Claes Bang står alene med maven fuld af tæsk. I monologen ’Ondskaben’ på Aalborg Teater spiller han en mand, der tænker tilbage på en barndom præget af vold, misbrug og fornedrelse. Og han har det godt med det. For forestillingen handler om os alle sammen. APPETIZE har mødt Claes Bang til en snak om vold, magt, at være et rigtigt røvhul og om det at komme tæt på sit publikum.

Tekst Jakob Brodersen/Foto Nils Krogh
”Jeg var en af dem, der mobbede. Jeg var fandeme ikke Guds bedste barn. Jeg tror ikke, jeg var verdens største motherfucking røvhul, men jeg var helt klart ikke skidesød. Der var en pige i folkeskolen, som alle var efter. Hun var altid helt alene. Der var ikke nogen, der tog med hende hjem og legede efter skole. Og hun måtte høre for det ene og det andet, fordi hun tilfældigvis var kommet til at tage en ostemad med i skole i anden klasse. Så hed hun Tina-ost i ni år.”

Claes Bang ser ikke ond ud for en femmer. Tværtimod. Det lysebrune hår står op i luften i tjavser, og inde bag de firkantede briller ser hans mørke øjne nærmest – tja – venlige ud. Som han sidder der på den anden side af spisebordet, ligner han ikke en, der kunne finde på at drille pigerne i tredje klasse. Men da han skulle forberede sig til rollen som Erik i ’Ondskaben’, var en af metoderne at tage tilbage til barndomslandets for længst fortrængte ondskab. Han kunne ikke lade være:
Har selv fået tæsk
”Det er ligesom hvis jeg pludselig hører en popsang fra 1981 i radioen eller kommer gående på gaden og pludselig kan lugte en bestemt lugt, der minder mig om en oplevelse, jeg egentlig havde glemt. Så er jeg pludselig tilbage i en anden tid og kan lige pludselig huske, hvem jeg var kæreste med, og hvad jeg rendte og lavede. Alle de her ting dukker op, både positive og negative. Det er sådan et helt erindringshav, jeg bare svømmer af sted på. Sådan er det også med det her stykke.”
”Jeg har selv fået tæsk og været i slåskampe, men slet ikke i samme målestok som Erik i stykket. Det håber jeg ikke, der er ret mange, der har. Det er heller ikke dét, det handler om. Det handler om at kunne genkende den følelse af, at der er nogen, der bestemmer over en, den sårbarhed, afmagt og fornedrelse.”

”Vi har alle sammen været i de situationer. Både da vi var små med vores forældre og med skolekammeraterne. Og vi kender det stadigvæk i dag, hvor vi har en dum chef eller en åndssvag kollega, som på en eller anden måde påtvinger os noget, som vi ikke gider have. Den genkendelse er enormt vigtig for stykket, så folk får deres egne historier frem på nethinden.”
Ubehageligt for publikum
’Ondskaben’ spiller på Aalborg Teaters Mindste Scene. Der er ingen kulisser, og Claes Bang er helt alene med de 50 tilskuere. Det giver ham mulighed for at komme helt op i ansigtet på publikum:
”Det er som hvis jeg ville sætte mig ned over for dig og fortælle dig om noget, der var foregået i går. Jeg ser folk i øjnene og siger ”nu skal du høre her: historien tager sin begyndelse en aften i september…”

Den pæne mand kigger indtrængende hen over bordet og læner sig så lidt tilbage i stolen igen. Hvordan historien bliver fortalt, afhænger af tilskuerne:
”Jeg kan tillade mig at spille så småt, som man spiller på film. Jeg kan hviske, hvis jeg vil. Men det kommer an på publikummet. Hvis de er urolige, får de svage passager lidt mere gas. Andre dage er der tyst som i graven, og så kan jeg tillade mig at gå helt ned i ingenting. Sekundet efter kan jeg eksplodere. Det gør, at forestillingen kan få en enorm dynamik. Det er sådan nogle små, bitte fine ting, jeg kan bruge.”

”Jeg vælger selvfølgelig ikke én, som jeg afleverer hele kagen til. Det ville være alt for hårdt. Så jeg har en opdeling – når jeg er på det her sted i teksten, er det ham, der sidder på anden række, nummer fem fra højre, der får kontakten. Og lidt senere er det nummer fire på tredje række. Men i det øjeblik jeg taler til én af dem, ved publikum godt, at jeg taler til dem alle sammen. Så på den måde bruger jeg dem – og det, jeg får tilbage fra dem. Tit synes de ikke, det er behageligt. Men de ved godt, at jeg ikke kommer ud og slår på dem eller tager fat i dem eller noget som helst. Jeg er ikke interesseret i at skræmme dem, men jeg betjener mig af, at jeg har deres øjne.”
Magten og volden
Der er andet og mere i ’Ondskaben’ end den rystende historie om en dreng, der bliver misbrugt og får serveret tæsk til aftenkaffen hver eneste dag. Claes Bang ser stykket som en skildring af magtstrukturerne i samfundet:
”I stort set alle klasser og i alle sociale lag er der en hierarkisk opdeling. Og i mange tilfælde bygger den på vold eller på noget, der grænser til det. Vi overholder vores sociale adfærdsregler, men vi skal ikke træde meget ved siden af, før vi kan banke hinanden oven i hovedet med loven og sige ’hov, hov, det må du ikke – nu skal du i fængsel’. Det er stadig det sprog, vi taler, når vi virkelig skal tale tydeligt. Det er den ydre grænse for, hvor langt vi må gå. Og det ved vi godt.”

Kaffen er ved at være kold, men Claes har talt sig varm.

”Vi har bare sat magten i system og affinder os med det. Vi har politi og et hav af sanktionsmuligheder, hvis vi ikke opfører os, som vi er bestilt til at gøre. Magten er stadigvæk til stede, men på en meget subtil og usynlig måde. Vi ved, hvad vi må og ikke må, og hvad det koster, hvis vi træder ved siden af. Råderummet i vores land er bare heldigvis så stort, at vi ikke hver dag støder ind i ting, som vi gerne vil, men ikke kan – og kommer i karambolage med loven. Men den form for kontant, fysisk magtudfoldelse, ’Ondskaben’ handler om, er daglig kost i f.eks. Kina, Zimbabwe og Irak. Men grundprincippet er det samme. De magtstrukturer i skolegården og på den kostskole, stykket handler om, er et fuldgyldigt billede på, hvordan magtstrukturen i hele verden er skruet sammen.”

’Ondskaben’ spiller på Aalborg Teaters Mindste Scene fra 16. november til 7. december.

 

Fakta-boks
’Ondskaben’ er bygget over den svenske journalist og forfatter Jan Guillous selvbiografiske roman af samme navn. Bogen er for øvrigt netop blevet genudgivet på dansk.
Stykket handler om drengen Eriks voldsomme og traumatiske opvækst. Han bliver misbrugt af sin far, slås med de andre i skolen og bliver sendt på kostskole. Her bliver han offer for de ældre elevers ”kammeratopdragelse” – systematisk undertrykkelse og fysisk afstraffelse – som trækker ham ind i en cirkel af vold og ondskab. Erik forsøger at kæmpe imod, men spørgsmålet er, om kampen kan vindes.
Da Jan Guillous bog udkom i Sverige i 1982, førte den til en revision af det svenske skolesystem. Den kostskole, Guillou havde gået på, blev lukket.
Fakta-boks
Claes Bang, 35 år. Uddannet på Statens Teaterskole 1996. Har blandt andet medvirket i forestillingerne ’Kondylomer’ og ’La Disputz’. Spillede med i filmene ’Under Overfladen’ og ’Når Mor Kommer Hjem’ samt i tv-serierne ’Taxa’, ’Hotellet’, ’Langt fra Las Vegas’, ’Nicolaj og Julie’, ’Rejseholdet’ og ’Skjulte Spor’.
Udover ’Ondskaben’ medvirker Claes Bang i ’Købmanden i Venedig’ og ’Boblerne i Bækken’ på Aalborg Teater i denne sæson.