Maise Njor er forfatter, journalist og redaktør på Gads forlag. Hun er især kendt for sine klummer i Eurowoman, og for sine humoristiske og skarpe betragtninger af livet i al ualmindelighed. Sidstnævnte er udkommet i bogform under titlen Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? og som mailkorrespondancer med Politiken journalist Camilla Stockmann, trykt under titlerne Michael Laudrups tænder og Charlie Hotel Oscar Kilo. Siden har Maise Njor skrevet med Fay Weldon med Livet for let øvede til resultat, og nu er hun aktuel med Mit liv som mundlam. En bog der – potentielt – giver svar på tiltale. Maise Njor er udkommet som mor, kæreste, kone, fraskilt og overfuset – uden øvrig sammenligning – i oplag der er nået ud til langt størstedelen af den kvindelige befolkning. Her er hun igen, stadig med egne ord.    

Tekst Pia Møller Søe  Foto: Mew.dk

APPETIZE har sendt Maise Njor en mail. Ideen er, at give ordet til et menneske der har noget at sige. Med egne ord. Gerne andre…

Vi trykker den uredigerede, uvinklede samtale – som den udviklede sig undervejs.

Her kan kunsten, kulturen, poeten og forfatteren tage ordet bogstaveligt.
Skrifte, om man vil.

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Koster det?
Date: 30. aug. 2011 – 08:56

Hej Maise
Lad mig til en start erklære at jeg er fan. Jeg er fan af dig, fordi du tør udstille dig selv – præcis så mangfoldigt som alle mennesker – i virkeligheden – -tager siger ud. Hvorfor gør du det? Du publicerer dig og dine, også når det er uskønt – er det ikke nogle dyre anslag til tider?

Bedste hilsner, Pia

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject: Koster det?
Date: 30. aug. 2011 – 10:52

Hej Pia

Jo, det kan være dyre anslag, og jeg vil da heller ikke gøre det igen. Fra nu af er det kun mig selv og min far, jeg udstiller! Min far synes egentlig bare, at det er skideskægt, men resten af familien lader jeg være. Hvad angår mig selv, så har jeg ikke noget imod at give lidt af mine knap så glamourøse sider – dem har vi jo alle. Men hvis vi ikke tør dele ud af dem, og bare opstiller en facade, hvor vi virker top-fede hele tiden, så tror jeg ikke, at verden bliver et klogere eller rarere sted at være. Vi kan både lære af vores egne og af andres fejl. Og så er der jo også det ved det, at det tit er enormt sjovt at høre om, hvor kiksede andre er – vi kan grine MED dem. Hvis der derimod sidder en person og rocker-blærer sig, så griner man AF dem.

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Rockerblær
Date: 30. aug. 2011 – 11:08

Er du enig i, at der er lidt for mange der har gjort det til en dyd at „rocker-blære“ sig?

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject: Rockerblær
Date: 30. aug. 2011 – 11:19

Jeg ved ikke om der er for mange. Men jeg synes nu, at det er mere klædeligt, når andre roser en, end når man roser sig selv. Så må man nogle gange vente lidt længere på rosen! Og så har jeg lagt mærke til, at dem, der er bedst inden for deres felt, som regel aldrig har brug for at blære sig, mens dem, som ikke er så dygtige, måske oftere har en tendens til at fremhæve deres meritter. Det er jo ret nemt at gennemskue. Men når det er sagt, så har jeg også lært, da jeg skrev min seneste bog („Mit liv som mundlam“), at man godt må tage sig selv alvorligt. Altså, man må godt sige: „Det her føler jeg virkelig noget for, og jeg har nogle ønsker. Og jeg vil gerne have, at du hører på mig, selvom jeg er på størrelse med en have-nisse og har en fjollet stemme.“ Der hvor jeg selv blærer mig, er når jeg fortæller om mine børn, som jeg synes er min (og faderens) absolut største succes. Og så blærer jeg mig også med, at jeg er god til at stå på ski og male vægge med ganske almindelig hvid maling.

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Dit liv som mundlam
Date: 30. aug. 2011 – 11:27

Jeg har lige læst den, jo. Mit liv som mundlam. Sikke en lettelse. Jeg er så glad for at erfare, at det er universelt – det der med at være handlings- og mundlam i øjeblikket. Bogen konkluderer, at det hele tager sin begyndelse i barndommen? At det er grundlæggende kærlighed i børnehøjde der er – eller nemt kan være det – afgørende for vores dårlige vaner i voksenlivet. Altså, at det allerede i en meters højde afgøres om du har potentiale til at være et voksent, og noget længere, menneske, der lader sig velvilligt overfuse.  Er du enig i det?

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE

Subject: Dit liv som mundlam
Date: 30. aug. 2011 – 11:59

Jeg vil måske hellere sige, at det er forskellige hændelser i barndommen, der kan afgøre, hvordan vi handler som voksne. Det behøver ikke nødvendigvis at være ting, vores forældre gjorde eller ikke gjorde, men kan også være erfaringer, vi havde med andre mennesker. Min generation var jo ikke så overvåget, som børn er i dag, så måske skete der mange ting, som egentlig stødte os, eller gjorde os forskrækkede eller forvirrede, men som vi aldrig fik bearbejdet, fordi vores forældre havde jo andre ting at lave. Vi passede meget os selv, og i den børneverden var der f.eks nogle typer, som var lidt ældre, og som man var bange for. Jeg gik da ikke hjem og fortalte min mor, at Eva havde sagt, at hvis jeg nogensinde rørte hendes hest igen, ville hun slå mig ihjel – så jeg har vel gået rundt og følt mig mord-truet i nogle måneder, uden at sige det til nogen! Eller en, der sagde „flyt dig, fede“ til mig – jeg var lidt rund i nogle år – det har jeg vist pænt og fint holdt for mig selv i alle årene, og jeg skal ikke udelukke, at det har sat nogle spor, som stadig er i mig i dag. Men altså – vi har jo alle nogle ting, som man enten kan gøre til et stort traume, eller man kan vælge at sige, at når man har passeret de 40, så må man altså begynde at se fremad, og ikke klynke så meget over sin barndom.  Det vigtigste, jeg lærte ved at skrive bogen, var nok, at folk, der har behov for at overfuse andre og behandle dem dårligt, oftest er folk, som har haft en barndom uden så meget kærlighed, eller uden grænser. Man kan simpelt hen ikke lære empati som voksen, og et barn kan ikke lære grænser af sig selv. Derfor er dine overfusere dybest set mennesker, man kan have ondt af – men det betyder ikke, at du skal lade dem trampe på dig!

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Svar på tiltale?
Date: 30. aug. 2011 – 12:46

Hvorfor havde du behov for at skrive den her bog? Jeg antager, at du af alle mennesker må have brug for nogle replikker at trække på i kategorien ‚svar på tiltale‘?

Hvad har det betydet for dig, at rigtigt mange danske kvinder har en holdning til din skilsmisse, dine børn, din forkærlighed for polkaprikket køkkeninterieur og din far? Og, er du stadig mundlam?

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject:
Date: 30. aug. 2011 – 13:02

Jeg kan godt nogle gange også blive stødt på manchetterne på andres vegne, så det var egentlig fordi jeg gik og tænkte over, hvor tit man oplever, at folk opfører sig helt afsindigt ubehøvlet, uden at få svar på tiltale. Da jeg gik i gang med bogen, troede jeg, at jeg skulle lære en hel masse seje replikker, som jeg kunne kyle i hovedet på folk, men undervejs fandt jeg ud af, at alle har forskellige måder at tackle situationerne på. Og min er nok lidt mere stille, for jeg er ret genert. Så nej, jeg er ikke længere mundlam, men jeg råber ikke folk ind i hovedet, så det ser ud som om de står over for en jet-turbine – jeg tager mig tid til at fornemme, hvordan jeg har det med det, de sagde, om det er en kamp, der er værd at tage, og så siger jeg måske først dagen efter, at jeg blev ked af det, de sagde. Det er virkelig svært for mig, men jeg prøver. Jeg har tænkt, at konflikter i virkeligheden ofte opstår, fordi folk er konfliktsky. For hvis to parter sidder og ikke rigtig tør sige det, de i virkligheden mener, så bliver samtalen let mudret, uærlig og uforståelig for alle. Fordi man er bange for et skænderi, pakker man tingene så meget ind, at den anden faktisk ikke helt forstå, hvad man mener, og man får ikke sagt det, man VIRKELIG mener. Og så kan tingene nemt ende helt forkert.

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Mest mundlam
Date: 30. aug. 2011 – 13:17

Kan du huske nogle af de episoder fra dit eget liv? Hvornår var du allermest mundlam?

Hvornår var du ikke?

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject: Mest mundlam
Date: 30. aug. 2011 – 13:43

Åh, det er jo klart, at du spørger, og jeg burde nemt kunne svare, men der er måske episoder, man har valgt at fortrænge! En episode, jeg også har brugt i bogen, var dengang en fyr kom op til mig på et diskotek, og sagde: „Jeg skal bare høre, ER du virkelig så billig, eller ser du bare sådan ud?“ Det gode ved den replik er, at den er tilpas sjov til, at man godt gider at genfortælle den. Men da vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare … Jeg har ikke så mange eksempler på, at jeg har været hurtig i replikken, for jeg er nok så genert, at jeg bare rødmer og mumler. Men jeg kan da huske engang, da jeg var til barnedåb for en lille pige, som skulle hedde det samme som mig, og midt i sin tale spurgte farfaren pludselig: „Vi kan jo spørge den anden Maise i selskabet – hvilken mejse er du?“ Jeg var lige ved at skænke hvidvin op, og havde ikke regnet med at blive inddraget i talen, med alles øjne rettet mod mig, så jeg svarede befippet: „æh, sump-mejse …“

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Med god grund?
Date: 30. aug. 2011 – 13:52

Fantastisk –  måske!  Fordi allermest virker det jo på os andre (storladent at lade mig, mig, mig være ligefrem proportionel med resten af din læserskare, det er jeg klar over! ) som om du undersælger dig selv. Dine klummer, dine bøger og dine udtalelser har jo for vane at gøre dig til repræsentant for situationer der kunne have været håndteret anderledes, måske bedre. Nu har du skrevet en bog om hvordan man giver igen. Fortæl mig så, kan du det nu? Vil du? Og har du god – bedre end nogensinde – grund til det?

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Men hvad så?
Date: 30. aug. 2011 – 13:59

I fald du svarer bekræftende: Hvad skal du så fremadrettet skrive om?

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject: Med god grund?
Date: 30. aug. 2011 – 14:16

Puh, svært spørgsmål – jeg er blevet meget bedre til dels at sige fra, dels at lade det glide af, hvis jeg ikke gider at tage kampen. Og ja, jeg har sgu grund til det – men nu tror jeg også at jeg har gået rundt i mange år og ikke trukket vejret ordentligt ned i maven, fordi jeg var bange for, at nogen skulle sige, at jeg ikke havde ret til så meget. Men det har jeg jo. Og du har. Vi har allesammen ret til at være her. Og derfor skal bisserne og bøllerne også lære at opføre sig ordentligt, og ikke kue andre! Jeg håber, at et par af typerne ville kunne genkende sig selv, hvis de læste min bog, men det kan de nok ikke. For som Hella Joof siger i bogen: „Hvis man har skammet sig over noget, så gør man det for helvede ikke igen!“ og disse mennesker skammer sig ikke, for de aner slet ikke, at de har gjort noget forkert …
Og hvad jeg fremadrettet skal skrive om? Jeg er rigtig glad for at sidde på Gads Forlag som redaktør og hjælpe andres bøger igennem, men jeg har også en bog på vej, som kommer til næste år. Jeg tror aldrig, at man skal fortælle for meget om, hvad man skriver, men jeg kan da sige, at det er min første roman. Og den handler om mænd.

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Tak for det
Date: 30. aug. 2011 – 14:33

Tak for ordene. Tak for bogen. Jeg håber mange vil få glæde af den.

Nej, P.S. Irriterer det dig aldrig at jeg, og alle mulige andre, ved alt muligt om dig og din eksmand og dine børn og dit køkken? Og har en holdning til det? Jeg er nød til at spørge igen – måske fordi jeg selv er verdens mest blufærdige menneske.
For selvom du har skrevet en bog der handler om at sige fra, baseret på dit eget behov – så tør du alligevel stå ved dig selv på en meget sjælden måde. I et ret stort oplag.

Når det er sagt, tak for din tid.

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject: Tak for det
Date: 30. aug. 2011 – 14:46

Jeg tror det ville irritere mig mere, hvis jeg var pornomodel, og alle havde set mig nøgen nedefra! Jeg tror ikke, at jeg har nogle følelser, som andre ikke har, så på den måde er det vel ikke pinligt at skrive om det. Og jeg har nok en tendens til ikke altid at være helt til stede i virkeligheden, så ofte lever jeg i min egen verden, og tænker, at den der skrev ordene, ikke er den samme, som mig. Men hvis jeg en sjælden gang møder en, som kommer hen og forholder sig til noget, jeg har skrevet, så kan jeg godt synes det er meget pinligt. Og jeg reagerer nok lidt studst, for jeg føler, at jeg i det jeg skrev, har givet så meget, som jeg syntes jeg kunne. Mere får folk ikke.
Bh
Maise

 

From: APPETIZE
To: Maise Njor
Subject: Det var ordene
Date: 30. aug. 2011 – 14:59

Hej Maise

Tak for det, for din tid og for dine ord.

 

From: Maise Njor
To: APPETIZE
Subject:
Date: 30. aug. 2011 – 15:05

Tak for mail-snakken. Det var sjovt!

Bh, Maise

One Comment

  1. Lars Chr. Steenberg

    Hej Maise Njor,

    I løbet af de sidste tre-fire år har jeg læst de
    bøger du har skrevet alene eller sammen med Camilla
    Stockmann eller Fay Weldon, og jeg er glad for at læse dig,
    fordi du er morsom samtidig med at du godt tør vise din
    sårbarhed.

    Til sidst i bogen Mit liv som mundlam har du gode gode
    eksempler på ting, man kunne have sagt, hvis man lige havde tænkt på det på det rette tidspunkt. Det gjorde Dorothy Parker,
    og min yndlingsreplik (repartee) af hende er denne:
    En yngre og flot skuespillerinde standser i døråbningen for
    at lade Dorothy Parker komme først, idet skuespillerinden
    siger “Age before beauty”. Dorothy Parker skrider igennem
    med svaret “Pearls before swine”. Genialt, og så på så kort
    tid. Og et velfortjent put-down til den lidt nedladende star-
    let.
    Mange hilsner vog tak for velskrevne bøger, Lars Christian.