DSC04088Der er noget mytisk over Privathospitalet Skørping. Bygningen er gotisk inspireret og står prægtig, nærmest selvsikker, midt inde i et af Danmarks største skovområder – Rold Skov. Inde bag de godt 100 år gamle rødstensmure kæmper chefsygeplejerske Lone Frantsen med alt mellem afhentning af vand til patienterne til virksomhedsstrategi.

Tekst & foto Dadi Halldorsson 

Lone Frantsen, som siden 2011 har været chefsygeplejerske på
Privathospitalet Skørping, er leder i meget komplekse rammer med høje krav og mange regulativer, der skal opfyldes og tilgodeses. Sundhedssektoren er således den sektor i Danmark, der trækker flest skattekroner til sig, og det er derfor i høj grad politiske
dagsordener og vedtægter, der udstikker de rammer, hun kan lede inden for.

– Vi har rigtig mange love og regulativer, der skal overholdes og indberettes. Der er retningslinjer i forhold til sundhedsstyrelsen, lægemiddelstyrelsen og akkrediteringen. Og i Den Danske Kvalitetsmodel, som er en tyk bog om, hvordan vi skal bære os ad, står der side op og side ned om alt, såsom hvordan dyner og puder skal vaskes og hvordan man fører logbøger for det. Desuden er der regler for hygiejne, arbejdsmiljø, medicin, sygepleje og selvfølgelig selve operationen og hvordan den skal udføres. Der er standarder for alt, hvilket jeg synes er meget fint og vi lever selvfølgelig helt op til dem, men det tager meget tid at efterleve dem, fortæller hun.

Kampen om kunderne

Men til trods for de mange standarder, som Privathospitalet Skørping skal opfylde, ser Lone alligevel mange muligheder for at differentiere hospitalet, så det kan positionere sig og adskille sig fra de offentlige og regionens andre, private sygehuse.

– På grund af de mange standarder, så er der få områder, hvor vi kan bryde ud og positionere os i forhold til de andre sygehuse. Og en af de ting er selve patientforløbet og kvaliteten og samarbejdet omkring patienten og hans pårørende. Vi har derfor blandt andet valgt at beholde husets behagelige indretning og karakter, fordi det skal være behageligt at være her, påpeger hun.

Når APPETIZEs udsendte træder ind i den store, prægtige bygning for at mødes med chefsygeplejersken, går tankerne mere i en retning af piccoline, elevatormusik og stor morgenbuffet. Der er således ikke meget, der minder om operationsmasker, kanyler og hvide kitler. Det ligner med andre ord ikke et sygehus, hvor mennesker behandles for deres lidelser. Der lugter ikke af sprit og der ligger ikke institutionelle, grålige og stenhårde linoleumsgulve på gange og stuer.

Her hænger der slotsagtige lysekroner ned fra luftet med en dæmpet belysning. Og gulvene er beklædt med grønne tæpper. Ikke just de omgivelser, det offentlige sygehus er kendt for.

– Vi er meget fokuserede på at gøre opholdet personligt for vores kunder. Det er derfor så vidt muligt den samme sygeplejerske, der følger patienten igennem hele forløbet. Vi er nærmest på fornavn med hinanden og vi har ingen faste, standardiserede besøgstider. De pårørende kan komme, når det passer dem. I det offentlige er der jo ofte flere patienter, der deler en stue, men herude har man sin helt egen stue, hvor man kan lukke døren, hvis man har brug for at være i fred, siger Lone.

Lone kalder ofte klienterne for kunder – ikke patienter – hvilket tydeliggør forskellen på den private sygehussektors og det offentliges tilgang til feltet.

– Det er vigtigt for os, at vores kunder har en god oplevelse af opholdet. Når de er udskrevet, så giver vi ikke bare slip på dem, men giver dem mulighed for at ringe direkte til os, hvis de har yderligere spørgsmål, når de er taget hjem. For som regel kommer spørgsmålene først til dem, når de er rejst hjem. Jeg bedøver jo de fleste af vores patienter og taler med dem hver dag mens de er her. Så når de ringer for at få noget afklaret, så skal de ikke starte forfra hver gang med at fortælle om forløbet, opgive cpr.nr og så videre,
som de ellers skal hos en vagtlæge. Det kan vores kunder godt lide. De møder ikke nye ansigter hele tiden og føler sig ikke som en sag på et stykke papir. Det er derfor en hel anden service, vi kan tilbyde, og vi følger vores kunder helt til dørs, fortæller Lone, der også påpeger, at afstanden mellem patient og sygehuset ikke er så stor på Privathospitalet Skørping.

– Forholdet mellem vores kunder og vores ansatte er meget tæt og vi sidder tit og spiser vores frokost sammen med dem.

DSC04082Mange forskellige veje til Rom

Lone Frantsen har en blå sygeplejedragt på, når hun modtager magasinets udsendte. Hun er nemlig uddannet anæstesisygeplejerske, hvilket også er en del af hendes funktion på Privathospitalet Skørping.

– Jeg har mange kasketter på i mit arbejde. Jeg træder til, hvis der mangler en person til noget, og så nytter det ikke noget, at jeg har civilt tøj på, fortæller hun.

Udover chefsygeplejersken består ledelsesteamet på Privathospitalet Skørping også af sygehusdirektøren Torben Lauritsen. Torben tager sig for det meste af økonomien og sygehusets samarbejde med de forskellige interessenter, mens Lones funktion er rettet mod selve produktionsdelen.

Lone er derfor i sin dagligdag leder af mange forskellige faggrupper. Men ifølge hende selv er den faglige opdeling ikke den samme, som man typisk kender det på de offentlige sygehus med mange specialer og specificerede fag- og ansvarsområder.

– Vi har mange forskellige faggrupper og funktioner her i huset, som jeg som leder skal forholde mig til. Vi har for eksempel rengøringspersonale, operationspersonale og sygeplejersker. Det er en spændende udfordring, at få så mange personer og grupper til at arbejde sammen om et fælles mål. Det kræver, at personalet er indforstået med, at der fører mange forskellige veje til Rom.

– Her arbejder alle i samme retning. Vi skal hjælpe hinanden og er afhængige af, at vi gør det. Hvis en patient mangler vand at drikke, og jeg står der, så er det mig der henter vand til ham. Også hvis det er lægen, der står der. På denne måde giver det vores medarbejdere flere opgaver og kompetencer, hvor man ikke kun tænker på sit eget faglige ansvarsområde i forhold til en patient. Her bliver det mere ”vores” hospital og ”vores” patient. Medarbejderne er ansat til en specifik opgave, men de vil gerne varetage andre opgaver og dermed udvide deres kompetencer. Og selvfølgelig holder vi os altid til autorisationen, når vi uddelegerer, skynder hun sig at tilføje.

Medarbejderne på privathospitalet er således ikke opdelt i hold, som det ofte er tilfældet på det offentlige sygehus.

– Vi har bevidst valgt ikke at have sygeplejersker, der kun arbejder aftenvagter eller nattevagter. Her har man blandede vagter, for ikke at få en opdelt vagtkultur, hvor dagholdet ikke har forståelse for, hvad natholdet foretager sig – og omvendt. Her ved alle, hvad der rører sig i hele organisationen.

– Det er selvfølgelig en bevidst, ledelsesmæssigt beslutning, at bryde fagopdelingen. Direktøren har for eksempel ikke sit eget kontor. Han har et skrivebord nede i receptionen for at være synlig og kunne høre og se, hvad der foregår. Dermed har han også fingeren på pulsen, fortæller hun.

Bamseskadestuen

Privathospitalet Skørping er opdelt i tre områder, der udover selve hospitalet består af MR-klinikken med en højteknologiske MR scanner, og smertecenteret, der varetager behandling af mennesker med kroniske, komplekse smerter.

Hospitalets kerneydelse er dog ortopædkirurgi. Og på et hospital uden en skadestue, valgte ledelsen i sommeren 2010 at åbne en bamseskadestue for den nærliggende børnehave.

– Det var meget vellykket. Børnene gik altid herude i gården og legede, så vi syntes det kunne være sjovt at lave noget sammen med dem. Børns oplevelser med hospitaler og læger opstår ofte ret tidligt i forbindelser med vaccinationer, børnesygdomme og andet. Og det er som regel forbundet med noget ubehageligt. Det gav os en god mulighed for at give børnene indblik i, hvad der rent faktisk foregår på et sygehus, uden at de selv var i centrum. Det blev en meget vellykket dag og gav god fokus på stedet, fortæller hun.

I samme forbindelse har Privathospitalet Skørping også inviteret Ældre Sagen og Toldmandsforeningen – en forening af læger – til sygehuset.

– Generelt ved folk ikke så meget om de private sygehuse, og de forbinder dem tit med amerikanske tilstande, hvor de rigeste i samfundet kan betale sig fra lange ventetider. Men sådan er det bare slet ikke. Mange af vores kunder henvender sig til os, fordi de skal have lavet et indgreb, typisk en plastikoperation. Men vi får også henvedelser fra de offentlige sygehuse, som ikke selv er i stand til at behandle deres patienter inden for den lovlige ventetid, fortæller Lone.

Loven tilsiger, at hvis ikke det offentlige sygehus kan tilbyde en patient behandling inden for 2 måneder, har patienterne krav på at komme til et andet sygehus, herunder Privathospitalet Skørping, uden at skulle betale for det.

Det frie sygehusvalg

Privathospitalet Skørping er således meget afhængig af, at det offentlige oplyser deres patienter, der står på en lang venteliste, om deres rettigheder for at blive behandlet på et andet sygehus – herunder Privathospitalet Skørping – uden udgifter for patienten.

– Kunderne fortæller tit at de ikke har følt sig informeret tilstrækkeligt om deres mulighed for at blive behandlet på et andet sygehus. Mange af vores patienter har således selv sat sig ind i sagen og fundet frem til, at de godt kunne blive behandlet hos os. Så de har selv taget handsken op og kontaktet os, siger Lone og fortsætter:

– Det er selvfølgelig meget frustrerende for den enkelte, når han bliver sat på en venteliste, der varer i flere måneder og i nogle tilfælde endda langt over et år. Disse patienter har store lidelser og har brug for behandling for at komme ud og blive en aktiv del af samfundet igen. For de er ofte uarbejdsdygtige og derfor, udover den personlige, psykiske lidelse, en udgift for samfundet i form af sygedagpenge og medicin.

– Hvis det offentlige skal videresende en patient til et andet sygehus, så er det billigere for samfundet at sende dem til et privat sygehus, end til et andet offentligt sygehus i andre regioner. Vi kan effektivisere arbejdsgangene mere, idet vi kan servicere kunden i et samlet forløb, da lægen, sygeplejersken, fysioterapeuten og alle vores andre fagrupper arbejder så tæt sammen hele tiden. Det sparer kunderne for flere forskellige besøg, fortæller hun.

I modsætning til det offentlige, er der ingen deciderede portører til at hente og bringe patienterne mellem diverse stuer.

– Her gør vi det selv. Og selv vores direktør kan komme kørende med patienter liggende i deres senge, siger hun og griner.

Privathospitalet Skørping har 18 sengestuer, 4 operationsstuer og 2 opvågningsstuer.