Komiske figurer fra Krysters Kartel og Live fra Bremen er grunden til, at Troels Malling er blevet kendt i offentligheden som en af Danmarks store nye comedy-stjerner. Imidlertid vil den 38-årige nordjyde ikke betegnes som komiker. Han er nemlig først og fremmest skuespiller. En skuespiller, der elsker at spille roller med dybde, trods det faktum, at han aldrig har formået at spille en helt seriøs rolle.

Tekst Thomas Bjerremand

“En mand kommer ind til frisøren og siger: Jeg vil gerne klippes. Ja, så gerne, siger frisøren, hvordan vil du gerne have det? Jeg vil gerne have det som min bror, siger manden. Så siger frisøren:
Hvordan har han det? Og manden svarer: Han har det godt, tak!”

Troels Malling giver sin vittighed følgeskab af en afmålt kluklatter i køkkenet på Vesterbro i København. Halvt i medlidenhed med den klassiske vittighed, halvt som følge af overgivelse for dens potentiale.

– Jeg bliver så træt, når folk fortæller den slags vittigheder. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Det irriterer mig, at humoren er så forudsigelig, og man ved, hvornår man skal grine. Nu sidder vi godt nok og griner, men det er jo fordi, den er så forfærdelig banal og så irriterende regelret.

Måske er grunden til, at latteren fylder rummet i Troels Mallings lejlighed imidlertid også, at han leverer joken med en usvigelig sikker sans for timing. Han underspiller pointen ved at fortælle den i et raskt tempo, og faktisk spiller han nærmere vittigheden, end han fortæller den. De lyse, blå øjne under det markerede brillestel tilhører på skift de enkelte karakterer, han spiller, og selv ikke et voksent lag skægstubbe kan skjule de fine små ansigtstræk, der tilhører de figurer, han transformerer sig til.

Skuespiller par excellence

En syrlig mikstur af skuespil og satirisk humor har givet Troels Malling et gennembrud i offentligheden, med sine roller i tv-programmerne Krysters Kartel og Live fra Bremen. Egentlig er det lidt af et paradoks, at det er humoren, den 38-årige nordjyde er blevet kendt for, for han vil på ingen måde have mærkatet “komiker“ siddende på sig.

– Det er meget vigtigt at pointere, at jeg ikke er komiker. Jeg er en skuespiller, som for det meste prøver på at være sjov. Det ligger bare i mine reflekser. Jeg vil gerne le, selvom en historie er tragisk. Jeg kan ikke spille de helt store Shakespeare-roller. Det har jeg ikke i mig. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har spillet en helt seriøs rolle, for jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at være sjov.

Udtalelsen har knap forladt Troels Mallings mund, inden han svinger sin parodierende pisk mod sig selv, og bekræfter sin selv-karakteristik.

– Jeg kan ikke lade være med at være sjov. Jeg er bare sexet, siger han med forvrænget stemme og ansigtet trukket op i en anstrengende grimasse. Han akkompagnerer hurtigt mimikken med et opblødende smil. Skuespil er tydeligvis en måde at kommunikere på for Troels Malling, og humoren er det foretrukne udtryk. Da ansigtet igen er tilbage i vante folder, fortrænger refleksionen imidlertid
humoren.

– Jeg er lidt bange for at blive sat i bås som komiker, for jeg synes, der er indskrænkende i forhold til det, jeg har lyst til at lave. Jeg blev nomineret som ‘Årets Komiker’ sidste år, og det var sødt af dem, men jeg var faktisk glad for, at jeg ikke vandt. Jeg tænkte hele tiden, at det var en fejl, at jeg var nomineret, for jeg hører slet ikke hjemme i den kategori. Måske har jeg også en frygt for, at jeg så skal være sjov, når jeg er på scenen. På det plan synes jeg virkelig, mange komikere er meget modige. Jeg er da bange for, at folk ikke synes, jeg er sjov, når det er meningen, jeg skal være det. Hvis jeg ikke er det, er der jo ingen grund til, at jeg er på scenen. Måske er det i virkeligheden mangel på mod, der gør, at jeg ikke kalder mig komiker.

Ej blot til lyst

Det ligger tydeligvis ikke Troels Malling fjernt, at reflektere over sig selv og sit eget virke. Han vejer, måler og vurderer konstant sine udtalelser under et selvkritisk forstørrelsesglas, og det er som om, han bruger humoren til at lægge et røgslør om sin dybere og mere eftertænksomme side. Inden han i 2001 begyndte på Statens Teaterskole, studerede han teologi i Aarhus. Interessen for filosofi, historie og tro har været en del af ham siden hans ungdom, og han kunne godt forestille sig, at han var endt som præst.

– Da jeg læste teologi, var der ingen tvivl om, at det var det, jeg skulle. Jeg lagde mig ned i den form, og så faldt jeg til rette. Ligesom når man skal sove om aftenen. Min far har altid gået i kirke, og jeg var også ofte med, men det var som om, at studiet ikke levnede mig plads nok. Når jeg sagde et eller andet vrøvl eller noget sjovt , så var der ofte en tavshed og mærkelige blikke. Jeg mødte meget højere genklang, da jeg skiftede til teaterskolen.

Det gjorde Troels Malling, da han efter tre års studier dumpede en eksamen i kirkehistorie, og i det hele taget var kommet bagud med studierne. Blandt andet på grund af, at arbejdet med studenterrevyen optog mere af hans tid end bibelstudier.

Umiddelbart kan der virke langt fra teologi-studierne og til de latterfremkaldende roller i Krysters Kartel og Live fra Bremen, men faktisk er eftertænksomheden en essentiel del af Troels Mallings personlighed, og han lægger stor vægt på, at humoren stikker dybere end som så.

– Når vi deler noget med mennesker, hvad enten det er fjernsyn eller teater, så er det dejligt, at det er noget, der gør os klogere eller gladere. Humoren kan rykke os sammen og få os til at føle os mindre alene i den her verden af kaos, men der må også godt være lidt kød på humoren. Den må gerne rumme en stillingtagen til tilværelsen.

Troels Malling ruller med de udtryksfulde øjne og lader et “mmm” foregive, at hans smagsløg lige har haft en udsøgt oplevelse.

– Humor uden dybde er ligesom at smage noget lækkert, der ikke smager i særligt lang tid. Det hele skal ikke være lagkage, man må gerne bestræbe sig på at lave noget med krummer i. Jeg kan rigtig godt lide Woody Allen, på grund af den filosofiske dimension i det han laver. Han arbejder ofte på et meget højt abstrakt plan. Der er mere i det end bare det umiddelbart sjove.

Masser af succes

På teaterskolen var der bedre plads til, Troels Mallings humoristiske armbevægelser, og da han havde fået sit eksamensbevis, fik han næsten øjeblikkeligt job på Aalborg Teater. Selv om han vægrede sig ved at komme hjem til sin fødeegn, og de trættende bemærkninger om, at han så alligevel ikke kunne klare sig i Aarhus eller København, så blev det faktisk fire fantastiske år med et væld af vidt forskellige roller. Den svære periode kom først, da han derefter flyttede med kæresten, Tina, tilbage til København og telefonopkaldene med jobtilbud udeblev.

– Jeg tjente penge ved at vaske trapper her i ejendommen, og jeg syntes, det var ydmygende, når folk spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede selvfølgelig, at jeg var skuespiller, men samtidig gik jeg jo rundt med gule plastichandsker på. Folks blikke på mig var forandrede. Jeg var mislykket. Det var derfor jeg holdt op, for jeg kunne godt lide arbejdet, og det var udmærkede penge. Jeg var bare træt af, at møde folk der sagde “Nå, ja, det er også rigtigt, det er også svært at få job som skuespiller for tiden.” Og inde bagved så ved man, at de tænker “Måske er det svært, og måske er du bare ikke helt god nok.”

Efter et halvt års tid så Troels Malling imidlertid en annonce i Politiken for DR, der søgte nye talenter til et satire-program, og det skulle vise sig, at blive starten på hans tv-karriere.

– Jeg fandt et gammelt videokamera, der filmede i meget dårlig kvalitet, og så begyndte jeg at lave de her karakterer, der monologiserede over et emne, og sendte det ind til DR. Blandt andet opfandt jeg en karakter, jeg kaldte “hypokonderen”, som DR godt kunne lide, så de stillede et kamera op i min lejlighed, og så filmede jeg det hele selv. Jeg gik virkelig og klukkede, når jeg fandt på noget nyt og glædede mig til at komme hjem og optage, når familien var taget af sted, og jeg havde vasket de trapper jeg skulle. Jeg havde også fornemmelsen af, at det var sjovt at lave, og det var nok også lektien i det. Hvis man selv synes det er sjovt, så skal der nok også være andre der gør det, mere forskellige er vi ikke.

“Hypokonderen” blev en del af satireprogrammet Flemmings Helte, og da DR efterfølgende ville lave det, der blev til Krysters Kartel, spurgte de Troels Malling, om han ville være med på holdet, sammen med Brian Lykke, Christine Exner, Laura Kvist og Jesper Rofelt.

De indre karakterer

I opvækst-årene i Vestbjerg, mellem Nørresundby og Brønderslev, havde Troels Malling ingen anelse om, at livet havde tænkt sig at gøre ham til skuespiller. Imidlertid kan han retrospektivt se, at han i høj grad klarede sig igennem skolen på humoren. Han tilbragte også timer med at lege udklædningsdukke for sin søster, og elskede at imitere andre mennesker. Det gør han også i dag, i blandt andet Krysters Kartel, men inspirationen til karaktererne kommer i høj grad indefra.

– Alt kommer inde fra mig selv, og jeg kan hele tiden genkende personernes følelser. Jeg så eksempelvis Camilla Plums madprogram i tv i går, og jeg sad og spekulerede over, hvem fanden der gider æde sådan noget indsk lortemad. Jeg gider kraftedeme ikke i hvert fald. Jeg sad og blev helt harm over det, og jeg genkendte fuldstændig karakteren Karsten fra Krysters Kartel i mig selv. Camilla Plum kan selvfølgelig en masse og har store kompetencer, men jeg sidder som nordjyden Karsten og tænker “Hun tror kraftedeme hun kan så meje.” Jeg synes, hun taler ned til mig, og så bliver jeg irriteret på hende, og det er Karsten der bliver irriteret på Camilla Plum, fordi hun laver mad med spanske fluer, og hvad ved jeg.

Troels Mallings stemme er harmdirrende, da han for et øjeblik er Karsten; en transformation der sker på et splitsekund. Hans øjne bliver påtrængende stirrende, tonefaldet hårdere, den nordjyske dialekt mere udtalt og kropsholdningen mere fremskudt og aggressiv. Og lige så hurtigt sidder Troels Malling igen ved spisebordet, og slår en let latter op over sin indre Karsten. Han træder dog hurtigt et skridt væk fra sig selv, og Karsten, og betragter Krysters Kartel med de reflekterende briller.

– Jeg tillægger Krysters Kartel en mening i forhold til, at det er social satire. Vi sætter en lup over de sociale relationer mellem mennesker, og undersøger, hvad mennesker er. Det giver mening mening for mig. Specielt fordi det mestendels er sjovt, men ikke kun sjovt. Det rummer også en vis tragedie indimellem. Karsten er eksempelvis altid vred, men i virkeligheden er han så følsom, at han kan græde over, at han har mistet sin hund. Han har aldrig forholdt sig til sig selv, han reagerer kun udad, og det er en stor tragedie. Måske er det den dualisme af det komiske og det tragiske, jeg
synes er interessant.

Jordforbindelse i familien

Succesen med tv-satire har medført, at Troels Malling gennem det seneste års tid er blevet et kendt ansigt i offentligheden. Han får ofte positive hilsener, fra folk han møder på gaden, og han kender følelsen af at svælge i opmærksomheden. Imidlertid er han også opmærksom på, at netop den følelse kan være det rene gift for ham som skuespiller.

– Mit arbejde må ikke influeres af, at jeg har en dagsorden om at skulle opretholde et image som en kendt person. Så kan jeg ikke frembringe mine karakterer, for min måde at arbejde på er til en vis grad at forvandle mig selv, og det kan jeg ikke, hvis mit eget image fylder for meget. Der er eksempelvis nogle digtere, der er så digter-agtige, at det er til grin. De har super travlt med at være på en bestemt måde, og jeg synes, de er nogle forvoksede teenagere. Man er i fare for at blive en kliché på den måde. En person jeg beundrer meget er Søren Ulrik Thomsen. Når jeg ser og hører ham læse op, oplever jeg et menneske, der ikke står i vejen for sin kunst. Der er ikke noget billede af ham han skal opretholde. Han er bare ren. Det er det, jeg efterstræber.

En af de ting, der hjælper Troels Malling med at bevare jordforbindelsen, er samværet med familien. Sammen med kærsten Tina har han børnene Julius og Kamille på to og seks, og i deres nærvær bestræber han sig på ikke at spille en rolle eller på at være sjov.

– På en måde er familien en normalisering af mit liv. Jeg har et arbejde, der er usædvanligt, men familielivet er normalt. Jeg synes, det er et godt sted at forsøge ikke at spille roller, og det er måske det, jeg efterstræber lidt. At have et sted, hvor man ikke er en anden. Det er en base, hvor jeg kan være mig selv. Jeg tænker ikke på at skulle være på en bestemt måde, jeg vil bare være
noget for dem.

Barndommens billeder

Til efteråret udlever Troels Malling sin teater-længsel under spotlyset på Nørrebro Teater. Her skal han spille med i Holberg-komedien Henrik og Pernille, og står det til ham selv, byder fremtiden gerne på meget mere teater. Gerne børneteater, som han også har lavet tidligere. En gennemgående rolle i en tv-serie vil han også gerne prøve kræfter med, og så vil han også gerne forfølge et gammelt ønske, om at blive bedre til at skrive sit eget materiale.

Imidlertid har han også et helt andet projekt på idéblokken inden for den nærmeste fremtid. Sammen med en god ven har han planlagt at tage sine barndoms-fotos med tilbage til sin barndomsby, Vestbjerg, i Nordjylland. Planen er, at finde nogle at de gamle steder, hvor billederne er blevet taget, og prøve at tage et billede helt magen til, her 30 år senere.

– Det skal give et konkret syn på den tid, der er gået. Pludselig kan man se, at tiden er gået, man ser anderledes ud, men man står det samme sted. Man kan godt kalde det en form for memento mori, men det er også bare sjovt at se, om man kan finde det samme sted, stille sig med en appelsinvand, med rød trøje på og sandaler, og smile ind i kameraet.

Et legende smil troner bag udtalelsen og indrammer den seriøse dimension i projektet. Præcis som i mange af hans roller.

– Det er ikke konkret endnu, men vi vil gerne gøre det snart. Så kan vi også få styret vores lyst. Vores bedre halvdele er nemlig begge to irriterede over vores nostalgiske forhold til vores barndomsby, konstaterer Troels Malling.

Sådan sagt

Danmarks sjoveste mand er:

Nikolaj Lie Kaas! Nej, Rasmus Bjerg! Nej, Lars Hjortshøj, Nej, Casper
Christensen. Jeg ved det ikke! Det kommer an på humøret

Sidste gang du slog dig på lårene af grin var:

Da min søn på to år sagde, at jeg skulle holde kæft så han kunne høre Papegøjen fra Amerika

Griner du af de sketches, du selv har lavet:

Ja, det kan jeg godt. Men mest af det mine kolleger laver

Den sjoveste rolle du har spillet:

Det var da jeg spillede familiefar på Teater Hund. Han sagde “Vi tisser, når vi tanker”

 

Fakta

Troels Malling

Navn: Troels Malling Thaarup

Fødselsdag: 23. maj 1972

Fødeby: Vestbjerg

Titel: Skuespiller

Civilstand: Kæreste med Tina

Børn: Julius på to år og Kamille på seks år

Karriere: Uddannet fra Statens teaterskole i 2001