Han er en kedelig mand, Lars Hjortshøj, og det er ikke engang løgn. Han er en slags modsat kendis, der IKKE skifter konen gennem 20 år ud med Ferrari eller en mulat. Og han bor IKKE midt inde i Københavns fashionable kvarterer, men derimod i Farum. Vi har sat os for at finde ud af, hvordan en så kedelig mand, kan være så sjov, at han er langtidsholdbar i comedy-branchen

 

tekst Sussie Vinkel munk | foto PRESSE/TAJMER booking | layout Betine Hvidberg Brix

 

Lars_hjortshøjKendisserne deler vandene. Enten hader man Gustav, Casper Christensen og Jørgen Leth, eller også er man stor fan af dem. Men så er der en lille håndfuld udsøgte kendisser, som vi alle er enige om at holde af. Uanset hvad de laver – falder de aldrig i unåde i danskernes bevidsthed. Selvom de laver fiaskoer, glemmer vi det igen lynhurtigt. Blandt denne lille udsøgte flok er komikeren og skuespilleren, Lars Hjortshøj, der med sit traurige blik gennem de store briller, minder lidt om den bløde, brune bamse, der sidder på børneværelset længe efter man er flyttet hjemmefra og kigger ud i luften med sit livskloge, men en lille smule triste blik. APPETIZE mødte Lars Hjortshøj på Skanderborg Park Hotel. Her var han tjekket ind dagen før, han skulle optræde for festivalens ca. 30.000 gæster. Men det er ikke festival-gøgl, men derimod hans kommende nye one-man-show, der ligger forrest i Hjortshøjs bevidsthed.

 

Klipklappere og dyresex

– Showet går i luften 10. september og har fået titlen ”Omvendt.” Det er en titel, der referer til min måde at se tingene på, og som er lidt anderledes end mange andres. Jeg er en mand i slutningen af 40‘erne, og når vi mænd når hertil, bliver vi tit ret bedrevidende og kategoriske. Vi går til livet og opgaverne med en tilbagelænet holdning om, at vi har set det hele, og at vi ved, hvordan alting er, og hvad vi mener om det. Det er et usympatisk og utiltalende træk – og den gryde vil jeg ikke havne i. Jeg synes det er for tidligt i livet at blive sådan. Derfor forsøger jeg personligt – og i showet – at minde mig selv om, at jeg skal bevare nysgerrigheden og evnen til at forestille mig verden set med helt andre øjne – helt omvendt, forklarer Lars, der i showet kommer ind på underlige emner som klipklappere (fordi de er idiotiske til heteroseksuelle mænds fødder, der i bedste fald ligner hove og ikke bør udstilles) og dyresex (fordi det konstant er oppe i medierne af en eller anden grund).

 

Åben og lukket

– Showet er blevet til en slags tilstandsrapport over, hvor jeg er lige nu, forklarer Lars videre og beskriver skriveprocessen op til et show som en slags ensom munke-tilværelse, hvor han trækker sig tilbage fra resten af verden.

– På den måde er det en ret kontrastfuld tilværelse jeg lever, hvor jeg både arbejder meget alene og så i den helt anden grøft – så står jeg pludselig overfor 30.000 mennesker på Skanderborg Festivalen, som jeg skal i morgen, forklarer Lars. APPETIZEs udsendte journalist bliver lidt slået af de modsætningsforhold, Lars manøvrerer i, og lægger mærke til, at det sikkert er lidt det samme der gør sig gældende i interviewet, hvor Lars føles åben og ærlig i samtalen og hilser varmt på de mange co-kendisser, som f.eks. Christiane Shaumburg-Müller, der også skal på Skanderborg Festivalen og kommer hen og kindkysser og knuser. Men alligevel – trods åbenhed og kindkys – gemmer Lars sig i samtalen bag mørke solbriller. Åben og lukket. Ekstrovert og introvert…

 

Tid og tillid

– Ja, det er lidt dobbelt. Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker også at optræde. Men med årene er det blevet sværere. Jeg stiller nogle andre krav til det, jeg laver, og det er både forbundet med forfængelighed og stolthed på mine egne vegne, og så også at jeg er meget opmærksom på, at de mennesker, der går ind og ser mit show giver mig deres tid og tillid, og det vil jeg gerne leve op til. Jeg vil gerne give folk en rigtig god grund til både at bestille babysitter og bruge penge på at gå ind og se et stand-up show. Jeg er meget opmærksom på, at man altså kun står på den scene, fordi der er et publikum, understreger Lars, der mere end én gang i interviewet kommer ind på sin store ydmyghed overfor publikum. Måske er det denne ydmyghed, man kan mærke gennem tv-skærmen og ned over scenekanten. Måske er det den, vi kan fornemme, og som vi ubevidst får sympati for?

 

Døden på scenen

– ”Omvendt” er lavet som klassisk stand-up, og det er måske ret old school, men jeg synes, at der ligger nogle store kunstneriske muligheder i at barbere tingene ned til det fundamentale – der er mig og en mikrofon og intet andet, siger Lars og nikker, da journalisten spørger om det ikke er angstprovokerende at stå der alene – overladt til publikums nåde.

– Jo, det er det! I branchen taler vi om fænomenet ”at dø på scenen,” som er når det går helt galt og ingen griner. Alle komikere har prøvet det og det er så rædselsfuldt. Det værste jeg har prøvet i den retning var nok engang, hvor jeg optrådte for Den Kongelige Livgarde, og de kastede ølglas efter mig. Jeg tror, de hellere ville ha’ haft en stripper, siger Lars, som ikke fortrækker en mine, selvom journalisten trækker på smilebåndet af konklusionen. Lars afslører kort efter, at han har testet sit nye show lidt af i forvejen. Så han har en vis formodning om IKKE at dø på landets scener i de kommende måneder.

– Jeg har testet showet på små stand-up scener og i en klub på Ydre Nørrebro. På den måde har jeg arbejdet med teksterne mange gange. Nogle gange er det godt at finde ud af det, hvis det tredje gang stadigvæk kun er mig, der synes, at en joke er sjov osv. Man prøver på den måde at minimere risikoen for at dø, men det er en meget organisk proces, hvor showet ændrer sig lidt hele tiden – også når man står på scenen, siger Lars, der i øvrigt også sparrer med kolleger i branchen, som f.eks. Thomas Warberg.

 

En knivsæg

APPETIZEs udsendte får under samtalen med Lars Hjortshøj en ny erkendelse af, hvor forbistret svær og sårbar en disciplin stand-up egentlig er. Det bliver med et meget tydeligt, at komikeren bevæg-er sig på en knivsæg på scenen mellem fiasko og succes, at det handler uhyre meget om at kunne læse publikum og på en måde lave showet sammen med dem. At der er forskel på, hvilke emner og punchlines man kan bruge over for flere tusinde mennesker på en stor scene og på en lille scene, hvor man har øjenkontakt med publikum. For ikke at nævne, at komikeren også tager højde for, hvilke typer mennesker, der sidder og lytter.

– Når jeg f.eks. står på scenen i Skanderborg i morgen, er jeg bevidst om, at der er rigtig, rigtig mange mennesker, og der er rigtig langt fra dem til mig. Så skal man ikke tage for mange emner ind, og der er sikkert også en stor aldersmæssig og demografisk forskel på dem, så det vil jeg også tage højde for, og derfor sørge for at lægge nogle solide punchlines ind. Måske vil jeg heller ikke snakke om dyresex der, siger Lars og tilføjer:

– Det sker, at man dør. Men heldigvis er det sjældnere og sjældnere, at det sker, og når man har været så mange år i branchen, så kan man efterhånden nogle beskidte tricks, og så hiver man dem op af lommen. Det er ligesom et fodboldhold, der bliver presset – så tackler de hårdere og hårdere, forklarer Lars.

 

Lars som julemanden

Lars Hjortshøj er én af Danmarks mest erfarne komikere, og han har været med fra den spæde start i begyndelsen af halvfemserne, hvor han vandt DM i stand-up, og hvor stand-up var noget, der foregik for et lille publikum på små klubber. I dag er der tale om fyldte teatersale.

– Jeg HAR prøvet de helt store scener i f.eks. Herning og Aarhus, og det er en fin manddomsprøve, men jeg bliver ikke lykkeligere af det, så jeg vil hellere optræde mindre steder, som f.eks. på Skråen i Aalborg, hvor jeg også kommer med det nye show, fortæller Lars. Udover stand-up kender danskerne efterhånden Lars Hjortshøj fra utallige andre sammenhænge: Som vært på programmet Rundt på gulvet, Langt fra Las Vegas, Klovn, og som julemanden i forrige års julekalender. Omkring juletid kommer så den deciderede julefilm, ’Emma & Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte’, hvor Lars igen spiller julemanden. Spillefilmen bygger videre på TV2’s populære julekalendere ’Ludvig & Julemanden’ (2011) og ’Tvillingerne & Julemanden’ (2013), der samlede over halvanden million danskere foran fjernsynet. Senest har han haft succes som radiovært med ”Hjortshøjs Badabing Show” på P4.

– Jeg er meget glad for at få mulighed for at indspille film. Det er en helt anden disciplin, som er langt mere afhængig af kollektiv vekselvirkning, siger Lars, der især har sat stor pris på samarbejdet med skuespilleren Camilla Bendix, som han vurderer som en af landets fineste skuespillere.

– Der kan jeg ikke slippe af sted med beskidte tricks og punchlines, og det er skidesjovt at blive udfordret sådan.

 

Boet i Aalborg

APPETIZEs udsendte har over tid udviklet en måske lidt underlig vane med at forsøge at gætte på, hvilke forældre de forskellige kendisser i APPETIZE mon har, og hvordan de er vokset op. I Lars Hjortshøjs tilfælde går gætterierne på skolelærere. Han kunne godt minde om et velstimuleret skolelærerbarn, der har haft sine forældres udelte opmærksomhed, når han optrådte ved spisebordet om aftenen. Men nej…:

– Jeg er født i Hinnerup i Aarhus, og så flyttede mine forældre faktisk til Aalborg i begyndelsen af 70erne, da jeg var 2-3 år, fordi min far fik arbejde som psykiatrisk plejer på det nye psykiatriske sygehus, man havde opført dengang. Min mor var sygeplejerske og fik arbejde på hospitalet. Vi boede i Dall Villaby, og min storebror gik i skole i Svenstrup. Vi flyttede fra byen efter nogle få år, da mine forældre blev ledere af et plejehjem på Fyn, fortæller Lars, der derefter voksede op med rigtig mange grå hoveder. Han tog nemlig ofte hen på plejehjemmet efter skole.

– Jeg aner ikke, hvordan jeg er blevet, som jer er blevet. Mine forældre er helt almindelige offentligt ansatte, og jeg levede et almindeligt liv og fik til spejder og fodbold og klarede mig godt nok, siger Lars og tilføjer, at han hele barndommen var forfulgt af en altid tilstedeværende følelse af ikke at passe rigtigt ind.

– Jeg havde altid den følelse, uanset om jeg gjorde mig umage. Og jeg kan faktisk stadig få følelsen af ikke rigtigt at passe ind. Da jeg var ung forsvandt følelsen først rigtigt, da jeg fandt sammen med andre der ikke rigtigt passede ind – det var da jeg blandt andre mødte Casper Christensen og Jan Gintberg, og vi begyndte at lave stand-up.

 

Jørgen Rygs monologer

I Lars’ meget gennemsnitlige hjem var der heldigvis plads til, at han allerede som dreng begyndte med at udvikle sit comedy-talent.

– Jeg var med i skolekomedier, og jeg kan huske, at jeg også fik lov til at stå i spisestuen og underholde, når familien var på besøg. Jeg kunne rigtig mange af Jørgen Rygs monologer udenad, husker Lars og udveksler minder med journalis-ten om f.eks. Jørgen Rygs legendariske monolog ”Enlig far,” hvor han tilbereder flæskesteg i en vaskemaskine.

– Ja, han var fantastisk, og han havde en fantastisk betoning, som ligger helt skævt på beatet, og som jeg kun kender Mia Lyhne, der også har. Det er meget specielt, forklarer Lars. Han fortæller videre, at hans forældre ikke var særligt begejstrede, da han droppede ud af dansk-studiet på Aarhus Universitet for at leve af stand-up.

– Der var INGEN penge i det i begyndelsen, og i lang tid var det noget med også at få betaling for skrivejobs for andre osv. Det var der i begyndelsen af 90‘erne, hvor man ligesom lå i slipstrømmen efter Gnags og Thomas Helmig, og der var kun plads til få komikere, som Jacob og Finn og De Nattergale. Jeg har før joket med, at man kun kunne få jobs, når Jacob var på afvænning.

 

Ugens Brandert

Lars fortæller, at han har kendt Casper Christensen i mange år og har lavet mange ting med ham.

– Vi har kendt hinanden i 25 år, og han er en af mine ældste og bedste venner. Selvom der er konkurrence mellem standup’ere, så er der mange enormt søde mennesker i  branchen – også blandt de unge, siger Lars, der også har venner der går tilbage til skoletiden.

– Jeg synes selv, at jeg har fundet en god balance mellem at være en helt almindelig kedelig familiefar med parcelhus og stationcar og så den mere offentlige person. Når jeg ikke arbejder lever jeg som de fleste andre, og det er måske grunden til, at Tina og jeg stadig holder sammen og har gjort det i 20 år. Jeg er heldigvis så kedelig, at jeg også ligger under Se & Hør’s radar – det er simpelthen for kedeligt at holde øje med mig. Det vildeste der sker er, at jeg køber et nyt hus hvert 10. år. Jo, og så har jeg været ”Ugens brandert” én gang, siger Lars med et kedeligt smil bag ved solbrillerne.

 

Livet GØR ondt

Googler man ”skandaler og Lars Hjortshøj” kommer der kun ét hit, nemlig fra 2008, hvor Lars var vært på det ”skandaløse” tv-show ”Sandhedens Time,” hvor deltagerne iført løgnedetektor blev spurgt om intime detaljer fra deres privatliv. Ellers har det mest skandaløse været, at han slog 400.000 kroner af sit hus på landet, da han solgte det, og at han flere steder har udtalt, at hans kone – journalist og tidligere studievært, Tina Bilsbo – ikke skal udskiftes med en yngre model, og at han ser ægteskabet som en alvorlig og livsvarig ting.

–  Jeg tror, det er vigtigt i et ægteskab ikke at være så naiv og tro, at man kan opfylde og udfylde den andens liv 100%. Det skal ikke være så omklamrende symbiotisk, for det kan ikke lade sig gøre, og man bliver også utrolig træls og et par andre ikke gider være sammen med, hvis man forsøger. Tina er meget interesseret i selvudvikling, alternative ting, yoga og den slags. Det interesserer overhovedet ikke mig – jeg er begravet til knæene i jysk muld, og jeg vil hellere til en Champions League finale, hvilket hun slet ikke gider. Vi giver hinanden plads til at være to individer, men vi har haft børnene til fælles, og DET er noget vi tænker meget over: Hvad skal vi være fælles om, når børnene er væk, siger Lars eftertænksomt. Han blev gift med Tina i 2000, efter at de havde mødt hinanden på en comedy club.

– Men for mig handler parforholdet om, at man vil hinanden. At man har en indstilling om at ”det skal kraftedme fungere det her. Vi VIL det her.” Samtidig tror jeg også, at man skal erkende, at livet GØR ondt engang imellem, og at man ikke skal tro på salgsfantasier om det perfekte ægteskab uden problemer, siger Lars. Han har i flere år boet ”langt ude på landet” med sin familie, der består af hustruen Tina Bilsbo og børnene Oscar på 15 år og Emma på 18 år. Nu bor familien i et parcelhus ved Farum.

 

Dæmoner kommer indefra

Spørger man Lars om de værste tidspunkter i hans liv bliver han lidt stille. Han har nemlig været forskånet for mange sorger, synes han. Han har ikke været igennem skilsmisse eller sygdomme. Han har to fine lyshårede børn og et godt liv.

– Det var en sorg da mine bedsteforældre døde, men de var alligevel meget gamle, og min morfar ærgrede sig ligefrem over at leve videre: ”Jeg har det jo godt, og det er det, der er så satans,” sagde han engang, smiler Lars og erkender, at hans værste dæmoner er dem, der kommer inde fra ham selv. Kampe på de indre linjer. Tungsind. Bøvl med at se meningen med at være til. Eksistentielle problemstillinger.

– Jeg har ikke nogen særlig let gang på jorden, og jeg kan godt blive deprimeret og synes at det er besværligt at være mig. Jeg tager nogle kampe der, og det hjælper ikke altid på det at lave noget så ”meningsløst” som comedy, som i bund og grund er luft og spild af folks tid, funderer Lars, der fortæller, at det hjælper ham at være ambassadør for Børnehjælpsdagen.

– Når jeg kører hjem derfra tænker jeg, at okay DET gav mening. På den måde giver det lidt mere mening, det jeg laver.

 

Et dumt udgangspunkt

– Jeg har et rigt indre liv og indre konflikter. Jeg synes, det er vanskeligt… Jeg tror sgu ikke rigtigt det interesserer mig at ville være klogere. Jeg kan egentlig godt li’ det dummere greb om verden – der hvor man ud fra et ”dumt” udgangspunkt nysgerrigt kan undersøge tingene. Jeg synes f.eks., der er så mange absurde modsætningsforhold. På den ene side har der været fri adgang til nærmest kønsforskrækkede, ny-puritanske holdninger om, at kvinder ikke må amme i offentlighed, eller små drenge bliver smidt ud af skolen, fordi de leger numseleg og viser deres tissemand i frikvarteret. På den ene side er vi blevet enormt bornerte og ingen kvinder ligger topløse på stranden – omvendt er der en ekstrem pornografisering, og der er porno overalt og tilgængelig for alle, siger Lars Hjortshøj.

 

Interviewet er slut, og Lars går ud til alle de andre solbrillebeklædte kendisser, der sidder på terrassen uden for hotellet. Journalisten pakker sammen og går ud og kører hjem mod Nordjylland. Klogere på hvordan så kedelig en mand, kan være så sjov, blev hun ikke. Men sjov – det er han.

Comments are closed.