Grethe Holmris - Foto: Søren SkjødtAPPETIZE har været i kirke. Vi har mødt Vor Frue Kirkes milde sognepræst, tidligere sygehuspræst, Grethe Holmriis. Hvor mange andre præster måske kan opleves som ”grå og kedelige”, så er Grethe lys og lattermild, inkluderende og åben for nye måder at fortælle det ældgamle budskab på.

Tekst: Sussie Vinkel  Foto: Søren Skjødt

 

Du kan også læse artiklen i vores e-magasin – tryk her

 

Hvis der blandt APPETIZE’s læsere er nogle, der interesserer sig for eksistentielle problemstillinger, selvudvikling, store åndelige spørgsmål og livet som sådan, så var det måske en idé at smutte inden om Aalborgs mest centralt beliggende kirke: Vor Frue Kirke, der ligger lige bag ved Algade. Kirken er omdrejningspunkt for både traditionelle højmesser om søndagen og mere utraditionelle arrangementer. Her er smukt og plads til alle – og så er det ganske gratis at komme i kirken. Man kan også være en del af kirkens frivilligkorps og give en hjælpende hånd.

Opvokset med bordfabrik

APPETIZE har besøgt kirken og drukket kaffe med kirkens milde, søde og kloge sognepræst, Grethe Holmriis. Hun har boet i Aalborg siden 1997, men er oprindeligt fra Bjerringbro.

– Min far, Bent Holmriis, havde en bordfabrik. Han var meget optaget af sit arbejde på fabrikken, men jeg husker mit hjem som et meget muntert og folkeligt hjem, og begge mine forældre var udadvendte og engagerede i lokalsamfundet i Bjerringbro. Min far, som døde sidste år, var blandt andet formand i menighedsrådet, fortæller Grethe.

Hun beskriver sin far som meget kreativ.

– Det er helt ufatteligt, hvad han har lavet i træ. Da vi ryddede op i hans hjem efter hans død, fandt vi nogle billeder – en slags collager – han havde lavet i forskelligt farvet finér.

Grethe Holmris - Foto: Søren Skjødt

Evner forpligter

– Hvis der er noget, jeg er opdraget til, så er det, at man nærmest har pligt til at udrette noget med de evner, man er udstyret med. ”Viljen til at ville skaber evnen til at kunne,” mente min far. Det har jo været godt ment, men det har virkelig hvilet på mig, det budskab, og det har indimellem været lidt tungt at bære, fortæller Grethe.

Hun var en pligtopfyldende pige, der passede sine mindre søskende, når der var travlhed på bordpladefabrikken, og så beundrede og elskede hun sine bedsteforældre.

– Min morfar var bonde, men en foregangsmand på mange områder. Han var blandt andet formand for den lokale sparekasse. Min mormor var en stærk kvinde, der hjalp andre og tog imod børn, der blev født i byen. Jeg kan huske, at når vi gik en tur ned ad gaden til frysehuset, så hilste hun til højre og venstre. Min farmor havde det sværere. Hun mistede et barn ved vuggedød, men jeg tror, at hun hele livet var ret alene om den sorg, for det var ikke noget, man talte om, og min farfar havde meget travlt på møbelfabrikken, som han havde før min far. Jeg er overbevist om, jeg har arvet noget af min farmors tungsind, selvom jeg omvendt også har et meget lyst syn på livet. Det har nogle gange gjort mig lidt tung om hjertet, alt det der med talent forpligter, siger Grethe.

Andersen fra Auning…

Som stor pige passede Grethe sine yngre søskende, når hendes forældre arbejdede. Det kunne være et krævende job.

– Jeg havde travlt, og jeg kan huske, at det altid passede med, at min søster Astrid sked i bleen, lige så snart mine forældre var ude af døren. Vi boede i et byhus, hvor der var en slags altan, der forbandt huset til fabrikken – der var telefonen, og når den ringede, skulle jeg også tage den og sørge for at tage imod besked fra dem, der ringede. Jeg var altid bange for, at jeg ikke kunne høre, hvad der blev sagt, når en eller anden ”Andersen fra Auning” ringede og bestilte borde. Møbelfabrikken producerede bl.a. konferenceborde i teak og mahogni, og jeg kan huske, at de havde ”hollandsk udtræk.”

Vi VIL hinanden

I skolen var Grethe en af de dygtige. Hun var stille og ordentlig i timerne, men kunne sagtens lave sjov og ballade med kammeraterne.

– Jeg kan huske, at jeg fik én på kassen af en lærer, fordi jeg kom til at grine i en time. Da jeg kom hjem, sagde mine forældre, at det havde jeg nok fortjent. Efter skolen kom jeg på Viborg Katedralskole, og mit oprør var, at jeg ikke ville være pæn i tøjet. Jeg gik med min mormors gamle overfrakke osv., men det helt store ungdomsoprør blev det ikke til, erkender Grethe med et smil.

Grethe mødte sin mand, som hun stadig er gift med, til spejder – nærmere betegnet i FDF.

– Ja, det er et langt parforhold set i lyset af, hvor korte mange forhold er i dag. Vores forhold har holdt, fordi kærligheden er der, og fordi vi har besluttet, at vi VIL hinanden. Det kræver arbejde at bevare så langt et parforhold. Jeg havde lige et bryllup i kirken i lørdags, og der gjorde det indtryk på brudeparret, da jeg snakkede om Paulus’ ord om at bære over med hinanden. Det er mit indtryk, at man ikke er så langmodig længere i parforhold. Man er ikke så god til det der med overbærenhed. Jeg husker også tit på Dronningens ord om, at man skal tænke i ”vi” snarere end i ”jeg” og ”du”, hvis et parforhold skal holde. Min mand og jeg er meget ”lige børn”. Han arbejder med regnskab på Katedralskolen i Aalborg, men vores baggrunde minder om hinanden. Hans far havde en smedeforretning, så vi er opdraget med ret ens værdier, hvilket jeg tror er vigtigt, siger Grethe og tilføjer, at skilsmisse-procenten blandt kvindelige præster er enorm.

– Men min mand har bakket mig fantastisk op, og selvom hans arbejdsområde er et helt andet end mit, har han forståelse for, at mit arbejde fylder meget og vi ikke altid har tid til dit og dat som andre.

Grethe Holmris - Foto: Søren Skjødt

Snørklet vej til teologien

Grethes vej til teologien har været en anelse snørklet. Først begyndte hun at læse teologi, men sprang fra det igen, fordi de obligatoriske fag i hebraisk, latin og græsk virkede helt uoverskuelige på det tidspunkt.

– Det føltes som om, jeg skulle miste min sjæl, for på det tidspunkt var jeg bare så fokuseret på at få nogle ”SVAR”, og det kom vi ligesom slet ikke til. Jeg var enormt interesseret i Søren Kierkegaard og læste rigtigt meget dengang, fortæller Grethe.

Hun stoppede på studiet og overvejede at følge sin kunstneriske åre og søge på Kunstakademiet. Det endte med, at hun begyndte på konfektionsskole i Herning.

– Midt i alt det fik vi vores første søn, og jeg besluttede at lave min egen lille butik i Herning, hvor der dengang var mange tøjfabrikker og tøjudsalg. ”Knot” kom min lille butik til at hedde, og konceptet var at sy og sælge forklæder i Emil fra Lønneberg-stil, siger Grethe og smiler ved tanken.

Hun fandt efterhånden ud af, at der ikke var mange penge i forklæderne, men til gengæld var der rigtigt meget arbejde ved symaskinen.

 

Ikke en farveløs præst

Omvejen via symaskinen endte med, at Grethe vendte tilbage til teologistudiet, og denne gang følte hun sig som en fisk i vandet.

– Så blev min mand headhuntet til en stilling på Haslev Højskole, og det blev til nogle rigtigt gode år, hvor vi boede i en tjenestebolig til skolen. Da jeg blev færdig som præst, ville jeg ikke være præst, fordi jeg var bange for at blive én af de farveløse præster, jeg følte, at jeg havde set så mange af rundt omkring. Derfor fik jeg job i en organisation, der arbejdede med information omkring nyreligiøsitet i Hellerup. Det var meget spændende, og jeg mødte mange spændende trosretninger og var med til at advare mod Scientology og Moon bevægelsen. Men så lige pludselig stod det klart for mig, at jeg jo skulle være præst. Jeg vil ikke sige, at det var en åbenbaring, men jeg tror, at jeg skulle nogle omveje for at finde ud af, at jeg kun kunne trænge ind i essensen af det, jeg står for, hvis jeg var præst i en kirke, fortæller Grethe.

Sygehuspræsten

Præstekraven kom endelig på, og Grethe blev sognepræst i Kongsted Kirke lidt uden for Haslev i 1992.

– Jeg kom til et lidt slumrende sogn, der trængte til, at der skete noget, og jeg oplevede en fantastisk opbakning og engagement fra lokalsamfundet i de år, jeg var der, fortæller Grethe. Efter nogle år med det fik hun mod på større kirkelige udfordringer og flere kolleger og søgte til Vor Frue Kirke i 1997.

– Jeg fik i første omgang job som 2/3 sygehuspræst og 1/3 sognepræst. Jeg var sygehuspræst i 11 år derefter, og det var et fantastisk arbejde. Det er SÅ nemt at være præst på sygehuset, for folk er jo åbne og vil gerne snakke. I starten skulle jeg vænne mig til, at der er mange svære samtaler, for præsten bliver jo kun tilkaldt, når et eller andet går skidt, men der er så meget nærvær i at sidde der på sengekanten og snakke. Jeg havde både meget sørgelige og meget livsbekræftende oplevelser som sygehuspræst. Jeg husker f.eks. en sjov oplevelse, hvor jeg en nat blev ringet op af familien til en døende kvinde. Da jeg kom, sagde de: ”Du kommer for sent, for mor er død, men vi nåede at synge for hende”. ”Hvad sang I?” spurgte jeg, og så svarede de: ”Katinka, Katinka luk vinduet op…” Det var så fint, men det var jo nok ikke liiige det, jeg ville ha’ foreslået, smiler Grethe.

Grethe Holmris - Foto: Søren SkjødtTak fordi du kom

– Når man møder efterladte til mennesker, der pludselig er døde, f.eks. i en trafikulykke, kan man som sygehuspræst godt blive mødt med nærmest vrede og fjendtlighed, fordi de efterladte er SÅ vrede over, hvordan det dog kunne ske. Der er det vigtigt at rumme den situation, man kommer ind i og lytte til, hvad de siger. Jeg har tit oplevet, at folk bliver lettede, når man spørger, om de kunne forstille sig at gå ind og bede en bøn og synge en salme. Jeg tror, at det kan hjælpe mange, at kirken har et sprog for det, der sker ved dødsfald og de eksistentielle spørgsmål, der opstår. De kirkelige ritualer kan være en stor hjælp, når man ikke har noget som helst andet at ty til. Det er der, vi adskiller os fra psykologerne – vi har ordene og sproget, der ellers mangler, siger Grethe, der havde et rigtigt godt samarbejde med bl.a. personalet på Onkologisk og Hæmatologisk afdeling på Sygehus Syd.

– Jeg kan huske en nat, hvor jeg blev tilkaldt til en døende, og vi sang ”I østen stiger solen op”, og vi bad sammen. Bagefter kom overlægen og sagde tak, fordi jeg kom, og at patienterne jo også skulle ha’ lov til at dø. Det var fint sagt, for det var jo hans opgave at holde dem i live.

Gudstjeneste med giraf

Grethes første tid som sognepræst i Vor Frue Kirke var præget af, at kirken var under ombygning, så en del af gudstjenesterne blev flyttet til andre lokationer – bl.a. til Aalborg Zoo, hvor hun har forkyndt Guds ord med en giraf, der kiggede ned over skulderen på hende.

– Jeg er utroligt glad for mit arbejde. Vi er tre præster, to organister, to kordegne og et meget dygtigt kor, siger Grethe. Hun lukker gerne sin kirke op for anderledes arrangementer. F.eks. har hun fra tid til anden ”Giro 413” dage, hvor koret synger danske slagere, hun har haft Leonard Cohen-gudstjeneste, og kirken har tradition for ”Nytårs-jazz” og meditationsgudstjenester. For ganske nylig, den 17. april, lagde kirkerummet rammer til et specielt arrangement, hvor Aalborgs mest kendte vintjener, Thomas Lysgaard, mødte op til gudstjenesten og talte og delte vin og brød ud.

– Jeg mødte Thomas på Restaurant Fusion, hvor jeg spiste med min mand. Thomas flintrede rundt og var en unik, fantastisk vintjener med et stort nærvær. Vi snakkede om det at ”dele viden og kærlighed”, og at det er fælles for vores jobs. Da jeg forlod restauranten, havde vi aftalt, at vi da skulle lave et eller andet sammen – præsten og vintjeneren.

Grethe Holmris - Foto: Søren SkjødtKirken er åben

– Vi vil gerne ha’ en kirke, der er åben, og der er altså andre, der kan sige tingene end præsten. Thomas er vintjener, og der står så meget i Biblen om at være tjener, om betydningen i at bøje sig ned for andre, som er noget af det største, vi kan. Thomas’ medvirken i gudstjeneste gjorde et stort indtryk på mange. Vi sad med tårer i øjnene, og folk ville ikke ud af Guds hus igen, da det var slut, fortæller Grethe og fortsætter:

– Kirkens vigtigste rolle er den ugentlige højmesse, men derudover udfører kirkens frivillige et stort arbejde med at dele madbilletter ud til Aalborgs hjemløse, og vi holder specielle gudstjenester, hvor vi henter og hjælper de ældre fra plejehjem osv.

Vi mangler et sprog for åndelige værdier

– Jeg vil så gerne tiltrække flere aalborgensere til kirken. Jeg synes, at det er så ærgerligt, at så relativt få bruger kirken, når så mange i virkeligheden er religiøse. Vores tro i Danmark er på en måde i opbrud – vi mangler i den grad et sprog for åndelige værdier – mange savner det, men det findes altså lige om hjørnet, inde i kirken, slutter Grethe.

 

FAKTA:
Grethe Holmriis

Født: 18. marts 1953

Fødeby: Bjerringbro

Bopæl: Tjenestebolig på Duebrødrevej i Aalborg

Børn: Christoffer, Christine og Caroline

Job: Sognepræst i Vor Frue Kirke og tidligere hospitalspræst

Far: Var snedker og havde egen fabrik

Mor: Var hjemmegående

Storesøster til:
Tre yngre søskende, der alle er selvstændige

 

Har du lyst til at blive frivillig?

Har du lidt overskydende tid, som du gerne vil investere i en god gerning og frivilligt arbejde, så kan man henvende sig i Vor Frue Kirke og blive en del af kirkens korps af frivillige.