Det er mandag eftermiddag, og jeg er lige ankommet til Haraldslund Vand-og Kulturhus. Jeg har længe set frem til at skulle møde Ann Pia Kjær, kvinden bag projektet ‘Sundhed i Bevægelse’. Et program for kræft– og hjertepatienter. Jeg står og banker på døren, som er låst og pludselig kommer en kvinde springende med det største smil på læben – og jeg er ikke tvivl – det må være Ann Pia.
Tekst Maria Jakobsen
Men hvad er det, der driver hende, hvad inspirerer hende og giver hende sådan en gejst. Hvordan startede det hele egentlig?
– Jeg har hele mit liv levet i gymnastikkens verden, i det her fællesskab med andre mennesker. Jeg elsker foredrag, sang og sammenhold. Det sociale i denne verden har altid stået for mig som noget af det, jeg altid har levet højt på, fortæller Ann Pia.
Ann Pia udviklede på et tidspunkt en svær form for astma og allergi, som påvirkede hendes livskvalitet meget, da hendes krop lige pludselig ikke ville, som hun ville. Hun kunne ikke løbe mere og begyndte at bruge meget tid på at fundere og tænke over, hvad det var der skete med hendes krop. Hun var ikke begejstret ved tanken om at skulle medicineres, så hun begyndte i stedet at tænke i de mere alternative baner.
– Jeg kunne jo mærke, at min sygdom forandrede sig efter, hvordan vejret var, eller efter hvad jeg spiste. Jeg tog derfor en uddannelse som zoneterapeut, forklarer Ann Pia.
Hun var på dette tidspunkt ansat som teknisk assistent ved Aalborg Kommune men begyndte samtidig at undervise på zoneterapi skolen, da hun var meget optaget af, hvordan det psykiske og fysiske spiller sammen.
Sygdom tæt inde på livet
Men hvordan kom hun på at starte projektet i Haraldslund? Ann Pia har selv haft kræften tæt inde på livet flere gange. Hendes mor og flere af hendes nære venner blev syge indenfor kort tid, og nogle døde. Mødet med kræften på så tæt hold skabte et dybt behov hos Ann Pia for at gøre noget.
– Min mor døde som 62-årig af kræft, og min morfar har jeg aldrig kendt. Han døde af lungekræft som 38-årig. Min mor døde i løbet af fem dage på hospitalet, og jeg var i chok over, at det gik så stærkt. Da jeg kom ud og skulle besøge hende på hospitalet, kunne jeg ikke kende hende. De havde fundet ud af, at hun havde så meget kræft i sin krop, at hun ikke kunne behandles. Det var som om, at sjælen allerede havde forladt hende på det tidspunkt. Så tænkte jeg, hvis livet kan være ovre så hurtigt, så er det bare med at få levet det fuldt ud, fortæller Ann Pia.
Under familiens og vennernes sygdomsforløb gav Ann Pia dem zoneterapi. Det var ikke med baggrund i, at hun troede, at hun kunne gøre dem raske, at hun gjorde det men mere for at lindre.
– Da jeg gav mine venner zoneterapi, tror jeg, de følte det var skønt at komme og snakke med mig, da jeg ikke var en del af familien men stod lidt udenfor det hele.
– Man mister bryster og hår og er bare så træt. Jeg tænkte, hvis jeg får kræft, hvor skal jeg så gå hen? Når jeg kender så mange, der er syge med kræft, måtte der være så mange rundt omkring, der var syge, og jeg kunne jo ikke sidde og give dem alle zoneterapi, så jeg var nødt til at skabe et sted for de her mennesker. Jeg tænkte, hvis motion er godt for os der er raske, så må det være så meget bedre for folk, der er syge, forklarer Ann Pia.
Fra tanke til handling
Tanken blev til handling, og i dag er det syv et halvt år siden, at Ann Pia kunne sige velkommen til de første kræft- og hjerte patienter, der havde brug for motion og samvær. Før det kom så vidt, måtte hun kæmpe for sin idé og har brugt meget tid på projektbeskrivelse og budget. Fra hendes tidligere job hos Aalborg Kommune kom de gamle kontakter hende til gode, da hun skulle overbevise politikerne om, at det var et godt projekt. Det var vigtigt, for Ann Pia at projektet ikke blev slået for stort op, da hun skulle være i stand til at køre det alene. Det lykkedes hende at skaffe penge til at køre projektet i tre år.
– Efter de første tre år blev jeg tilbudt at tænke i udvidelser, hvor jeg valgte at gå på fuldtid i stedet for de 30 timer jeg tidligere havde haft, og derudover ansatte vi en mere, forklarer Ann Pia.
I dag er der 230 personer om ugen, der benytter sig af programmet, der indeholder to timers undervisning og en times cafe. I Haraldslund er der ni moduler og derudover er projektet startet op i Ulsted, hvor Ann Pia underviser hver mandag.
En cafe som samlingspunkt
Før Ann Pia kom til Haraldslund, var her bare en mellemgang, men den fik hun hurtig omdannet til en hyggelig cafe med lys på bordene og blomster i vaserne. Det er tydeligt, at projektet her betyder noget helt særligt for hende. Hendes positive energi gennemsyrer hver en kvadratmeter, og jeg tager mig selv i at blive positivt påvirket af hendes gejst.
– Jeg kunne mærke, hvor meget de her mennesker havde behov for at snakke, så det var vigtigt for mig at skabe et fællesskab, hvor de havde mulighed for det. Fra gymnastikken kendte jeg til det sociale, hvor man snakkede i omklædningsrummet både før og efter træning, men det er nærmest helt forsvundet den dag i dag. Nu kommer folk omklædte hjemmefra og tager direkte hjem efter træningen, og sådan skulle det ikke være her, her skal de give hinanden noget.
Kaffemaskinerne kører derfor på højtryk i Haraldslund hver eneste dag, og der bliver bagt boller i vildskab. De 21 frivillige, der er tilknyttet til projektet, har nok at se til for at cafeen kan gå rundt.
Det har altid været vigtigt for Ann Pia, at projektet ingenting har med sygehuset at gøre. Projektet skulle være et frirum, her skulle de ikke mødes af en hvid kittel, da de har nok af det i forvejen. Men jeg er stadig meget forbavset over, hvor Ann Pia finder alt denne energi. Ann Pia er jo virkelig en ildsjæl ud over alle grænser. Bliver det mon aldrig hårdt for hende at skulle lytte til alle de historier?
– Men som Ann Pia forklarer, dem der kommer her ved godt, at jeg ikke har noget skilt eller kittel på, så jeg har ikke forstand på at kunne helbrede dem. Jeg kan til gengæld give dem noget energi og livskvalitet. Jeg er ikke terapeut, og det ved de godt, og det er også en af grundene til, at vi har cafeen, da de skal være deres egne terapeuter. Her snakker de om alt lige fra strikkeopskrifter til rejser, til slægtsforskning. Jamen simpelthen alt mellem himmel og jord.
I projektet er der tilknyttet alle aldre. Den yngste er 19 og den ældste 87, så det er vigtig for Ann Pia at undervisningen rammer bredt, da alle skal have pulsen op. Ann Pia er selv dybt optaget af hvilke mekanismer, der styrer os, hvilket også var en af grundene til, at hun tog både en zoneterapeut- og en yoga uddannelse. Projektet handler om at finde styrke gennem kropslighed.
-Jeg går meget op i det psykiske. Kroppen går i chok, når man får af vide, at man er syg. Jeg arbejder derfor meget på at få åbnet kroppen igen, da jeg tror, at når man får kroppen åbnet, åbner man samtidig op for det psykiske. Min grundtanke er, at hvis man kommer dybt nok ind i kroppen, så kan man forløse noget, siger Ann Pia.
Et frirum
Med projektet er der skabt et frirum. Folk kan komme som de er.
– De kan komme med et eller to bryster eller slet ingen. Det er et frirum, hvor de ikke er reduceret til et cpr-nummer. Folk smider deres parykker under træningen. Folk kommer her jo både før og efter deres kemobehandling, så det er meget forskelligt, hvor langt de er i processen. Vandgymnastikken er også et godt element, her kommer de nemlig ind i et omklædningsrum, hvor folk har et eller to bryster. Her er de alle i samme båd, fortæller Ann Pia.
Et par gange om året er hjerte- og kræftpatienterne sammen til julefrokost og på en skovtur, som Ann Pia også arrangerer. Der bliver bestilt en bus, og så har de alle madpakker med, som de spiser sammen i det fri. Ann Pia sørger så for hvert år at få tilknyttet en naturvejleder, som kan fortælle lidt. Turen bliver altid afsluttet med at hele flokken tager et sted hen og drikker kaffe.
Aalborg manden
I maj 2012 modtog Ann Pia Aalborg manden fra Aalborg Kommune for projektet. En pris der har en meget stor betydning i hendes hjerte. Ann Pia får med det samme lidt våde øjne, da jeg begynder at spørge ind til prisen. Det er tydeligt, at det ikke er en pris, hun nogensinde havde regnet med at modtage.
– Den havde jeg bare aldrig troet, at jeg skulle have. Jeg bliver simpelthen så rørt over det, siger Ann Pia. Aalborg Kommune har hele vejen igennem stolet på, at jeg kunne det her. Det er den største anerkendelse, jeg har fået, det var helt utroligt for mig. Det er fantastisk, at de anerkender mig på den måde.
Tidligere har Ann Pia modtaget Aalborgs Vestbypris, fordi hun har gjort så meget for bydelen. Priser der nu pynter i hjemmet, som hun deler med sin mand. Ann Pia har ingen børn. Projektet her er i stedet blevet hendes hjertebarn, og hun har haft en så stor betydning for så mange mennesker. Haraldslund eller projektet her, det står som et fast holdepunkt for patienterne, og det har de behov for i deres liv.
Ann Pia er en ildsjæl ud over alle grænser, og jeg har nydt en meget inspirerende eftermiddag hvor jeg har lært kvinden bag projektet
’Sundhed i Bevægelse’ at kende. Ann Pia har om nogen aalborgenser berørt mange mennesker og formået at tænde en gnist i deres indre.
