Drengen fra nonsenslandet Angora, rockeren, Osmans bedste ven, Jeppe – Esben Pretzmann, ham den særligt sjove, der fik hele landet til at til at tro – og håbe – på sejr til Team Easy On, var rockstjerne i sommeren 04. Men han er mere end det. Mød en alsidig kunstner, der faktisk mener noget – og mener det godt.

Tekst Pia møller Søe  Foto Mikkel Werenberg

Året er 2004. Drengene fra Angora sæson 1. har været årets store tv-overraskelse. Et program der ikke var tiltroet meget mere end et lille fast kernepublikum på DR2. Bag serien stod tre drenge i starten af tyverne, Rune Tolsgaard, Simon Kvamm og Esben Pretzmann. Det er dem der, sammen med redaktør Michael Berthelsen, kan tage æren for succesen.

Det er sommer og de er på Skanderborg Festival. De er hyret til at optræde på Bøgescenen klokken 12.00. Og da Drengene fra Angora træder ud på scenen i vilkårlig rækkefølge, er det til deres livs chok. Nedenfor scenen står 20.000 mennesker. Klar. I Team Easy On-trøjer.

– Det var fuldstændigt surrealistisk at træde ud på den scene, og se alle de mennesker. Jeg kan huske, at jeg på vej ind på scenen tænkte ”Shit, hvad fanden er det vi har gang i”, siger Esben Pretzmann. Det var simpelthen så overvældende og slet slet ikke forventet. Det var, måske mærkeligt nok, ikke gået op for os, at vi var den slags succes.

Drengene fra Angora blev til i et sommerhus. Tre drenge, et kamera og en redaktør i ryggen, der havde givet lov. Forud for ’projekt Angora’ havde de tre sammen lavet serien Rockerne, der på noget mere afdæmpet vis havde begejstret et nogenlunde stort publikum. Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann kendte hinanden fra universitetet hvor de begge havde læst teatervidenskab, og kort tid efter studiestart, fandt de to sammen i en konstellation der førte til de første eksperimenterende forsøg ud i satirens kunst.

– Rune og jeg begyndte ret hurtigt efter studiestart at lave projekter sammen. Han ville gerne lave noget sjovt, og vi begyndte så at lave små sketcher og det blev jeg ret fanget af, siger Esben Pretzmann. På et tidspunkt ser vi, i en avisannonce, at Zentropa søger talenter, og så vælger vi at sende et bånd ind. Noget hvor Rune spiller bas på min pik. Det synes de var sjovt, og så var vi en del af holdet.

Trioen

Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard ”klumrede”, med egne ord, rundt på Zentropa med nogle kameraer. Siden hen kom de på Børneradio hvor de sammen lavede nogle radiosketcher, bedst kendt af de fleste; Chris og Chokoladefabrikken, der blev gennembrud – nok – til at de fik lov til at lave flere ting.

Det var Rasmus Horskjær, hovedforfatter og instruktør på serien Rockerne, der introducerede Pretzmann og Tolsgaard for det der blev Angora-trioens sidste medlem, Simon Kvamm. Da han skulle i gang med optagelserne til serien satte han et hold bestående af de tre og, i øvrigt, Jan Elhøj, og dermed var en særlig trio en realitet.

– Vi opdagede hurtigt, at vi tre fungerede godt sammen. Det var Rasmus der kunne se, at Simon ville fungere godt i det rum Rune og jeg allerede havde – og det havde han jo ret i, siger Esben Pretzmann. Rockerne blev ikke nogen landeplage, men den havde et publikum, og vi lærte meget undervejs. Jeg kunne, og kan, godt li’ serien fordi den er så direkte. Den gør grin med en gruppe – rockerne – der jo er mennesker der selv har stillet sig op og proklameret, at de er federe og sejere end alle andre. Den slags må man, mener jeg, meget gerne stikke en nål i. Og de fleste mennesker får det jo ret godt af at se på den slags, måske fordi vi karikerer nogle mennesker der, mest af alt, er usikre individer og det er noget ret basalt. Vi er alle sammen usikre, så det er godt at vide, at vi ikke er alene om den følelse, siger Esben Pretzmann.

Kritikken af de tre satirikere, for den var der, gik på, at deres komik havde for vante at ”sparke ned af”. At de ofte udstiller samfundets tabere, og laver sjov med noget der i forvejen gør ondt.

– Der er nogle der efterlyser politisk satire, og hævder at alt handler om at gøre grin med taberne. Det mener jeg ikke er rigtigt. I vores univers er figurerne helte. Hvis vi bare ville gøre grin med dem ville vi fremstille dem anderledes, men i virkeligheden bliver de jo fremstillet, så det er dem man ender med at holde med, siger Esben Pretzmann. Vi portrætterer mennesker, der måske nok set fra et mere overskudsagtigt liv er tabere, men som i deres egen verden sejrer.

Nordjysk idyl

Esben Pretzmanns verdensbillede er præget at opvæksten på et lille landsted uden for Dronninglund. Her gik han rundt i en hel masse idyl og længtes lidt imod byens eksotiske lyshav. Han var anderledes, og et produkt af en familie hvor begge forældre var gymnasielærere og repræsenterede nogle værdier, der ikke altid lignede de andre på egnens. Esben var elendig til at spille fodbold, men god til at lave teater. Det kan potentielt være problematisk på en folkeskole nord for Aalborg, og derfor pralede han ikke ligefrem af rollerne på Jaco-Bole- og Jomfru Ane Teateret. Han gjorde det bare.

– Det er egentligt underligt for jeg var vildt genert som barn, og alligevel var jeg draget af den der scene. Det var totalt angstprovokerende, men da jeg fik chancen, i første omgang fordi min far skulle instruere et stykke, så gjorde jeg det alligevel, fortæller han. Den der verden stod ret meget i kontrast til den brune folkeskoleverden der mest af alt lugtede af madpakke, og det var jo spændende at komme ind til byen og ind på teateret og være sammen med skuespillerne, fortæller han.

Egentligt ville han jo bare gerne være som alle de andre. Han ville gerne være sådan en de seje drenge kunne li’. Det vil vi alle sammen. Men det var han ikke. Han var sådan en der i 9. klasse begyndte at spille guitar og fandt sig selv, og lige præcis den rette mængde ligegyldighed, der betød, at det var underordnet hvad de andre, de seje drenge, synes.

– Der var absolut nogen der var bedre end mig til at spille, men jeg var vild med det. Det vækkede et eller andet i mig, da jeg fik fat i den der guitar og jeg blev ligeglad. Det gik op for mig, at fodbold ikke er forudsætningen for at være noget, og så begyndte jeg at drømme om at blive musiker, fortæller Esben Pretzmann.

Inden Esben lander på universitet er han omkring Filmhøjskolen i Ebeltoft. Tilfældigvis. Mest fordi en han kender siger det sjovt. Og det var det også.

Men rigtigt sjovt bliver det alligevel først da han år senere sidder i det der sommerhus sammen med hans rigtigt gode ven, Rune og Simon Kvamm. Det de tre sammen optager den weekend, og senere smider ind på Michael Berthelsens bord, var begyndelsen på det der allermest præcist kan betegnes som en landeplage.

Alle ønskede det bedste for Bobby Olsen og hans hold, Team Easy On’s lyserøde holdtrøjer var allestedsnærværende på Champs Elysees og bedre entertainer end Henrik Solgård, var svær at forestille sig. Drengene fra Angora var en – uventet – kæmpesucces.

– Jeg tror ikke nødvendigvis, at det gjorde noget godt for os, at det blev så stor en succes. Det kan være fint med anerkendelse, men det var så massivt, at vi havde svært ved at holde fokus, siger Esben Pretzmann. Man får sådan et selvbillede af at man er pissedygtig, for det har man fået fortalt så mange gange, at man så ligesom selv begynder at tænke sådan på det. Man glemmer bare, at man aldrig er bedre end der hvor man er lige nu, konstaterer han.

Drengene fra Angora havde et kæmpestort publikum, og den slags stiller store krav til præstationsevnerne, og de forventninger og den presse der fulgte efter succesen, betød, at det blev svært at fastholde lysten og legen i Angoraland.

– Nu havde vi lige pludselig det der publikum med i vores begrebsverden. De blev en faktor, for man ville ikke skuffe dem. Men sådan kan man ikke arbejde. Det er kun rigtigt sjovt, når ting vokser ud af lyst og for os, eller for mig i alt fald, blev det sådan, at man jo gerne ville fastholde folk. Det var jo sjovt, siger Esben Pretzmann. Vi forsøgte virkelig at arbejde udenom det, men det er svært i praksis. Simon kan. Han kan sætte sig ned og fokusere på det han gerne vil lave og udtrykke og se helt bort fra publikum eller succeskriteriet, og for Rune og jeg er det sådan, at vi efterhånden er blevet bedre til det.

Den sommer

Esben Pretzmann var 24 år den sommer han var rockstjerne. Og levede det liv. Da de gik af scenen i Skanderborg var der fri bar resten af den sommer, og i kølvandet på succesen tilbud af alle slags.

– og så lever man det liv. Det gør man jo. Og det er også fedt nok, så har vi prøvet det – og så falder man ned igen. Jeg havde lidt problemer med at håndtere det, hvis jeg skal være helt ærlig, men jeg er blevet meget bedre til det. Jeg er ligeglad og har ikke så meget brug for den der anerkendelse, men når man er 24 år og oplever det…

Efter Drengene fra Angora lavede Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann et par projekter sammen, der knap nok havde karakter af landeplage. Teater ved Ringvejen kom bag på de fleste, og den alvor og det mørke det indeholdt, var nok ikke hvad publikum og den presse der annoncerede ”Angoradrengene er tilbage”, helt havde ventet.

– Det var lidt hårdt, at vi ikke skulle på samme optur igen, men når jeg ser tilbage på det vi lavede, er jeg stolt af det og tilfreds. I det år der fulgte efter Angora satte vi ellers gang i alt muligt som vi lukkede ned igen. Vi fjumrede bare rundt og kunne ikke helt finde ud af, hvad vi skulle stille op med al den succes, siger Esben Pretzmann.

I børnehøjde

Det fandt de alle sammen ud af siden hen. Esben Pretzmann er aktuel i børnesatireserien Osman og Jeppe, tidligere Specialklassen, en serie der portrætterer to særlige drenge og det hverdagsliv de udfordrer – og udfordres af. Serien har skabt højlydt debat, og primært forældre er indignerede over det de mener er mobning af specialklassebørn.

– Jeg er til en start glad for virakken. Det er et kvalitetstegn at nogen er sure. Der er altid blevet klaget over det jeg har lavet, og det er et sundhedstegn, konstaterer Esben Pretzmann. Så er man ligesom ude og lave noget nogen kan mærke.

Derudover mener jeg, at kritikken er lidt forfejlet. Vi er ikke ude
på at gøre grin med børn der går i specialklasse. Vi tager de to
figurer alvorligt, og igen, fremstiller dem som helte i deres hverdag. Jeg har endnu ikke mødt et barn der følte sig mobbet, og selvom
jeg bliver lidt rystet når serien bliver anklaget for at gøre det, så tror jeg simpelthen ikke på det, siger han. Du kan allerhøjest finde nogle børn der har fået at vide af deres forældre, at de skal være sure.

Når Esben Pretzmann ikke er på job, bor og lever han i København. Det er der han har hjemme. Han vender sjældent tilbage til Nordjylland, om end hans far stadig er bosiddende i Aalborg, så det sker, men oftere er han i Berlin, for der har han en lille dreng med en tysk kvinde. Og det er verdens fedeste ting at lege med sin søn på to år. Esben har i nogle år boet i Berlin, men er nu tilbage i hovedstaden. Lidt langt væk fra næste generation.

– Det har været sindssygt svært at skulle flytte væk fra ham, men det er ikke noget jeg har kunnet ændre på. Han er det største der er sket for mig, og han har fyldt livet op med noget virkelig vigtigt. Alt andet er ligegyldigt når man er sammen med ham. Det er simpelthen det ultimative samvær med et andet menneske, siger Esben Pretzmann.

Nogle af Drengene Fra Angora

Der er noget nyt på vej. Esben og Rune har stadig, og endnu engang, lyst til at arbejde sammen. Så det gør de. Fra 1. november har de to sammen lejet et studie i en kælder i København. For de skal lave musik. De har lejet studiet i et år og skal mødes hver dag klokken ni. Klokken fire går de hjem igen – og hvad der sker i mellemtiden, vil tiden vise. Intentionen er, at de skal lave sange. De to, deres akustiske guitarer og et tekstunivers enhver kan regne ud har potentiale.

Når de er færdige. Engang. Hvis de bliver det – skal de ud og spille.

– Præmisserne for der her projekt er, at vi ikke skal presse eller stresse noget frem. Rune og jeg er blevet enige om at vi vil arbejde sammen igen. Og vi har begge to lyst til at lave musik. Det er det. Vi forventer ikke noget af os selv eller hinanden, men vi skaber det rum i et år, og så må tingene vokse ud af det. Og det ved jeg, at de gør, siger Esben Pretzmann.

Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard har givet sig selv og hinanden en deadline om et år. En reklamefilm hvor Esben optræder som en art havenisse på vegne af Viasat finansiere projektet og giver ro til at lade lysten og leget styre projektet.

Når de er klar kommer de ud i lyset og så kan de opleves igen.
De der drenge der for længst har forladt Angora – måske som
rockstjerner.