Der er så dejligt derude på landet, hvor Sofie Bonde og Nils Torp plejer naboerne, laver musik, tænker skæve tanker og får inspiration fra verdensrummet. APPETIZE har i forbindelse med udgivelsen af deres nye album mødt de to souvenirs til en snak om kunst og kultur, Himmerland og børn og et liv med musik.

Tekst LARS SENNELS

Rækkehuse på Mars hedder deres nye album, som netop er udkommet. Nummer syv i rækken. Sidste efterår stod den på Chr. XII og pigerne fra Mars. Det lyder bogstaveligt talt langt ude – og det er det også. Nogle gange. For det er også Himmerland og de simple ting som eksempelvis firehjulstrækkeren, der fylder i Sofie Bondes og Nils Torps liv. Og så er der selvfølgelig Susanne, som vi hader… Eller gør vi? Det vender vi tilbage til.

Fra køkkenvinduet kan man se ned over engen med sommerblomsterne og den hjemmegjorte dam, hvor man kan sidde på den lille bro og tænke store tanker. Omgivelserne inviterer nærmest til kreativitet og både sjove og skøre ideer. Det er her – midt i Himmerland – Nils Torp og Sofie Bonde komponerer deres mange forskellige kunstneriske indfald. For indfald er det. I hvert fald et stykke af vejen. Det er skørt men også socialrealisme, så vi alle må nikke med. De har deres eget studie derude i naturen, hvor der ikke en gang findes et fjernsyn til at forstyrre freden. Men hvordan er det nu med kunsten?

– Jeg kan egentlig bedst lide Storm P’s definition. Kunst er det, de fleste ikke kan, for hvis alle kunne det, var det jo ingen kunst. Og så alligevel. For os handler det om at gøre en indsats for kunsten og kulturen. Kunst er essentielt for den danske folkesjæl, og der er hele tiden behov for at forny og vedligeholde. Det er vanskeligt at beskrive, hvad der egentlig sker, for spørgsmålet om kunst er så vigtigt for mig. Mine tekster strømmer gennem solar plexus, mens musikken kommer fra hjertet. Den nærmest springer ud. Den musik, jeg skriver, er et udtryk for de umiddelbare følelser og oplevelser, som jeg har i mig lige netop nu, forklarer Nils Torp.

Han skriver stort set al tekst og musik til Souvenirs’ udgivelser, og han tænker meget over, hvad der flyder fra pennen og hjernen – for kunst kommer ikke af sig selv.

– Vi lever et dynamisk liv i fremdrift. Kunsten er i virkeligheden at gennemskue, hvilken vej og retning ens liv tager. Samtidig finder vi vores kunst der, hvor vi er. Vi kan ikke gå på café hver dag sammen med en hel masse andre kunstnere. Vi finder inspiration udenfor et storbymiljø – vi kan ikke hænge ud med de andre kunstnere, og derfor er der ikke den samme afsmitning. Vi udøver den kunst, vi synes om. Vi planlægger for eksempel ikke en udgivelse op til jul for at sælge flere albums. Vores album udkommer, når det er færdigt, og det er det så i august denne gang, vurderer Nils Torp.

Der er i det hele taget ikke meget stræber over hverken omgivelser eller de to souvenirs. De lever med kunsten i og omkring sig. Et studie i stuen, inspiration fra Indien på hylderne, instrumenter på væggene – over alt udstråler deres hjem attitude, som det hedder på nudansk.

”Sådan et hjem som jeres vil jeg også have, for det har personlighed”, fortalte en gæst dem en gang.

– Personlighed er jo os og det, vi står for. Men vores gæst troede tilsyneladende, man kunne bestille det på nettet, forklarer Sofie Bonde og fortsætter:

– Vi prøver hele tiden at gøre det, der er rigtigt for os. Vi tør godt springe en sæson over. Vi higer ikke efter at beholde den samme grønne plæne hele tiden. Skulle der komme en anden og slå et telt op på ”vores” plæne, finder vi bare et nyt stykke græs – helst uprøvet. Vi trænger tit til noget nyt og anderledes, og vi har aldrig været bange for pauser eller nye udfordringer. Vi har de senere år lavet en del cirkus, bare fordi vi syntes, at det da kunne være sjovt. Og det var det.

De to er helt deres egne. En aldersforskel på 20 år – han er 55, hun 35 – eller at de har kendt hinanden i 17 år illustrerer bare, at de gør det, de føler er rigtigt. Så er det ikke så afgørende, hvad andre tænker. Mange kunstnere vil gerne skille sig ud fra mængden og prøver også på enkelte områder at være sig selv eller at gøre det unikke. Sofie Bonde og Nils Torp lever den filosofi helt ud. De har to børn på 6 og 10 år. Børnene har aldrig kendt til at have fjernsyn i hjemmet. Måske ikke en revolution, men for børn, der ellers dagligt påvirkes af medier, er det et anderledes liv. Deres to børn oplever det bare ikke sådan. For det er deres hverdag, og MGP eller Disneys Juleshow kan sagtens ses på nettet. Og så bliver der også tid til at læse både for børn og voksne. Eller til at få nye ideer. Dette års sommerunderholdning fandt sted i Nordkraft i Aalborg. Smugkig var en blanding af cabaret, varieté, cirkus, gøgleri, teater og revy – og måske lidt mere. De kalder det bare underholdning, for det handler om mennesker. Mange slags mennesker. For anden gang er der både en heks og en stripper med omkring forestillingen. Stripperen er måske ikke så original, men en heks?

– Dannie Druehyld kender vi fra Brugsen. Og så har hun været her. Hun er det sødeste menneske og helt speciel med sin store hat, som hun altid har med. En dag kom vores datter hjem fra skole, hvor Dannie havde været på besøg sammen med en rigtig sort neger. Vores datter blev vist lidt bange og var lige ved at vende om. Men netop at lære mange forskellige mennesker at kende er spændende og en god opdragelse for vores børn. Og sandelig også for os. Især når man bor herude på landet og ikke på Nørrebro, fortæller Sofie Bonde.

Om deres egne tekster er kunst? Ja, selvfølgelig, men de er også kærlige klem og dask til vores samfund og os selv. De skriver, hvad de synes, og mange kan genkende sig selv. Fra det seneste album er nummeret med firehjulstrækkeren sendt ud som single. Og man bliver naturligvis forarget, når hun kører i benzinslugeren til bageren, men sangen er meget mere end det.

– Den kan lyde forarget, men det er den ikke. Den er også en slags hyldest til de seje kvinder, der stiger ombord i de store biler og godt tør lege med. Vi samler på spændende mennesketyper, og der er egentlig ikke noget moraliseren i sangen. Den passer bare godt ind i vores univers, fordi den fortæller en historie om en, vi og de fleste andre faktisk godt kender, fortæller Sofie Bonde.

Og så er hun nødt til at fortælle, hvad den stakkels Susanne har gjort, siden vi nu alle går rundt og hader hende. Svaret er overraskende og ikke nær så gyseragtigt, som vi måske kunne forvente – eller håbe.

– Vi hader slet ikke Susanne – nærmest tværtimod – vi beundrer hende helt vildt. Hun kan alt muligt. Hun er god til det hele og har succes med stort set alt, hun giver sig i kast med. Så faktisk er det det klassiske tema med et lille hip til janteloven og den der med, at det ikke må gå for godt. Hvorfor ikke? Lad da Susanne have sin succes – det kommer os alle til gavn, mener Sofie Bonde.

Det der med politik er der ikke meget af i deres materiale – i hvert fald ikke politik, som vi normalt definerer det.

– Vi har ikke et politisk budskab som sådan. Danmark er toppen af cocktailbærret på den fine lagkage, så at synge politisk er måske lidt påtaget. Vi skal bruge vores liv fornuftigt og måske tænke lidt på overvægt for eksempel. I den vestlige verden kender vi alle advarslerne, men vi er vil-døve og vil-dumme og fortsætter bare med at spise og drikke. Det kunne vi godt lave lidt om. I det hele taget er det en blanding af inspiration, den kunstneriske åre og så det at producere tekst og musik, som vi kan leve af. Inspiration er vigtig, når man skal producere kunst, men disciplin er lige så vigtigt. Jeg er ikke god til at producere på bestilling. Omvendt er det også en fast proces. Jeg sætter mig og arbejder og bliver så inspireret – ikke omvendt. Derfor handler det ikke nødvendigvis om de store politiske budskaber. De skæve tekster er en del af min facon, og hvor den kommer fra, ved jeg faktisk ikke. Vi er blevet kendt på en bestemt jargon, og det med at finde sin melodi eller tone er kunstnerisk rart, forklarer Nils Torp.

Hvor Mars så kommer ind i billedet, er der vist ikke rigtig nogen, der ved. Det er noget med ord og noget med, at Souvenirs er nået dertil nu. Ikke til Mars, men måske til rækkehusene og det, de repræsenterer. Og så det absurde. Det kan de begge rigtig godt lide.

– Mange absurde ting er jo lykkedes før. ”Jeg ved, jeg kan flyve, og lige pludselig lykkes det måske.” Det gjorde det jo for fuglene, siger Nils Torp underfundigt, og fortsætter:

– Hvem ved – måske der faktisk en dag kommer rækkehuse på Mars?