Tvekamp om danskheden. Om ædle kvinder, skønne møer, mænd og raske svende. Debat om danernes beskaffenhed – mellem en hercegoviner og en englænder. Fortolket og fortalt af magasinets udsendte skribent – en islænding.

Af Dadi Halldorsson

Onsdag eftermiddag – en kølig efterårsdag i Aalborg. Inde på Penny Lane finder tre herboende udlændinge det samme højbord. Danernes beskaffenhed står for skud. Og der er ingen dansker i forsvaret. Ordet er frit.

Klokken er 16.30 og de tre mænd bestiller en stor tallerken tapas. Englænderen og islændingen skynder sig at bestille et glas hvidvin til. Hercegovineren bestiller ingefær-the. Magasinets udsendte ser englænderen for sig tappe sig på tindingen i bedste Obelix-stil og hviske.

– De er skøre de hercegovinere.

Borgerkrig og basketball

Men det gjorde englænderen ikke. Og grunden til at Camil Cani Kapetanovic ikke tager et glas hvidvin er, at han er muslim, og drikker derfor ikke alkohol.

’Det kunne vi islændinge vist lære noget af’, tænker magasinets udsendte og sipper lidt til hvidvinen.

Camil er født i 1983 i det daværende Jugoslavien og kom i 1992 som flygtning til Danmark.

– Først kom vi til en slags lejr i Danmark, hvor vi senere blev fordelt rundt i landet. Min familie blev sendt til Terndrup, fortæller Camil, der blot var ni år gammel, da han forlod Jugoslavien.

– Det var en underlig tid. Jeg levede jo i en lykkelig uvidenhed og legede med alle slags børn, serbiske, kroatiske, bosniske. Men så begyndte krigen og granaterne faldt henover os og folk løb og skreg. Jeg var kun et barn og kan stadig ikke helt sætte mig ind i, hvad der egentlig skete dengang, siger han.

 I dag er der gået tyve år og siden har Camil blot været på en kort visit i Bonsien og Hercegovina. Men han har ikke besøgt landsbyen, som han er vokset op i.

– Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor jeg er opvokset, snuse til landsbyen og dufte til den, men der er stadig spændinger og hidsige situationer dernede, så man skal altså passe lidt på. Jeg har ikke lyst til at flytte tilbage til Bosnien og Hercegovina, fortæller han.

Camils familie bor også stadig i Danmark. Hans far slap kun med nød og næppe med livet i behold og ønsker heller ikke at vende tilbage.

Camil, der rager omtrent et par basketball-bolde henover englænderen og islændingen, har været basketballspiller, hvilket førte ham et par år fra Terndrup til Lemvig. Nu bor han i Hobro og pendler til Aalborg, hvor han gennemfører sin praktik hos reklamebureauet Clienti. Camil forekommer velintegreret og veltalende.

– Tilbage i 1992 var det ikke et spørgsmål om, hvor vi skulle hen. Vi skulle bare væk fra Jugoslavien. Og Danmark viste sig enormt generøst i denne tid og jeg er meget taknemlig for, at vi endte her. Man kan godt sammenligne nordjyderne med hercegovinerne. Bosnien er lidt ligesom København, hvor der sker meget mere og bosnierne snakker også hurtigere. Men vi hercegovinere er mere nede på jorden og stille og rolige. Jeg kan godt lide at komme til København i ny og næ, men jeg får stress af at være der for længe, fortæller han med et smil.

Leo nikker genkendende til pointen. Han er selv født og opvokset i Birmingham, Englands andenstørste by, og er meget glad for at bo i Aalborg.

– Jeg kan også bedst lide nordjyderne. Det er ligesom i England, at jo længere nord på du kommer, jo ærligere bliver folk. Danskerne, og ikke mindst nordjyderne, er dog meget mere reserveret i starten, end vi englændere er. De skal lige se folk an, ligesom for at afgøre, om de er farlige eller sådan noget. Når man så lærer dem at kende, så er de meget fine at være sammen med, siger han.

Leos kone er opvokset i Aalborg, hvilket er årsagen til at han flyttede hertil.

– Vi flyttede til Aarhus engang, hvor jeg fik et job. Men hver fredag, da jeg kom hjem fra arbejde, lå der en seddel fra konen om, at hun var taget hjem til Aalborg. Hun kunne slet ikke falde til i byen, og da jobbet ikke var særlig spændende, flyttede vi tilbage til Aalborg igen.

Leo mødte sin kone i Kibbutz i Israel og flyttede til Danmark i 1978. Han holder dog stadig – efter 34 år i udlandet – god kontakt til sit hjemland. Han er således 3-4 gange om året i England.

– Min mor er lidt oppe i årene, så jeg tager tit over for at besøge hende. Og så har jeg stadig nogle gode venner derover, fortæller han.

Jul den forkerte dag

Leo fortryder ikke, at han gav sine to børn, der begge er flyttet hjemmefra, en barndom i Danmark.

– Det er et meget godt land at opdrage børn i. Børnene får lov til at være børn i længere tid og der er meget gode forhold i landet. Men jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor man holder jul på en forkert dag. Jeg synes det er meget mærkeligt, at man bruger en hel dag på at skælde ud på de stakkels unger, der er så spændte på at få julegaver. Og så når mor og far endelig er færdige med at spise juleanden, så får de langt om længe – dødtrætte – lov til at åbne deres gaver. Og de når knap nok at lege med dem, for klokken er langt over deres sengetid.

Det lykkedes Leo at overbevise sin kone om galskaben, hvorfor de delvist indledte en engelske juletradition i deres hjem. Her holder de julen den 24.december, hvor de starter med at åbne gaver og bruger så resten af dagen på at julehygge.

– Og vi spiser ikke grønlangkål, skynder Leo sig at pointere og fortsætter,

– Det kan jeg ikke klare. Ellers kan jeg generelt godt lide dansk mad. Sild er jeg ikke så vild med. Men når min svigermor nægter at give mig snaps, hvis ikke jeg spiser sild til, så er jeg nødt til at spise den. Men det vil være synd at sige, at jeg er en stor fan af den.

Camil holder i kraft af sin religion ikke jul, og holder sig også aldeles og helt væk fra svinekødet på tapastallerkenen – til stor glæde for de andre to. Rugbrød kan han godt lide, men foretrækker dog det hvide brød.

– Der, hvor jeg kommer fra, spiser vi hvidt brød til alt. Selv når vi spiser pitabrød med fyld i, serveres der brød til, siger han.

Egoistiske monstre

Tapastallerkenen svinder langsomt ind og snakken falder på danskernes sociale vaner.

– I England går man på pubben og det savner jeg enormt meget. Man bruger det som et socialt sted, hvor man lige kan få sig en bajer. Pubben er en slags forlængelse af huset. Hvis konen for eksempel sidder og ser fjernsyn, så tager man som regel lige ud og får sig en øl og spiller dart med de andre. Der er jo en pub på ethvert hjørne, så du behøver ikke at gå så langt, som her i Danmark. Her kan man ikke bare lige smutte over på pubben, fortæller han med entusiasme i stemmen.

Sagen ligger ham tilsyneladende på sinde, og han fortsætter. Stadig med den entusiastiske stemme.

– Det var også et stort kulturchok for mig, da jeg i starten tog på pubben sammen med mine danske venner og kollegaer. Der sad vi et par stykker sammen og snakkede kun med hinanden. Der var ingen snak imellem bordene og man var kun fokuseret på at være sammen med dem, man sad sammen med. Det syntes jeg var meget, meget mærkeligt. I England snakker man på kryds og tværs over bordene og er sammen med de andre på pubben.

’Tappede han på tindingen over de skøre danskere?’, tænker magasinets udsendte og ser et splitsekund Obelix for sig igen.

Leo har talt sig varm, for mens tapas’en skylles ned med den bosniske the og den islandske hvidvin, går englænderen – måske ikke overraskende – over i at snakke om fodbold.

– Da jeg lige var kommet hertil, ville jeg gerne spille fodbold. Så jeg startede ude i AaB, men holdt altså kun i tre måneder derude, for der var intet socialt liv efter træningen. Men så kom jeg ud til Freja, og det var noget helt andet. I AaB talte 1. holdet ikke med dem på 2. holdet, men i Freja var der ingen forskel på det. Her kunne alle være sammen og have det socialt efter træningen. Rent socialt er der stor forskel på England og Danmark. Når man bliver inviteret hjem til middag i England, så spiser man sammen og går bagefter på pubben sammen. Man er en del af et socialt netværk. Her i Danmark inviterer man vennerne over og så drikker man sig fuld sammen på sofaen, siger han og griner.

Camil stiller ingefær the’en tilbage på bordet og fortæller, hvordan en så uskyldig handling, som at bede om en smøg ude på gaden, afspejler den danske mentalitet.

– I Danmark er der en ’noget-for-noget’ kultur. Jeg ryger ikke selv, men når nogen ude på gaden mangler en cigaret, så henvender de sig til én og spørger, om de kan ”låne” en cigaret, ikke ”få”. Som om de en dag havde tænkt sig at aflevere den tilbage. Når man tænker i disse baner, så tror jeg man kommer mere på afstand af hinanden. Og derfor virker danskerne mere lukkede, end andre nationer. Hvis jeg går i biograf med en dansk ven, så skal vi altid igennem processen omkring, hvem der skal betale og om det skal splittes op. Jeg vil langt hellere gøre det som i Bosnien og Hercegovina, hvor man bare betaler og nok skal få det betalt af sin ven en anden dag.

Samtalen går mens hvidvinen og the’en drikkes op. Boulevarden bliver folkefattigere mens danskerne begynder at finde deres hjem efter endt arbejdsdag. Og det er også blevet tid til at takke af på Penny Lane.

Leo stikker fingeren i vejret for at markere, at han lige gerne vil tilføje noget.

– Danskerne er meget omsorgsfulde og søde mennesker. Men jeg forstår ikke, hvordan et folkefærd, som det ene øjeblik kan være så flinke i deres dagligdag, kan forvandles til nogle egoistiske monstre, når de sætter sig bag rettet. Bare på vej til og fra arbejde kan jeg tælle fem, seks fejl, som de laver i trafikken.

’Skulle trafikkritikken komme fra en mand, der kører i den forkerte side’, tænker magasinets udsendte og møder hercegovinerens blik, der formentlig tænker det samme.

De tygger lidt på påstanden og tager de sidste slurke af deres drikke. Samværet afsluttes med et par hercegovinske nikken, engelske cheers og nordatlantiske klappen på ryggen. Her afslutter Leo samværet med en kort bemærkning.

– Men man kan ikke andet end respektere et land, der har samme ord for tax og darling (skat, red.) og marriage og poison (gift, red.).

Der udbryder en latter blandt udlændingene, der haster videre ud i det aalborgensiske dagligliv. Livet fortsætter. Om ikke andet, så med fuld accent.

Faktabokse

Fulde navn: Camil Kapetanovic (Cani)
Fødselsdato: 29-01-1983
Fødeby: Trebinje
Titel: Studerende
Civilstand: Single
Børn: Ingen
Karriere: Mediegrafiker

Hvilke sprog mestrer du? Engelsk, dansk, bosnisk og hercegovinsk

Antal år boet i Danmark? 20

Statsborgerskab? Dansk

Det kan jeg godt lide ved Danmark? Ytringsfriheden. Hele den danske mentalitet om at hjælpe andre. Kan også lide at danskere går meget op i motion og træning for eksempel mange cykler eller løber på arbejde. Sundhedssystem som tager hånd om alle uanset status og økonomi. Gode muligheder for gratis uddannelse. Tryghed.

Det synes jeg er mindre godt? Vejret. Danskerne er meget indelukkede og der skal meget før man kan åbne sig og lære nye mennesker at kende.

Bedste danske musik? Outlandish, Rasmus Seebach, L.OC, Medina.

Bedste danske komiker? Jeg har aldrig helt forstået dansk humor, men efterhånden begynder jeg at forstå det, så jeg kan rigtig godt lige Frank Hvam og Klovn.

Yndlings danske mad? Risalamande

Værste danske mad? Varm leverpostej. Nu spiser jeg slet ikke svinekød, men synes bare at den varme leverpostej er mindre godt duftende.

Faktaboks

 

Fulde navn: Leo Griffin
Fødselsdato: 11-05-1954
Fødeby: Birmingham, England
Titel: Design Chef
Civilstand: Gift med Søs

Børn: Ianne 22 år, Nick 20 år

Karriere: Grafisk designer

 

Hvad hedder ægtefællen og hvad laver han/hun? Søs, socialpædagog

Hvilke sprog mestrer du? Engelsk og dansk

Antal år boet i Danmark? 34 år

Statsborgerskab? Britisk

Det kan jeg godt lide ved Danmark? Livsstil

Det synes jeg er mindre godt? Smålighed

Bedste danske musik? D.A.D.

Yndlings danske mad? Mørbrad

Værste danske mad? Grønlangkål

Comments are closed.