Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

I efteråret udkom Yahya Hassan med sin sensationelle digtsamling, der i VERSALER beskriver opvæksten i ghettomiljøet i Gellerup. For mindre end en måned siden udkom hans tidligere lærer og kontaktperson, Louise Østergaard, med en roman, der i KÆRLIGHED beskriver det forhold, hun havde til ham, da han var 16, og hun var 38. Bogen har skilt vandene. Louise Østergaard er blevet udråbt til ”krænker”, og hun er blevet fyret, lynchet, spottet, forstået, diskuteret og ynket. Hun er måske i mindre grad blevet lyttet til og læst. Vi har mødt Louise Østergaard, der bor i Aalborg.

Tekst: Sussie Vinkel  Foto: Søren Skjødt

 

Yahya Hassans digtsamling ligger nummer to på Arnold Buschs bestsellerliste. På fjerdepladsen kommer Louise Østergaards debutroman ”Ord”. Bøgerne og historierne er sælsomt forbundne – hvor meget og hvor lidt, ved kun Louise og Yahya. Louise selv vil ikke løfte sløret for, hvor lidt og hvor meget af hendes bog, der faktisk er biografisk. Det er op til læserne at afgøre.

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt– Folk læser virkeligheden ind i bogen 100%. Men det er en roman, der er delvis fiktiv. Jeg vil ikke sige, hvor meget, der er virkelighed og fiktion, siger hun. Men faktum er, at bogens fortælling om en 38-årig kvinde, der indleder et kærlighedsforhold med en 16-årig ghettodreng med et kæmpestort lyrisk talent og hjælper ham med at forløse det, minder forbløffende meget om virkeligheden. Bogen indledes med: ”Jeg sidder og ser på et billede af dig på Facebook. Du sidder og smiler ved et veldækket bord, der er dug og servietter, boller og kage, foran dig står et flag. TILLYKKE MIN KÆRE står der under billedet, du er blevet tagget af en kvinde ved navn Katrine. Jeg kan ikke sige, at jeg havde glemt, at det var din 18-års fødselsdag, for selvfølgelig havde jeg ikke det. Jeg havde overvejet, om jeg skulle skrive tillykke, om jeg skulle sende en sms, men vidste godt inderst inde, at det ville være at gøre mig selv helt til grin. Du ville næppe besvare den. Og i virkeligheden var daet heller ikke ”tillykke med fødselsdagen”, jeg havde mest lyst til at skrive til dig, jeg havde lyst til at skrive alt muligt andet. Fuck dig, dit dumme svin, jeg håber, du bliver kvalt i fødselsdagskage eller noget i den retning. Men selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at skrive sådan. Sådan ville en teenager skrive, og det er jeg ikke. Jeg er fyrre år og kan godt besinde mig. Og havde jeg ikke set det billede på Facebook, havde jeg sikkert skrevet videre på den roman, jeg var i gang med. Det gik jo godt, jeg bevægede mig inden for mit sædvanlige område. godhjertet, men bundnaiv kvinde møder utilregnelig mand med mere end et enkelt lig i lasten, hun bliver hjernevasket og manipuleret med, indtil hun til sidst vågner op.”

 

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Et offentligt forhold

Louise fortæller, at hun har oplevet omverdenen, og især medierne, som grænseoverskridende i forbindelse med udgivelsen af bogen.

– Det er som om mange tror, at forholdet mellem mig og Yahya er et slags offentligt forhold, og at de bare kan spørge mig om hvad som helst. Jeg havde besøg af damebladet Femina forleden, og journalisten stillede mig spørgsmål om, hvad det så var, at jeg tændte på ved unge mænds kroppe. Jeg synes, at det var et meget mærkeligt spørgsmål, for jeg har altså ikke specielle præferencer for unge mænd. Hvis jeg havde det, ville jeg ha’ forelsket mig i 10 andre teenagedrenge, og det har jeg ikke gjort, siger Louise. I bogen står der: ”Vil du ikke nok slette dem?” Bad jeg indtrængende, da du igen havde sat dig på sengen ved siden af mig. ”Nej. Men vi kan finde ud af noget andet. Du kan betale på en anden måde.” Jeg så på dig: ”Hvad mener du?” Dit blik var sort og intenst, du sagde ikke noget. ”Mener du at betale i naturalier?” Spurgte jeg og håbede, at jeg tog fejl. ”Ja, lige præcis. Jeg sletter det hele, hvis du går i seng med mig.” Det var det sidste, jeg havde lyst til på det tidspunkt. Jeg væmmedes ved dig, for du var en helt anden nu. Men det var en nem løsning, og jeg greb den. Rejste mig fra sengen og begyndte at tage tøjet af. ”Hvad laver du?!” spurgte du. ”Jeg tager mit tøj af,” sagde jeg irriteret. ”Du havde vel ikke tænkt dig, at vi skulle beholde det på, eller hvad?” Du var ikke længere en selvsikker gangster. Jeg klædte mig af. Kastede tøjet i gulvet, hidsigt, ydmyget, del for del, så jeg til sidst stod helt nøgen foran dig. Dit blik flakkede. ”Hvis det virkelig er det, du vil, så gør det!” sagde jeg. ”Og så sletter du alt bagefter, og det her er slut.” ”Jamen, det vil jeg,” sagde du.

 

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Folkedomstolen på Facebook

Louise Østergaard har oplevet en storm af reaktioner fra ”folkedomstolen” i de sociale medier. Hun er blevet kaldt pædofil og klam. Men hun har også fået en masse mails fra andre mennesker, der har eller har haft ukonventionelle forhold i lighed med hendes og Yahyas.

– Jeg har virkelig fået øjnene op for, at kærlighed ikke er sådan at putte ind i normer. Det er så dejligt befriende at læse, hvad folk skriver. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en bog om sådanne umage par – måske som fotobog. Den skulle f.eks. indeholde historien om, hvordan det er, når én i 50’erne møder én i 20’erne, og der opstår kærlighed. Der findes alle mulige konstellationer uden at der nødvendigvis er tale om en krænket og en krænker, siger Louise. Hun tilføjer, at der ikke er noget mønster i, hvem der holder med eller imod hende på de sociale medier.

– Jeg har fået mails fra kvinder i 70’erne, der siger: ”Sejt gået.” Og: ”Ja, ja, kærligheden kan gå mange veje.”

Født med blyanten først

Louise Østergaard bor i en lille, men meget personligt indrettet og hyggelig lejlighed i Aalborg C. Overalt er der ord. Ord skrevet på spejle, på papir, på gule sedler og i bøger. På væggen ved vinduet i stuen står der: ”Født med blyanten først.” Et klart signal om, at det skrevne ord har haft kæmpe betydning for forfatteren hele hendes liv.

– Jeg har altid skrevet, fastslår Louise. Hun ser også sådan ud – ligner en mellemting mellem en meget slankere og sort udgave af 70’er-forfatteren Vita Andersen og en mystisk fransk intellektuel. Hun hverken lyder som eller ligner en, der har haft en ganske middelmådig middelklasseopvækst i Sæby. Men det har hun. Hendes far arbejdede i mange år på Danish Crown i Sæby, og hendes mor arbejdede i butik. Et helt almindeligt hjem, hvor Louise tilbragte timer med at læse og med at skrive.

– Jeg kan huske, at jeg skrev en roman allerede i 2. klasse. Den hed ”Leverpostejsmorderen”. Som barn læste jeg ALT: Anders And blade og alle mulige ungdomsbøger fra A til Å. Selvom mine forældre ikke er højtuddannede, var det et hjem, hvor man læste mange bøger, og der var holdninger til alting. I skolen var jeg hende den stille og dygtige pige, men med årene blev jeg mere rebelsk, jeg blev politisk aktiv og medlem af SFU i nogle år. Jeg var også medlem af Greenpeace og Amnesty og alt muligt andet. Jeg var med i demonstrationer – jeg husker især Next Stop Sovjet i 1989. Selvom jeg boede i Sæby, der er en lille by, var der ret god plads til at være anderledes, fortæller Louise. Hun tilføjer, at hendes musiksmag og tøjsmag gradvist blev sortere, og hun begyndte at læse Michael Strunge, høre P1 og være vred på verden.

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Højere til loftet

– Først da jeg kom på gymnasiet, gik det op for mig, at jeg kom fra et ikke-bogligt hjem, og jeg følte, at jeg skulle kæmpe for at være der, og at det var ikke helt nok med en masse meninger. Efterhånden gav jeg lidt op og resignerede, så jeg kom ikke ud af gymnasiet med noget flot gennemsnit. Jeg tog til London, hvor jeg boede og arbejdede i et par år på en café. Jeg har altid været vild med alt britisk – sproget, humoren, nationaliteten og musikken, som f.eks. Depeche Mode og The Cure. Jeg boede sammen med nogle andre unge på et seks-mands værelse på et hostel, enormt centralt, klos op af The British Museum. Jeg har stadigvæk en enorm kærlighed til London og er derovre mindst en gang om året. Jeg elsker Londons koncerter og kunstmuseer, og jeg synes, at London er en metropol på en helt anden måde end København, hvor det er en lille kulturelite, som bestemmer, hvad der er ”den gode smag”, og som bedømmer, om man falder i unåde. Der er meget højere til loftet i London, og måske skyldes det, at det er den by i verden, hvor der er flest nationaliteter samlet per kvadratkilometer, siger Louise.

Nu skal de satme få plot

Hjemvendt fra London gik Louise Østergård i gang med en læreruddannelse på Hjørring Seminarium. Det var her hun for alvor fik blod på tanden med hensyn til at skrive – stærkt inspireret af læreren Jens Henneberg, der underviste i dansk. Efter læreruddannelsen fortsatte hun derfor omgående med en bachelor i dansk på AAU.

– Jeg begyndte egentlig med at skrive digte, og da jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg at skrive romaner. Jeg skrev en roman, der hed ”Sand” og sendte den til en konkurrence udskrevet af Gyldendal. Den vandt ikke. Jeg fik et brev, hvori der stod, at ingen havde vundet konkurrencen, fordi alle bidragene var for dårlige. Så blev jeg bare fornærmet, og der gik nogle år, hvor jeg ikke skrev. I 2004 omskrev jeg romanen, og den blev til ”Set gennem Sand.” Jeg sendte den ind til nogle forlag, og Lindhardt og Ringhof antog den – jeg skulle bare omskrive slutningen. Jeg fik at vide, at bogen skulle lige vurderes af en ekstern konsulent, og så gik der et par måneder, og så fik jeg besked om, at den alligevel ikke egnede sig til udgivelse. Jeg spurgte hvorfor, og fik at vide, at den var for lidt plot-orienteret. ”Nu skal de satme få plot”, tænkte jeg. Og så gik jeg i gang med en roman, der var fuld af sex og vold. Den hed ”Min forbrydelse”. Den var ret voldsom, og den sendte jeg også ind til en masse forlag. Der var et lille forlag, der hed Bagland – de ville gerne udgive den, hvis jeg omskrev den til ungdomsroman. Jeg skrev kontrakt, og der kom en redaktør på sagen, som skulle hjælpe. Men så fik jeg en mail, der fortalte, at forlaget var lukket af personlige årsager, fortæller Louise. Hun tilføjer, at hun derefter mere eller mindre gik i stå med skriverierne…

 

En ghettodreng med forfatterpotentiale

– Men så var det jo, at jeg stødte ind i en vis Yayha Hassan, fortæller Louise og slår dermed tonen an til den række af hændelser, der endte med ghettodrengen Yahya Hassan i oktober 2013 udkom med sin sensationelle digtsamling, der har gjort ham til millionær med danmarkshistoriens mest solgte digtsamling , og at Louise Østergaard for mindre end en måned siden udkom med sin roman, der har udløst en mediestorm.

– Jeg var ansat til at undervise i dansk og engelsk på den specialskole i Farsø, hvor Yahyah blev sendt hen i 2010. Han var anbragt på Solhaven (en særlig sikret institution for kriminelle unge, red.) Da jeg mødte ham, var han ligesom de andre og ville helst slippe så let om ved tingene som overhovedet muligt. Jeg fattede særligt interesse for Yahya, fordi jeg opdagede, at han havde et talent for at skrive. Jeg troede først, at han havde snydt og hentet stilen fra nettet, fortæller Louise. For at teste ham omkring snyderiet, bad hun ham skrive en stil, mens han befandt sig på skolen uden internet.

– Han havde IKKE snydt. Han kunne nogle unikke ting med sit sprog, selvom det på det tidspunkt var meget ufærdigt, og meget af det var noget bras. Jeg har været lærer i mange år, og jeg har altid haft en drøm om at få en elev med forfatterpotentiale. Nu var han her pludselig – og så i skikkelse af en 15årig ghetto-dreng.

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Det vigtigste var ordene

Interviewet tager et spring tilbage til nutiden, hvor medierne og debattører på de sociale medier stadig diskuterer, om Louise er en krænker eller ej. Selv siger hun med fast stemme og følsomme øjne:

– Jeg har aldrig haft et forhold til en elev. Jeg har haft et forhold til en tidligere elev. Det var først, da Yayha var stoppet efter 9. klasse og var flyttet til Aalborg, at vi blev kærester. På det tidspunkt var jeg ikke hans lærer, jeg var ansat som kontaktperson for ham af Århus Kommune. Det støder mig, når folk ikke tager stilling til fakta. Min relation med Yahya blev en helt speciel relation, det blev mere et venskab, som var centreret omkring alt det, jeg repræsenterede – musik, kunst og litteratur, forklarer Louise.

Hun vil helst ikke fortælle i detaljer omkring, hvad der førte til, at de blev kærester. Men forholdet til Yayha betød bl.a. til, at hun blev skilt fra sin mand gennem 10 år, og at hun blev politianmeldt af Yahya, som senere trak anmeldelsen tilbage igen…

– Efter politianmeldelsen var frafaldet, blev vi kærester, og det var i 2012. Han skrev og var kriminel samtidig, og jeg forsøgte at trække ham i retningen af skriveriet. Det vigtigste for mig var de her ord, han kunne. Det var så stort, det kan kunne – og han måtte ikke vælge kriminaliteten, fortæller Louise. Hun vil ikke fortælle enkeltheder omkring deres brud, der kom cirka samtidig med at Yahya kom ind på Forfatterskolen i København, hvor han går nu.

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Det startede med et kys

Louise Østergaard er blevet beskyldt for at lukrere på Yahya -Hassans succes ved at udgive en bog, der beskriver deres forhold, næsten umiddelbart efter hans debut som forfatter. I Yayhas digtsamling, beskriver han forholdet til ”pædagogkvinden”, som han dyrker ”mekanisk sex og drikker rødvin med”. Han skriver:

”DET STARTEDE MED ET KYS SOM DEN SLAGS VEL ALTID GØR

MEN DEN BOG VI SKREV SAMMEN

VAR IKKE EGNET TIL HØJTLÆSNING

FØRST BLEV HUN FYRET SÅ BLEV HUN SKILT“

– Jeg har ikke skrevet min bog for at lukrere på hans succes, og jeg kan altså heller ikke skrive en bog på en måned, så den har været længe undervejs. Jeg har altid skrevet, så det var heller ikke noget, jeg lige fandt på, men noget der faldt mig naturligt at gøre. Jeg gjorde det, fordi jeg havde en masse følelser og tanker som var afstedkommet af det her forhold. Jeg havde en masse overvejelser omkring aldersforskel, kriminalitet, følelser og tanker, som jeg kunne bruge. Jeg skrev også bogen, fordi jeg havde et vigtigt budskab om, at man skal turde at kaste sig ud i nogle ting. Mens jeg skrev bogen har jeg skrællet alle de forfængelige lag af, og der står et nøgent menneske tilbage – bogen ville ikke fungere, hvis der var for meget pynt og beskyttelse af mig selv, fortæller Louise og tilføjer, at hun selv kan se, at hun også optræder i flere af Yayhas digte end blot digtet ”Kontaktperson.” Jeg ved mere om de digte, end andre gør, så jeg kan genkende mig selv rundt omkring. Da han skrev det digt om kontaktpersonen, var jeg hurtigt klar over, at det ville betyde en mediestorm, og at Ekstra Bladet, BT og Se & Hør hurtigt ville finde frem til kontaktpersonen og opsøge mig., fordi han skriver så direkte. Det skete aldrig – sladderjournalisterne dukkede aldrig op. Nu har jeg så skrevet tilsvarende om Yahya og så er jeg pludselig en krænker, mens han bare var en ”fandens karl”, da han skrev om det.

Fire tv-programmer og fem radioprogrammer

Louise Østergaards bog ”Ord” udkom den 22. januar. Slam!

– Jeg havde faktisk tænkt mig, at jeg gerne ville ha’, at den udkom rimeligt stilfærdigt, jeg ville ikke ha’ fokus på det forhold, jeg havde til Yayha. Derfor besluttede jeg mig til, at jeg ville lave et enkelt interview med Politiken, og jeg ville ikke ha’ mit billede deri. Da artiklen så havde været bragt, ringede min presserådgiver fra forlaget og sagde, at alle journalister var som gribbe omkring min person, og at jeg ikke kunne slippe af sted med at undgå det. Det ville også bare virke som om, jeg ikke ville stå ved historien. Det var et dilemma. Jeg besluttede, at jeg ville tage til København i én dag og give interviews der. Det betød, at jeg var med i fire tv-programmer og fem radioprogrammer på én dag, siger Louise og tilføjer:

– Generelt har jeg oplevet journalisterne som ordentlige og reelle. Men på de sociale medier har det været helt utroligt, og jeg er blevet svinet til og kaldt et pædofilt svin, en klam so, og der var også én, der spurgte mig, om jeg vidste, hvad man gjorde ved en som mig i fængslerne. Jeg har ikke læst det hele, men det slår mig, at det er nemmere at udtale sig, når man bare kan sidde derhjemme og skrive på Facebook uden at kende historien bag. Set i bakspejlet ville jeg gerne ha’ ventet med at give interviews, indtil der var gået et stykke tid efter bogen var udkommet.

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Jeg synes ikke noget som helst længere

– Folk må fuldstændig selv om, hvem de vil være sammen med, når bare det ikke er kriminelt, siger Louise, der også mener, at man må vurdere, om forholdet er krænkende for den ene part fra situation til situation.

– Jeg mener ikke, at man kan generalisere over forhold, det er alt for firkantet. For mig har vi bare været kærester. For mig har det sværeste ikke været aldersforskellen, det har været, at forholdet var forkert, fordi jeg var gift med en anden. Jeg synes, at ”folkedomstolen” er meget hurtig til at dømme, siger Louise Østergaard og fortsætter:

– Mit forhold til Yahya har betydet, at jeg ikke synes noget som helst længere, når jeg hører om et forhold mellem f.eks. en ung kvinde og en ældre mand.

Rørende eller pinlig?

Der har ikke været udelt begejstring for Louise Østergaards ”Ord” i de danske anmelderkredse. Fire aviser kritiserer debutromanen for litterære problemer, og den bliver kaldt ”pinlig” og ”klichefyldt”. ‚Ord‘ får den hårdeste medfart i Jyllands-Posten. Bogen ligner visse steder, ifølge anmelder Niels Lillelund, »facebook-opdateringer af den type, der er for mange af i det forum, og som gerne ledsages af et billede af en kat, der leger med et garnnøgle på et spisebord«. I Berlingske er anmeldelsen af ”Ord” mere positiv. Her kaldes bogen for ”ganske fin” og ”rørende, stedvis rystende og godt skrevet”, og heller ikke her spekulerer anmelderen i, at bogen skulle være et forsøg på at tjene en hurtig skilling på at udgive sladder om Yahya Hassan. Flere steder tilbagevises det som tidsmæssigt umuligt, hvis man ved noget omkring processen frem mod en udgivelse.

– Læserne har modtaget bogen rigtigt godt. Mange siger til mig: ”Først tænkte jeg, at du ville spinde guld på Yahya Hassans succes, men nu hvor jeg har læst bogen, kan jeg godt se, at du er ikke kynisk og kalkulerende”, siger Louise Østergaard.

Fyret som lærer

Der har været et dramatisk efterspil til udgivelsen af ”Ord”. Louise Østergaard er nemlig netop blevet fyret på gråt papir fra sit job som lærer ved Vesthimmerlands Kommune, hvor hun havde været ansat i 7,5 år.

– Det var mens jeg var på vej hjem fra interviews i København, og jeg sad i toget, at jeg fik en mail om, at jeg var blevet indkaldt til en tjenestelig samtale på kommunen. Fyringen blev begrundet med, at mit offentlige omdømme i Farsø ikke var så godt længere, og at forældrene til eleverne ikke ville synes om, at jeg havde haft er forhold til en tidligere elev. Det føltes enormt stigmatiserende at blive fyret, fordi et par forældre havde løbet med en halv vind fra medierne. Jeg er ked af det, og samtidig tænker jeg, at det er risikoen ved at skrive sådan noget. Borgmesteren var efterfølgende ude og sige i medierne, at det var på sin plads med en fyring, når jeg havde haft et forhold til en elev. Jeg blev så rystet over det, for det var en lodret løgn. Der sker mange mærkelige ting – jeg har også fået en mail fra Trykkefrihedsselskabet der skrev, at de stod bag mig, hvis jeg fik brug for det.

Mød Louise på Nordkraft

Louise fortæller, at hun sagtens kan gå på gaden i fred i det nordjyske. Det har ellers bekymret hendes mor meget – så meget, at Louise valgte at tage sin mor med på café den anden dag, for at vise hende, at der intet skete ved at gå en tur igennem Aalborg og drikke kaffe på Café Fair.

– Jeg har været forberedt på, at det ville være sådan her, og nu har jeg et stykke tid til at finde ud af, hvad jeg vil lave. Jeg vil gerne både undervise og skrive, så jeg forestiller mig ikke et 8-16 job, fortæller Louise, der også via sit forlag skal ud og holde foredrag om sin bog, og hun skal på Ordkraft på Nordkraft to gange – den 10. og 12. april, hvor hun bl.a. vil svare på spørgsmål fra læsere.

– Allerhelst fra folk, som reelt har læst bogen og ikke bare har hørt om den og mig i medierne, understreger Louise og tilføjer:

– Det er nogle gange slet ikke til at forstå, når jeg vågner om morgenen – jeg har et helt andet liv nu.

Louise Østergaard - Foto: Søren Skjødt

Lige nu er der stille og roligt

– Mine forældre er stolte af mig. Men min far sagde: ”Det er godt, at du har fået din bog udgivet. Men emnet er jeg ikke så vild med.” Jeg forventer, at offentlighedens interesse vil fortage sig. Lige nu er der stille og roligt, og der er ikke så mange, der opsøger mig, siger Louise. Hun har – også før udgivelsen – læst Yahya Hassans digte og mener, at han fuldt ud har fortjent de priser og den anerkendelse han har fået. Der er mange stjerner fra hende til ham.

– Han har skrevet sig ind i litteraturhistorien. Om han har læst min bog? Han har læst dele af den. Men jeg ved ikke, om han har læst det hele. Om vi har kontakt med hinanden? Det vil jeg ikke svare dig på, siger hun. APPETIZEs journalist vil til sidst vide, om der er flere chokerende ord på vej fra den nordjyske forfatter.

– Der kommer flere bøger fra mig. Jeg begyndte at skrive på en ny roman i december. Det bliver noget med en masse kærlighed og drama, som det altid er, når det er mig. Jeg kan ikke sige, hvornår den udkommer, men jeg skriver rimeligt hurtigt, når jeg først er i gang. Jeg arbejder intensivt og er fortabt for omverdenen. Der kan gå dagevis, uden at jeg ser andre mennesker, og jeg har engang kogt ris uden vand i, fordi jeg befandt mig i et helt andet univers, slutter Louise.

 

 

Guld eller slam?
Både Yahya Hassan og Louise Østergaard appellerer til, at vi vil mene noget om dem, tage stilling til dem, deres stil, deres ord, deres berettigelse. Blandt dem, der mest direkte forsvarer Louise Østergaard, er forfatteren Susanne Staun, der i et debatindlæg i Politiken klæder folkedomstolen af ind til skindet med ordene: ”Der er fundet guld i Danmark. Og love. For når danskerne elsker Yahya Hassan, er der tale om ægte kærlighed. De ikke kun elsker ham: De elsker at elske ham. Og så er der fundet slam, guldrandet slam, gudsbespottende slam: Louise Østergaard, der med romanen ’Ord’ lancerer Politikens Posterboy i andre klæder, er danskernes nye slim. De ikke kun hader Østergaard – de elsker at hade hende. På de sociale medier koger blussende debattører over i en suppe af forargelse. Krænker! Kriminelle so! Pengegriske, klamme, pædofilsvin, siger de blandt andet om Østergaard. Man ser det for sig: De råber og spytter ad deres skærm, hopper i stolen og bevæger læberne, mens de hamrer fordømmelserne ned i tastaturet og videre ud i det store online-lokum: Krænker! Kriminelle so! Pengegriske, klamme, pædofilsvin, siger de blandt andet om Østergaard. De råber i kor: Hang her high! Det er gratis, og det er lige her. Sandheden er overhørt eller bare ilde hørt, i hvert fald den del af den, som påpeger, at det faktisk er Yahya Hassan, der er kriminel. Hans digtsamling er én lang tilståelse. Men det gør altså ikke noget, forstår man: Det er foregået i kunstens og integrationens tjeneste. Derfor må Yahya alt: bede kritikere om at holde kæft, skride fra live-tv, ryge pot på skærmen og smøger i Politikens hal.”

 

Fakta:
Louise Østergaard

Født:
25. januar 1973

Opvokset:
Sæby

Bopæl:
Aalborg

Civilstand:
Fraskilt

Børn:
En søn på 9 år

Søskende:
En bror, der er tømrer i Aalborg

Folkeskole:
Volstrup Skole
Student fra: Frederiks Gymnasium og HF i 1992
Boede og arbejde i: London fra 1992-1994

Uddannelse:
Hjørring seminarium 1994-98
Supplerede med en bachelor i dansk på Aalborg
Universitet fra 1998-2001

Ansættelser:
Vittrup Efterskole fra 2001-2006.
Den kommunale specialskole i Vesthimmerlands
kommune 2006-2014.

Bibeskæftigelse:
Underviser på Sind-skolen
i Aalborg med forfatterskolehold.