Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren Skjødt

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren SkjødtSlapsvanse, hængerøve, socialdemokrater og elendig klamphuggere. På en af byens dyreste matrikler gemmer ordensmagten på dem, der ikke opfører sig, som loven tilsiger. APPETIZE har gæstet Arresthuset Aalborg og uden lænker mødt foredragsholderen, jazz-trommeslageren og fængselsbetjenten gennem de sidste 35 år, Jan Holmgaard.

Tekst: Dadi Halldorsson  Foto: Søren Skjødt

 

Cykelturen gennem Aalborg midtby er tilpas fredelig. Det meste af Kongeriget Danmark holder sommerferie og cyklen triller nærmest uforstyrret forbi Huset Hasserisgade på højre hånd og kirkegården på venstre.

Alt ånder fred og idyl. Cyklisten – APPETIZEs udsendte – som godt kan fornemme de mørke skyer, der hænger tungt over som skæbnens norner og truer med bulder og brag, hører ikke, at det i det fjerne faktisk er begyndt at buldre og brage. Det skyldes den livlige musik i hans øresnegle, som han lystigt trommer med på – med begge hænder.

Ifølge loven er det forbudt at cykle uden at holde med mindst én hånd på styret. Det tænker magasinets udsendte ikke på. Det gør himmelens norner heller ikke, for skæbnen ville ikke, at ordensmagten bemærkede den ulovlige cykelkørsel.

Den udsendte er nået cykelrutens endemål.

Arresthuset har stået her i snart 100 år. Siden 1919. Dengang blev det bygget uden for byens grænser, da byens Slapsvanse, hængerøve, socialdemokrater og elendig klamphuggere skulle holdes uden for byens retskafne samfund. Nu, knap 100 år senere, står arresthuset som et gammelt, forvokset og konservativt Lego-hus, som altid har stået her.

Magasinets udsendte stiller cyklen og hiver refleksivt cykelnøglerne op ad lommen. Her virker det passende at låse sine ejendele.

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren Skjødt10 minutters dusche

Og dog. Om noget sted i byen, så er det måske mest sikkert netop her, ikke at låse sin cykel. For inden for murene går der folk, der er sat i verden til at passe på. Arresthuset har i alt knap 40 ansatte, som på skift og på alle dagens tidspunkter afløser hinanden.

– Vi vil ikke have vagtskift på faste tidspunkter af døgnet. Det er af sikkerhedsmæssige årsager, fortæller Jan, mens han skænker en kulsort kaffe i et hvidt krus.

’Kaffe i stil med skyerne derude, varmen i stil med temperaturen’, tænker magasinets udsendte og tørrer sveden af panden.

Vi træder ind i arresthusets afdeling, der blev bygget af de tyske soldater under besættelsen. Her er der rødlig linoleum på gulvene.

’Blodets farve’, tænker magasinets udsendte og skuer efter mulige flugtveje, hvis situationen skulle spidse til.

Men det gør den næppe. Det sikrer arresthusets forholdsregler.

– Fangerne er inde på deres respektive celler 24 timer i døgnet, bortset fra gåturen på én time om dagen, og deres mulighed for at tage arbejde eller undervisning i huset, fortæller Jan.

Her er friheden en by i Rusland, et fjeld i Danmark, en ædru svensker, dværgvokset nordmand, køn englænder, genert italiener, blond afrikaner, uhøflig kineser.

Cellerne, i alt 60 stykker, er på sølle otte kvadratmeter, og skal du på toilettet, så gælder det om at sige det til nogen. Helst en betjent, da det er dem, der går rundt med nøglerne. Hver fange får lov til at gå i bad én gang om dagen, men her er der ikke noget med at skrue op for varmen, hvis du synes det trækker. Der er ti minutters dusche og så er det ud af vagten igen.

– Der er mange, der siger, at et fængselsophold i Danmark bare er et ferieophold. Men det er det bestemt ikke. Fangerne er totalt frihedsberøvet. Vi har et motionsrum, som de kan benytte, og selvom de alle sammen har en fladskærm inde på deres celler, så kan de ikke se tv, medmindre de betaler syv kroner per døgn for det, fortæller Jan og fortsætter.

– De kan så til gengæld arbejde herinde for at tjene deres egne penge. Det er ikke meget, de får i timen, en rund 10’er, og når adgang til 40 tv-kanaler koster kun syv kroner per døgn, så har de også råd til lidt søde sager hos købmanden.

Købmanden kommer forbi arresthuset to gange om ugen, hvor det er muligt for fangerne at købe cola, slik, magasiner, tobak m.m. Og prisen for tv kiggeriet sikrer, at apparaterne kan vedligeholdes eller skiftes ud og licensen betales.

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren SkjødtTrivial Pursuit ostene

Jan fører magasinets udsendte rundt i hele arresthuset, mens han underholder med dit og dat om husets dagligdag, afdelinger og ikke mindst historie. Det har han gjort adskillige gange, idet halvdelen af hans tjenestetid går med at tage imod gæster, folkeskoleelever og andre, der måtte have brug for at se og høre, hvad Aalborg Arrest er for en størrelse.

– Nogen gange bruger vi det kriminalpræventivt, hvor vi simpelthen viser unge, der er tæt på at komme på afveje, hvad der venter dem, hvis ikke de tager sig sammen. Og som regel får de et chok, når de ser, hvordan fangerne bor, fortæller Jan.

Rundvisningen i den gamle bygning, der er tegnet af den berømte arkitekt, Ejnar Packness, fører os nu til den del af arresten, hvor fangernes ene time i døgnet foregår under fri himmel. Og så alligevel ikke helt under fri himmel. Lofterne er dækket med gitter i to lag på tværs af hinanden, så der hverken kommer uønskede elementer ind eller ud. Kun solstråler og regn.

Fornemmelsen af at gå ude i det fri er derfor skudt til hjørne. Udearealerne består af seks rum, der er formet som Trivial Pursuit oste. Og arealerne er adskilt fra hinanden af tykke mursten.

– Vi vil ikke have, at fanger, der har tilknytning til samme sag, går og udveksler informationer, fortæller han.

For enden af Trivial Pursuit ostene – der, hvor spidserne rammer hinanden – står vagttårnet, om man så må sige. For det er slet ikke noget tårn, men et cirkelformet vagtlokale med panoramaudsigt til alle seks ostestykker. Vinduerne i vagtlokalet er mørklagt, så fangerne ikke kan se ind.

Udearealerne står tomme, mens APPETIZEs udsendte får den informative rundvisning. Denne del af arresthuset blev bygget af de tyske tropper, og mens Jan fortæller højt og lavt om himmel og jord og betagende historier om, hvordan Churchill-gruppen – aalborgensiske frihedskæmpere – sad indespærret i celle 6A og 7, løber det koldt ned at ryggen på den udsendte.

De tykke, faldefærdige mure, gitrene og en kraftig projektør, der hænger oppe over vagtlokalet, minder mest om tyskernes koncentrationslejre.

– Om vinteren, når det er koldt og mørkt, tænder jeg projektøren. Det skræmmer, skal du tro, fortæller Jan.

Jan er manden bag husets SSP-ordning, hvor han har holder foredrag, undervisning og rundvisning for blandt andet politistuderende, folkeskoleelever, sygehuspersonalet fra psykiatrien og lærerstuderende.

– Jeg har gennem tiden haft over 30.000 unge på besøg. Vi har rigtig gode undervisningsmuligheder, idet vi kan og må vise alle lokalerne frem, siger han.

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren SkjødtChurchill gruppen

Besøget på Aalborg Arrest fører os forbi cellerne nr. 6A og 7. Det er imidlertid ikke nogen hvilken-som-helst-celler, fortæller Jan Holmgaard. Her sad drengene fra Katedralskolen. Drengene der voldte de tyske tropper store hovedpiner, og var inspirationskilde til filmen Drengene fra Skt. Petri, som var skrevet af Bjarne Reuter og instrueret af Søren Kragh-Jacobsen.

Churchill-gruppen var en af Danmarks første organiserede sabotagegrupper, og deres tilholdssted lå på Helligåndsklosteret i Aalborg Centrum.

– Det skyldtes vist, at en af drengenes fædre var tilknyttet klosteret, fortæller Jan og rasler med de store fængselsnøgler, som omtrent er på størrelse med selve celledørene.

I overbevisningen om, at ”De voksne ville jo ikke gøre modstand, derfor måtte vi gøre det”, udførte Churchill-gruppen, som bestod af ti drenge i alderen 14-26, adskillige aktioner mod tyskerne.

I foråret 1942 blev de dog pågrebet og smidt ind i de førnævnte celler.

– Men selv om de blev smidt ind i arresten, så fortsatte de med at sabotere. Nogen må have lukket dem ud om natten. Deres indbyrdes forhold var heller ikke så rosenrødt. De to af dem var nødt til at tegne en streg med en kridt midt i cellen, hvor de ikke måtte overtræde linjen. Så lidt kunne de tåle synet af hinanden, fortæller Jan, der for nylig fik besøg af en af Churchill-gruppens medlemmer.

I efterkrigstiden blev cellerne 56, 57, 58 og 59 benyttet til landsforrædere, der arbejdede for Gestapo og senere blev henrettet.

Skorstensfejeren

Aalborg Arrest er ikke et fængsel, men et arresthus, hvor de sigtede holdes i varetægt mens de venter på en afklaring på deres sag.

En gennemsnitlig længde på en varetægt er cirka et halvt år. Nogle sidder der kun i et par dage mens andre sidder væsentlig længere. Varetægten er dog ikke helt spildt, om man så må sige, da længden på varetægten fratrækkes den eventuelle fængselsdom, vedkommende bliver tilkendt.

Den, der har siddet varetægtsfængslet i længst tid i Aalborg Arrest, er Jan Arno Beblein kaldet ”Skorstensfejeren” – manden der i efteråret 2004 blev tilkendt livstid for drabet på en blot 10-årig pige. Han endte med at sidde i Aalborg Arrrest i 2 år og 4 måneder.

– Det skyldes vores retssystem, hvor man udover byretten, landsretten og højesteretten har en særlig klageret, der ikke så tit bliver brugt. Men skorstensfejeren gjorde, så hans varetægt kom til at trække en del ud, fortæller Jan.

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren SkjødtDen ultimative endestation

Og rundvisningen af lokaliteterne fortsætter. Vi er på vej til kælderen.

– Den ultimative endestation, pointerer Jan.

Det kolde, der tidligere løb ned ad ryggen på den udsendte, bliver nu varmt og svedigt. Turen udefra går man gennem en passage med Dalton-brødrene og Olsenbanden afbildet på begge sider.

– Ja, vi havde en indsat engang, som havde forstand på sådan noget, fortæller Jan og griner.

Den udsendte fremprovokerer også et grin. Eller var det en forløsning? Et forsigtigt, fysisk luftudbrud midt i stål, jern, mursten og elendighed, som kun skæbnens norner kan digtere den.

I kælderen er der flere lokaler. De fleste af dem aflåste rum, hvor fangerne under observation og ledelse af en værkmester udfører arbejde for den runde 10’er i timen. [red.: Værkmestre er håndværkere, der er ansat i fængsler og arresthuse og oftest er ansvarlige for det arbejde de indsatte udfører]

De to af lokalerne er ikke arbejdsrelaterede. Det ene fungere som observationslokale, kun udstyret med en briks og en lille bænk.

– Vi bruger lokalet cirka en gang om ugen. Hvis der er nogen, der er på piller, er til fare for sig selv eller opfører sig truende over for betjentene, så kommer de herned. De bliver altid tilbudt en læge, når de kommer herned, siger Jan.

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren SkjødtLokalet er koldt og ubarmhjertigt. Men ikke ved siden af det andet lokale. Det lokale, som Jan kalder den ultimative endestation. For her er der kun en briks, der står midt i lokalet. Inden vi træder ind, åbner Jan et skab og hiver nogle redskaber ud – et par sorte ringe, en yderst specielt formet nøgle og noget, der ligner et par læderhandsker, uden fingre.

– Dem bruger vi på de fanger, der har skarpe negle, fortæller Jan og lægger redskaberne på briksen.

De to sorte ringe viser sig at være låse til bælterne. For briksen er ikke en helt almindelig briks. Den er udstyret med bælter til fiksering. Den ultimative endestation er for de absolut mest farligste fanger. Den bliver, forklare Jan, brugt et par gange om måneden.
I 2011 kom den således helt nøjagtig 32 gange i brug.

Den ultimative endestation er endnu mere kold og ubarmhjertig, end lokalet ved siden af. Fængselsbetjenten Jan Holmgaard, som er iklædt blå trøje og udstyret med peberspray, håndjern og et par andre vigtige redskaber, og som man ellers ville klappe hælene i over for og makke ret – uanset ordren, forekommer som en lysende engel midt i samtalen om bæltefikseringer og ultimative endestationer.

Den lysende engel er da også en fredelig mand, der i sin hverdag spiller på trommer i et af Nordjyllands mest kendte jazzbands – East Harbour Jazzband – der i disse måneder er inde i højsæsonen for spillearrangementer.

– Vi spiller blandt andet på Riverboat festival i Silkeborg, Livø jazzfestival og Den Blå Festival i Aalborg, så vi har nok at se til. Jeg er også meget heldig, at der er meget højt til loftet her på arresthuset, så mine kollegaer er søde at bytte vagter med mig, hvis jeg skal ud at underholde, fortæller Jan og fører magasinets udsendte helt til dørs.

Besøget i arresthuset har nået sin ende. Magasinets udsendte går ud i friheden, låser sin cykel op, smider øresneglene i ørene, men dropper at tromme med. Begge hænder holder fast om cyklen. Han skal ikke risikere at komme indenfor murene på Aalborg Arresthus igen. Det må byens slapsvanse, hængerøve, socialdemokrater og elendig klamphuggere tage sig af.

Aalborg Arrest / Jan Holmgaard - foto: Søren Skjødt

 

Fakta:
Jan Holmgaard Nielsen

Født:
1955

Fødeby:
Hasseris, Aalborg

Titel:
Fængselsbetjent og vagthavende Aalborg Arresthus

Civilstand:
Ugift

Børn:
Søn på 28, der læser på Aalborg Universitet

Karriere:
Startede på statsfængslet i Horsens i 1979, men blev ansat på Aalborg Arresthus i 1981

 

Aalborg Arresthus
… har over 100 besøg om året. 90 % af besøgene udgøres af 8.-9. klasser. Andre besøg kommer fra lærerseminarier, hospitaler og politielever. Luftfoto fra 1955.

Aalborg_Arrest_Jan_Holmgaard_APPTTIZE_Luftfoto