Der er ikke mange, der ved det.Men en af TV-Avisens mest markante personligheder, Vibeke Hartkorn, er rent faktisk fra Aalborg. Camilla Miehe-Renard har talt med hende om opvæksten i det nordjyske, om byen, om karrieren, om fritiden og om fremtiden. Et interview, der afslører nye sider af den ellers så korrekte nyhedsvært.
Tekst: Camilla Miehe-Renard
Du er jo Aalborg-barn eller Aalborg-indføding,eller hvad det nu hedder. Aalborgenser! Hvad husker du ydeligst fra din barndom i Aalborg?
Der er meget. Noget med Mølleparken fx. Jeg var spejder i 10 år. Fra jeg var en 7-8 år gammel. Mine bedsteforældre, som jeg er eget knyttet til, boede ikke langt fra os – oppe i skoven, hvor Mølleparken ligger – og jeg husker hvert efterår, når der var standerhejsning. Så stod vi oppe i den der skov og sang Nu falmer skoven trindt om land”, og det er sådan et smukt naturbillede for mig med den der skov – at have leget i den og gået ture i den. Jeg har både oplevet den om sommeren og om vinteren. I virkeligheden boede jeg i byen. Jeg boede i Hasseris, men samtidig var der markerne i nærheden.Mine bedsteforældre boede på Fyrrebakken, hvor der er marker lige ved siden af og skoven bagved, så et eller andet sted er jeg også vokset op med naturen, som er så vigtig for mig i dag.
Standerrejsning – hvad er det?
Ha, ha, ha – det er noget, man gjorde hvert efterår, når spejdersæsonen gik i gang. Så mødtes man til standerhejsning.
Nå – altså ikke standerrejsning?
Nej – ha, ha – ja, jeg kan godt forstå, du undrer dig. Når spejdersæsonen startede, mødte alle frem, og man stod ret foran flaget og så det gå til tops og sang den her ”Nu falmer skoven…”.
Jeg er selv storbybarn, så jeg har ikke den slags poetiske natur-minder. Vibeke, hvad drømte du om dengang? Hvad skulle du være, når du blev stor?
Min stedfar var læge, og min mor arbejdede på Sygehus Nord som laborant. Og derfor så mente jeg, at jeg også skulle være læge. Problemet var bare, at jeg også vildt gerne ville være damefrisør. Og så kan jeg huske, at jeg sagde til min mor, at når jeg så havde frokostpause som læge – og det vidste jeg, at de havde – så kunne jeg bare gå over i pausen og tage de gode kunder i min salon. Og sådan kunne jeg være begge dele. Men fra jeg var 12 år, har jeg vidst, at jeg gerne ville være journalist. Det var nok, fordi min morfar var meget skrivende. Han skrev mange kronikker. Jeg har altid set ham sidde og skrive. Han kom fra en kulturradikal jødisk familie. Den stammede oprindeligt fra København, men min morfar drog på et tidspunkt til Aalborg for at blive politifuldmægtig. Så derfor er jeg vokset op i et hjem, der på den ene side var meget jysk funderet, for min mormors familie var gartnere og landbofolk. Min mormors far var stadsgartner i Aalborg og slog de første streger til Kildeparken. På den anden side var der den kulturradikale familie, der var venner med Georg Brandes osv. i København. Jeg har fået noget fra begge sider – både en god sund jordbundethed og belæsthed samt en menneskelighed og varme fra min mormors side… og så noget intellektuelt og noget kulturbærende fra min morfars side.
Hvorfor forlod du Aalborg?
Jeg har ikke forladt byen. Jeg flyttede hjemmefra efter gymnasiet, og der flyttede jeg til Århus. Jeg tror, der er nogle unge, som bliver i byen, fordi det er trygt og rart og godt, og så er der nogen, der har udlængsel, og jeg hører så til de sidste, som synes, at der må være noget større – om end ikke noget bedre, sådan tænkte jeg ikke – men noget større. Og så havde jeg nogle venner, der skulle læse på universitetet, så jeg valgte at flytte til Århus og prøve vingerne af. Og det var et kæmpechok for mig.
Hvorfor?
Fordi… jeg opfattede ikke Aalborg som en lille by, der strammede om mig på nogen måde, og jeg syntes egentlig, at jeg oplevede den store verden meget godt fra Aalborg. Men alligevel var Århus en helt anden verden at komme til. Også måden folk var på i Århus – de havde en anden åbenhed. Altså, i Nordjylland, der siger man kun det, man skal sige. Man er meget underspillet. Og så kom jeg til Århus, hvor jeg fik veninder, der var fra Østjylland, og de var vilde og blodige, og de havde i det hele taget et helt andet temperament og åbnede meget mere op for, hvem de var. Man holder ligesom på hat og briller, når man er fra Aalborg. Jeg havde levet et meget trygt og beskyttet liv, og så pludselig boede jeg i midtbyen i en storby, som Århus selvfølgelig var for mig på det tidspunkt. Og der oplevede jeg samfundets bund, prostituerede og narkomaner – skyggesiderne af velfærdssamfundet – og det var meget, meget voldsomt for mig, for det havde jeg aldrig oplevet før.
Var der slet ikke noget af det i Aalborg?
Der var byens vagabonder – fulderikken, som man grinede lidt af, når han kom dinglende ned gennem Bispensgade. Men jeg havde levet et trygt, pænt, borgerligt liv, så det var slet ikke på det plan, som da jeg kom ned til Århus. Så det forskrækkede mig meget. Det kunne jeg slet ikke håndtere i starten, selvom jeg voksede op i en familie, der havde et stort socialt engagement. Mine bedsteforældre var engagerede i Sankt Georgs Gilderne og Red Barnet og har været med på børnehjem og åndssvageanstalter, som det hed dengang, så den side af det har jeg helt klart haft med hjemmefra. Og det ligger stadig dybt i mig som grundlag for mit journalistiske engagement, at jeg er vokset op i en familie, hvor det handler om at tænke på andrefør sig selv.
Du sagde om aalborgensere, at de er meget underspillede?
Jeg vil nok sige nordjyder. Altså, Aalborg er jo sådan set Nordjyllands hovedstad. Så jeg vil nok sige, at for mig er det at være nordjyde at have en ufattelig dejlig humoristisk sans. Jeg griner, når jeg kommer hjem til
Nordjylland. Jeg elsker den nordjyske humor – og jeg elsker sprogets finurligheder og måden, man siger tingene til hinanden på, og jeg elsker den der underspillede humor. Jeg bliver et mere frit menneske, når jeg kommer hjem til Nordjylland.
Hvordan det?
Jeg tror, det handler om, at der er en genkendelighed. Vi behøver ikke sige så meget til hinanden, så ved vi præcis, hvad vi mener.Og faktisk – jo ældre jeg bliver, jo mere finder jeg ud af, hvor utroligt store forskelle der er mellem landsdelene, og måden man er på. Hvor store kulturforskelle der er inden for vores lille land.
Du får det til at lyde, som om I næsten har jeres egen “stamme” deroppe?
Neeej – men der er bare en genkendelighed. Jeg kan mærke, at jeg er nordjysk helt ind til knoglerne. Jeg kan mærke, at der sommetider er barrierer, hvis jeg møder fynboer eller københavnere. Ikke, at jeg ikke svinger med dem, det er ikke det, det handler om.Men der er en genkendelighed og en umiddelbar forståelse, når jeg møder aalborgensere. Og jeg møder dem alle mulige steder. Jeg kan fx møde dem her i København, og så begynder jeg bare at grine og smile og have det rigtig, rigtig godt lige med det samme. Og så siger jeg: ”Aj – du er fra Aalborg, hvor er det bare dejligt”.
Har du selv de typiske nordjyske karaktertræk?
Ja, nogen har jeg nok, men i virkeligheden er jeg ikke rigtig karakteristisk nordjyde, for jeg taler slet ikke sproget. Jeg taler jysk, så man kan høre det, men jeg taler ikke aalborgensisk. Og jeg er opdraget med, at der var en lang række ord, jeg ikke måtte sige på aalborgensisk. Jeg har ikke den side af sproget med, men så snart jeg kommer hjem, så falder jeg lidt ind i jargonen, og det er vildt hyggeligt. Et andet atypisk træk ved mig er, at jeg har en god sund selvfølelse på trods af Janteloven, der lever i bedste velgående og bedre og bedre, jo længere du kommer op I Jylland.Man skal ikke stikke næsen for langt frem, og man skal ikke gå med en kæmpestor hat ned ad gågaden I Aalborg. Det skulle man i hvert fald ikke, da jeg var barn!
Gælder det stadig?
Ja, det tror jeg, men når jeg går gennem Aalborgs gader nu, synes jeg alligevel, at folk er rimeligt godt med.Men jo, der er stadig en underspillethed, og du skal stadig ikke stikke næsen for langt frem. Det er en konstatering, ikke en kritik – sådan er det bare!
Underspiller du også?
Nej, det har jeg lagt bag mig. Jeg ved egentlig ikke, om jeg nogensinde har gjort det. Det er i hvert fald en ting, jeg ikke har taget med mig, for jeg har ikke haft lyst til det, og det ligger langt fra min karakter.Man skal stå ved det, man kan, ligesom man skal stå ved det, man ikke kan – og man skal kunne sige begge dele lige højt, og det tror jeg er meget atypisk for en nordjyde.Men den nordjyske humor har jeg 100 %.
Ja, ja, du tager bare det gode og lader det dårlige ligge – snedigt nok!
Hø, hø…Men jeg er jo heller ikke vokset op i en typisk aalborgensisk familie. Grunden til, at jeg kalder mig selv nordjyde og ikke aalborgenser, er, at jeg har tilbragt så meget tid i min families sommerhus oppe ved vestkysten oppe mellem Lønstrup og Løkken, og jeg har lige så meget med fra de lokale deroppe, som jeg har fra Aalborg.
Synes du, Aalborg har ændret sig?
Egentlig ikke – og det synes jeg er meget hyggeligt. Det synes man nok, når man ikke bor der længere. Så har man brug for noget genkendeligt, når man kommer tilbage. Altså – jeg synes, der begynder at ske noget spændende nede på havnefronten. Og på byens pladser. På den made synes jeg, at byen er på vej til at blive mere international. Og jeg synes, at byen virker stolt af sig selv og stolt af de mennesker, der bygger noget op i byen. Den del af det kan jeg mærke, og det er med til at give mig en stolthed over, at de klarer sig meget godt deroppe. Det er ikke en let region at komme fra eller være i. For mange københavnere er det stadig lettere at tage til Italien og Kanarieøerne end at tage til Aalborg. Der er mange fra Østdanmark, der aldrig har sat deres ben I Jylland, og for dem er det en kæmperejse. De rejser hellere til New York.Det er synd.Nu har mit job ført mig rundt i hele Danmark, og på den måde kan man sige, at jeg kinder mit land rimeligt godt! Jeg har faktisk ondt af de mennesker, der ikke giver sig selv mulighed for at søge ud I Danmarks afkroge, for der er meget at hente og mange spændende mennesker… og masser af smuk natur.
Okay – nu tager vi lige et par hurtige i rap! Hvad mener du, at Aalborg er mest kendt for?
De store industrivirksomheder og Jomfru Ane Gade.
Hvad burde Aalborg være mest kendt for?
Initiativrighed!
Hvem har gjort mest positivt for Aalborg i nyere tid?
Trillingsgaard og AaB!
Hvem er efter din mening den mest kendte aalborgenser uden for Aalborg?
Marius Andersen – ha, ha.
Jeg troede lige, du sagde “mig og Andersen”…?
Nej, nej, nej…
Der kom den nordjyske beskedenhed frem igen. En københavner ville omgående fremhæve sig selv.
Hmm… hvem er der ellers – hvem kender man… Camilla, du har jo selv arbejdet med et journalistisk blad. I virkeligheden kan man svare, at der ikke er så mange profiler, fordi folk måske ikke praler så meget med at være fra Aalborg. Hvilket jeg synes, at man burde.
Det handler jo så igen om, at man ikke er tilstrækkeligt stolt af sin herkomst, og derfor ved vi faktisk ikke, hvem der er fra Aalborg…
Ja, sådan kan man godt sige det.
Hvordan synes du, at Aalborg klarer sig i konkurrence med København? Eller skal Aalborg slet ikke konkurrere med København?
Egentlig ikke, for den kamp er tabt på forhånd. Men jeg synes, at Aalborg mere og mere viser en vilje og evne til at gøre opmærksom på, hvad der foregår – og hvad byen kan. Det oplever jeg mere og mere, især som journalist. Men Aalborg skal passe på, at det ikke bliver “det er synd for os historier” – og det er den slags historier, der kommer frem, hvis byen hele tiden sammenligner sig med København.
Jeg mener – og så kan du kalde det konservativt – at det skal komme nedefra.At man skal ride på de positive heste, og at det er det, der skal gøre, at man får positiv opmærksomhed – og opmærksomhed i det hele taget.Og man kan ikke bruge den nordjyske beskedenhed og Janteloven til noget som helst i den sammenhæng.Man er nødt til at sige, at det her er vi rigtigt gode til, og det er vi stolte af. Jeg har lært meget af min bror.Han bor og arbejder i byen, og hans job er bl.a. at gøre opmærksom på Nordjyllands positive sider – han er direktør for noget, der hedder Mindwork, som er en paraplyorganisation for telekommunikations- virksomheder I Nordjylland…
Er det Robert?
Ja! Når jeg hører ham fortælle, så synes jeg faktisk, at det lyder som om, at det er man parat til, og at det er man godt i gang med. Og det bliver jeg simpelthen så glad for. Man fortæller om initiativrighed, og man har ligesom lagt det der på hylden med, at man endelig ikke skal stikke næsen frem, og det synes jeg er rigtig fint.
Hvad betyder det i forhold til fremtidsudsigterne for Nordjylland? Tror du på, at der kan komme en opblomstring, eller vil egnen blive hægtet helt af?
Nej, det tror jeg aldrig,Nordjylland vil blive! Det er der for meget initiativrighed og for mange projektmagere til. Men hvis Nordjylland skal vokse, så skal man i langt højere grad gøre opmærksom på, hvor vidunderligt det er at bo der, og at det er et godt sted for familier at bo, at der er skov og strand og by. Nordjylland har det hele, og det skal man gøre opmærksom på og så få vendt den stemning af, at ”Guuud – det er godt nok langt væk”… for det er det i virkeligheden ikke.
Nok om Aalborg! Hvad med karrieren?
Først og fremmest er der det faglige – at kunne få lov at beskæftige mig med det, der interesserer mig mest – som er at fortælle andre menneskers historier. At kunne få lov at deltage i samfundsdebatten og at kunne fortælle danskerne, hvad der er på vej, og hvad de lever midt i og at engagere dem og inspirere dem. Det synes jeg er en fantastisk gave at få ved at have valgt det her erhverv.
Hvad med forbilleder – menneskeligt og fagligt?
Altså… jeg har Karen Blixen.
Hvorfor?
For hendes mod til at gøre de ting, der er svære i livet. Og så har jeg min mor. For hendes evne til at sætte sig ud over sig selv og vise en stor menneskelighed. Og for hendes gode humør.
Hvad med din fritid – du bor jo på Djursland?
Ja,men jeg arbejder i København.
Puha, det kender jeg alt til – bare omvendt. Hvad synes du om at pendle?
Det er overhovedet ikke noget problem. Jeg har altid i min journalistiske karriere rejst meget i jobbet.
‘Kører du ligesom mig frem og tilbage et par gange om ugen?
Ja! Det eneste irriterende ved det er, at man hele tiden skal pakke ned og ud. Men jeg kan godt lide – ligesom da jeg arbejdede i Århus og kørte 40-45 min. hjem – at man bevæger sig fra et sted til et andet – og så slipper man det andet. Jeg tager ikke arbejdet med hjem – det hjælper til at slippe og til at koncentrere sig om det, man er i. Det kan jeg godt lide, og jeg synes, at det er vigtigt at kunne gøre det. Især, hvis man har familie, som man er meget borte fra – så er det vigtigt at være ordentligt til stede, når man er hjemme. Det tror jeg kun, man kan være, hvis man er i stand til helt at slippe den ene verden og helt at åbne sig for den anden på skift.
Det lyder som om, du er den type pendler, der formår at udnytte transporttiden til noget positivt?
Ja, i transporttiden tænker jeg en masse tanker – og jeg nyder at køre gennem vores smukke land.
Fritid? Er der noget drønspændende – har du en hemmelig vildt fed interesse?
Jeg sejler. Også kapsejlads en gang om året, hvor den sydlandske del af mit temperament kommer i fuldt flor.
Du råber vel ikke af de andre?
Ha, ha, ha – jo, jo! Det gør jeg, når jeg sejler, og når jeg kører bil.
For hulen, Vibeke – du skal være et forbillede!
Fra min afrikanske far har jeg en vindermentalitet, som ikke accepterer, at jeg kan tabe. Så derfor hidser jeg gasterne op til, at vi bare skal foran, og jeg er ligeglad med, om vi smadrer båden. Og så har vi kørt meget på motorcykel, før vi fik båden.
Har du vundet noget i den dér båd?
Jeg har vundet over Prins Henrik. Han fik en 11. plads, og vi fik en 10. plads. Og vi fik en 3. plads i vores løb ved en kapsejlads i sommer, og det synes jeg er meget godt gået, for vi er ikke så rutinerede.
Du startede med at fortælle, at du altid er blevet spurgt, hvor du er fra. Er folk pr. automatik gået ud fra, at du er adopteret?
Ja – enten det, eller at en eller begge forældre er kommet fra et andet land eller en anden kultur. Så de blev helt paffe, når jeg som barn svarede, at ”jeg er fra Aalborg”, og at jeg er født og opvokset i Aalborg. Jeg oplever stadig, at der er nogen, der spørger, hvor jeg kommer fra.Og så svarer jeg stadig, at jeg er fra Aalborg, for jeg synes selv, at jeg er meget aalborgensisk. Jeg synes, mange af mine værdier og min måde at være på over for andre handler om at være vokset op det sted. 2/3 af københavnerne er jo i virkeligheden jyder, og jeg synes, at der er mange, der ikke rigtig vil stå ved, hvor de er fra. Dermed vil de heller ikke anerkende, at det har en betydning, hvor de er fra, men det vil jeg gerne.
Du laver morgen-tv nu. Hvad handler det om? Er det bare en rokade?
Jeg har gennem hele min ansættelse vikarieret på morgen-tv, så der er ikke noget nyt i det for mig,men min ledelse har bedt mig påtage mig den opgave – dybest set fordi man skal løse et logistikproblem med orlov osv. – og det har jeg så sagt ja til, og jeg vælger at se positivt på det. Jeg får jo så fx lov til at lave nogle længere interview. Problemet med at være aftenvært er, at du har de der to minutters interview, hvor du næsten skal sige farvel, før du har sagt goddag, og ikke kan komme i bund med et emne. Men det kan jeg i morgenprogrammet, så på den måde udvikler jeg mig fagligt. Men karrieremæssigt har jeg lavet nyheds-tv siden 97, og jeg synes absolut, at det er en af de mest spændende genrer inden for journalistikken. Men jeg kan også mærke, at nu kunne jeg godt snart tænke mig en større fordybelse og så måske få mulighed for at lave magasinprogrammer og dokumentarprogrammer, som jeg har lavet tidligere… Måske få mit eget program og få lov at gå i dybden med nogle emner, som interesserer mig, og som jeg mener, at der skal fortælles nogle gode historier om. Det er da en drøm.
Nu har du sagt så meget pænt om Aalborg – kunne du finde på en dag at flytte hjem igen?
Jeg har altid sagt, at det er en god familieby. Et sted, hvor jeg bestemt gerne ville have, at mine børn voksede op, fordi byen har det hele naturmæssigt og kulturelt – i hvert fald på nogle planer – og også fritidsmæssigt. Jeg synes, det er et trygt sted at vokse op – med nogle dejlige mennesker og sådan.Men jeg er jo ikke flyttet tilbage. Og et eller andet sted – altså når man har nået den alder, jeg har – så er det mere en lejlighed i Rom eller New York, man drømmer om.
Men du vil ikke udelukke, at du flytter tilbage?
Nej… men det er nok urealistisk.
