Han er kendt som Aalborgs gangstarapper nr. 1. Men ifølge ham selv er der ikke mere bad-ass over ham end over en bankrådgiver, der skruer bissen på. Mød Niels Roos – a.k.a. Niarn. En følsom fyr, der taler med sine katte, kæmper med sine tvangsneuroser – og udmærket er klar over, at han nok kun har otte liv tilbage.

Tekst Maj Bjerring Sørensen

Han hørte godt telefonen. Men Aalborg-nattens lidt for mange bajere og snaps havde gjort hovedet tungt. Lidt for tungt til at gribe ud efter mobilen. Da han op ad dagen hørte Jokerens båndede stemme, blev hjernen dog pludselig mere klar.

„Hvad så Niarn dér, det er Jokeren her.“ Niels skruer med et grin op for københavner-dialekten og tager et sug af den røde Prince.

„Det var jo helt vildt! Jeg fløj ind og spillede beskeden for min ven.“

Et par år tidligere var han blevet sat af udenfor Tivolis hovedindgang. Direkte fra 9000 med to hip-hop CD’er i sportstasken og drømmen om en musikkarriere i øjnene. Og nu havde idolet Jokeren lagt en besked på hans telefonsvarer. Om han ville rappe om hjembyen i remixet af hittet Havnen? Det ville han. Så han ringede hurtigt tilbage, og et par måneder senere stod han med pladekontrakten i hånden – et skridt tættere på drømmen.

Fra stodder til stueren

Den sølvgrå Mercedes skrider ind i perlegruset udenfor musikstudiet i Vanløse den sidste torsdag i april. Niels retter på den sorte hat og stiger ud. Han undskylder forsinkelsen, men for tiden har han lidt travlt. Så travlt, at kæresten nærmest tror, han er en indbrudstyv, når han endelig lukker sig ind i rækkehuset hjemme i Malmø Syd. Og så travlt, at ikke engang hans nære venner har set ham i et par måneder.

Om nogle timer skal han i TV-studiet for at prøve, om de røde læderhandsker og resten af outfittet passer, og i morgen står han endnu engang på scenen med sit kor foran hele familien Danmark i TV2-programmet Allstars. Hjemme i Gug vil mor og far sidde klar med fjernbetjeningen. Det vil kæresten nok også. Men om hans
homies i hiphopmiljøet vil tænde for TV‘et, er nok mere tvivlsomt. Og Niels kunne faktisk ikke være mere ligeglad.

„Det er mange år siden, jeg holdt op med at bekymre mig om, hvad andre synes. Jeg gør, hvad jeg har lyst til – også hvis jeg har lyst til at gøre noget mere stuerent.“

Han tænder endnu en smøg og lægger pakken tilbage i skjortelommen. Niels har aldrig forsøgt at fremstille sig selv som gangster. Men medierne har haft travlt med at udråbe ham til en slem dreng.

„Der er mange folk, der gerne vil give mig et stempel. Men jeg er bare en rod fra blokken og ikke værre end så mange andre. Jeg er faktisk et meget blødt menneske. Og når jeg lytter til min musik, så hører jeg heller ikke det menneske, som medierne fremstiller, men en følsom person, der fortæller om sit liv på godt og ondt.“

Drømmen

Niels læner sig tilbage. Selvom der ikke ved første øjekast er så meget rockstjerne over den slidte veloursofa, studiet der ikke har varme om vinteren og den gamle dåse makrel i køleskabet under baren, er drengedrømmen – med tre soloudgivelser, tre Guldplader og en tjans på TV i den bedste sendetid – på mange måder gået i opfyldelse.

En drøm, der startede i slutningen af 1980’erne foran fjernsynet hjemme i Gug. På skærmen kastede Axl Rose sine solbriller ud til de 40.000 tilskuere i videoen til Paradise City, og foran TV’et sad en tiårig knægt med store øjne – og en drøm om at blive ligesom ham.

„Det var dér, jeg første gang tænkte, at jeg ville være rockstjerne. Hvorfor være noget andet, hvis man ku’ være det?“ Niels smiler
lidt skævt.

I skolen kom han hurtigt til at kede sig. For enten havde han det alt for let i sprogtimerne, eller også fattede han ikke en meter i matematik. Hans kæft var lidt for stor, og ofte ragede han uklar med folk.

„I dag kan jeg da godt se, at det nok skyldtes, at jeg sagde min mening. Og så måske at jeg var lidt bedre end de andre til at tale med pigerne,“ siger han og trækker på skuldrene.

I syvende klasse blev han bortvist, da nogle store fyre fra tiende ville give ham bank, og han prøvede at stikke dem med en knust flaske. Og da han et par år senere sad på sin nye skole og bladrede i uddannelsesbibelen Hvad kan jeg blive?, var der ikke noget, der hed „rockstjerne“, når man slog op under R.

De slemme drenge

Niels tager et sug af sin smøg og retter på det pink askebæger. For ham var det frustrerende ikke at have lyst til at blive læge eller ejendomsmægler ligesom de andre. Og det fællesskab han ikke kunne finde sammen med dem, fandt han ved at hænge med de slemme fyre fra blokken.

„Jeg blev lidt rodløs og gad ikke rigtig lave noget. Jeg tror, at alle teenagere har brug for at tage en uniform på og finde et sted at høre til. Jeg har altid været draget af det lidt farlige, så det var dér, jeg fandt mit tilhørsforhold.“

Småtyverier blev til biltyverier, og konflikter blev til vold. Samtidig forvandlede E’er og coke både weekend og hverdag til en fest. Når Niels kom hjem i parcelhuset for at få aftensmad og hurtigt smuttede ud for at hænge på gaden igen, kunne hans forældre bare se hjælpeløse til. De vidste godt, han var ude i noget skidt, men kunne ikke tale ham til fornuft. Og anede ikke, hvad de så skulle gøre.

City of Dreams

Mobilen ringer. Niels fortæller, at han er midt i et interview og slutter af med et „hey“. Da han som tyveårig sad i sin etværelses i Kayerødsgade i Aalborg midtby, var spændingen ved festerne, stofferne og kriminaliteten ved at falme. Kæresten var skredet, og han havde ikke noget job.

„Dét, der måske havde været sejt som 16-17-årig, var pludselig ikke så sejt mere. Og jeg kunne jo godt se, at det liv ikke rigtig førte nogen vegne,“ siger Niels. Han tager en slurk Cola Zero og placerer den på midten af gulvbrættet. Præcist.

Et par år tidligere havde han mødt Mark Urban på efterskolen, og i kælderstudiet hjemme hos ham var håbløsheden gradvist blevet skiftet ud med håndtegn og den hiphop, som Niels følte sig hjemme i fra første tekstlinje. Så da en af hans venner kom forbi og spurgte, om han ville med til København, tog det ham cirka fem sekunder at svare.

„Jeg havde jo ingen grund til at blive i Aalborg. Jeg havde kun en grund til at tage af sted.“

Så Niels pakkede sin sportstaske med lidt tøj og to CD’er: Eminems Slim Shady og Big Punisher.

Da han blev sat af udenfor Tivoli den 30. april 2000, var det som at lande i City of Dreams. Der var biler og mennesker. Verden lå for hans fødder, og alt var muligt. Selvom han kun havde sin storebrors sofa at crashe på.

Socialrealistisk rapper

I dag er det ti år og tre soloalbums, siden Niels ankom til København. Da han først fik en tjans som backup for L.O.C. og siden blev inviteret med på Jokerens remix af Havnen, var vejen banet for den pladekontrakt med Copenhagen Records, der sparkede Niarn op på den danske hiphophimmel. Fra Årgang 79 til Antihelt og sidste års Rød Aalborg. Stadig med snaps – men nu også med livs- og samfundsanskuelser. Og en smule mere ro på.

„Jeg er jo blevet ældre. Og rent musikalsk eksperimenterer jeg lidt mere. For selvom jeg stadig har benene i hiphop, søger jeg også mod lidt andre græsgange. For eksempel vender jeg i nummeret Undskyld jeg var fuld tilbage til mine rockrødder.“

Niels vrider sig lidt i sofaen. Han er ikke meget for at sætte sig selv i bås, men skal han gøre det, vil han skrive „socialrealistisk rapper“ på mærkaten. For han rapper om sin hverdag og sit liv. Et liv, der stadig byder på byture og druk. Op- og nedture. Men også et liv, der har fået mere ro på.

Kattesnak

Og det var vigtigt for Niels. Så da kæresten og han for nogle år siden havde lyst til at komme væk fra Nørrebro, tog de over sundet og forelskede sig i rækkehuset i Malmø. Her er der god plads til de to kaniner og til kattene Bobby og Bella – og her har de fundet den ro, de søgte.

„Jeg havde bare brug for at træde et skridt væk. Og brug for at genfinde glæden ved musikken.“

Niels nyder sin have, hvor han kan smide et par bøffer eller kærestens iranske specialiteter på grillen. Og han elsker at komme hjem efter en hård uge og blive modtaget af sine katte.

„Jeg savner virkelig mine dyr, når jeg er væk. Og når jeg kommer hjem og crasher på sofaen, så kommer Bobby altid og lægger sig hos mig, ligesom dengang han var killing,“ fortæller Niels og viser, hvordan man ligger en smule akavet med fem kilo hankat om halsen. Men han nænner ikke at skubbe den væk. For han elsker sine dyr. Ja, faktisk holder han mere af dem end af mennesker.

„Der er ikke noget pis med dyr. Man kan stole på dem – og de elsker dig ubetinget.“ Han smiler. Det er ikke sjældent, han får sig en lille snak med Bobby. Så kan han få vendt, om det nu også var fedt, at den og den sagde dét, eller om han ikke var en idiot ham der, der gjorde sådan.

„Det er jo i virkeligheden bare lidt ligesom at tale med sig selv, men i starten tænkte jeg da, at det rablede for mig, når jeg snakkede med min kat. Men hvad fanden er der i vejen med det?“

Askebægre og tvangsneuroser

Niels tager endnu et sug. Retter på askebægeret. Igen. Og det er ikke tilfældigt. Det skal helst stå lige præcis i midten af sofahynden. Ellers har han svært ved at finde ro.

„Jeg kan ikke ha’, hvis det ikke står ordentligt. Jeg har en eller anden besættelse af parallelitet,“ siger han og griner.

Men egentlig er det skide irriterende. For det er ikke bare askebægeret, der skal stå på en bestemt måde. Også tandbørstningen skal foregå med x antal skvulp, fjernbetjeningen skal helst stå på noget, der er deleligt med fem, og giver nogen ham noget bestik, der kommer fra to forskellige sæt, kan han næsten ikke få maden ned.

„Jeg har det ikke sådan, at jeg tror, der sker noget, hvis ikke jeg gør det. Men det føles bare forkert.“

Niels hæver det ene øjenbryn. Han ved godt, det lyder lidt sygt, men sådan er det bare.

Alligevel kan han godt blive irriteret på sig selv, når han igen og igen sidder og retter på vennernes cigaretpakker – og skubber lighteren helt ind, så den flugter. Og han har da også overvejet, om han måske skulle søge professionel hjælp.

Otte liv tilbage

På højre pegefinger er der et kors. Ikke fordi han har tænkt sig at søge hjælpen „ovenfra“, men fordi han bekender sig til sin arv som kulturkristen. Han er døbt og konfirmeret og forbeholder sig ret til at udvælge de ting, der kan hjælpe ham med at være et godt menneske. Men Niels er ikke religiøs. Han tror ikke på, at der er en højere mening med de ting, der sker.

Og han er overbevist om, at der ikke var nogen eller noget, der holdt hånden over ham den dag i august sidste år, hvor han befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

„Det eneste, jeg tror på, er, at jeg kunne løbe rigtig hurtigt lige i det øjeblik!“

Blikket i de blå øjne er fast. Men også lidt træt, som om han ikke gider beskæftige sig mere med den historie. Da han følte varmen lige under sin næse og kastede sig ned, anede han ikke, om han havde et kæmpe hul i hovedet, eller om det bare var en overfladisk strejfsår. Da han mærkede efter, fik han blod på hænderne, men kunne føle, at det heldigvis var det sidste.

Alligevel føler han ikke, at det har fået ham til at se livet i et andet lys. Selvom han er taknemmelig.

„Jeg prøver på ikke at bruge for meget tid på at tænke over det. Det skete, og sådan er det. Jeg er da taknemmelig for, at jeg stadig er her. Og jeg ved, at det kan være slut når som helst,“ siger han smilende og tilføjer: „Og at jeg nok kun har otte liv tilbage.“

Ni hurtige til Niarn

Hvad kan pisse dig af?

Når folk ikke gør deres arbejde ordentligt.

Hvornår er du lykkeligst?

Når jeg laver ting, jeg godt kan lide. Hvad enten det er at se min yndlings TV-serie (Kenny vs. Spenny) eller spille koncert for flere tusinde mennesker.

Hvis du kunne være en anden for en dag,
hvem skulle det så være?

Jeg ville gerne prøve at være et menneske, som ikke kender mig – men som alligevel hader mig.

Hvad er dit yndlings
musiknummer of all times?

Tre af dem må være The Drugs don’t work med The Verve, Whisky Lullaby med Brad Paisley og If I had med Eminem.

Du har ofte udtrykt irritation over,
at alle har behov for at have en mening
om alt. Holder du selv kæft, hvis ikke
du har en kvalificeret mening?

Jeg siger kun noget om ting, jeg ved noget om.

Hvad er den dårligste undskyldning,
du nogensinde har brugt?

Da jeg lige var flyttet til København, arbejdede jeg som vikar på et lager. En dag ringede jeg og sagde, at min storebror havde brækket hånden, så jeg blev nødt til at køre ham på skadestuen.

Du elsker film med sørgelige slutninger.
Hvad er den bedste sørgelige slutning,
du har set?

En af dem, der rørte mig meget, er The Green Mile, hvor den store, sorte mand skal henrettes og ikke vil have hætten over hovedet, fordi han er bange for mørke.

Hvornår har du sidst grædt?

Jeg får tit en klump i halsen, når jeg ser film. Og jeg græd også engang, da min kat blev aflivet.

Hvad skal der stå på din gravsten?

„Her hviler Niels Roos – pis, hvis du har et problem“

 

Fakta om Niarn

Navn: Niels Roos

Født: 10. juli 1979 i Gug

Civilstand: Bor i Malmø sammen med sin kæreste, kattene Bobby og Bella samt to kaniner

CV: Har udgivet tre soloalbums:
Årgang ’79, Antihelt og Rød Aalborg