Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_01Man tror, det er løgn – men dette er artikel om en

EKSTREM VILD PRÆSTATION

den 33-årige Ole fra Aalborg fordobler om få måneder sine præstationer og sætter dermed den ultimative verdensrekord.
– det er med stolthed, at APPETIZE præsenterer: Ole Mose Nielsen

 

Ole ligner det, han er – en stille og rolig datamatiker. Men inde i ham bor nok Nordjyllands mest stålsatte personlighed. Han har nemlig – uden nogle særlige forudsætninger og som den eneste i verden – gennemført en syvdobbelt ironman og afsluttet med at nå toppen på Mount Everest. Fra nordsiden og i første hug.

Tekst Sussie Vinkel Foto Per Sørensen, Poul Nielsen & Ole Mose Nielsen

 

Du kan også læse artiklen i vores e-magasin – tryk her

 

De fleste unge mænd kender situationen: Klokken er 04.30 lørdag nat, der er kvalt adskillige fadbamser i Jomfru Ane Gade, man føler sig almighty, og ens bedste venner bliver endnu bedre og pænere, end de plejer at være. Pludselig falder talen på, hvor meget man egentlig tør. Og man tør alt. En halv time senere sidder man i triumf på ryggen af tyren på Vesterbro, eller man står og lægger an til et hovedspring fra Limfjordsbroen.

Det begyndte med et væddemål

Og så er der dem, der går all in. Dem for hvem tyren og Limfjordsbroen og 10 meter vippen i „Frieren“ (Friluftsbadet, red.) er kedeligt og forudsigeligt. Den 33-årige aalborgenser, Ole Mose Nielsen, hører til den sidste kategori. Han tabte et banalt væddemål, og prisen for det var, at han skulle gennemføre seks maratons i seks kontinenter på 13 dage.

Da det næsten var vinget af, blev han i fuldskab på Pigen & Trompeten udfordret af sin kammerat, Casper, til at gennemføre syv maratons på syv kontinenter på syv dage.

– Det hele begyndte for tre år siden, hvor jeg rigtigt nok væddede med min chef, Kim, og tabte. Jeg KAN ikke huske, hvad væddemålet gik ud på, men det var et eller andet totalt ligegyldigt og banalt.

Jeg var helt skråsikker, da jeg indgik væddemålet, for jeg var sikker på at vinde. Jeg husker stadig den dag på kontoret, hvor det gik op for mig, at det var klokkeklart, at jeg havde tabt. Jeg forsøgte lige i tankerne sådan hurtigt at finde en måde at fortolke mig ud af det på. Men det kunne jeg ikke, og så måtte jeg jo tage konsekvensen af, at jeg havde været så påståelig. Så jeg måtte jo bare af sted. Jeg fik ikke rigtig trænet noget særligt, for det var jul og hyggeligt, og jeg tog af sted mellem jul og nytår, fortæller Ole. Han forklarer videre, at han var ”sådan lidt småbetænkelig”, for han havde aldrig gennemført et maraton før, så han havde i virkeligheden ingen anelse om, hvad han gik ind til.

– Jeg havde kun gennemført et halvmaraton – og der var jeg dælme træt, men jeg kom af sted, og det første maraton løb jeg på Cuba Cabana strand, og det var megahårdt. Derefter blev det lettere og lettere, for jeg løb mig jo i form, griner Ole.

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_03Fra en stille og rolig kernefamilie

Ole er vokset op som enhver anden i en stille og rolig kernefamilie. I bogen står der: ”Min vej gennem barndom og ungdom var ikke overstrøet med sportsmedaljer, trofæer eller pokaler, der vidnede om et helt særlig fysisk talent. Faktisk er jeg bare en middelmådig, men højtråbende og kommanderende fodboldspiller i serie 2…”

– Hvis man spurgte mine lærere i folkeskolen, ville de overhovedet ikke sige, at der var noget specielt ved mig. De ville nok sige, at jeg var en stille, rolig og helt almindelig dreng, siger Ole. Han har dog hjemmefra lært, at man skal arbejde for tingene,
og at det kun er dovne mennesker, der ikke tjener deres egne penge.

Så han har haft et utal af fritidsjobs, fra fejedreng til frankeringspige, siger han selv.

– Og så har jeg ellers fået en masse støtte og kærlighed fra mine forældre.

Røven ud af bukserne

– Masser af ting i mit liv er egentlig sket ved tilfældigheder. Da jeg blev datamatiker, var det også en tilfældighed. Jeg valgte studiet, fordi jeg tænkte, at det måtte være noget med matematik, som jeg er god til. Det viste sig, at der overhovedet ikke var matematik i det, så det første år på studiet var ekstremt hårdt for mig, men jeg valgte at arbejde røven ud af bukserne. Jeg havde ikke umiddelbart talentet, men alligevel opnåede jeg en af de højeste karakterer på studiet – ene og alene på grund af hårdt arbejde, siger Ole. Og med den historie nærmer han sig måske noget af forklaringen på hans ekstreme evne til at klare ting, som, andre synes, er uovervindelige. Forfatteren til hans bog ”Drivkraft” beskriver det samme i forordet: ”Det er Oles psyke, der er noget helt særligt. Han kan fokusere sine mål og sin vilje til at nå dem så intenst, at han får sin krop til at præstere det, han vil have den til. Uanset forholdene omkring ham og uanset den tilstand, han er i. Ole er altid i stand til at tro på, at alting nok skal gå godt.”

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_05Vildere og værre

Da Ole kom hjem fra maraton-udfordringerne, var han godt tilfreds, men han ville udfordre sig selv endnu mere. I bogen forklarer han det sådan: ”Helt traditionelt er næste skridt på den stige ofte en ironman.
Men helt ærligt, og med fare for at lyde hoven, blæret eller bare på nordjysk; træls – sådan er det ikke ment – så er der bare rigtigt mange efterhånden, der har gennemført en ironman. Det er blevet menigmans manddomsprøve, der helst skal gennemføres, inden man bliver 50 for at tilbageerobre retten til at føle og opføre sig som en 25-årig. Jeg besluttede mig for en syvdobbelt ironman, hvor destinationerne for hver aktivitet skulle være unikke. Det har ingen andre i verden gjort, viste lidt research. Jeg besluttede mig for at sætte yderligere trumf på og afslutte med et brag, der for en tid i hvert fald, ville lade mig være alene om bedriften. Jeg ville afslutte med at bestige Mount Everest. Verdens højeste bjerg.” Med andre ord: blev planen således: Svømning over Gibraltarstrædet fra Europa til Afrika, syv maratons på syv kontinenter på syv dage, 1260 kilometer på cykel rundt om verdens mest højtbeliggende sø i Bolivia og Peru, hvor „Dødens Landevej“ var en del af ruten og så til sidst bestigning af Mount Everest.

Himmelbjerget var min bjergbestigningsrekord

– Det har været fire helt unikke oplevelser, og jeg kan ikke sige, hvad der er hårdest. Svømningen var klart en udfordring, fordi jeg knap nok kunne svømme. Faktisk var det jo sådan, at jeg året forinden alt dette her knapt kunne svømme, jeg ejede ikke en cykel, og Himmelbjerget var min bjergbestigningsrekord, siger Ole og dvæler lidt ved den 17 kilometer lange svømmetur over Gibraltarstrædet.

– Da jeg lå der og svømmede og nærmest blev kvalt af bølgerne, fordi jeg ikke havde en ordentlig teknik, der forstod jeg pludselig,
hvor betydningsfuld den der sorte streg i svømmehaller er.

Det var virkelig svært at orientere sig. Det var i modstrøm, der var bølger, og der var masse af hajer. Da jeg fandt ud af det med hajer, lavede jeg en eller anden form for statistisk, mentalt arbejde. Jeg fandt ud af, at det kun var hvert andet år, at nogen blev bidt dér, og så håbede jeg og satsede på, at der var en eller anden tysker, der allerede havde fået kniven. Den slags mind-games eller mental benægtelse har fået mig til at overvinde meget undervejs. Det virker på den måde, at jeg beslutter, at det ER sådan og sådan, og så tænker jeg ikke mere på det. Jeg gjorde lidt det samme med Mount Everest. Jeg vidste godt, hvor mange der statistisk set døde på vej mod toppen. Men så regnede jeg ud, okay – hvor mange i min situation, i min alder og i min form, der dør på Mount Everest….? Ikke ret mange vel, blev jeg enig med mig selv om.

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_06Først Manaslu

Ole fortæller, at den største udfordring ved den vilde beslutning var forberedelserne.

– Jeg skulle jo både passe mit job, være far, forberede mig og lære at klatre i bjerge, så tid og økonomi blev en knap faktor. Min approach til det blev, at jeg ikke havde tid til at lære af mine egne fejl, så jeg ville lære alt, hvad jeg kunne, af andres. Jeg fik et møde i stand med Russel Brice – ham fra Discovery Channel– og han fortalte mig, at jeg bl.a. kunne halvere risikoen for at dø ved at bestige Manaslu først. Verdens 8. højeste bjerg, siger Ole.

Turen til Manaslu, der jo egentlig var tænkt som en slags ”let generalprøve” endte med at blive vanvittig dramatisk.

Så dramatisk at Ole var tæt på at miste livet. For det første var han ved at falde i en gletcherspalte og endte med at hænge som en anden tegneseriefigur i Tom og Jerry, spændt ud med hænderne på den ene side af spalten og piggene på sine snestøvler hakket ind i isen på den anden. For det andet blev han sammen med sin gruppe ved camp 2, offer for en historisk stor lavine, der var 500 meter i bredden.

Det telt, jeg lå i, blev simpelthen kastet 15 meter fremad af trykbølgen fra lavinen. Teltet landede to meter fra en afgrund, der gik 50 meter lodret ned. Vi var heldige i vores camp, hvor ingen døde, men i camp 3 døde der 12, fortæller Ole. Det var naturligvis noget af et chok, og langt over halvdelen af ekspeditionen valgte da også af vende om og forlade mareridtet på Manaslu.

– Jeg tænkte situationen igennem og blev enig med mig selv om, at det ikke var lige nu, at jeg skulle trække stikket. Jeg vurderede, at det nok ikke blev mere sikkert end lige nu, hvor lavinen jo HAVDE været der. Det er igen noget med at ”kigge på kortet, træffe en beslutning, pakke kortet sammen og så fortsætte”. Seks dage efter lavinen stod jeg på toppen, fortæller Ole. I bogen står der om oplevelsen med lavinen: ”Vantro, rystede, lammede står vi og kan intet sige eller gøre. Tragedien er åbenlys, og ingen ord kommer os til undsætning, så vi kan forstå og rumme. Vi står der og er i live, fordi vores erfarne guide havde valgt at slå lejr i læ af en gletcher-spalte. For tilfældets skyld. Fordi der kan være mange laviner på dette bjerg på denne årstid.”

– Styrken ved en lavine er enorm. Jeg blev både imponeret og bange på samme tid. Den kraft har jeg ikke mærket nogen som helst steder før, siger Ole.

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_07Jeg har prøvet det, der er værre

Efter Manaslu kom så Mount Everest. En tur der tog to måneder.

– Det er svært at beskrive, hvor hårdt det er. Når man nærmer sig toppen, er man fuldstændig udpint, der er ingen mad og ingen ilt, hvert skridt føles som om, man løber fem kilometer, og jeg tissede blod. Kroppen reagerer på iltmangel ved at lukke ned rundt omkring, man kan ikke smage noget, og ens hænder og fødder risikerer at tage skade. Hvad man lærer om sig selv der? Man lærer – selvom det lyder banalt – at man virkelig kan meget mere, end man tror. Ligesom man altid kan presse nok tandpasta ud af en tom tube, kan man altid presse sig selv lidt mere. Mine venner er ved at være lidt trætte af at høre på mig, når jeg siger, at ”jeg har prøvet det, der var værre”. Men det er sådan, det føles. Det er som om, min grænse for frustration er blevet flyttet markant længere ud i forhold til alting. Før kunne jeg blive hidsig over rødt lys i lyskrydset, problemer på jobbet eller min græsslåmaskine. Nu er det blevet til småting, der preller af på mig. Når jeg tager ud og holder foredrag for erhvervsfolk, er det mit hovedbudskab. Den slags udfordringer, som jeg har gennemført, er selvudvikling på rekordtid. Så vil man lære en masse meget hurtigt, er det vejen frem at udfordre sig selv med umulige opgaver af den karakter. Jeg føler, at jeg hviler meget mere i mig selv nu, og mit selvværd er blevet større, siger Ole. Hans forældre syntes, at Mount Everest var en rigtig dårlig idé. Hans mor var i telefon kontakt med ham efter lavinen og beordrede ham hjem.

– Min mor mener, at jeg har lovet, ikke at bestige noget som helst andet end køkkenborde i fremtiden. Jeg tror nu kun, at jeg har lovet ikke igen at bestige Mount Everest fra nordsiden. Jeg har ikke sagt noget om sydsiden, griner Ole.

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_10Brækket skinneben – og videre

Der var også andre problemer end gletchere, iltmangel og hajer. På det tredje maraton fik Ole et såkaldt træthedsbrud på sit skinneben.

– Hvis jeg havde vidst det, havde det måske givet mig problemer, så jeg er glad for, at jeg ikke vidste det, siger Ole. I forhold til Mount Everest – den store finale – skulle man tro, at den største sejr var, da Ole endelig stod der på toppen. Ligesom i film – plante et flag og brøle af begejstring ud over bjergsiderne. Men sådan var det langtfra.

– Da jeg stod der på toppen af bjerget, var det ikke en forløsning. Det var slet ikke skønt. Man havde gået der om natten mod toppen, dødtræt med en pandelampe, så stod solen op, og vi var på toppen. Der følte jeg mig som en kat i et træ, der ikke tør komme ned igen. Der var frit fald til alle sider, og min højdeskræk slog til igen. Glæden og forløsningen kom først, da jeg var kommet ned og sad i en Jeep på vej væk fra basecampen. De andre i bilen sov, og der følte jeg en stille indre tilfredshed og vidste ikke, om jeg skulle smile eller græde. Jeg sad og var pissestolt af mig selv. Det var slet ikke som i fodbold, når man scorer og jubler over et mål.

Personligheden træder frem

– Jeg har lært meget om mig selv og om andre. Jeg er blevet langt mere overbærende i forhold til andre, jeg er blevet mindre perfektionistisk, og jeg kan være i pressede situationer uden at miste overblikket. Jeg har også lært, hvor tydeligt personligeden træder frem, når folk er maksimalt pressede. På Mount Everest var der selvfølgelig nogle, der havde svært ved at være overbærende, nogle blev egoistiske, andre vendte ryggen til og gik ind i deres telt.
Vi var ti, der gik mod toppen, og tre der kom helt derop, forklarer Ole. Turen ned af bjerget var hurtigere, men ikke mindre farlig eller nemmere.
– 90% af alle ulykker sker på nedturen, siger Ole. Da han kom ned og hjem, var det torsdag. Fredag morgen var han på arbejde igen.

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_08

Bog, foredrag og Facebook

– Jeg er utroligt glad for, at jeg igen er fit for fight, og at mit skinneben er ok igen. Jeg er også glad for, at mine kammerater siger, at jeg stadig er, som jeg plejer at være. Jeg har kun gjort det her for mig selv, men min Facebook om turen fik meget hurtigt 1500 følgere, og så fik jeg idéen til bogen og foredrag, fordi jeg havde en masse gode billeder. Bogen, ”Drivkraft”, blev et nyt spændende projekt, og den udkom i fredags, siger Ole glad. Han er på kort tid blevet en efterspurgt foredragsholder for erhvervsfolk, der gerne vil lære opskriften på, hvordan man bliver så stålsat og overvinder de indre dæmoner. Ole har også været i Go’Morgen Danmark og Aftenshowet.

– Det var sjovt, fordi det var direkte tv, og det er live. Jeg blev også interviewet af Cecilie Frøkjær over en sattelit telefon, samme dag som det med lavinen skete.

Kaos-management

– Der er masser af ting i det, jeg har gjort, der kan gives videre til erhvervsfolk. Hvis der er noget, jeg har lært, er det, hvor vigtigt det er at træffe bevidste valg og ikke tvivle på de valg, man træffer. Jeg er blevet meget bedre til at træffe bevidste valg og lave det, jeg kalder kaos-management, hvor man får styr på, hvad man vil og handler derefter; selv i pressede situationer. Det er meget lettere og mere tilfredsstillende for én selv, og det er meget lettere at manøvrere i for dem, man omgås, fordi de altid ved, hvor de har én henne. Når jeg er ude at holde foredrag, siger folk tit til mig, at jeg er sindssyg, når de hører om, hvad jeg har lavet. Det tager jeg som en slags kompliment, griner Ole og fortsætter:

– Folk går ud fra, at jeg er afhængig af udfordringer. Men det er jeg ikke. Det er ikke til at vide, om det næste projekt for mig bliver en urtehave, et helikoptercertifikat eller at bestige Mount Everest fra sydsiden, siger Ole. APPETIZE‘s journalist minder ham forsigtigt om, at han vist har lovet sin mor, at det er slut med bjerge.

– Nåe ja, det er også rigtigt…Men så holder jeg mig bare lidt væk fra hende i en periode, så går det nok, siger han med et skævt smil.


Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_0414 maratons, syv dage, syv kontinenter

Næste udfordring bliver en ny ener, der også er indgået i fuldskab på Pigen & Trompeten med Casper. 14 maratons på syv kontinenter på syv dage. Den 13. september løbes den første, og Ole lover, at de to sidste bliver løbet i Aalborg og i fødebyen Hadsund.

– Om jeg er i gang med at træne…? Ja, men det forbandede køkken tager længere tid end planlagt, siger Ole og peger ind mod et totalt tomt lokale, der langt fra ligner noget køkken. Han er, forklarer han, i gang med at sætte huset i stand, så hans kæreste Kristine kan flytte ind.

– Måske har turen også ændret mig som kæreste. Jeg har altid været meget tolerant, og det er blevet endnu mere markant, tror jeg.
Til gengæld er jeg også blevet mere konsekvent. Der er ikke nogen dikkedarer og frem og tilbage, hvis tingene ikke fungerer. Så tager jeg kortet frem, træffer en beslutning og handler derefter.

Ole_Mose_Nielsen_APPETIZE_09

Aldrig, aldrig mere?

Oles bog slutter med den nye udfordring:

”Aldrig, aldrig mere. Nogensinde. Uanset hvad. Det var Caspers og min klare aftale efter de syv kontinenter på præcis en uge. Det var så dybtfølt, at jeg endda sagde det på landsdækkende TV – aldrig mere.” Sådan står der på den sidste side i Oles bog. Og man forstår ham. Men der står også:

”Casper har overtalt mig. Vi gør det formentlig i sensommeren 2014. For vi skal træne væsentligt mere og mere seriøst til dette projekt. Vi skal planlægge løberuter og flytransporter bedre i denne omgang. Vi skal være i form til det.

 

 

Fakta:

Ole Mose Nielsen

Født:
16. september 1980

Fødeby:
Hadsund

Bopæl:
Aalborg

Civil status:
Kæreste med Kristine, der arbejder ved Energi Nord

Børn:
Natalie på 6 år

Beskæftigelse:
Consulting Mangaer ved EVRY

Uddannelse:
Datamatikker/Hd/Master i IT. Student fra Hobro Gymnasium i 1999

Far:
Er erhversfisker

Mor:
Er danseinstruktør

Søskende:
Storesøster og lillebror

Bedste ven:
Casper Juhl Simonsen, der er VVS-mand

Højde:
186 cm.

Startvægt:
82

Slutvægt:
70

 

 

Fakta om MOUNT EVEREST

Bjergkæde:
Himalaya

Land:
Nepal

Højde:
8.848 meter over havets overflade

Vækst:
4 mm årligt jf. forskydning af kontinentalplader

Dødsrate:
4,6% – ca. hver 20. der prøver, dør i forsøget

Dødsårsager:
Laviner, isskred, dykkersyge, fald, forfrysninger, udmattelse m.fl.
TUREN TIL TOPPEN

Temperatur:
Fra 15o C i bunden til -65o C på toppen

Sherpaer:
10 i alt i gruppen, men Ole bar selv sin baggage

Tid:
60 dage

 

Du kan også være interesseret i