Camille_Kaasby-Wang_APPETIZEDriver til daglig på 6. år en af Danmarks største modeblogs ”Clamour 4 Glamour” fra sin base i Aalborg. Pt. aktuel med sin anden tøjkollektion for danske Envii og sit eget smykkemærke ”6.10. Jewellery” hos Henrik Ørsnes.

Se mere på www.clamour4glamour.com

 

Navn:
Camille Kaasby-Wang

Alder:
31

Bopæl:
Aalborg

Civil status:
Gift

Børn:
2, en dreng og en pige.

Kæledyr:
Nej, men mine børn har en kanin.

Uddannelse:
Lærer

Hobby:
Jeg er så heldig, at min hobby også er del af mit job, nemlig blogging og mode. Desuden er der i samme forbindelse kommet endnu en til, nemlig design, da jeg igennem mit arbejde som modeblogger har fået mulighed for bl.a. at designe både smykke- og tøjkollektioner.

Yndlingsret:
Min mands karryret, som var den første ret han lavede til mig i sin tid. Lige dele nostalgi og smag 😉

Yndlingsdrik:
Cider fra fad serveret på ”The Blues Kitchen” i Camden, London.

Bedste oplevelse:
Nu er jeg jo både mor til to og gift, så mine bedste oplevelser ligger lige for. Men rent professionelt, så er det at se noget jeg har designet ude i butikkerne, og se folk gå med det. Det er det vildeste!

Jeg har faktisk netop lanceret min anden tøjkollektion for det danske mærke Envii, som nu er at finde online, og i deres butikker over hele landet. Inspireret af min yndlingsmusik, en af mine egne tatoveringer og en mørk sommernat, er kollektionen fyldt med skjortekjoler, blød strik og natsværmeprint. Projektet har været lang tid undervejs, og det er så fedt endelig at se det hele i butikkerne!

Vil gerne prøve:
At tage min familie med ud at rejse i en måned eller to. Væk fra internet (så meget det er muligt, ha ha), møder og dårligt vejr. Jeg tilbringer naturligvis meget tid foran computeren til daglig, så hvis jeg virkelig skal slappe af, så skal det foregå et sted, hvor jeg ikke kan være online hele tiden.

Elsker ved Aalborg:
Hvis man bor nær centrum kan man nemt gå eller cykle til alt indenfor kort tid. Spillesteder, restauranter, og butikker ligger indenfor relativ kort radius. Og kvaliteten på disse er virkelig blevet høj indenfor de senere år. Når forsangeren fra Sonic Youth spiller i Aalborg, og der sågar er en festival som ”Northern Winter Beat”, så ved man, at der er gang i noget godt! Og alligevel er København kun ca. 40 min væk i fly, hvis der er møder der skal passes.

Aalborg mangler:
En direkte flyrute til Hamborg. Går glip af så mange billige flyafgange, fordi man skal køre og parkere dernede (og så er det pludseligt ikke så billigt at flyve derfra). Der er ellers meget bedre deals at hente på udenlandsrejser dernede, end fra de danske lufthavne -og så er Hamborg også bare den mest fantastisk by!

Det brænder jeg for:
At formidle mode og personlig stil på højt niveau fra provinsen. Mange af mine venner er flyttet fra Aalborg til København for at gøre karriere indenfor musik, tv og mode, men det kan simpelthen ikke passe, at det skal være nødvendigt.

Jeg synes folk i Aalborg har været super gode til at bakke op om de projekter og arrangementer jeg har stået bag, og det er jeg rigtig taknemmelig over. Nu mangler vi bare at få skubbet lidt mere til erhvervslivet heroppe også 🙂

Bøger på natbordet:
Pt. er det ”Nostatic” af Martin Hall (læs den hvis du har en interesse for musik, på grænsen til nørderi. Hall skriver fantastisk!). Og så venter jeg på, at min far er færdig med at læse den nye bog om Dan Turell, jeg gav ham til jul, så jeg kan komme i gang med den.

Fjollet tendens:
At skifte stil hver sæson. Find en grundstil, et personligt udtryk, og tilpas det med få ting efter sæsonens tendenser i stedet. F.eks. tilfører jeg min garderobe små elementer af lyserød her til foråret.

Yndlingscitat:
“We’re all in the gutter, but some of us are looking at the stars”. Oscar Wilde er min absolutte favoritforfatter. Har efterhånden læst alt han har skrevet – flere gange, ha ha 😉