Mennesket er en forholdsvis simpel kemisk sammensætning af grundstoffer. Bygget op efter nogenlunde samme princip som din datter eller søns lego-slot. Kort fortalt.
Vi har bedt forskningschef ved Aalborg Sygehus, Lars Hvilsted Rasmussen, fortælle os menneskene. Hvem er vi, hvad er vi – hvorfor er vi?

tekst: Rasmus Bach Hansen/Pia Møller Søe   foto: presse

 

En kemiker ville begynde skabelsesberetningen ved atomerne – dem der kan bindes sammen, så de danner molekyler. Et ilt og to brintmolekyler bliver til vand, et af de mest fundamentale stoffer vi har, og som hovedparten af du og jeg består af. De molekyler kan igen bindes sammen, til større molekyler, der sat sammen begynder at få en funktion. Eksempelvis kan de danne enzymer, der kan være med til at nedbryde og danne væsentlige ting i kroppen. Bygger vi endnu flere molekyler sammen, danner vi en celle, og indeni i den er der en mindre kemisk fabrik, der producerer energi, danner æggehvidestoffer og nedbryder kulhydrater – og så har man lige pludselig en levende celle. Når de celler kobles danner de organer, en masse små leverceller danner en funktionsdygtig lever, og når de forskellige organer sættes sammen, danner de en organisme. Et menneske.
– Og her, siger Lars Hvilsted Rasmussen, forskningschef ved Aalborg Sygehus, stopper kemikerens forståelse og lægevidenskaben tager over. Lægens viden er fokuseret på organerne, deres funktion og betydning for den samlede organisme. Hans forståelse for hvad der sker nedad, i biokemiens verden, begynder at fortabe sig – og så er det, at det allermest spændende sker. I det krydsfelt mellem de to verdener, siger Lars Hvilsted Rasmussen. I den sfære hvor lægen og kemikerens viden kombineres, det er der de store forskningsmæssige landvindinger finder sted.

Hvem ved hvad?
Lars Hvilsted Rasmussen ved hvem mennesket er. I det omfang nogen ved hvem vi er.
Han er speciallæge i kardiologi og intern medicin, og har siden april 2010 været konstitueret forskningschef ved Aalborg Sygehus. I september 2011 blev han fastansat i stillingen, og i dag beskæftiger han sig, blandt andet, med etablering af et nyt Klinisk Institut på Aalborg Universitet, og på at udvikle og nære en proaktiv forskningsstrategi, som skal skabe de bedste forudsætninger for den forskning der udføres på Aalborg Sygehus.
Han har de allerbedste forudsætninger – og kompetencen til at ’fortælle os menneskene’, men selv en forskningschef vil ind imellem have svært ved at finde en biologisk forklaring på alt. Han kan for det meste, men ikke altid.
– Vi ved at et barn, et foster, skabes af et æg fra moderen og en sædcelle fra faderen, der smelter sammen. Det bliver til en celle med et arveanlæg, og det særlige ved det er, at det arveanlæg er det samme som i alle andre celler i kroppen. Hvordan kan det så være, at det udvikler sig, så noget bliver til en negl, noget andet en tarm og noget tredje et øje? Det fascinerende er jo altså tanken: Hvor meget er kemi? Hvor meget er ”noget andet?”.
Tilsvarende er det en filosofisk udfordring, at forklare hvad der sker i en samtale mellem to mennesker. Vi ved, det har forskningen opklaret, at tale og tanker skaber en aktivitet i hjernen. Cellerne stimulerer hinanden ved at udskille signalstoffer, der påvirker hinanden, og derved skaber elektriske strømme, der løber rundt i hjernen. En målbar aktivitet. Spørgsmålet er bare, om det er biokemi eller om vi som mennesker er ”programmeret” til at benytte os af det oplagrede materiale, vi fra første dag indkodes via læring fra omverdenen.
– Man kan jo ikke med sikkerhed sige hvad det er der foregår, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Om vi bare er programmeret til at trække på hjernens vidensbank, og alle vores forskelligheder i virkeligheden er indkodet i vores arveanlæg. Det er et af de helt store spørgsmål – der endnu ikke findes svar på, siger han.

En guddommelig fortælling
Tidligere troede man, at mennesket var skabt i Guds billede. At vi var en guddommelig skabning – der ikke nødvendigvis krævede en biokemisk forklaring. Darwins naturvidenskabelige teori derimod, siger, at mennesket gennemgår en evolution, med det sigte, at tilpasse os mest hensigtsmæssigt. ”Survival of the fittest.” De arter der tilpasser sig, og derved er stærkest og mest levedygtige, har også de bedste forudsætninger for at sikre artens fortsatte overlevelse. Det handler om at forplante sig, og føre de hensigtsmæssige egenskaber videre. En art forædling af racen.
– Man kan jo godt forestille sig, at et menneske der kun er født med en arm, har lidt sværere ved at klare sig selv, og derved er det måske mindre sandsynligt, at det arveanlæg føres videre, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Det er i al sin enkelthed hvad ”survival of the fittest” handler om.
Flere hundrede år tilbage handlede overlevelse om at være stærk, modig og sej.
Det var styrken der afgjorde din chance for overlevelse. Sådan er det ikke længere.
I dag er det nogle andre arveanlæg der er afgørende, og det tilpasser mennesket sig, over år, efter. Evolutionen træder i karakter.
– Mennesket er en unik organisme, der har været i stand til at tilpasse sig bedre end nogen anden dyreart. Det har vi gjort, ikke i kraft af fysisk styrke, men i kraft af en veludviklet hjerne, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Vi har kunnet tænke løsninger, fordi vi har et sprog, og så har vi været i stand til at bruge redskaber. I virkeligheden er der meget lille forskel på en mus og et menneskes arveanlæg, det er ovennævnte der gør, at vi overhovedet adskiller os som vi gør, konstaterer han.

Pas på dig selv
Mennesket tilpasser sig, men trods alt kan det være svært at følge med den udvikling teknologi, forskning og viden præger verden med, og det betyder, at vi som mennesker er lidt udfordret på nogle områder, hvor livsvilkår og natur konflikter lidt.
Mennesket er bygget til at røre sig. Det er nødvendigt for organismen, at kroppen holdes i gang. I en moderne livsstil er motion et tilvalg, ikke en nødvendighed. Menneskekroppen har brug for søvn, og for bare 100 år siden, lagde aftenmørket og stilheden naturligt op til lange søvnstræk, i dag larmer verden videre 24/7 og det kan være svært at få slukket for tv eller lukke ned for mailboksen. Vi får bedre ernæring, og det styrker vores krop, alligevel er vores børn en smule motorisk udfordret, fordi de ikke hinker rundt på gaden, eller hjælper til på marken, men spiller computer, måske i et stille forældre-håb om, at poden har potentiale.
Det moderne menneskes helt store udfordring, er netop de stress-faktorer der er en del af de fleste menneskers virkelighed, og altid har været det, vi får bare gradvist dårligere betingelser for at håndtere det.
– Vi modtager en konstant mængde af information, og vi kommunikerer mere og mere uformelt, qua de digitale medier og muligheder, det er en stressfaktor. Vi bliver ikke stressede af at have meget at se til, men vi bliver stressede når vi ikke ved præcist hvordan vi håndterer en sag, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Stress medfører en række biologiske aktiviteter, og forskeren Bobby Zachariae fra Århus Universitet, har påvist en sammenhæng mellem stress og nedsat immunforsvar, fortæller Lars Hvilsted Rasmussen.
Ydermere ved man, at maksimal pres på hjernen belaster den, skaber hukommelseshuller og er situationen vedvarende, kan den potentielt medføre blivende skader. Man mener eksempelvis, at der er sammenhæng mellem et højt stressniveau, og risikoen for på et senere tidspunkt, at udvikle demens.
– Man kan ikke undgå stresssituationer, siger Lars Hvilsted Rasmussen, men man kan lære sig selv at træde ud af dem, og arbejde på, at få en realistisk fornemmelse af konsekvensen. Vi har en fornemmelse af, at verdens eksistens ophører, hvis vi misser en deadline, men sandheden er jo, at hvis vi en dag bliver kørt ned, så går verden videre alligevel. Det perspektiv skal man tillade sig selv. Man skal koble ud. Man skal cykle, løbe, fiske – hvad end der repræsenterer en mental pause, siger han.
Basalt set er vi urmennesker. Instinkterne er nedarvede. Ja, vi tilpasser os, men grundsubstansen er konstant. Reaktionen på en potentiel fare ligner urmenneskets flugtinstinkt. Vores seksuelle drive, som vi tilskriver romantiske forestillinger, er resultatet af en programmering, et urinstinkt, til at føre arten videre. Mennesket søger, instinktivt, tilfredsstillelse. Vi handler for at stimulere de centre i hjernen der udsender molekyler, der opleves som en følelse af tilfredsstillelse. Præcis efter samme forskrift som narkomanen, der ved hjælp af sit kokain-fix, oplever en øjeblikkelig biokemisk eksplosion af hjernen, der føles som lykke.
– Narkomanens fix kan sammenlignes med den der lister hen til køleskabet for at få et sukker-fix. Mad, sex og stimuli som musik, kan fremkalde de kemiske reaktioner der føles som tilfredsstillelse, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Det er vi programmeret til at stræbe efter, og på den måde er vores handlinger i vid udstrækning reflekser, mere end rationelle handlinger. Ved varme trækker vi hånden til os, uden at tænke over det. Ved ubehagelig lugt holder vi vejret, og på den måde har mennesket ikke udviklet sig væsentligt, siger han.

 

Videnskabens verden
Viden er væsentlig i vores kultur. Vi stræber efter at forstå. Vi optimerer verden via vores viden, og vi anser det for en nødvendighed, at være i stand til at erkende sammenhænge. Vi tror på videnskaben og venter os meget af den.
– Videnskab sælger godt. Befolkningen vil gerne læse om det, og vi vil så gerne tro, at den tier vi smider i raslebøssen betyder, at kræftens gåde er løst i morgen, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Der er sådan en fornemmelse af, at alt lader sig gøre, og i virkeligheden er sandheden, at der er ret stort gab mellem det vi skriver om som teoretiske muligheder i videnskabens navn, og så til det der rent faktisk er en realitet, konstaterer han.
Uanset kan mennesket meget – og forskningen mere. Vi vil i fremtiden være i stand til, at lave genetiske profiler på fostre, der afslører arveanlæg der bærer et potentielt misbrugsproblem, potentielle sygdomme og indlæringsvanskeligheder.
– Vi skal i et eller andet omfang definere nogle etiske spilleregler for menneskets formåen, for vi vil komme i situationer hvor vores teoretiske viden og videnskabelige evner, er større end vi nok vil bryde os om, siger Lars Hvilsted Rasmussen. Vi kan så meget inden for fosterdiagnostik i dag, at vi skal være meget opmærksomme på etikken, konstaterer han.
Det moderne menneskes udfordring er måske i et vist omfang vores formåen. Vi skal tage os i agt for mulighederne inden for eksempelvis fostergenetik, vi skal huske etikken, vi skal minimere stress – selvom verden er fuld af muligheder – døgnet rundt. Vi skal spise sundt, og vi ved hvordan, og så skal vi sove. Nok. Og tænke os om. Fordi vi kan.

Du kan også være interesseret i

Sådan får du en bedre livsstil med hjemmetræning

Du er nødt til at gøre en indsats for at holde dig…

Hospitalsmaden skal specialdesignes til patienterne

Publiceret 26/11/2021 Hospitalspatienter skal have mulighed for at få individuelt tilpassede måltider.…

Medicin i forklædning helbreder hjernen

Behandlingen af hjernesygdomme står foran et gennembrud. Forskere fra Aalborg Universitet udvikler…

Guide: Hvilken øjenoperation er den rigtige for dig?

Øjenoperationer er populære som aldrig før, og udviklingen gennem de seneste årtier…

Danskerne overser synet som deres vigtigste sans

Publiceret 26/11/2021 Mere end 80 % af danskerne anser synet som deres…

Hold dig ung – rejs for livet

Med stor sandsynlighed lever berejste mennesker længere end de fleste ”At rejse…

Solbrun eller skoldet i sommervejret? Begge dele øger hudkræftrisikoen

Mange danskere tror fejlagtigt, at risikoen for hudkræft er minimal, hvis vi…

Nærsynethed rammer i stigende grad skolebørn: Få tjekket dit barns syn

Danske optikere oplever en massiv stigning af nærsynethed blandt børn. Især ved…

Slip for at tage frygten med på ferie

Publiceret 26/11/2021 Hver anden dansker tager på ferie med frygten for blandt…