Lyden af indre oprør og vandkæmmet ydmyghed

The Storms debutalbum fik en blandet modtagelse af anmeldere og publikum, men aalborgpigen Pernille Rosendahl og københavnerdrengen Johan Wohlert, der både udgør en duo i det private og i det musiske liv, har kæmpet sig tilbage og har blæst nyt liv i The Storm. Nu med ydmyghed. På deres nye plade er det pop fra den nordiske baghave, der skal dirigere bandet frem til den længe
ventede succes.

Tekst Thomas Bjerremand

September 2006. Pernille Rosendahl og Johan Wohlert står begge på toppen af deres respektive karrierer. Johan Wohlert som bassist i rockbandet Mew og Pernille Rosendahl som feteret forsanger i Swan Lee. Derfor giver det også genlyd i den danske musikverden, da parret erklærer, at de begge forlader deres succesfulde bands for at danne The Storm. Forventningerne er enorme til de to veletablerede navne, og da debut-albummet udkommer på det store pladeselskab Universal, er der skruet helt op for hypen. Debutalbummet “Where the storm meets the ground” udkommer i februar 2008, og titlen skal ironisk nok vise sig at blive en selvopfyldende profeti. For de rammer jorden. Hårdt. Anmelderne stemmer dem hjem og publikums begejstring står slet ikke mål med den succes, de begge var vant til. Hele projektet må tages op til overvejelse, fortæller Pernille Rosendahl om karrierens største nedtur.

– Efter den første plade måtte sige: Hvad gør vi nu? Vi kan lægge os ned og dø, eller vi kan tage kampen op. Vi valgte at sige: ”Ok, vi laver en ny plade, der går lidt mere under radaren, som ikke bliver pumpet ud i radioen. Vi går ud og optræder på spillersteder med vand i håret og ydmyghed.” Fra at vi var skudt helt op, så tog vi den lige ned på jorden og arbejdede os op nedefra i to år, fortæller Pernille Rosendahl og Johan Wohlert.

Vind i sejlene

Den taktik viste sig at give mere succes. Bandets andet album Black Luck udkom i 2009 og var en mere rocket affære, med større aggression og en mere bister tone. Siden den udgivelse er det gået stødt frem for den dynamiske duo, og ifølge Johan Wohlert mistede de aldrig gejsten til at kæmpe videre.

– Det har faktisk været en utrolig positiv proces for os. Da vi turnerede med forrige plade, kunne vi mærke, at det var utroligt sjovt, og at der hele tiden kom flere mennesker til koncerterne. Jo mere vi spillede, des mere respekt aftvang det. Folk kom ofte og sagde: “Det var virkelig godt, det havde vi ikke regnet med.“ Selvom der i starten var en skepsis, så har det ikke overskygget, hvor sjovt vi havde det, når vi stod på scenen.

The Storm har lige optrådt på sommerens Grøn Koncert, og her kunne de for alvor mærke en forandring i publikums reaktion.

– Vi blev helt overraskede over, hvor mange der kendte os, og vi tænkte, stemningen må sgu være vendt nu. Det var ret rørende. Det var som om, vi havde aftjent vores værnepligt, og vist at vi er her i det lange løb også. Det aftvinger en vis respekt, at man bliver ved og kommer med noget af en vis kvalitet. Fra starten af anden plade og til nu er det bare blevet sjovere og sjovere, og det er helt klart kulmineret med, at vi har fået et kæmpe hit med Lost in the fire (single-forløberen for den nye plade Rebel against yourself red.) Vi fik at vide, at den lå nummer fire på Apple Chart for en uge siden, da havde den været ude i tre en halv måned. Vi har aldrig tidligere haft så stort et hit. Ikke engang med vores gamle bands, og følelsen af at blive mainstream accepteret er jo fed. Vi er da pisse stolte, siger Pernille Rosendahl.

Fans i tjære og fjer

Imidlertid havde ingen af dem i deres vådeste drømme forestillet sig, at Lost in the fire, skulle blive det største hit, de nogensinde har haft, fortæller Johan Wohlert.

– Det er svært det der med, hvad der bliver et hit. Det er et lotteri, men det er en fantastisk følelse at lave noget, som man selv har optur over som viser sig, at have kæmpe stor masseappeal. Det er jo ønskescenariet, synes jeg.

Pernille Rosendahl supplerer sin kæreste og kollega.

– Når man er kunstner, uanset om man er skuespiller eller maler, så vil man gerne kommunikere med sin omverden, og når kommunikationen lykkes, så er det jo rart. Kommunikationen på den forrige plade lykkedes også, synes jeg. Den fungerede bare i mindre målestok og måske for mere hardcore fans, der syntes, det var fedt og var ligeglade med, hvad andre sagde.

Ifølge parret var der nogle år, hvor det krævede mod at skilte med, at man kunne lide The Storm. Hvis man erklærede offentligt, at man var fan, blev man nærmest dyppet i tjære og rullet i fjer, som Johan Wohlert malerisk udtrykker det med latter i stemmen. I dag hvor de føler, at den stemning har ændret sig, ser de modgangen som en fordel og årene med modgang har ifølge Pernille Rosendahl været lærerige.

– Jeg tror sgu, at det er meget sundt ikke bare at ride på en ‘all time high‘, for man nyder det fanme meget, der hvor vi står nu. Vi tager sgu ikke noget for givet, og vi ved, at vi har arbejdet for det, vi har opnået. De kunstnere jeg godt kan lide, det er også dem, der er farlige i kanten, hvor det ikke altid er gået smooth, hvor der er ridser i lakken, og hvor man tænker: “fuck, det gjorde de ikke“. Det er lidt som en god fodboldkamp, hvor man gerne vil have drama, der er ikke noget værre end kunstnere, der fiser derud af i pænt og nydeligt tempo, jeg kan ikke holde det ud.

– Alle kan jo godt lide ‘come back kid‘, tilføjer Johan Wohlert, smilende, og hvis det holder stik, så er den der sgu nu, konstaterer han.

Tilbage til poprødderne

Rebel against yourself er titlen på den nye skive fra The Storm, og som titlen antyder, har temaet i høj grad været at gøre op sig selv og med fortidens bedrifter. Således skiller pladen sig en del ud fra de to foregående udgivelser, der har været rock-plader. Denne gang er rockkæresterne blevet til popkærester.

– Kunstnerisk set har vi altid været fascinerede af, at man som musiker eller kunstner altid udvikler sig og sørger for, at der er en ny fortælling i det, man laver. Den sidste plade var ret vred og bister med tunge guitarer. Nogle troede nærmest, det var en metalplade. Jeg tror, at reaktionen på det var: “Hvad sker der, hvis vi skræller de tunge guitarer væk og gør sangene præcise og korte. Prøver at skære ind til benet?”. I starten kaldte jeg det en punket tilgang, men det viste sig i løbet af processen, at der skulle være en poppet tilgang. Vi har lavet en plade, hvor sangene står meget skarpt og melodierne er meget klare, og sangene ikke er for lange. Pladen er ikke så meget en lang rejse, men små enkeltstående sange, siger Johan Wohlert.

The Storm har blandt andet været i Sverige og lavet tre af pladens numre sammen med det svenske band Kent. Ifølge Johan Wohlert repræsenter de netop den nordiske klang, som parret gerne ville forfølge på pladen.

– Jeg ville gerne lave noget, der havde en nordisk tone. Nogle af de sange jeg rodede med i starten, var der nærmest noget folkemusik over. Det er overhovedet ikke en folk-plade, men hvis man ved noget om sangskrivning, så vil man kunne genkende, at der er nogle viseagtige akkordforløb, og det tænkte jeg meget over. Vi er jo vokset op med en nordisk melodi, og vi har en bestemt melodisk forståelse, som også er bestemt af, hvor vi kommer fra. Skandinavisk pop lyder typisk ikke som engelsk pop, amerikansk pop og slet ikke som arabisk pop. Det fascinerede mig at lave en plade, der emmede af noget, ikke nødvendigvis dansk, men nordisk. Vi kiggede også på, hvad der inspirerede os i vores forrige bands, i Mew og Swan Lee, og der er helt klart en større lighed til vores tidligere respektive orkestre. Vi har prøvet at gå helt tilbage og sige, hvad var det, der fascinerede os helt way back og fremkaldte de første store musikalske oplevelser hos os.

Det indre oprør

Ligesom Rebel against yourself har været et tema for melodierne på den nye plade, så er det også et tema i teksterne at turde gå nye veje. De handler også om forældreopgør, om at få skrammer igennem livet og alligevel komme videre, om venner, man ikke forstår og om håb, men specielt handler de om at turde udfordre sig selv, hvilket nærmest har været et credo i Pernille Rosendahls bevidsthed de senere år.

– De seneste fire til fem år, er jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg har gjort det til et dogme for mig selv, at jeg prøver at gøre ting, som jeg ikke normalt gør. Når jeg føler per instinkt, at det her vil jeg ikke – så gør jeg det. Man kan lynhurtigt havne i en skuffe, hvor man tænker: “Sådan her er jeg ikke, sådan gør jeg ikke.” Det handler i høj grad om at udforske sig selv og prøve at vende bøtten på hovedet. Nogle gange kommer der noget nyt ud af den. Det handler om at tage beslutninger med hovedet i stedet for maven, prøve at betragte sine beslutninger mere intellektuelt. Det har vist sig for mit vedkommende at være sindssygt interessant. Resultatet har været en udvikling i en helt anden retning, end jeg havde forudset. Det handler om at rocke sin båd nogle gange, så det hele ikke bliver så sikkert. Hvis man er et menneske, der gerne vil være i kontrol, så tror jeg nemlig, man skal være varsom med, at komme et sted hen, hvor man bliver en skygge af sine egne beslutninger.

Livet sat i system

I det hele taget er der sket meget i parrets liv de seneste år. For fem år siden fik de sønnen Tristan, Pernille har medvirket som dommer i Xfactor to gange, og så har de nået at udgive tre plader. Paradoksalt nok har travlheden og familieforøgelsen dog gjort parret mere produktive på den musikalske front, end de har været nogensinde tidligere.

– Efter vi fik Tristan er hele vores verden blevet sindssygt optimeret og sat i system, og vi har fået et højere output. Vi ved, at vores tid er vigtig, og vi får meget fra hånden. Det handler i virkeligheden om at sætte grænser mellem arbejde og fritid, når man arbejder hjemme, så det hele ikke flyder sammen. Man er kun en god kone, mand, mor eller far, og kun god i sit arbejde, når man er nærværende. Inden for de seneste to-tre år er vi også blevet meget mere produktive og mindre angste, for at skabe, end vi har været før. Da vi var 20, handlede det jo om liv og død. Man ændrer nok også lidt livssyn, når man bliver forældre. Selv om vi brænder for det, vi laver, så er det trods alt kun musik. Det skal udgives, og så må vi lade nogle andre være dommere, siger Pernille Rosendahl.

Kærester og kolleger

Selv om dialekten ikke sladrer, når hun taler, så er Pernille Rosendahl faktisk født i Aalborg. De første ti år af sit liv boede hun i Hasseris. Dengang var musikken endnu ikke en del af hendes liv. I stedet var det kunstskøjteløb og andet sport, der optog hende.

– Jeg var meget aktiv, i de år jeg boede i Aalborg. Det var en meget vital tid, hvor der skete meget, og Aalborg, og den del af Danmark, er et meget specielt sted for mig. Jeg bliver meget rørt, når vi spiller i Aalborg. Der er en grundstemning i den by, som jeg har svært ved at forklare. Det er noget sindigt. I dag bor Pernille og Johan sammen med sønnen Tristan i en lejlighed i København, og til trods for at de både kører parløb i det private og professionelt og derfor er en del sammen, så oplever de det næsten udelukkende som noget positivt, siger Johan Wohlert.

– Det bidrager med god energi til parforholdet, at man har de oplevelser sammen. Selvom vi bare drøner rundt i Jylland en hel weekend, så har vi det altid helt vildt sjovt og hyggeligt, og det er en fed måde at være sammen på, synes jeg. Det er jo forskelligt, hvordan man er indrettet. For mig er det ikke hårdt. Jeg tænker: Fedt, nu får vi en god oplevelse sammen og sådan er det også altid, når weekenden er overstået, konstaterer han.

 

Fakta

Johan Wohlert

Født: 10. marts 1976

Fødeby: Hellerup, København

Børn: Sønnen Tristan på 5

Karriere: Tidligere bassist i Mew

 

Fakta

Pernille Rosendahl

Født: 22. marts 1972.

Fødeby: Hasseris, Aalborg

Børn: Sønnen Tristan på 5

Karriere: Tidligere forsanger i Swan Lee