Det Konservative Folkeparti lever uden Lene. Lene lever uden liste C. Den tidligere justitsminister, udenrigsminister og partiformand gik brat ud af politik i november sidste år til fordel for et job i det private erhvervsliv. Vi har mødt nordjyden Lene Espersen, for at høre, hvordan det er gået

 

tekst Sussie vinkel MUNK | foto Ida Wang | layout Tinna Feifer Møller

Lene_046A1084_OK

Lenes exit fra Folketinget og politik foregik ligeså overraskende kontant som hendes indgang. På seks dage fik hun pakket hele sit kontor, sit liv og sine politiske minder ned i flyttekasser, overlod sin verden til efterfølgeren Daniel Rugholm og gik direkte ud, skiftede ham og blev en del af virkeligheden uden for Christiansborg.

– Det var den direkte vej. Der var ikke nogen nedtrapning eller detox først. Jeg tror, at det var sundt nok at gå fra det ene til det andet. Mange har spurgt mig, om jeg ikke savnede det. Men det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne mærke et lille stik i hjertet var her lige efter valget, hvor Lars Løkke bad mig om at holde tale for de nye ministre på Marienborg. Der fik jeg det lige sådan ”wow det er spændende.” Også fordi det jo er spændende med den nye regering og en ny start, siger Lene og fortsætter:

– Jeg har været 20 år i politik og 10 år i regeringen, så jeg havde nået et punkt, hvor det ikke gjorde noget, at jeg fik nye udfordring-er. Jeg vil slet ikke sige, at jeg var træt af politik, for det var jeg ikke. Jeg var bare der, hvor jeg altid befandt mig i en tryg komfortzone. Jeg vidste lige præcist, hvor jeg skulle hen, jeg vidste hvad jeg skulle svare på spørgsmål, og jeg vidste altid, hvor jeg skulle gå hen for at få svar på spørgsmål. Da jeg blev kontaktet af en headhunter omkring jobbet som direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder, kunne jeg straks mærke, at det vakte en ny nysgerrighed i mig, og det var det, der fik mig til at sige ja.

 

Ny gejst

– Set i bakspejlet har det været helt fantastisk – det har givet mig en fornyet gejst at blive udfordret – for helt ærligt: Jeg vidste en hel masse om erhvervspolitik og rammevilkår. Men arkitekter – dem vidste jeg altså ikke noget om, griner Lene. Det har hun så tydeligvis rådet bod på i det forløbne lille års tid, for med vanlig autoritet i stemmen, forklarer Lene Appetizes journalist om, hvordan den danske arkitektbranche befinder sig i en slags ny Guldalder, hvor de vinder internationale priser og anerkendelse for deres kunnen over hele verden. Man kan ikke lade være med at tænke, at arkitekterne må ha’ fået en fænomenal frontfigur i Lene Espersen – en sympatisk men stædig gravhund, der ikke ved, at den måske er mindre end andre – som knurrende bider sig fast i emnerne og holder tænderne fæstnet, indtil modstanden slutter.

– Jeg blev kastet lige ud i jobbet, for i forlængelse af mine pakkedage på Christiansborg, startede jeg hårdt op i weekenden med et arkitekttopmøde, hvor jeg mødte mange af de medlemsvirksomheder, jeg nu repræsenterer. Foreningen har ca. 700 arkitektvirksomheder som medlemmer, siger Lene. Hun tilføjer, at arkitektvirksomhederne især står over for tre udfordringer. Først og fremmest skal de arbejde hen imod at skabe stærkere forretninger – være mere forretningsmænd og lidt mindre kunstnere, om man så må sige. Derudover skal der skabes mere synlighed omkring arkitektonisk merværdi – altså at man ikke blot får mere æstetik med en arkitekt for bordenden i et byggeri. Man får også mere gennemtænkte byggerier, hvor f.eks. lysindfald, indeklima, energi og indretning har helt målbare effekter på helbred og trivsel.

– Der er f.eks. lavet undersøgelser der viser, at såkaldt helende arkitektur, virker så positivt på patienter, indlagt på hospitaler, at de kan udskrives en dag før planlagt. Det er tankevækkende, når man tænker på, at vi i Danmark har 1 million hospitalsindlæggelser om året. Sidst men ikke mindst er det på vores dagsorden at skabe flere alliancer og blive mere synlige, forklarer Lene Espersen.

 

Jeg savner det ikke

Skærmbillede 2015-10-01 kl. 08.27.45Mange danske politikere er i vores bevidsthed så meget politikere, at det kan være svært at forestille sig dem uden for Christiansborg i et almindeligt job uden Folketingssal, TV2 journalister, politiske holdninger og ophedet debat. Lene synes selv, at hun har kunnet bruge overraskende meget af sin politiske erfaring i jobbet som direktør.

– Jeg bruger rigtig meget af det jeg har lært om interessevare-tagelse og om at skabe konsensus om ens synspunkter. I politik var jeg god til at indgå kompromiser og skabe brede aftaler, og lige præcist det, har jeg stor glæde af nu også, siger Lene, der har 10 medarbejdere bag sig i det daglige arbejde fra kontoret i Industriens Hus i København. Appetizes udsendte husker Lene fra utallige politiske diskussioner og kommentarer til mikrofonen på TV-skærmen, hvor det virkede tydeligt, at hun nød spillet og brændte for det politiske og for at vinde på argumenter. Savner hun det mon ikke?

– Nej, jeg føler ikke, at jeg savner det politiske. Først og fremmest fordi jeg synes, at der også er en del politik – bare ikke parti-politik – i det jeg laver nu. Men jeg må blankt erkende, at jeg ikke længere følger med i politik på den samme måde som tidligere, hvor jeg læste alle aviser hver morgen og slet ikke kunne slippe TV-aviserne og News i løbet af dagen. Nu har jeg en mere sporadisk tilgang, og det er primært byggeriet jeg læser om.

 

Mobiltelefonen som pacemaker

Lene fortæller, at den største forandring i hendes liv er den nye daglige rytme, hun har fået.

– Det er en kæmpe forandring. Jeg møder hver dag cirka klokken 8.15, og er de fleste dage færdig inden kl. 18. Og så har jeg fri i weekenderne. Før var det hele fuldstændigt uforudsigeligt. Der var møder inde i Folketinget, møder om aftenen og i weekender. Jeg var ofte i Nordjylland i forbindelse med f.eks. virksomhedsbesøg eller kredsmøder og overnattede hos min mor i Hirtshals. Børnene har godt nok været vant til, at jeg nogle gange var hjemme, når de kom fra skole, fordi jeg var hjemme og arbejdede. Men til gengæld levede de med, at jeg altid var tilgængelig, og at jeg havde min mobiltelefon ved siden af mig som en slags pacemaker. ”Læg din telefon væk, mor,” sagde de tit, da de var mindre. Jeg tror helt sikkert, at jeg er blevet mere nærværende, for tidligere kunne jeg jo godt blive ringet op i weekenden, af TV-stationer, der ville ha’ en udtalelse om et eller andet aktuelt politisk emne. Og så slappede man ikke helt af, før det var overstået. Det er der intet af længere, og det er en befrielse for både mig og min familie, siger Lene, der dog ikke fortryder, at hun havde sin politiske karriere, mens hendes sønner var små.

– Det hele går lidt mere hen over hovedet på små børn, så det ville ha’ været langt sværere for dem at tackle det som teenagere. Selvom jeg nu er blevet fri for det meget personrettede fokus, så har jeg stadig den positive del af det. Der er mange, der stadigvæk husker mig. Jeg bliver stoppet af folk, der siger, at de savner mig, og at jeg var en god minister osv., og jeg også har en facebookprofil med 15.000 følgere. Men alt det der negative fokus er heldigvis væk. Jeg var én af dem, der blev udspioneret i forbindelse med Se&Hør tys-tys skandalen. Det er meget ubehageligt at vide, at nogen holder øje med én, bare for at vente på, at man laver en eller anden fejl. At de snager i bilag og holder uden for ens hus osv.

 

Babyer i Folketingssalen

Lenes to sønner, Marcus og Robert på 13 og 11 år har været med til mange politiske møder som babyer.

– Jeg er glad for at ha’ bevist, at det sagtens kan lade sig gøre at være en ordentlig mor og ha’ en politisk karriere samtidig. Jeg blev kritiseret af andre kvinder for at holde for kort barsel, mens der var mænd rundt omkring mig, der også fik børn, og ikke holdt barsel overhovedet. Det gav ikke mening. Jeg var så heldig at min mand, Danny, holdt barsel, og vi fandt på løsninger der fungerede. Jeg pumpede mælk ud, og så gav han sutteflaske, når jeg ikke var der. Jeg har også mødt en stor fleksibilitet i Folketinget, hvor man gerne flyttede møder osv., så det passede med en baby i en periode, husker Lene.

 

Kylle, Pylle og Rylle

Da Lene blev valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994 sammen med Gitte Seeberg og Henriette Kjær, gik der ikke længe inden trioen fik det opfindesomme tilnavn Kylle, Pylle og Rylle, efter Anders Ands tre niecer. De var alle smukke, blonde, unge og ambitiøse, og den daværende partileder, Hans Engell fik med dem en mulighed for at fortælle en – for medierne – interessant historie om up-coming, unge stjerner i partiet. Ællingerne var et frisk pust i det støvede parti, der havde brug for at profilere sig med andet end vindtørre mænd i grå jakkesæt. Kylle, Pylle og Rylle begyndte deres karriere i stærk medvind som medie-darling’er, men både Henriette Kjær og Lene Espersen fik i årenes løb halefjerene ganske grundigt i maskinen og endte i perioder som en slags mediernes yndlingsofre i stedet for kæledægger. Henriette Kjær endte som bekendt med at trække sig på grund af omfattende rod i privatøkonomien.

 

En mere seriøs profil

Lene Espersen må siges at være den af de tre ællinger, der udviklede det største politiske vingefang, selvom hun blev forsøgt stækket undervejs. Hun strøg ind i Folketinget med en hærskare af interesserede journalister i hælene. Hun spillede bevidst på sit køn og sit udseende – hvorfor ikke – og undervejs fik hun tilnavnet ”den talende kavalergang.” Hun skabte opmærksomhed ved at blive fotograferet som kølerfigur på en bil og siddende på en ølkasse. Kavalergangs-omdømmet var svært at slippe af med for hende – selvom hun helt bevidst og helt åbenlyst – kæmpede for at opnå en langt mere seriøs profil, da Anders Fogh Rasmussen udnævnte hende til justitsminister i 2001, da hun i ét hug blev økonomi- og erhvervsminister og formand for Det Konservative Folkeparti i 2008 efter Bendt Bendtsen og senere overtog udenrigsministerposten fra Per Stig Møller. 2010 blev et hårdt år for Lene. Først fik hun kritik for at blive væk fra vigtige udenrigspolitiske møder og tage på ferie med familien, og senere fik hun en næse for overbetaling af privathospitaler.

 

Benhård ælling

Uanset hvad man måtte mene om Lenes prioriteringer har det vist sig, at hun ER nået til tops i politik. Hun BLIVER husket af danskerne. Hun HAR sat sig solide fingeraftryk, især som justitsminister i form af politireformen og stramninger af straffeloven. Samtidig med at hun stadig har sin mand Danny Feltmann ved sin side på 16. år, og har formået at være der for sine to sønner, at mødes til morgenmaden dagligt og ikke bare være en forfløjen weekendmor. Hvor mange toppolitikere, der har klaret det, vides ikke, men man kunne godt ha’ en mistanke om, at måske ikke er overvældende mange. Man kan kalde Lene en ælling. Men så er hun en benhård én af slagsen. En ælling med jernvilje og en ret sikker sans for, hvad der virkeligt er vigtigt i livet…?

– Danny og jeg har begge to været igennem en udviklingsproces, hvor vi har skiftet fra store verdener til mindre. Han har i mange år været ansat i H&M koncernen, men er nu direktør for en lille virksomhed, Karmameju, der er i gang med at lancere cremer og sæber uden tilsætningsstoffer.  Personligt er jeg ikke afhængig af den opmærksomhed, jeg fik som politiker, og jeg er glad for at bevæge mig mere inkognito. Jeg kan godt lide at snakke med folk, og det er dejligt, at folk stopper mig og kommer med positive tilkendegivelser. Men det kan også være svært – det kommer an på omstændighederne. Hvis man skal til at snakke med nogen, når man lige bliver passet op efter et restaurantbesøg med rødvin og mojitos, så….griner Lene. Hun har i øvrigt oplevet mange underfundige situationer med danskere i udlandet, der pludselig fik øje på hende og sagde: ”Der går Lene Espersen…”

– En meget sjov situation var engang, hvor jeg var i USA som justitsminister. Min ministersekretær havde aldrig været i Empire State Building, så efter et møde sagde jeg, at nu skulle vi altså lige nå det. Da vi kom helt op, stod der en kæmperand af mennesker, og én af dem sagde på nordjysk: ”Det er da Lene…” Og det viste sig at være en flok pensionister fra Sæby, der var på tur. Det var virkelig sjovt, for min ministersekretær var fra Sindal, så det var ene nordjyder, der var på toppen af Empire State Building den dag.

 

En tryg opvækst i Hirtshals

Nordjyderne skal ikke forvente, at Lene og hendes familie rykker teltpælene til Nordjylland. Familien er 100% integreret i det hyggelige Dragør med jobs, fodbold og andre fritidsinteresser.

– Det er desværre ikke så ofte, at jeg er i Nordjylland, nu hvor jeg er stoppet i politik, men heldigvis har vi medlemsvirksomheder i Nordjylland, som jeg allerede har været hos – Nord Arkitekter i Aalborg og Arkitektfirmaet Kjeld Bjerg i Hjørring. Jeg har også været til en super god konference i Støvring omkring bæredygtig byggeri, siger Lene, der har sin mor og sin yngste søster Marie Louise og hendes familie i det nordjyske. Hendes ældste lillesøster, Anne Sofie, bor også i København, så hende ser Lene ofte.

– Min mor er god til at komme herover og besøge min søster og mig på skift. Jeg har haft en utrolig tryg opvækst i Hirtshals. Min mor gik hjemme, mens vi var små, og min far var skibsreder og arbejdede meget. Mine forældre mødte hinanden som ganske unge, og i begyndelsen boede de i kælderen hos min farmor og farfar, indtil de fik sparet sammen til at bygge hus i Islandsgade, hvor jeg er vokset op. Som den ældste var det naturligvis mig, der på en eller anden måde blev udset til at være den boglige, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være læge. Lige indtil jeg i Canada fik en lærer i samfundsfag, der inspirerede mig så meget, at jeg valgte at læse økonomi. Det er sådan nogle tilfældigheder, der kan få stor betydning for ens valg i livet. Ligesom den amerikanske film, Sliding Doors, hvor man følger en kvindes liv, som det ville forme sig, hvis hun nåede ud/ikke nåede ud af metroen. Mine forældre har været gode til at støtte os i, at vi skulle følge vores interesser og det, vi syntes var spændende. Det har resulteret i, at vi er tre søstre, der virkelig laver noget forskelligt. Anne Sophie ville være havbiolog, og jeg kan huske at hun kunne svare på alle haj-spørgsmålene i Kvit eller Dobbelt, da det blev sendt på TV. Hun endte dog med at komme ind på skuespillerskolen i første forsøg. Marie Louise ville være Formel 1 kører – det blev hun heldigvis ikke – hun er endt med at være kosmetolog og materialist. Hun er helt utrolig god til at lave et look, og det var hende der stod bag min styling til kronprinseparrets bryllup, forklarer Lene.

 

Jeg er klogere nu

Lene tror selv, at hendes dybe interesse for erhverv og de konservative værdier stammer helt tilbage fra hendes oldemor, der var landets første kvindelige fiske-eksportør i Hirtshals.

– Hun blev enke og drev simpelthen firmaet videre selv, da min oldefar døde. Jeg har hørt, at hun var helt vildt sej og røg store cigarer men også lukkede øjnene, når hun bakkede med en bil. Min farmor har også påvirket mig meget, hun havde nemlig en stor interesse for boglige og kulturelle ting, som resten af min familie ikke havde, forklarer Lene og bliver lidt mere afdæmpet i stemmen, da hun fortæller om de to store sorger i sit liv. Den første da hun mistede en baby, og den anden da hun mistede sin far til cancer.

– Danny og jeg mistede vores første barn – en lille pige – i 24. uge, fordi jeg fik en meget alvorlig svangerskabsforgiftning, der var ved at koste mig livet også. Det var så svært at forstå, at én man havde forberedt sig på at skulle kende, pludselig var væk. En masse drømme forsvinder bare. Selvom det er mange år siden nu, tænker jeg på hende, og hvis jeg er sammen med niecer og nevøer, tænker jeg, at hun ville ha’ haft samme alder, siger Lene. Hun fik stor omsorg i Folketinget, da det skete.

– Ud af 179 medlemmer fik jeg hilsner og mails fra 150, og det var utroligt dejligt. Og da jeg kom tilbage på arbejde igen, var det eneste jeg havde i knoppen at blive gravid igen, hvilket jeg blev ret hurtigt, siger Lene. For lidt mere end fire år siden mistede Lene sin far til en ondartet leverkræft.

– Vi vidste godt, hvor det bar hen med ham, og de sidste dage tog vi ham hjem i sommerhuset og var alle sammen omkring ham. Jeg er glad for, at vi fik sagt farvel. Alle der har mistet en forælder ved, at man får en følelse af, at der er noget af én selv der bliver revet væk, og at man selv rykker yderst på kirkebænken. At miste min far har ført en masse refleksioner med sig, og både min mand og jeg tænker mere over livet, og den vej livet går. Ikke sådan at vi bare skal nå at bungy jumpe hver dag, men mere at det er vigtigt at prioritere familien, at holde weekender hellige osv., siger Lene, der snart fylder 50 år.

– Ja, og jeg tænker, at da mine forældre blev 50 år, så de anderledes ældre ud, men det er måske noget i tiden, der gør det. Jeg føler mig stadigvæk ung. Jeg har aldrig været i bedre form, end jeg er nu, hvor Danny og jeg begge deltager i mini-triatlon. Samtidig føler jeg mig klogere nu, mere reflekterende og ikke helt så hurtig på aftrækkeren, som jeg har været.

Comments are closed.