APPETIZE_Jonny_Hefty_01_Lykken vendte først for alvor for Jonny Hefty, da han for halvandet år siden tog toget tilbage til ”Ålleren” og lagde syv år og et langt kæresteforhold i København bag sig. Aalborggenserne modtog ham med et stort knus som en hjemvendt søn. Han blev kronet som Kong Karneval, han fik endelig taget sig sammen til at lave en plade med Jøden, og nu er der bud efter makkerparret fra alle sider. APPETIZE har mødt indehaveren af rekorden for flest ”ork satme‘er” – Danmarks bedste rapper over 40: Jonny Hefty – alias Jakob Ørom.

Tekst: Sussie Vinkel  Foto: Lone Allen  Billedredigering: Søren Skjødt

 

APPETIZE fanger Jakob, da han netop er kommet hjem fra en tur til København, hvor han har besøgt sin datter, Anemone, der bor hos sin mor der.

– Andrea og jeg gik fra hinanden for ca. halvandet år siden, og siden har vi fået det til at passe med, at jeg besøger Anemone, når jeg er der, og hun kommer også over til mig. Det gør ikke mit i forvejen omgøglede liv mindre omgøglet, siger Jakob træt.

Heldigvis kommer han hurtigt op i gear igen, da vi begynder at snakke om hans nuværende kæmpesucces, den nye plade han har udgivet med Jøden, og ikke mindst hans fantastiske hjemkomst til fødebyen, der har ført mange nye opgaver med sig, turné med TV2 og meget andet. APPETIZEs udsendte er meget nysgerrig omkring, hvilken baggrund han mon har. Er han vokset op som bundslam i en ghetto med ene indvandrere? Var hans mor junkie, eller hvad har den mærkelige mand dog været udsat for?

– Ha, ha – nej altså. Jeg har haft verdens tryggeste opvækst i en god familie, siger Jakob og tilføjer, at han har ”været barn på landet og ung i byen.” De første mange år af barndommen tilbragte han nemlig i Aalborg-forstaden Sulsted.

APPETIZE_Jonny_Hefty_03Et lærerbarn

– Jeg er et rigtigt lærerbarn – frit opdraget – og for nylig kom jeg til at kalde mine forældre for nogle gamle hippier, hvilket i virkeligheden såmænd er rigtigt nok. Vi boede i et hus i Sulsted med en kæmpestor have med bålplads, legetårn og frugthave. Vi fik lov til at bygge huler og lave bål, og det hele var meget trygt. Vi faldt dog lidt uden for normen i Sulsted. F.eks. var jeg den eneste i min årgang, der ikke blev konfirmeret, og min far var meget intellektuel og havde 12.000 bøger, fortæller Jakob og griner lidt i skægget over journalistens tydelige søgen efter et eller andet svigt, en ulykkelig barndom eller noget, der kan forklare, hvordan en dreng fra Sulsted ender med at blive et syret rap-fænomen.

– Der er forskel på den amerikanske og den danske rapkultur. I USA er der en større social indignation, og det kan man høre på teksterne. Selvom jeg altså også kan være vred over noget, f.eks. skrev jeg på et tidspunkt vrede tekster om, hvordan det er muggen røv til dit ansigt, at Aalborg ikke bakkede mere op omkring de lokale musikere, om hvordan man var nødt til at tage til København for at blive til noget ved musikken.

Skureso på Café Fedtebrød

– At vi flyttede til Gug, da jeg blev teenager, var mine forældres beslutning. Det var en kæmpe ændring for mig. Pludselig kom jeg til et sted, hvor man drak øl og røg til skolefesterne. Jeg faldt hurtigt til og fik ild i en masse venner på Solvangen, for der boede en masse unge lige omkring os. Det var et rigtigt akademikerkvarter med kreative folks børn. Jeg fik også en avisrute og kom rundt i hele byen. På et tidspunkt tjene jeg lidt ekstra ved også at fordele aviserne til de andre bude, så vi havde avisdepot i kælderen, og mine forældre havde fornøjelsen af at ha’ en flok bumsede teenagere til at stå og vente på aviser i indkørslen, fortæller Jakob og tilføjer, at han har haft mange forskellige slags jobs:

Han har været trappevasker, opvasker, rengøringskone, pølsemand og skureso på Café Fedtebrød. Det sidste nok ikke verdens fedeste job, men til gengæld havde man hele formiddag-en til det, for Fedtebrød åbnede først kl. 14.

– På en måde er det vel en slags mønster, der er knækket,  for jeg burde jo være den ansvarsfulde storebror, der blev læge, og så kunne mine yngre søstre flippe ud. Men det er mig, der har været legebarnet, og jeg har gjort det til en levevej. Jeg har prøvet almindelige jobs, og det går slet ikke. Jeg har f.eks. en gang været phoner i 14 dage, hvor jeg skulle lave en slags spørgskemaundersøgelser om helpaller, EU-paller og halvpaller. Jeg har også undersøgt, om hotelgæster helst vil bruge dispenser eller håndsæbe. Ha, ha – jeg kunne kun holde til det i 14 dage. Så vil jeg hellere være rengøringskone, gå i min egen verden og udrette et eller andet. På en eller anden måde har jeg formået at styre uden om alt det der med dag-penge og bistand siden 90’erne. Jeg har klaret mig selv, understreger
Jakob.

APPETIZE_Jonny_Hefty_02Smoke on the water

– Efter folkeskolen fortsatte jeg på Aalborghus Gymnasium. Jeg fik ok gode karakterer og sluttede med en studentereksamen i 1989 med et snit på 8,2, oplyser Jakob.

Hans interesse for rapmusik er sjovt nok grundlagt på en total mangel på musikalsk teknik.

– Jeg kan hverken synge eller spille på noget instrument, hvilket er pænt komisk i forhold til det, jeg lever af at lave. Jeg mener – det lyder som kattejammer, hvis jeg forsøger at spille på en guitar, og jeg kan ikke engang spille ”Smoke On The Water…” Hvordan interessen for musik så begyndte … Tjo, det begyndte med, at jeg jo gerne ville være sådan en cool dude, der var med i et band. I begyndelsen var jeg en slags roadie for andre, tog billeder og den slags. Da jeg var 17 år, var jeg med i et band, hvor jeg spillede på en bas med én streng. Bandet hed Zpastiq Zznåt.

Jonny Hefty ER Ålleren

Såvel dengang som nu er det ikke det musiske udtryk, der tænder Hefty. Det er mere selve konceptet, udtrykket, teksterne og looket, han elsker at udvikle. Som f.eks. Jonny Hefty.

– Det hele ligger nok meget naturligt i forlængelse af, at jeg har læst dansk. Desuden elsker jeg at suge til mig af forskellige mennes-ker og blive inspireret af dem. Jeg har opereret på kryds og tværs af grupper af mennesker – graffittimalere, skatere, rappere, kunstnere, hashrygende bumser og almindelige mennesker, siger Jakob, der dog nu også mere og mere bliver hevet ind som en del af ”det fine selskab” og laver radiospots med borgmesteren osv.

Dette sker, fordi han har formået at profilere Jonny Hefty, så man forbinder ham med, hvad man kan kalde det autentiske ”Ålleren” – folkesjælen, historien, styrkerne og svaghederne, dialekten og humoren, personificeret i én og samme person.

Do it yourself

Efter gymnasiet driblede Jakob lidt rundt mellem højskoleophold og Aalborgs undergrund, hvor han blandt andet begyndte at hænge ud på Café Tusindfryd. Det blev hans indgang til at begynde en slags selvstændig virksomhed som eventmager, hvor han stod for arrangementer, klistrede plakater op, stod i baren osv.

– Jeg lærte rigtig mange ting på den der ”do it yourself” måde, som jeg i øvrigt har med hjemmefra også, hvor jeg er blevet meget stimuleret til at være kreativ. Jeg kan f.eks. huske, at jeg ikke måtte få malebøger som barn, fordi jeg selvfølgelig selv skulle tegne mine tegninger. Ha, ha – jeg har senere overkompenseret over for min datter på det punkt. Hun har nok 10 Barbie-malebøger, siger Hefty og fortsætter historien om gamle dage:

– Jeg begyndte at rode mig mere og mere ind i musikmiljøet, bl.a. var jeg med i et punkband, hvor vi lavede en masse larm og nogle sjove tekster. Vi spillede f.eks. Poul Kjøller-sange i tredobbelt-tempo, og det lød vildt. Jeg var bare helt vild efter at stå på scenen og ha’ en act. Jeg elskede og elsker stadig den der idé om at være nogle gutter, der har et band, og så skal vi ha’ et øvelokale, høj musik og side 9-piger på alle væggene.

APPETIZE_Jonny_Hefty_04Mødet med Jøden

Jøden og Hefty mødte hinanden i 2000.

– Jeg havde skrevet en sang om at ryge hash, som var blevet kult, og bl.a. Jøden kunne godt lide den. Så var der én, der opfordrede ham til at skrive til Hefty, så de kunne lave noget sammen. Vores første møde var lidt en komisk historie, fordi vi ikke kunne kende hinanden, da han ankom på banegården, hvor jeg skulle hente ham. Jeg kiggede efter en skaldet hip-hopper, men han havde på det tidspunkt fået lavet noget vildt troldehår, så det var først, da perronen var helt tom for mennesker, at vi fandt hinanden, og jeg fik sagt: ”Kom vi går hjem til mig og ryger pinde …”, husker Hefty.

Om de stadig ”deler pinde”, vides ikke. men det er ikke nogen hemmelighed, at Hefty går ind for fri hash.

– Jeg er hash-ryger, og det er en del af mit liv. Jeg synes, at det er noget lort, at der er en halv million danskere, der bliver kriminaliserede, fordi de bruger det til afslapning eller som medicin mod en eller anden lidelse. Samtidig kan man se, hvordan hashen bliver legaliseret i resten af verden. Jeg bruger det som en slags nervemedin, som hjælper mig med at slappe af. I de kredse jeg kommer i, kan man sagtens dele en joint som en fredspibe før og efter en koncert, siger Hefty og afviser, at han ryger ned ad hash-slisken i et decideret misbrug.

– Jeg har ganske enkelt ikke tid til at gå i koma af at ryge hash fra morgen til aften.

APPETIZE_Jonny_Hefty_05Ny i gamet

Midt i 90‘erne blev Hefty forsanger i bandet Geronimo. Samtidig var han i spidsen for bookingbureauet Blood Booking, der bl.a. arrangerede metal-maraton’er på Skråen. Det var nogle vilde og sjove år, både på den ene og den anden måde.

– Jeg har haft nogle faste forhold og kysset en masse søde nordjyske piger hen ad vejen. Jeg kan godt lide søde, naturlige piger fra Ålleren og er ikke så meget for Københavner-piger. Andrea, som jeg har Anemone sammen med, mødte jeg midt i 90‘erne, hvor vi først var ungdomskærester, og så kom vi fra hinanden igen. I 2003 mødte vi så hinanden igen og blev kærester. Vi boede sammen i syv år i København, indtil det sluttede for halvandet år siden, fortæller Hefty og tilføjer, at de var MEGET forskellige. Andrea er en systematisk økonom, og han er – ja, en rapper:

– Jeg er nok ikke så nem at være kæreste med. Faktisk tror jeg, at jeg vil fraråde det. Jeg roder rundt og er aldrig hjemme – i år har jeg f.eks. optrådt 68 gange. Lige nu får jeg meget opmærksomhed fra alle, og alle – inklusiv en masse kvinder – synes, at det er mega-interessant, fordi man er kendt og kommer i APPETIZE og den slags. Ha ha. Men jeg er jo lidt ny i gamet. Da jeg var single sidst, skulle man ud og score hinanden i virkeligheden i gaden. Nu går man bare ind og poker hinanden på Facebook og Tinder.

APPETIZE_Jonny_Hefty_06

Et eventyr med Kong Karneval

Jakob ser også selv sin hjemkomst til Ålleren som lidt af et eventyr.

– Bare det med at vinde titlen som Kong Karneval … Jeg vandt foran Chili Klaus og Jim Lyngvild, og jeg fik 64% af stemmerne. Det var en rigtig fed oplevelse. Man står hele dagen og vinker til folk og ser fed ud, og folk vil ha’ taget en milliard selfies med kongen osv. Det var en meget intens oplevelse med tusindvis af mennesker, rytmer, fest og farver. Undervejs i optoget blev jeg fejret rigtig mange gange, hvor der kørte vogne forbi, der spillede brudstykker af „Muggen Røv“ eller „Gamle Dreng“ – så fik jeg lige en hilsen med på vejen, siger Jakob.

APPETIZE_Jonny_Hefty_07Jakob opfandt fænomenet Jonny Hefty

– Han opstod i 2000 i forbindelse med en tekst, hvori der indgik ”Jorden er giftig” og så kom der noget med én, der hed Jonny Hefty. Folk begyndte at synes, at det var sjovt at råbe, og så opfandt jeg figuren, som en slags tegneseriefigur med langt hår, billigt fake ass street wear og stramme bukser. Historien om Jonny Hefty er en slags fortælling, der slet ikke er slut endnu, og hvor det med Kong Karneval blot er endnu et kapitel. Jonny Hefty minder selvfølgelig lidt om mig selv, men han har en anden personlighed. Han har længere hår, han råber meget højere osv. Min mor er godt nok lidt sur over, at jeg nærmest er blevet Jonny Hefty – hun synes selv, at hun har givet mig sådan et fint navn med Jakob. Men jeg tror, at det hjalp lidt den anden dag, hvor hun og min far var gæster med champagneglas i hånden i Musikkens Hus, hvor jeg fik overrakt Nordjyske Kulturpris og 100.000 kroner. Det var godt, at de var med der, for de har altså set lidt for mange fuldekoncerter med Jøden og Hefty, der gav hinanden lammere på scenen, og som de syntes var lige vilde nok. Nu fik de set Jonny Hefty fra et andet perspektiv med al den folkesjæl og humor, der er kastet ind i ham. Det endelige blå stempel fik Jonny Hefty også af min mor, den dag hun mødte Steffen Brandt, og han sagde, at vi var så søde, så søde at rejse rundt med på touren her i sommer. Hefty er på en eller anden måde blevet en slags uformel ambassadør for Aalborgs undergrund. Det er Hefty man konktakter, når Politiken vil lave en parlør over Aalborg-slang, og det er også Hefty, der om et par dage viser Gintberg på kanten rundt i Gug og rapper lidt og kommer kørende i min Streetammobil og byder på fransk hotdog.

APPETIZE_Jonny_Hefty_08Hefty-bølgen

– Nu vil jeg ride på Hefty-hedebølgen, så længe jeg kan. Så kan jeg altid blive efterskole- eller højskolelærer på et tidspunkt, og så kan jeg klippe mit hår af. ”Så læng’ jeg ik’ har måån, kan jeg hold’ den gåån, og være ung mæ de ung‘,” griner Hefty.

– Lige nu kører den bare derudad, og det næste, der sker er at der kommer en Jonny Hefty og Jøden-EP. Desuden skal vi give koncerter i landets mest sikrede fængsel i Horsens, vi skal optræde på gymnasier og til Grønland. Vi har altid gang i en helt masse, siger Hefty, der også er blevet en efterspurgt konferencier og vært.

Jakob har Hefty så meget inde under huden, at det efterhånden er ganske let for ham at ”skifte personlighed” fra den egentlig stille og rolige Jakob til den headbangende Hefty, der råber og skælder ud.

– Det er vel ligesom en skuespiller, der skal ind og spille Hamlet. Når man lugter savsmuldet, så går man bare ind og giver den gas. Desuden er jeg hjemme i Ålleren igen, og her er det meget nemmere for Hefty at være sig selv. I hovedstaden er der jo 100 Hefty’er, så han druknede lidt i mængden der. I København handler det meget mere om at være smart med de smarte, mens Hefty – han vil meget hellere drikke en bajer med nogen ude på vejen. Det hele fungerer bedre her, hvor Limfjorden flyder i årerne på mig, siger Jakob og fortæller, at han faktisk stadig boede i Købehavn, da hittet ”Gamle dreng” blev til og satte ham og Jøden på hitlisterne.

– Pludselig var det sådan, at din mor også kendte Jonny Hefty. Der skete alt muligt meget hurtigt. Jeg flyttede hjem til Ålleren i en lejlighed i vestbyen, som udlejeren selv beskrev som en ”gennemkneppet halvfjerdserlejlighed”. Her bor jeg nu, og lige nedenfor holder det gamle, sorte sørøverskib af en Mercedes, vi har fået sponsoreret af Street Ammo, siger Jakob.

Han glæder sig over kulturprisen, som han ser som en anerkendelse fra aalborgensernes side og en tak for, at han er kommet hjem igen. Hvad de 100.000 skattefrie kroner skal bruges til, er endnu uvist.

– Jakob vil nok helst bruge dem til noget fornuftigt, mens Jonny Hefty vil bruge dem til en statue af ham selv i hash på Nytorv.

 

APPETIZE_Jonny_Hefty_09

 

 

Om Jonny Hefty

Jonny Hefty er en dansk rapper, hvis borgerlige navn er Jakob Ørom. Han var forsange i metalbandet Geronimo (fra 1988-96) og har derefter medvirket i den kortvarige rapgruppe MortMain. Karakteren Jonny Hefty opstod i 1998, da han skrev sangen „Jorden er Giftig“ til sit daværende band Mørkemændene, der bestod af Jonny Hefty, Tzar og senere også Sanddru den Vantro. Jonny Hefty vandt i år 2000 demokonkurrencen TRAX på DR, hvor førstepræmien var en udgivelse, der blev til pladen „Hængerøv og Håndtegn“. Han har senere både lavet radioføljetonen Rockstarz på DR, medvirket som rap-coach til MGP og lavet rap i ungdomsklubben Fri-stedet.

Jonny Hefty har arbejdet sammen med bl.a. Jøden og Niarn. Han skriver ofte om livet i Aalborg. I 2011 fik Jonny Hefty endnu et hit med sangen „Gamle Dreng“ sammen med netop Jøden, og i februar 2013 kom de to med endnu et hit der hedder „Kom igen“.

Han flyttede i 2006 til København, men er nu tilbage i Aalborg igen, hvor han har været bosat siden 2013.

 

FAKTA: Jonny Hefty

Navn: Jakob Ørom

Født: 18. oktober 1969

Opvokset: Først Sulsted og senere Gug fra 1984

Forældre: En mor, der var folkeskolelærer på Filstedvejens Skole og en far, der var lektor på Biblioteksskolen.

To yngre søstre: Signe og Birgitte, der er henholdsvis Ph.d. i portugisisk litteratur og museumsinspektør på
Esbjerg Museum.

Civilstatus: Single og delefar til Anemone på 7 år

Uddannelse: En bachelor i Dansk i 1997 fra
Aalborg Universitet og multimedieproducent

 
 

Comments are closed.