Han var den eneste i slænget, der ikke fik tunet sin knallert. Og når han står i kø i Netto, stiller han diagnoser med et smil. Mød Peter Qvortrup Geisling. En sindig nordjyde, der elsker at fange sommerfugle, glæder sig til at have sin datter med på fisketur … og som af og til godt kan fortryde, at han var for pæn til at få tunet den knallert.

Tekst Maj Bjerring Sørensen

Han hiver mobiltelefonen frem. Scroller frem og tilbage. Zoomer lidt. Og pludselig er det der. Billedet af den Seksplettede køllesværmer. Eller rettere: tre Seksplettede køllesværmere på en lilla blomst i
digitale sorte og orange farver.

„Se, nu er jeg gået helt tæt på … men jeg nænnede ikke at fange dem.“

Hans øjne er ivrige, og munden løber over af begejstring. For Peter Qvortrup Geisling er en mand, der brænder, for sundhed, for journalistik og for sommerfugle. I huset i Skagen har han en hel samling sværmere med nål igennem. Nogle er hjembragt fra udlandet, andre har han selv fanget. Men alle er de bedøvet, inden de har måttet lade livet. For Peter gør helst ikke nogen fortræd. Hverken fluer, sommerfugle – eller fisk for den sags skyld. Så når han står op lørdag morgen, iklæder sig den gamle fiskevest og ror ud i den lille jolle på Bastrup sø, er det heller ikke for at fange sin egen aftensmad.

„For mig handler det om naturoplevelsen. Når jeg er ude at fiske, sætter jeg altid fiskene fri igen. Jeg kører hellere lige forbi slagteren på vej hjem og køber et par bøffer,“ siger Peter smilende.

Han ved det godt selv. Han er lidt nørdet. Både når han løber rundt med sommerfuglenet og kasket for ikke at blive genkendt. Når han bider mærke i en avisrubrik, der lagrer sig i hukommelsen og dukker op mange år senere. Eller når han toner frem på skærmen for at tage temperaturen på danskerne og deres sundhed.

„Hvis ens drøm er at tale om hæmorider midt i aftenskaffen, så er man jo nok lidt nørdet,“ siger han og griner med sin lyseblå skjorte opknappet på den casual måde og en let solbrændthed, der sidder fast fra sommerens ophold i det gule sommerhus på toppen af Danmark.

Øjeblikke af sandhed

I Dyrehaven har det begyndende efterår sat sig som en mørkegrøn nuance i bladene. Her kommer Peter tit – for at trække vejret og nyde de skiftende årstider. Det var også her, han sammen med sin søster og lille niece, tog ud for at plante de krokus, som moren ikke selv nåede at plante, inden hun døde for fire år siden. Og det er her, han godt kunne finde på at holde navngivningsfest for datteren, når hun kommer til verden i oktober og skal have navnet Merle.

„Her er bare så smukt. Og jeg har vidst i mange år, at hvis jeg nogensinde fik en datter, så skulle hun hedde Merle. Det betyder solsort på fransk.“ Peter smiler.

Det er fem-seks år siden, hans veninde Christina foreslog det første gang. De var ude at gå en tur i Skagen, og pludselig sagde hun, at hvis hverken hun eller Peter havde en kæreste om fem år, så burde de lave et barn sammen.

„Den ballon fik jeg hurtigt punkteret. Jeg tror, jeg havde det sådan, at det kunne man da ikke.“

I årene der fulgte, gik det dog langsomt op for Peter, at det kunne man måske godt. Han havde egentlig været klar til at få børn i mange år, men selvom der var kommet flere udmærkede kvinder forbi, var det bare aldrig sket. Når han kom kørende hjemme i Vodskov, bemærkede han, hvordan intet var forandret. Kun træerne var blevet højere. Og når han i tankerne søgte tilbage til ungdommens postrute og tænkte på, hvordan han dengang ville have forestillet sig sit liv 25 år senere, kunne han se, hvordan meget var gået overraskende godt. Men også hvordan noget var gået virkelig skidt.
Og han kom gradvist til en erkendelse af, at kun ét behov stod tilbage og havde vokset sig lige så stort som træerne: behovet for at blive far.

„Jeg har været på en lang rejse gennem de seneste år, hvor jeg indimellem har haft sådan nogle „sandhedsøjeblikke“. Små glimt af sandhed. Og det her var et af dem.“

Peters øjne lyser. De er ikke blå, men en ubestemmelig blanding af blå, grøn og grå rørt sammen til en nuance af – tjah, intensitet. Han ringede til Christinas mor og spurgte, hvad hun syntes. I dag er Christina højgravid. Og hjemme hos Peter ligger der et par små, fine badebukser klar. Dem skal Merle have på, når hun skal til babysvømning med far hver søndag.

Kærlighed uden ord

Et ungt dådyr forcerer skovstien i to nervøse spring. I luften hænger der en duft af fugtig skovbund, og en flok børnehavebørn har bevæbnet sig med knortede grene. Peter er godt klar over, at den liste med forventninger, som han og Christina skrev, inden de tog beslutningen om at blive forældre, kan nå at blive revideret mange gange, når de står midt i bleer og babygylp. Men han glæder sig. Og selvom barnet vil få to hjem, er han overbevist om, at de kan klare udfordringerne sammen.

„Jeg tror, det vigtigste er at give hende selvværd. Selvtillid skal hun nok få. Men selvværdet kommer fra at føle sig elsket og accepteret som den, man er.“

Selv har Peter altid følt sig elsket. I parcellen hjemme i Vodskov var faren jazzmusiker, men arbejdede også som møbelsælger, mens moren var ufaglært sygehjælper. Så Peter og hans søster voksede op i tryghed og med en kærlighed, som altid var der – men som der aldrig blev sat ord på.

„Vi er jo nordjyder, og vi behøver ikke sætte ord på tingene … men jeg havde et meget nært forhold til både min far og min mor,“ siger Peter og smiler. Igen.

I skolen var han en god dreng. Da han nåede teenageårene havde han intet behov for at gøre oprør – for der var intet at gøre oprør imod. Og da kammeraterne fik knallerter, fik Peter også én. En Kreidler. Men som den eneste i flokken, var hans fuldt ud lovlig.

„Det kan jeg faktisk godt fortryde i dag. Det var sgu nok lidt for pænt. Der skulle have været lidt mere kant på. Men det siger nok desværre noget om mig.“

Læge i hjertet – journalist i maven

Ved sidebordet med den rødternede dug er et ældre par i færd med deres frokosttallerken. Peter nikker, og det ældre par smiler og siger, at de er glade for, at der er en læge til stede.

Egentlig var det ikke Peters barndomsdrøm at blive læge, men han var meget optaget af biologi. Så da han skulle vælge studie, blev det den interesse, der fik ham til at sende ansøgninger af sted til medicinstudiet i Århus og København.

„Jeg har altid haft en biologisk tilgang til tingene. Og så var det noget med mennesker.“

I 80’erne ankom den blonde fyr derfor til medicinstudiet og et Århus, der var med på beatet og gav genlyd af Gnags og TV2. Men selvom det var spændende at lære nyt, gik der ikke mere end et par år, før Peter sendte et brev af sted. Adressen var TV-byen i Søborg, og brevet attesteret til TV-Avisens chef Ole Sippel. Den unge lægestuderende ville gerne vide, hvordan man blev formidler af sundhedsstof i Danmarks Radio. Da Peter et par måneder senere trådte ind i TV-byen, fik han svaret, at hvis han mente det alvorligt, skulle han se at blive journalist.

„Jeg ved ikke helt, hvad Ole Sippel tænkte, da den her unge fyr kom ind på hans kontor,“ griner Peter.

Den unge fyr mente det alvorligt. Og i 1990 fik han papir på, at han var journalist, mens han to år senere også kunne kalde sig for læge.

„Hvis jeg blev obduceret, ville man se, at jeg er læge i hjertet og journalist i maven.“

Hele Danmarks doktor

Det var august 1997. Peter havde vagt på Hvidovre Hospital, da telefonen ringede. Det var fra DR. Og de ville gerne have, han kom ind til en lille snak om et nyt program. Et par måneder senere tonede en ung læge frem på skærmen for første gang. Med ét gjorde programmet Lægens Bord ham til hele Danmarks doktor, og det ganske land kom på fornavn med den pæne læge Peter.

„Vi ville lave et program, der klædte danskerne bedre på til at kræve den rette behandling. Hvis man fik en blodprop i hjertet, vidste mange jo knapt nok, hvordan et hjerte så ud.“

Peter løfter øjenbrynene. Når han og redaktionen fik seertal på 750.000, kunne de ikke tro deres egne øjne.

„Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det blev så populært, men vi må jo have ramt noget i tiden.“

Og mange af programmerne og de skæbner, han mødte, ramte også Peter. Han glemmer eksempelvis aldrig, dengang han skulle uddele månedens buket til en dagplejemor fra Nyborg. En af „hendes børn“ havde kræft i øjet og skulle indlægges i Århus et halvt år. Men da kommunen bad hende om at tage en andet barn i stedet, var hendes krav, at den syge dreng måtte komme tilbage, når han var rask. Ellers ville hun forlade sit job. Da Peter stod uden for pavillonen og kunne se Storebæltsbroen i det fjerne og høre børnene synge indenfor, fik han en klump i halsen. Og da han åbnede døren og fangede de rigtige øjne, voksede klumpen til et øjeblik, han aldrig vil glemme.

„Her var et menneske, der satte alt på spil for sine principper. Det er fandme i orden,“ siger han og tænker et øjeblik, inden han smiler skævt: „Og den dreng, der ikke fik tunet knallerten, fik delt smæk ud til Nyborg og fortalt dem, at nu skulle de sgu op i gear.“

Et kendt ansigt

En grøn firehjulstrækker gasser ned, og en moden mand vinker Peter hen til vinduet. „Du er sgu en fin fyr,“ siger han og smiler. Peter nikker venligt tilbage med et „tak skal du ha’“. For de 900 programmer gjorde ham ikke kun til TV-lægen over dem alle, men også til et kendt ansigt – og alle kvinders kittelklædte drøm. Men for Peter er det ikke anderledes, end hvis man bor i en lille by, hvor alle kender alle – og alle hilser på alle.

„Det betyder ikke så meget at være et kendt ansigt, og TV er sådan set bare et værktøj. Hvis man er vært af forfængelighed,
så får man på et tidspunkt et problem med sin identitet. Jeg tror bare, man skal have hjertet med og være den, man er – og kunne lide de mennesker, man beskæftiger sig med.“

Han har stor respekt for de mennesker, der fortæller deres historie på TV. Og han tager sig altid tid, hvis folk henvender sig. Både når han skriver på bon’en i Netto, at den ældre, trætte kvinde med ømhed i skuldrene skal lade sig tjekke for Polymyalgi, når fulde folk vil have en diagnose, og når pigerne i byen har væddet med veninderne, om de tør byde ham op til dans.

„Det gør jeg nu ikke. Jeg kan simpelthen ikke danse, men jeg vil gerne snakke med folk.“

Livet genudsendes ikke

Men selvom Peter altid er klar med et smil og et „go’daw“, har han af og til også brug for at trække sig tilbage – fra København og fra mennesker. Og det gør han ofte i sommerhuset i Skagen, gerne helt alene med en god krimi. For egentlig opfatter han sig selv som værende blandt de 25 procent af befolkningen, som er introverte. Selvom sommerens mange gæster i Skagen har udfordret den selvopfattelse.

„Det har været en fantastisk sommer. Så måske er jeg i virkeligheden slet ikke så indadvendt, som jeg har gået og troet,“ siger han smilende.

Han er egentlig der, hvor han gerne vil være – både privat og professionelt. Han har afsluttet programmerne Diagnose søges og er med til at færdiggøre en helt ny strategi, der samler alt sundhedsstoffet i DR. Han elsker stadig at fortælle gode historier og løse diagnostiske gåder. Og han bliver aldrig en af dem, der kan skrive chef på sit visitkort. For den titel stiller sig alt for ofte i vejen for lykken. I stedet er det Peters plan at skrue lidt ned for karrieren og op for familielivet med Merle. For som 48-årig – og læge – ved han godt, hvor livet bærer hen. Han ved også, at det ikke genudsendes, og at tiden derfor skal bruges på det, der føles rigtigt.

„Jeg synes da, det er træls, at jeg skal dø, og at livet går så hurtigt. Men dem, der dør, forsvinder jo ikke rigtigt. Jeg kan kalde min far og mor frem på et splitsekund. Og hvis de pludselig bankede på, ville jeg bare stille to ekstra tallerkener frem.“

Han tænker sig om et øjeblik.

„Nu glæder jeg mig til livet med min datter. Og til at være der 100 procent for hende.“

 

7 hurtige til Peter:

Jazz eller dansktop?

Jazz

Stillehavsø eller Skagen?

Skagen

Kebab eller karbonader?

Karbonader (fik det i forgårs)

Actionfilm eller kærlighedsdrama?

Kærlighedsdrama

Deadline eller Paradise Hotel?

Deadline

Jakkesæt eller jeans?

Afhænger af lejligheden

Lægeroman eller litteratur?

En god krimi

 

Info

Peter Qvortrup Geisling

Navn: Peter Qvortrup Geisling

Født: 13. april 1962 i Vodskov

Bopæl: København

Civilstatus: Single

Børn: Datteren Merle, skulle efter planen komme til verden midt i oktober

Uddannelse: Tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990 og uddannet læge i 1992

Karriere: Blev kendt i programmet Lægens Bord, der blev sendt på DR1 fra 1997-2005. Har siden fungeret som studievært ved forskellige begivenheder og medvirket i programmet Ha’ det godt.
I 2008 blev han studievært på programmet Diagnose Søges, og i dag er han stadig fast tilknyttet DR’s sundhedsstof.