Ilden brænder, når Anne Baastrup snakker. I hendes indre. SF-politikeren er fast besluttet på at aflevere jorden i ordentlig tilstand til sine børn og børnebørn. Den dag, ilden stopper med at brænde, holder hun også op.

Tekst: Kristine Kornum

Det er tirsdag morgen 1959. Larmen fra brølende køer trænger ind gennem vinduet til lejligheden i Kjellerupsgade 4. De er på vej mod deres endeligt på slagteriet lige overfor. Anne gør sig klar til cykelturen fra Aalborg midtby og ud til privatskolen Klostermarken. Som barn af konservative forældre skulle hun ikke gå på den lokale Kjellerupsgade Skole. Men det gjorde hendes legekammerater. Dem fra baggården, hvis forældre nogle gange tog en slurk for meget eller hævede hånden lidt for højt.

På den måde opdagede Anne tidligt forskellen i det danske samfund. Fra de grønne haver i Hasseris til den grå baggård i Kjellerupsgade. Men opvæksten gik ikke med at gøre sig store politiske tanker om klassesamfundet. SF’eren i maven begyndte først at vokse senere, selvom politik var en stor del af barndommen.

– Mine forældre har altid været meget åbne om at diskutere politik, og det var en integreret del af den daglige snak. Jeg har da også på et meget tidligt tidspunkt vidst, at mine forældre var konservative. Jeg kan huske, at det undrede mig, fordi en af vores nære venner, der boede på den anden side af gaden og arbejdede på Eternitten, var socialdemokrat. Da jeg spurgte min mor, hvorfor han var socialdemokrat, når hun var konservativ, fik jeg bare et af de der lidt undvigende ”ikke-svar”. Det var en historielærer på gymnasiet, der tændte den politiske ild i Anne. Det var dengang, tonerne fra ungdomsoprøret i København så småt kunne høres i Aalborg, og de studerende begyndte at stille spørgsmål og forholde sig til verdenen omkring dem. Men familiens første student ville ikke være politiker. Hun ville være psykolog.

70’erne

Året er 1970. Der er råb og protester i luften. Foran universitetet er en stor flok studerende samlet til demonstration. Anne er der også. Hun står hverken med skilt eller bh i hånden; hun skal bare ind på Institut for Psykologi.

– Jeg kunne slet ikke overskue at starte mit studie med at strejke. Jeg var kommet direkte fra Jylland, mine forældre havde ikke ret mange penge, og jeg skulle leve af min SU, som ville ryge, hvis ikke jeg bestod den første årsprøve. Men hun nåede aldrig til den første årsprøve, for det var ikke psykologi, der fangede. Det var jura. Og efter Anne så lyset i paragrafferne i Karnovs Lovsamling, var planen klar. Hun skulle uddannes cand.jur., og så skulle hun tilbage til Nordjylland og være dommer i Nibe. Cand.jur. blev hun som 24-årig. Tilbage til hjemstavnen er hun ikke kommet endnu.

– Man begynder jo at få en masse venner på universitetet, og jeg flyttede i kollektiv med min mand, vi fik børn, og pludselig var det teknisk umuligt for mig at flytte. Så jeg blev boende i København. Hjertet banker nu stadig for den nordjyske storby, som både mor og søskende bor I endnu. Og selvom slagteriet er væk, og Kjellerupsgade nummer fire virker meget mindre i voksen optik, så nyder Anne at gå rundt I barndommens gader.

80’erne

”Anne-Margrethe Baastrup”. Navnet står på indmeldelsesblanketten til SF. Det har ventet på at blive skrevet ned på lige netop denne blanket i mange år, men først nu, i 1987, sker det. Arbejdet som udvalgssekretær i Folketinget har holdt Anne fra at have en åbenlys politisk holdning. Det ligger i blodet på hende, at embedsmænd skal være loyale over for den til enhver tid siddende politiker, de betjener. Men med jobbet i Ligestillingsrådet kommer der nye politiske boller på suppen.

– Nu havde jeg jo siddet og hørt på politikernes snak gennem så mange år, at jeg tænkte:

”Det her kan jeg da også godt finde ud af”. Ikke at jeg overhovedet på det tidspunkt havde en ambition om at blive medlem af Folketinget. Jeg ville bare gerne være med til at lave papirerne og hjælpe med at forbedre SF’s muligheder for at lave det rigtige politiske arbejde. Det var den ambition, jeg havde. Ambitioner har det med at vokse. Anne blev medlem af SF’s hovedbestyrelse i 1992, og da der manglede en kandidat i Roskilde Amt til Europaparlamentsvalget i 1994, havde hun da heller ikke noget imod, at der blev peget på hende. Arbejdet bestod i at stille op til møder og snakke med vælgere om valget. Et job, hun gjorde så godt, at hun blev spurgt, om hun ikke også ville stille op som kandidat til Folketinget. Bare kandidat. Ham, de havde i forvejen, ville gerne sidde i Folketinget en periode mere. Han ombestemte sig. Så den 6. September 1994 blev Anne spidskandidat i Roskilde, og femten dage senere sad hun i Folketinget. En smule overvældet.

– På det tidspunkt var mit yngste barn kun 12 år, så det, der nok fyldte mest i mit hoved, var, hvordan jeg kunne give hende nogle ordentlige rammer og samtidig arbejde i Folketinget. Men hun siger selv, at det er gået okay. Fra Folketingssalen røg der også en tanke fra Anne til hendes far, der var død året forinden. Han havde selv været folketingskandidat for De Konservative, og han havde altid haft en drøm om at komme ”ind og sidde”. Nu skulle Anne ind og argumentere for sin sag, ligesom hun havde gjort ved diskussionerne hjemme ved middagsbordet i Aalborg. Sagen var ret klar. Og det er den stadig.

– Min tilgang til politik handler om at få alle til at føle sig som medansvarlige i dette samfund. Vores velfærdssamfund kan jo ikke fungere, hvis ikke alle oplever, at de selv er en del af det, og at de bliver lyttet til. Noget, der virkelig kan tænde mig af, er, når folk beskriver, hvordan de bare oplever, at forvaltninger ikke ser på dem som mennesker, men som noget, der skal overstås. Og det dur ikke, hvis vi skal fastholde et velfærdssamfund og ikke bare en velfærdsstat. Samfundet består af mennesker, der selv skaber udvikling, i modsætning til staten, der bestemmer, hvad det enkelte menneske selv skal lave.

90’erne

Sommerhuset ligger på en stor grund af gammel mosejord, der er egen strand, og nogle gange kan man se dådyr trisse rundt i baghaven. Det ligger i Bogense. Anne har købt det sammen med sin mand, efter hun i 1999 har fået nyt job. Hun skal være SF’s folketingskandidat i Odense Østkreds. Et stort skift fra jobbet i Roskilde Amtskreds både geografisk og arbejdsmæssigt. Selve jobskiftet har Anne ikke fortrudt. Jobbet i Odense bestod, og gør stadig, af en lang række problemfelter; både storby- og landproblemer, områder med mange penge og områder med få penge. Og så er der hele integrationsområdet.

– Det er alt sammen ting, jeg synes, er utrolig spændende at forholde mig til, diskutere og finde løsningsforslag til. Men det kræver meget at stille op i en kreds, man hverken er eller nogensinde har været bosat i.

– For det første kræver det, at man køber sig et kort. Så kræver det, at man følger med i lokalaviserne. At man har en god kontakt med alle de forskellige i fagbevægelsen, på skoleområdet og så videre. Jeg synes, det er gået relativt smertefrit.

Og nu…

Telefonen ringer. Det har den gjort mange gange denne februar morgen i 2007. Hver gang bliver der svaret høfligt, men bestemt, at forslaget ikke virker og umuligt kan gennemføres. Det er journalister, der spørger efter en SF-kommentar på Dansk Folkepartis forslag om at tvangskastrere pædofile. Anne kvitterer med svar til de fleste aviser og ender dagen med at være både i DR1’s Aftenshowet og TV 2 Nyhederne. Sådan er det. Livet som politiker går hånd I hånd med livet som medieperson.

– Jeg betragter det at komme i medierne som den der almindelige folkeoplysnings-karakter. Hvis vi eksempelvis laver et lovforslag, der ændrer på hele pensionsfordelingsområdet for ægtefæller, er det vigtigt at komme i medierne og forklare det til folk, så de kan indrette deres økonomiske tilværelse efter det. Det er grundlæggende vigtigt for mig, at de beslutninger, flertallet træffer, under alle omstændigheder er truffet på et oplyst grundlag. Uanset, om jeg så er enig i beslutningen eller ej. At være en del af det danske mediebillede er Anne egentlig meget godt tilfreds med. Men hvis hun kunne, ville hun gerne brede billedet lidt ud og male med en lidt bredere pensel. For lige så længe medierne kun interesserer sig for få udvalgte historier, lige så længe vil mange politikere også gøre det.

– Vi må prøve at få skabt et demokrati og en måde at have politiske samtaler på, som ikke bare består i overskrifter og populisme. Jeg ville så frygtelig gerne komme frem til en situation, hvor man taler om de reelle konsekvenser ved ting. Derfor kæmper Anne videre; det er stadig ikke godt nok på alt for mange områder. Med denne pligtfølelse og job både på Christiansborg og i Odense ville nogle mennesker bukke under for stress, og det er da heller ikke helt uden omkostninger, Anne har tilbragt 20 år i politik.

– På et tidspunkt havde min datter regnet ud, at jeg var 70 timer på arbejde. Den gik lige I hjertekulen. Det er belastende at være aktiv i politik som folketingsmedlem for et lille parti. Jeg synes i hvert fald, at jeg har rigeligt at se til, og det tager også på privatlivet. Hvis jeg ikke havde en sød og forstående familie, ville det aldrig nogensinde kunne lade sig gøre. Det er den familie, der flere gange har slået i bordet og sagt, at hun skulle tage en slapper. Som stress-ordfører prøver Anne da også selv at holde øje med faresignalerne, men hun er ikke god til bare at sidde og kaste med sten, hvis hun selv skal sige det.

– Jeg har hele tiden et eller andet initiativ, jeg skal tage, i baghovedet. Der er hele tiden noget, der kan gøres bedre. Så på den måde slapper jeg ikke af. Jeg kan simpelthen ikke lade være, for jeg føler mig forpligtet til at aflevere Danmark i ordentlig og hel tilstand til mine børn og børnebørn.