Tvekamp om danskheden. Om ædle kvinder, skønne møer, mænd og raske svende. Det er, hvad Appetize har sat på spidsen over en brunch på Caféministeriet, Møllegade, Aalborg, Nordjylland, Danmark. En kineser og en italiener. Holmgang om danernes beskaffenhed, fortolket og fortalt af magasinets udsendte skribent – en islænding.

Tekst Dadi Halldorsson  Foto Simon Wedege

 

Alt afhænger af øjnene, der ser. Sætter man en kineser, vokset op med kommunistisk autoritetstro, sammen med en italiensk napolitaner, vokset op med Maradona og Cicciolina, til at drøfte deres møde med Danmark og danskerne, får kulturen en ordentlig én på godaw’en, som der siges. Begge respondenter har græsset de aalborgensiske enge i over ti år, og er blevet godt socialiseret – udvandede, om man vil – i det danske. Begge er danskgifte.

Men danskerne bliver umyndiggjort denne lune vinterformiddag på Caféministeriet. Afvæbnede. Måske fordi intervieweren heller ikke har danske aner. I hvert fald opstår der hurtig et tomrum, hvor alt er tilladt og intet er forbudt. Lidt ligesom med ytringsfriheden.

Men der bliver ikke tegnet nogen hånlige skitser af hverken Harald Blåtand eller H.C. Andersen. Tonen er lutter lagkage, og dog ikke uden et par rådne bær.

Mindreværd eller solid, national stolthed?

Snakken på caféen er godt i gang. De tilstedeværende har talt sig varme på kinesisk hundemad, italiensk for begyndere og islandske sagaer, når en dugfrisk kaffe kommer på bordet. Og straks bliver samtalen meget mere seriøs. Det er kvindelandsholdet i håndbold, der står for skud.

Hverken Sheng +Tang eller Luigi D’Ambrosio har tidligere skænket kvindelandsholdet en større kulturel tankevirksomhed, men der går ikke mange øjeblikke før de danske darlings bliver skueplads for tvekampen.

– Det ville være lidt atypisk i Italien, at holde så meget med et hold, som består af kvinder, der spiller håndbold. Hvis de vandt et VM eller EM, så ville det blive nævnt i tv-avisen, men det ville ikke blive vist i den bedste sendetid på tv RAI. Jamen, mit barns dagpleje græd endda, da kvindelandsholdet røg ud af VM i Brasilien forleden, fortæller Luigi D’Ambrosio. Tang nikker genkendende til pointen.

– Jeg blev noget forundret, da jeg så håndbold for første gang. Jeg havde aldrig hørt om det før jeg kom til Danmark, og i begyndelsen grinte jeg af den. Hvorfor bruger de hænderne, tænkte jeg? Skal de ikke sparke til den? Men kvindelandsholdet har gjort det godt og holder nationen sammen. Og det kan være håndbold som alt mulig andet, curling for eksempel, tilføjer Tang og der opstår latter blandt de tilstedeværende.

– Sådan er det nok bare meget med de mindre samfund. Man er optaget af at vise sin stolthed over nationen. Hvis en dansk fodboldspiller for eksempel spiller i udenlandsk klub, så får det hold rigtig meget opmærksomhed i de danske medier. Selvom holdet ligger på næstsidste plads i den franske liga, så skal man da alligevel lige følge med i, hvad der sker med det, siger D’Ambrosio.

Det kolde og regnfulde Nordjylland

Ifølge DMI regner det mindre i Nordjylland, end gennemsnittet i Danmark. Der er også flere solskinstimer – omtrent 1530 om året. Men måske er det forskellen fra de 2749 solskinstimer i Beijing, der gør, at Tang føler trang til at udtrykke sin utilfredshed med vejret.

– Det er koldt og regnfuldt i Nordjylland, siger han med et skævt smil.

Sheng Tang rejste til Aalborg i 1991 på et tre måneder langt turistvisum. Han havde boet i London i tre år, hvor han havde indledt et forhold med sin nuværende kone, Helle Tang. Helle havde boet i London i to år og var tilsyneladende begyndt at savne de høje bjergtoppe og det hvide frokostbrød. Eller var det omvendt?

Hvorom alting er, så besluttede parret sig for efter et par måneders ophold i Danmark, at de ville dele livet med hinanden. Gift blev de, og siden gik der 20 år.

– Det var meget, meget svært i starten at bosætte sig i Danmark. Jeg græd hver gang jeg kiggede ud af vinduet, fordi der var så mennesketomt. Om eftermiddagen tog folk hjem, så gaderne blev fuldstændig rømmede. Det var jeg ikke vandt til, fortæller Tang.

Tang er vokset op som alenebarn i den kinesiske hovedstad Beijing, hvor der bor over 17 millioner mennesker, og findes – ifølge sangen – ni millioner cykler. Det sidstnævnte er omtrent det samme, som den danske svinebestand, ifølge Danmarks Statistik. Helle og Sheng Tang boede i Holbæk i ti år, før de flyttede til Aalborg.

– Nordjyderne er anderledes end resten af danskerne. Jeg har for eksempel oplevet det selv, at man i København ser på nordjyderne som nogle stærke okser, der cykler på arbejde i al slags vejr og er en flittig arbejdskraft. Det kan jeg godt give dem ret i. Men når man sammenligner med den kinesiske arbejdskraft, der helst ikke holder fri, så får de stærke okser en anden betydning, siger Tang.

Drøvtyggende klovdyr?

Ifølge Gyldendals Den Danske Ordbog, er okse et ”stort drøvtyggende klovdyr med bred mule og kraftige, udadrettede horn…”. Ingen af de tilstedeværende giver denne formiddag udtryk for, at nordjyder har noget drøvtyggende over sig. Eller brede muler.

Men der er dog noget i luften. Noget, der ulmer.

– Det er da svært at nå ind til dem, udbryder D’Ambrosio midt i baconen og gestikulerer på bedste italienske vis.

– Ja, for efter arbejde tager de jo direkte hjem. Så det er ikke nemt at socialisere med dem, tilføjer Tang.

Appetizes udsendte er nær ved at få kaffen galt i halsen, for med et par islandske briller er danskerne de mest sociale mennesker i hele det nordiske broderskab.

– Sagen er bare, at der er lang vej mellem bekendtskab og venskab i Danmark, og især i Nordjylland. Hvis jeg for eksempel har en bekendt fra universitetet, så er vi venner dér. Så er det dét, vi har tilfælles. Der går enormt lang tid, før en bekendt inviterer dig hjem, for der skal også være en god og solid anledning til det, påpeger D’Ambrosio.

– Ja, og så skal folk helst kende hinanden på kryds og tværs, hvis de skal hygge sammen. Hvis du inviterer et vennepar over til middag, og gerne vil invitere et andet vennepar også, så skal de to vennepar kende hinanden på forhånd, siger Tang.

– Ja, det er som om det går udover hyggen, hvis ikke man kender hinanden på forhånd, tilføjer D’Ambrosio.

Begrebet hygge får også et par italienske bella donna’er og kinesiske sumoråb med på vejen.

– Hygge findes slet ikke i Kina. Dansk hygge er lidt mørk, det har noget kaffe over sig og lidt chokolade. Så sidder man der med stearinlys og har det hyggeligt. Det findes ikke andre steder i verden, påstår Tang.

– Nej, vi har heller ikke noget koncept, der hedder hyggeligt. Og man hygger sig på en helt anden måde hjemme i Italien. Der er der meget lys i lokalet, høj musik, ofte mange mennesker og folk, man ikke kender, siger D’Ambrosio.

Talen, der aldrig blev fortalt

Luigi D’Ambrosio er født og opvokset i Pozzuoli, ved Napoli-bugten, Italien. Han mødte sin danske kone tilbage i 1999, da hun var på ferie i Italien. Da deres fly – et par år senere – satte næsen mod de jyske bakketoppe, lå der en by ved navn Suldrup, der skulle blive napolitanerens sidste stop.

Alene det gjorde mødet med Nordjylland til en kulturel udfordring for den 23-årige italiener. Op ad bakke, som der siges. Modvind. Svær fødsel. Træg omgang.

– Jeg meldte mig på den lokale fodboldklub, Suldrup IF tror jeg den hed, for at komme i kontakt med nogle mennesker og få mit eget netværk. Men det viste sig ikke at være særlig nemt. I Italien havde vores lokale klub taget godt imod en tilflytter, men sådan oplevede jeg det ikke just i Suldrup. Ingen virkede tilsyneladende interesseret i at høre, hvem jeg var. Når vi for eksempel kørte til udekampe, så sad jeg bare i det ene hjørne og gloede på stillestående køer og grønne bakkedale suse forbi, uden at blive snakket til, erindrer D’Ambrosio.

Igen er Appetize’ udsendte ved at få kaffen galt i halsen. Et kulturmøde afhænger vel som nævnt af øjnene der ser. Og bagagen, man bærer rundt på. Undertegnede så for en kort stund Obelix fra Asterixbøgerne for sig dunke sig et par gange på siden af hovedet og sige; de er skøre, de romere.

D’Ambrosio arbejder som ekstern lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet og underviser italiensk på FOF. Han er, ligesom hans sidemand på Caféministeriet, faldet godt til i det nordjyske Danmark. Men fortaler for Jantelov bliver han næppe foreløbig.

– Jeg oplever Jantelov som det modsatte af, at have et glædeligt liv. Det begrænser folks succes og holder dem i snor. Det er lidt synd, fordi danskerne på rigtig mange andre områder er så ærlige og ligefremme, hvilket jeg respekterer dem meget for. Jeg tror aldrig, jeg har hørt en dansker sige, at han var god til noget. Janteloven er også noget udefinerbart noget. Nogen gange kan man bare mærke på folks blikke, at man er trådt udenfor rammen, siger D’Ambrosio og gør ophold i sin tale for at give plads til en kinesisk fægtning.

– Jantelov eksisterer i alle lande, tror jeg. I Kina siger man for eksempel, at den fugl, der stikker højest op, bliver skudt. Så det er ikke kun Nordjylland, der kan abonnere på Janteloven. Jeg synes også den danske ærlighed er god. På kinesisk ved du aldrig, om et ja betyder ja, men det bliver du vist aldrig i tvivl om hos en dansker. Jeg er også begyndt at være så ligefrem over for min familie, og de oplever mig som både grov og uhøflig, bare fordi jeg siger hvad jeg mener, fortæller Tang og griner.

De efterhånden tomme tallerkner er nu blevet fjernet fra bordene. En øjeblikkelig stilhed bliver afbrudt af Budolfis kirkeklokker, der slår tolv middag. I Kina sidder kineserne rundt om på byens restauranter og spiser nudler og kinaruller. Det er aften i Beijing. I Napoli er de nok i gang med at rulle pizzadeje. Og lur mig om ikke der står et par overvægtige bella donna’er og fægter med arme ben til hinanden over et eller andet på et gadehjørne.

Den korte afbrydelse har sendt D’Ambrosio ti år tilbage i tiden, hvor han begyndte et arbejde som lagerekspedient på FDB i Skalborg.

– Jeg havde faktisk forberedt en lille tale på dansk, da jeg startede derinde. Så når folk spurgte mig, hvem jeg var, kunne sige: jeg hedder Luigi, er 23 år, kommer fra Italien, kommer sammen med Bettina og kan godt lide musik og at læse bøger. Der var bare aldrig nogen, der spurgte.

De tre tilflyttere trækker fortvivlede på smilebåndene og tager de sidste slurke af den halvkolde kaffe. Det er blevet tid til at takke af. Samværet afsluttes med et par sydeuropæiske kindkys, asiatiske bukken og nordeuropæiske klappen på ryggen, og tilflytterne haster hver især videre ud i det aalborgensiske dagligliv. Livet fortsætter. Om ikke andet, så med fuld accent.

Kulturchok

Shengs første kulturchok så dagens lys i 1991, da han havde boet i Danmark i cirka to måneder og blev gift med sin danske kæreste, som han havde boet sammen med i England. Da de efter vielsen kom ud af borgmesterkontoret, begyndte familie og venner sædvanen tro at kaste ris ad dem. Det gør man slet og ret ikke i risens hjemland, hvor hver enkelt riskorn symboliserer en dråbe sved. Sheng blev noget forbavset og lidt fornærmet. Men skik følge eller land fly. I dag forstår han skikken, men sammenligner det med, at man i Kina begyndte at kaste frikadeller efter en dansk brudgom.

Sheng Tang
Født: 7. januar 1968
Bosiddende: Aalborg
Civilstand: Gift med Helle
Børn: Simon på seks og Maja på ni år
Karriere: Medstifter af Y-Cam, der bl.a. laver overvågningskameraer og babyalarmer til iPhone

 

 

 

 

 

Hvad laver ægtefællen?
Arbejder i Spar Nord Bank

Hvilke sprog mestrer du?
Engelsk, kinesisk, dansk

Hvilke sprog taler børnene? 
Dansk

Antal år boet i Danmark?
21 år

Statsborgerskab? 
Dansk

Hvornår forlader du Danmark igen? 
Jeg har ingen planer om det

Det tager jeg hatten af for hos danskerne? 
De er ”nede på jorden” og har en rå ærlighed

Her beholder jeg hatten på?
Over for det danske sundhedssystem

Bedste danske musiker?
Kristian Lilholt

Bedste danske komiker? 
Jeg begyndte først at forstå den danske humor efter 10 år i Danmark. Min favoritkomiker er Jan Gintberg

Yndlings danske mad?
Gammeldags oksesteg

Værste danske mad? 
Jeg kan godt lide den meste danske mad, men ikke blodpølse og heller ikke koldskål

 

 

Luigi D‘Ambrosio
Født:
 6. juli 1978
Fødeby: Pozzuoli, Italien
Bosiddende: Aalborg
Civilstand: Gift med Bettina
Børn: Claudio på 14 måneder
Barriere: Underviser i italiensk på FOF og har lige startet undervisning- og rejsefirmaet L‘Amico Italiano (den italienske ven) sammen med en kammerat

 

 

 

 

Hvad laver ægtefællen?
Bettina arbejder som studiesekretær på UCN Teknologi og Business

Hvilke sprog mestrer du?
Italiensk (modersmål), dansk, engelsk, lidt fransk og tysk

Hvilke sprog taler børnene?
Claudio taler ikke endnu, men bliver opdraget som tosproget. Jeg taler udelukkende italiensk og Bettina dansk til ham

Antal år boet i Danmark?
10

Statsborgerskab?
Italiensk

Det tager jeg hatten af for hos danskerne?
Opdragelse til selvstændighed – man lægger meget vægt på at være og blive et selvstændigt, selvhjulpent menneske

Her beholder jeg hatten på?
Egoisme og lukkethed i hverdagen. Man tager ikke hensyn til de andre medborgere (f.eks. når man kører eller når man står i kø i supermarkedet). Man tror, at man har travlt, men i bund og grund prioriterer man ikke sociale relationer

Hvornår forlader du Danmark igen?
Jamen, det har jeg ikke tænkt meget over endnu. Men en dag kunne jeg godt tænke mig at flytte tilbage til Italien. Man skal aldrig sige aldrig, men planen ligger umiddelbart langt ude i fremtiden

Bedste danske musiker?
Jeg har ikke en favorit dansk musiker, men kan godt lide Mew, Grand Avenue, Natasja, Volbeat. Jeg kender lidt til Kim Larsen og TV2, men fornemmer, at det er to ‚must‘ i dansk musik. Dem har jeg til gode

Bedste danske komiker?
Jeg er mere til britiske komiker og kender ikke mange danske komikere, men jeg synes Frank Hvam er meget sjov og meget ‚dansk‘ i sin humor

Yndlings danske mad?
Jeg elsker danske retter, især stegt sild, smørrebrød, flæskesteg, lun leverpostej, grønlangkål osv

Værste danske mad?
Agurker, saltet lakrids, spaghetti med ketchup (blasfemi)

Comments are closed.