Hvad laver du nu/hvilke opgaver er du i gang med?
WWW.SEIMEI.ME. Dette er mit nye store projekt. Jeg synes det er fantastisk at kunne bruge sin viden og sit talent på at hjælpe andre mennesker i nød. Jeg har gjort det godt og mangler ingenting. Nu går jeg “all in” og bruger alle mine penge på dette projekt der skal ud i hele verden.
Herudover mange forskellige investeringer. Bl.a. i virksomhed, der har import og distribution af Paul Smith, Napapirji og Marlboro Classics i Norden sammen med Martin Nielsen. Hovedkontoret ligger i Aalborg. IT virksomhed, der distribuerer sportsresultater til hele verden. CO+ er et reklamebureau der ledes af “legenden” Gaute Høgh , der bl.a. servicerer B&O, Rynkeby og “3 mobil”, Ejendomme og så er jeg jo ligeledes stadig medejer af Aqua d’or.
Hvad er det vigtigste der er sket i dit liv, siden du var med i Appetize?
SEIMEI.ME er det vigtigste på forretningssiden. På privatsiden er jeg blevet gift med en dejlig kvinde fra Skagen og vi har fået to fantastiske sønner sammen.
Kan du beskrive hvilke reaktioner du fik på artiklen dengang?
Nej, husker ikke så meget lige omkring det. . . Tror mest der dukkede nogle gamle bekendte op af hatten som jeg fik et brev fra. Og så en masse, der synes at jeg skulle investere i deres virksomhed eller idé…
Hvordan er din tilknytning til Aalborg i dag?
Jeg er med i en virksomhed i Aalborg og har også venner og bekendte i byen. Så jeg kommer forbi en gang i mellem og min bror er også begravet i Nørresundby.
Hvad er dit bedste minde i forbindelse med Aalborg?
Det må være mit første eget sted i Valdemarsgade. En gammel kælderbutik med fælles toilet med en alkoholiker og intet bad. Det var stort og jeg nød at være blevet rigtigt voksen. Men jeg har jo mange gode minder og det er lidt svært at vælge.
Hvad er dit yndlingssted i Aalborg?
At gå ture i byen og se på mennesker, bygninger og steder. Det hiver fat i gamle minder og det er da skønt at huske tilbage på gode stunder.
Hvis du skulle vise en gæst fra udlandet rundt i Nordjylland, hvad ville du så vise frem?
Så skulle vi se hvor jeg havde boet og ellers tage turen Nordjylland rundt og se på seværdigheder fra Aalborg til Skagen og tilbage igen.
Hvad synes du Aalborg mangler?
Tolerance. Der er stadig for mange, der klynger sig til tanken om at ingen må eje eller få mere (herunder succes) end andre og det afføder for megen misundelse. Det er synd at Aalborg ikke dyrker sine helte mens de er i byen, men først når de er rejst fra byen.
Hvad er det bedste ved Aalborg efter din mening?
At den ligger så flot ved Limfjorden og så er den jo over 1000 år gammel. En masse historik og så er der jo også “gaden”. Det er en ret unik ting som jeg ikke har set magen til andre steder i verden.
Hvad betyder Aalborg for dig?
Allermest bare en masse gode minder og naturligvis også lidt dårlige. Men jeg fokuserer på de gode, positive og glade. Det er jo det livet skal handle om.