For 20 år siden rystede de fleste på hovedet ved tanken om at drikke flaskevand i stedet for vandhanevand. Men Nørresundby-drengen Allan Feldt drak flaskevand, selv om han kun var på SU, og han så sin fremtid. Han ville være vandsheik og stiftede kildevandsfabrikken Aqua d’or, der har gjort ham til en yderst velhavende mand. Hans kildevandseventyr har netop fået tilføjet et nyt kapitel efter partnerskabet med Evian.

 

Tekst: Britt Nørbak og Maria-Louise Bak

 

Hans 20 år i kildevandsbranchen, hans flotte succes og hans svimlende bankbog har ikke gjort Allan Feldt til en erhvervsmand, der bare svarer monotont og diplomatisk på alle spørgsmål. Tværtimod. Hans svar er fyldt med bandeord og malende beskrivelser, og han taler forfriskende hurtigt og lige ud af posen. Til det indledende spørgsmål om, hvorfor han i sin tid valgte et usikkert liv som iværksætter i stedet for et stabilt lønmodtagerjob, kommer svaret prompte:

– Det gjorde jeg, fordi jeg var så ”fandens klog”. Jeg kunne ikke holde nogen af mine chefer ud, og jeg var sikker på, at jeg kunne gøre tingene meget bedre end dem. Jeg ville gerne bestemme selv, og jeg var ikke god til det politiske spil på en arbejdsplads med fedterøvstillæg osv. Jeg var meget direkte, og jeg havde en drøm om at tjene mange penge! Da jeg startede, var jeg kun på SU, og jeg vil råde alle spirende iværksættere til at starte tidligt. Det er sværere at kaste sig ud i et usikkert iværksætterliv, hvis man har børn og hus. Men lige meget hvornår og hvordan man beslutter sig for at springe ud som iværksætter, så er det da hårdt, udtaler den tidligere Nørresundby-dreng. Inden han i 1987 rejste til København for at læse til cand.merc., læste han HA på Aalborg Universitet. Under sin studietid læste han en artikel om, at postevand var udrikkeligt pga. for høje grænseværdier, så han drak udelukkende vand på flaske, selv om han kun var på SU.

– Jeg læste i den artikel, at fremtidens svar på en oliesheik ville være en vandsheik, og jeg syntes, det lød som en spændende branche, fortæller Allan Feldt. Hverken Rynkeby eller Carlsberg turde dog skyde penge i hans ambitiøse projekt, og da Allan Feldt ikke selv havde nogen penge på kistebunden, lånte han penge i banken og stiftede Aqua d’or med partneren Steen Houmann. Makkerparret tjente penge i firmaet hvert år, hvilket også var nødvendigt for at kunne udvide og erobre markedsandele på det voksende danske marked. Aqua d’or slog igennem med at udleje og servicere kildevandsautomater og med at sælge kildevand på flaske. Og udviklingen tog for alvor fart i starten af 1990’erne, da Allan Feldt blev spurgt, om han ikke var interesseret i en kilde på den jyske hede. Kilden ligger ved Fasterholt, og den gjorde det i 1995 muligt for Aqua d’or at levere rent kildevand til hele verden. Det gjorde Aqua d’or til Skandinaviens største kildevandsproducent. I 1999 solgte Allan Feldt imidlertid Aqua d’ors aktivitet med kildevandskølere til selskabet Hutchinson, som siden hen solgte den videre til Nestlé. Feldt fik et trecifret millionbeløb for salget, og han stiftede derefter et selskab, der skulle markedsføre kildevands-isterninger i pose. Flere nye Aqua d’or-produkter så dagens lys, for Allan Feldt var overbevist om, at det også var vigtigt at komme ind på markedet for iste og energidrikke.

– Vores iste er lavet på kildevand og er derfor af meget høj kvalitet. Vi vil ikke længere nøjes med at være nr. 1 inden for kildevand. Vi vil også være nr. 1 inden for iste, og det bliver vi også meget snart, lover han.

 

Forliste forhold og misundelse

I dag kunne Allan Feldt sagtens læne sig tilbage og betragte sit livsværk med ro. Han har opnået det, han drømte om som studerende; nemlig at blive vand- sheik og tjene en masse penge. Men han har ikke tænkt sig at give vandstafetten videre lige med det samme.

– Det er dejligt, når ens planer lykkes, men jeg stopper aldrig med det, jeg laver. Målet flytter sig hele tiden. Da vi nåede vores omsætningsmål på 100 mio. kr., blev det næste mål at omsætte for 200 mio. kr., og sådan fortsætter det. I dag er vores næste mål at blive nr. 1 i Skandinavien med alle vores produkter, for jeg bliver aldrig tilfreds, og det er svært bare at læne sig tilbage, siger Allan Feldt overbevisende. Han indrømmer, at selv om han er nået langt siden sine studieår, så har hans forretningsmæssige succes haft personlige omkostninger.

– I erhvervsmæssige kredse møder jeg meget respekt for mit arbejde, men til gengæld har nogle af mine venner haft svært ved at tackle, at jeg nu rent økonomisk befinder mig i en anden liga end dem. Det HAR omkostninger at vælge et liv som selvstændig, for man må prioritere firmaet højest, og det går ud over familie og venner og måske ægteskab, siger Allan Feldt, der er skilt fra moderen til sine første fire børn. I dag har han dog fundet lykken igen og er lige blevet far til sit sjette barn. Næste år skal stå i brylluppets tegn, men inden Allan Feldt går op ad kirkegulvet, vil hans hverdag imidlertid være fyldt med meget andet end bryllupsforberedelser og bleskift. Den 19. september 2006 indgik Aqua d’or nemlig partnerskab med Danone, der ejer verdens største kildevandsmærke, Evian. Formuen er dermed endnu engang blevet fordoblet nogle gange.

 

Barndomsdrømmen opfyldt

Den solide økonomi og de svimlende millionbeløb, Allan Feldt har tjent som en af landets førende forretningsmænd, står imidlertid i stærk kontrast til en opvækst, hvor penge i den grad var en mangelvare.

Opvæksten foregik under beskedne kår i en boligblok i 1960ernes Strubjerg, hvor han som lille flyttede til med sin mor, stedfar og tre søskende. Tøjet var ofte hjemmesyet, og fodboldudstyr var der ikke råd til, så han måtte nøjes med at spille i gården, mens hans jævnaldrende gik til træning i den lokale fodboldklub.

– Nørresundby var i begyndelsen meget stor for mig. Vi kom fra Brønderslev og et lille hus, så at flytte til Strubjerg var en stor omvæltning. Der var mange børn og slet ikke nok fritidsfaciliteter. Man skulle være lidt hård i filten; ellers blev man ”kørt over” af de andre børn. Ofte fordrev vi tiden med at bekrige de andre blokke eller snuse rundt på farlige byggearbejdspladser.

Løvvangsskolen i Nørresundby dannede rammerne for Allan Feldts første skoleår. Senere fortsatte han på Aalborg Handelsskole, hvorfra han blev student i 1983.

– Jeg var vel lidt doven i skolen, men kunne ”charmere” – nogle ville nok kalde det bluffe – mig igennem. Jeg kunne godt lide at bladre i Lademanns, og det gav jo en del viden om mange forskellige ting, hvilket jeg så kunne hive op af hatten i skolen.

Det havde altid været Allan Feldts plan at tage en økonomisk uddannelse, så efter handelsskolen kastede han sig over HA- studiet på Aalborg Universitet. Forinden var han flyttet hjemmefra og havde fået sin egen lejlighed på den anden side af Limfjordsbroen.

– Det var stort at få sit eget, selvom unge mennesker i dag nok havde betænkt sig ved at bo i en gammel kælderbutik i Valdemarsgade. Jeg havde intet bad og delte ”træk og slip” med en ældre alkoholiker, der ikke ligefrem var hygiejnisk endsige god til at ramme kummen! Men jeg havde mit eget hjem lige midt i byen, og det var super for mig.

For at supplere SU’en arbejdede Allan Feldt blandt andet som pladesælger – og senere bestyrer – i Stereo Studio i Aalborg. Lange arbejdsdage var allerede på dette tidspunkt hverdagskost. Om aftenen arbejdede han i en ungdomsklub, hvorefter han fortsatte til Jomfru Ane Gade og vendte plader som DJ på bl.a. Gaslight.

Ambitionerne om fremtidig karriere var større, end Aalborg kunne indfri, og samtidig havde han mødt en pige i Køben-
havn, så det gav sig selv at rykke til storbyen efter endte studier.

I dag er barndomsdrømmen om direktørtitel og økonomisk uafhængighed for længst opfyldt og tidligere begrænsede midler skiftet ud med en solid økonomi og en succesrig forretningsmands privilegier. Der er dog stadig flere vande at betræde, når man som Allan Feldt hele tiden tænker i muligheder frem for begrænsninger.

 

Evian og Aqua d’or i skøn forening

Med franske Danones køb af 49 procent af Aqua d’or ser Allan Feldts ønske om yderligere vækst ud til at gå i opfyldelse. Målet for de to virksomheders partnerskab er gensidig vækst og at gøre Evian til det største kildevandsimport-mærke i alle skandinaviske lande. Evian vil fremover blive distribueret i Danmark og Skandinavien af Aqua d’or. Efter partnerskabet blev indgået, er Allan Feldt stadig bestyrelsesformand og hovedaktionær i Aqua d’or, og han forventer sig naturligvis meget af samarbejdet.

– Vi ser store og langsigtede, strategiske perspektiver i samarbejdet. Danone kan give os en masse international knowhow, et mere spændende, internationalt og bredere sortiment og kan være løftestang for Aqua d’or i forhold til Horesta-sektoren (hoteller, restauranter og cafeer, red.) i kraft af Evians enorme brand-værdi. Danone er intet mindre end en ideel strategisk partner for Aqua d’or og vores kunder. Både i forhold til vores ambitioner om at stå stærkere på det danske marked og i høj grad også i forhold til vores målsætning om stærk vækst i hele Skandinavien, siger Allan Feldt, og understreger, at han på intet tidspunkt under forhandlingerne med Danone havde planer om at sælge hele sit livsværk.

– Jeg forsvinder ikke. Jeg har satset mit liv på Aqua d’or, og nu er planen at udvikle Aqua d’or til en endnu større virksomhed.

 

Hemmeligheden er en realistisk plan

Allan Feldts status som enevældig vandkonge har gjort ham til en eftertragtet foredragsholder, for de fleste kommende iværksættere vil naturligvis gerne høre ham øse ud af sin erfaring og have gode råd.

– Jeg vil gerne inspirere andre, og jeg møder også mange mennesker med forretningsplaner og store drømme. Fælles for mange af dem er, at de har afsat høje direktørlønninger i budgettet til dem selv, og det er simpelthen for urealistisk. For at sige det lige ud, så skal man være villig til at ofre parcelhuset for at få succes. Bankerne er ikke så risikovillige, som de selv tror, og selv om man har lavet en god forretningsplan og ligger inde med en god idé, så hjælper det ikke noget, hvis man ikke vil ofre noget selv. Mine råd til kommende iværksættere er, at de skal være vedholdende, aldrig give op, have en realistisk plan og ofre sig selv. Og når det ser sortest ud, skal de hive sig selv op. Og man kan godt forene karriere med familie, tilføjer Allan Feldt, der i dag har mere fritid end tidligere i karrieren, hvor han med egne ord hele tiden ”lå oppe i det røde felt”.

– Mit liv er mere fleksibelt, end det længe har været, ikke mindst takket være mobiltelefonen og den bærbare computer. Jeg får tid til både at spille fodbold og golf, siger Allan Feldt, der aldrig kunne finde på at skifte boldgade.

– Det ville være direkte dumt af mig at skifte branche. Jeg vil hellere udnytte de kompetencer, jeg har opnået ved at arbejde 20 år i kildevandsbranchen, og jeg vil gøre mit til, at Aqua d’or rykker endnu mere, afslutter manden, hvis forretningsplan viste sig at holde vand.

2 comments
  1. Hej Allan

    Jeg arbejder også lidt inde for det samme, har Seasun Beach Resort & Hotel. Er Filippinsk gift og har opført Filippinernes højst lokal lavet vindmølle til vand. Tanken om at lave flaske vand der nede har jeg haft flere gange. Det skulle hede Seasun vand men ved ikke rigtig hvordan jeg skal få startet.
    MVH
    Michael

Der er lukket for kommentarer.