Lane, hvor hendes daværende kæreste kæmpede i køkkenet sammen med Henrik Rosdahl, som på det tidspunkt – i begyndelsen af 1990’erne – endnu ”kun” var et eksplosivt, dramatisk talent i dansk gastronomi. Penny Lane blev senere kulminationen – indtil videre – i norddansk madhistorie, med Den Danske Spiseguides tildeling af titlen ”Årets Bedste Restaurant” i 1997, og Henrik Rosdahl figurerer i dag på Spiseguidens redaktørs kanon over vigtigste begivenheder i dansk gastronomi – blandt de 12 vigtigste og grundlæggende elementarpartikler på linje med begrebet ”smørrebrød” og fænomenet Søren Gericke. Men i begyndelsen af årtiet var kanoniseringen ikke manifesteret, og Anh fik lov til at medvirke i den intense stemning, der altid hersker i en lille virksomheds stab, når vejen mod stjernerne betrædes med uimponeret ildhu.

”Per Aspera Ad Astra”-citatet (”gennem vanskeligheder mod stjernerne”) beskriver, at talent ikke er en ringe forudsætning at besidde, når storhed skal opnås, men uden flid og benhårdt arbejde nås ingenting. Benny Andersen har anskueliggjort dilemmaet med en mere dansk åre: ”Man bliver ikke forfatter fordi man kan skrive, men fordi man ikke kan lade være”. Og der blev knoklet. Knokleri var ikke på nogen måde fremmed for Anh, tværtimod, men det var på Penny Lane, at hun første gang mærkede anmeldelsernes magt; både udadtil – i form af øget efterspørgsel – og indad, som motivatoren for at glædes, frydes, feste igennem og så stå op næste morgen og være tilstrækkelig utilfreds med gårsdagens tilstand til at knokle videre. At være i et permanent spænd mellem ”bedre end i går, dårligere end i morgen”. Anhs liv var indkapslet i mad – arbejdet og overlevelsen i forældrenes grillbar – men at mad kunne repræsentere en højere mening og fungere som livsfylde var nyt og epokegørende i hendes indre landskaber. Ernæringens apotheose, så at sige…

046A7160_OKUdlængsel og store drømme

I 1995 rejser Anh til Vietnam efter at have udlevet den teenagebårne drøm om det romantiske semi-bohemeliv, som Henry Millers litteratur havde tændt i hende.

Landet er ufatteligt fattigt, men guddommeligt smukt, og alt, der kan sanses – farverne, duftene, luftens tekstur og lydenes klang – imprægnerer fornemmelsen af forelskelse i den 22-årige Anhs sjæl med en styrke og soliditet, der den dag i dag forvandler hende til et forelsket menneske i hvert eneste af de øjeblikke hun befinder sig i Vietnam. Hun bliver forelsket, ikke blot i en tilstand eller en idé eller sansningspartitur, nej, i en helt konkret mand, Pierre Truchot, som er franskmand og restauratør i Saigon.

Da hun vender tilbage til Danmark efter 2 år for at tage den kortest mulige uddannelse, hun kan opsnuse – det bliver en markedsøkonomisk en af slagsen – er hun stadig forelsket, både i Pierre og Vietnam, så hun flytter til Frankrig for at blive gift med Pierre og lader Vietnam være Vietnam et stykke tid. De bosætter sig i Alperne, tæt på grænsen til Schweiz, som er mægtig berømt for landskaber og landbrugsprodukter, men en kende bondsk til at fænge en flamboyant, ung kvinde, der stadig drømmer om New York eller Saigon. Praktisk i forhold til hendes nye job som stewardesse hos SwissAir, men ikke så glamourøst.

I 3 år sidder Anh hver aften i sin frustration over ikke at ville det liv, hun befinder sig i, og tegner og maler retter i en scrapbog – mest vietnamesiske, men også franske og thailandske. En proces, hvor hun ubevidst skærer den fremtidige LêLê til med forbløffende præcision.

Da hun i 2003 vender tilbage til Danmark – denne gang København – og Pierre følger med, fordi det er det, han må gøre, hvis han vil være sammen med Anh, er det ikke blot kimen til gadekøkkenrestauranten, der er lagt, men hele den grundlæggende plan omkring farver, stemning, stil, tempo og kadence. Nåja, og menuens sortiment, selvfølgelig. Maden skal være lækker selv om den er hurtig at lave – til en masse gæster. Fast Slow Food!

046A7320_OKStarten på et eventyr

”Da jeg kom hjem, gik jeg simpelthen i køkkenet sammen med min mor for at lære at lave mad!”.

LêLê version 1.0 havde et lille køkken på 10 m2, hvilket på allermest prosaiske vis begrænsede udvalget.

”Vi havde 10 retter at vælge imellem. Forårsrullerne blev rullet klokken 16-17, hvor vi sørgede for at have plads i køkkenet til dét, og klokken otte var de 2 kasser udsolgt. Fordelen var, at folk lærte at være der i tide – inden der blev meldt udsolgt. Så mens vi kun havde den lille (restaurant) var der en kø på 3 timer. Vi tog imod folks mobilnumre og sendte dem ind til naboen, så ringede vi, når der var et ledigt bord. Da vi åbnede den store begrænsede køen sig til 1,5 timer. Og så havde vi glemt én ting: Vi var nordjyder og var vant til at konkurrere blandt andet på prisen. Men prisniveauet i København var helt anderledes, så vi blev nødt til at hæve priserne, opdagede vi, da vi kom i gang“.

”Det første år satte vi priserne op cirka 10 gange; vi havde sat priserne alt for lavt – selv gæsterne sagde, at de var for lave! Jeg kan stadig tydeligt huske omsætningen den første åbningsdag. 8.000 kroner! I starten voksede den med 500-1.000 kroner dagligt. Dagligt! Vi var alt for vant til – fra Nordjylland – at gæsterne valgte med tegnebogen. Vi var simpelthen ikke vant til at smagen, kvaliteten, kunne være tilstrækkeligt argument for at vælge én restaurant frem for
en anden”.

Men smagen er heldigvis et rigeligt godt argument. I dag ejer Anh, sammen med sine 3 brødre og eksmanden Pierre, 4 restauranter – alle navngivet ”LêLê” – samt et 650 m2 separat produktionskøkken der forbereder dagens friske varer til restauranterne og catering ”ud af huset” til receptioner eller andre, mere festivitasrelaterede begivenheder. I alt 150 ansatte, når både fastansatte og løsarbejdere medregnes. Det, man på normalt hverdagsdansk kalder ”succes”. Heldigvis. For de repræsentative smagseksempler, Anh disker trakterende op med på dagen, vi mødes for at snakke om hendes liv, er ganske enkelt fremragende! Vidunderligt vellavede, veltænkte og vederkvægende i deres voluptuøse velsmag. Fast Slow Food. Ja præcist.

At leve for at arbejde eller arbejde for at leve?

Men… faren ved at være hårdtarbejdende er konstant nærværende. Stress og depressive tendenser ligger på lur i sindets mørklagte korridorer uanset hvilken menneskelig konstitution man ellers har. Anh har mærket sammenbruddet 3 gange.

”I begyndelsen kom jeg aldrig ud af mit køkken. Jeg var så beruset af det drive, som selvstændigheden og spændingen giver – ja, i starten havde jeg lyst til at sove i restauranten (og gjorde det faktisk i starten). Efter lukketid sad jeg med regnskaber til klokken lort om morgenen. Jeg sørgede for alt, ansættelser, fyringer, varebestillinger”.

Når livet bliver for ensidigt begynder horisonten umærkeligt at snævre sig ind, der bliver lavere til loftet og smallere til siderne. Lysten – livets umiddelbare begrundelse – smuldrer. Håbet eroderer.

”Jeg har flere gange haft lyst til at gå ned efter en pakke cigaretter… og så bare blive væk. Forsvinde.”

Og selv om denne trang til at forsvinde efter et smøgindkøb unægtelig illustrerer Anhs sans for poetisk gru i en kunstnerisk sjæl – hun elsker ikke Henry Miller for ingenting – så er det ikke sjovt at mærke mørket stjæle hovedrollen i eksistensen.

”Jeg kender tegnene nu. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg uddelegerer. Jeg sænker tempoet. Jeg koncentrerer mig om andre ting, som giver mig glæde og energi”.

Det er blandt andet her kogebøgerne og projektet med SOS-Børnebyerne kommer ind i billedet.

”Det er fantastisk for mig med min baggrund! Det kan godt være, at du ikke kan redde hele verden, men du kan starte et sted og gøre en lille smule. Og så breder ringene sig hurtigere i vandet, end de nogensinde har gjort før. Det er det fantastiske ved globaliseringen, internettet, de sociale medier”.

”Jeg tror på, at det vigtigste er at give børn en uddannelse; det er en langsigtet investering – om 10-15 år giver de selv viden videre til børn. Verden kan langsomt blive et bedre sted at være, hvis bare vi alle sammen hjælper hinanden.”

At give det videre, man selv har, kan altså både – akkumuleret set – blive tilstrækkeligt for planeten og give ens eget liv den diversitet, der frelser fra depressionen. Da jeg spørger til tidspunktet for den seneste stressnedsmeltning, svarer Anh, at det var lige før hun blev gravid. Aha! Ingen tilfælde siden hun er blevet mor? Kan dét hænge sammen?

”Thor holder mig fast til jorden. Uden ham havde jeg pakket min kuffert for længe siden for at lede efter det der grønnere græs. Han tvinger mig til at finde en indre balance og ro”.

046A7150_OKEn moderne mor

Anh havde ellers besluttet sig for at leve et barnløst liv, men midt
i hendes 30’ere fik hun pludselig skruk.

”Jeg overvejede at få frosset nogle af mine æg ned til senere brug… eller gå til en sædbank. Mine mænd forstår mig ikke! Jeg VIL ikke have en mand!! Men jeg følte pludselig at jeg skulle have et barn.
Så ham fik jeg skudt ind i programmet på trods af en meget tight kalender.”

På dette tidspunkt var Anh blevet separeret fra Pierre, men Thors fremtidige far, som havde kontor på tredje sal ovenover restauranten, mente at han kunne assistere og det kunne han, men da Thor blev et år, røg elskovsforholdet mellem Anh og Thors far. Anh beskriver dog stadig forholdet mellem de tre som meget, meget vellykket:

”Jeg har Thor hver anden uge, og der arbejder jeg kun 6 timer om dagen mens han er i børnehave. Resten af dagen kan vi være 200% sammen. De andre uger kan jeg knokle ligeså sindssygt, som jeg vil, men i ugerne med Thor er han det absolut vigtigste. Der er jeg blevet meget dansk: Jeg tror på, at man sagtens kan opdrage et barn – dele det eller alene – så længe barnet får de faste rammer, stabilitet og en masse kærlighed. Det gik ligesom jeg havde tænkt. Selvfølgelig er der en masse ting, hvor vi skulle gå på kompromis, men det der er så fantastisk ved Thors far er, at vi får det til at fungere – rigtig godt og mere til. Thor får så meget kærlighed.”

Nydelsen i nuet

Med denne måde at arrangere livet på, dukker der også dage op, som de tre lykkelige – ganske enkelt lykkelige dage – som Anh oplevede i sidste uge. Hver af disse tre dage cyklede hun ud til en badebro – ”en meget, meget lille badebro” – på Østerbro. Hjemmefra havde hun provianteret, undervejs fouragerede hun og havde således byens billigste friske bær med.

3-4 timer i solen på broen gør hende varm til den inderste marv. Hun spiser lidt fingermad og bærrene. Varm og mættet går hun op og køber en flaske iskold rosé, som hun sætter sig og deler med sig selv.

”Dage som dem kan du ikke købe, du kan ikke bestille dem på forhånd. De er ubetalelige. Dagen er ubetalelig!”.

Jeg sørger hende direkte, om hun har fået et lykkeligt liv.

”Min mor siger: ”Du er sgu den klogeste”. Jeg har fået det, jeg ville, nået det, jeg ønskede, jeg er blevet mor – og jeg har stadig min frihed. Jeg har været meget, meget heldig”.

”Jeg har aldrig troet at jeg skulle bosætte mig i Danmark. ”Jeg tager videre” tænkte jeg, men på et eller andet tidspunkt går den der danskhed i min rygmarv. Det der med roen og tiden… selvfølgelig er der også for meget navlepilleri, men man skal jo vælge at… når man laver sin egen friske forårsrulle kan man selv vælge, hvad man vil have i den her rulle, ikk? Efter 12 år har jeg fundet ud af, hvad jeg gerne vil have for at skabe balance i mit liv. Men jeg fandt sgu ud af, at med tiden ER jeg blevet forelsket i danskheden… meget… og så kan man jo altid vælge at koge den brune sovs ind med lidt chili eller soyasauce, det kan man jo godt.”

At falde på plads

Vi kommer afsluttende til at udveksle beklagelser om den misforståelse, som venner og bekendte tit bevæger sig hen i: De forventer, at professionelle indenfor madbranchen ikke gider at spise deres amatøristiske mad.

”Men jeg elsker andres mad og jeg sætter meget høj pris på den indsats, de viser ved at lave mad til mig – jeg er meget ydmyg. En af mine elskere laver fantastisk mad til mig.” siger hun med en rolig glød i stemmen, som afslører, hvor tæt sammenvævet kærligheden til livet er med kærligheden til gastronomien.

Uadskilleligt er livets og madens tråde infiltreret i hinanden. Indtil de sammen danner et hyperfint væv i Anhs sjæl; et væv, der bliver til det smukkeste stof i den menneskelige sjæl: Ånd.

”Man kan sige at jeg aldrig har set mig som indvandrer eller udlænding, jeg har faktisk mere set mig selv som europæer i Danmark. Jeg har altid haft så travlt med at flygte fra Danmark, fordi det er så lille, du ved, teenagersyndromet. Så sidder man og drømmer sig verden rundt. Der er sket en udvikling i restaurationslivet i Danmark. Græsset er altid grønnere og så videre. Jeg fulgte ikke med i debatten, samfundet. Som selvstændig er det så farligt ikke at løfte hovedet. Jeg kunne ikke finde min inspiration – men jeg vågnede op til at ”København er også fantastisk – at cykle igennem for eksempel, og der gik det op for mig, at inderst inde er jeg meget mere dansk end jeg troede. Det man skal er at finde sin egen opskrift; græsset er ikke grønnere på den anden side. Du skal selv sørge for at der er grønt der, hvor du er”.

 

VIND EN SIGNERET UDGAVE AF BOGEN – I samarbejde med Forlaget Gyldendal udlodder APPETIZE 10 eksemplarer af “LêLês Det Grønne Køkken” skrevet af Anh Lê. Du skal blot svare rigtigt på et enkelt spørgsmål for at deltage i konkurrencen. – tryk her

Konkurrencen løber frem til den 30. september 2014.

 

le-LELES-GRØNNE-KØKKEN-forside_OKLêLÊs
Grønne Køkken

I sin bog giver Anh Lê læserne inspiration til lækre vietnamesiske retter med masser af grøntsager og krydderurter. Her er både opskrifter på spændende fingermad, udsøgte supper og friske salater.

 

CV

Job:

Grillbar ekspedient 1986 til 1999
Tolk for Nordjyllands Politi 1990 til 1997
Projektleder for MBL, Marked research company, 1996 Vietnam
Stewardesse, Swiss Air 2000 til 2003
LêLê 2003 til nu

Forfatterskab:

LêLê‘s Gadekøkken 2008, Gyldendal
LêLê‘s Grønne Køkken, 2014, Gyldendal
Opskrifter i Bedre Mad. Kokkenes Klimakogebog, 2010

TV:

Vært på Spis Vietnam, DR2
Gæstekok på DR og TV2‘s Go’ Morgen Danmark

 

FAKTA:

Navn:
Anh Lê

Fulde navn:
Anh Lê Yen Hoang

Født:
1974

Fødeby:
Saigon, Vietnam

Bopæl:
Frederiksberg

Civil status:
Single and enjoying it

Børn:
En søn

Uddannelse:
Aalborg Katedralskole, sproglig linje
Aalborg Handelsskole, markedsøkonom