James Bond 007 50th Anniversary Collector’s Piece Classic Seamaster Co-Axial 300 M

Omega hylder James Bonds 50 års jubilæum 

Omega lancerer en speciel opdateret version af deres legendariske og utroligt populære Seamaster Diver 300m. Selvsamme model er båret af selveste James Bond i hver eneste film siden ”GoldenEye” fra 1995 med Pierce Brosnan i hovedrollen som 007.

I 2012 er det atter den hårdkogte Daniel Craig, der indtager rollen som verdens bedst kendte agent, når den 23ende James Bond film med titlen ”Skyfall” når det store lærred.

Den nye model er lavet af stål og den drejbare dykkerkrans er udstyret med keramisk kransindlæg med matte kronium nitrid indikationer. Dog er tallet ”50” sat i kontrastrig rød farve, der er en hyldest til agentens jubilæum på det store lærred.

Rent størrelsesmæssigt tilbydes dette limiterede James Bond Anniversary Collector’s Piece med en kassediameter på både 41 og 36.25 millimeter, hvoraf den store version er limiteret til 11.007 styk og den mindre i 3.007 styk.

Den markante sortlakerede skive er prydet med det velkendte 007-monogram og hvor den store 41-millimeter version har 11 timemarkører, så tilbyder den mindre 36.25-millimeter version ti timemarkører og en elegant diamant ved ”7”, der naturligvis er sat for at hylde agentens nummer i rækken af hemmelige agenter hos den engelske efterretningstjeneste.

Urets pistolløbs-dekorerede bagkasse er domineret af en fascinerende patron-dekoration på den optrækkende rotor, der kan nydes gennem glasbagkassen.

Begge versioner er udstyret med Omega kaliber 2507 automatikværk med CoAxial modul. Værket er desuden chronometer certificeret, hvilket betyder en imponerende daglig præcision, selv 300 meter under havets overflade.

Urets lænke er den seneste og opdaterede version med patenteret screw-and-pin system, som Omega introducerede i 2011.

På trods af, at Seamaster 300 m er et decideret dykkerur med alle de detaljer og finesser, som et professionelt dykkerur påkræver, blandt andet heliumventil

på urkassens venstre side, så er dette jubilæums Seamaster 300 m mere end bare et dykkerur. Det er også et samlerværdigt ur for både aficionados såvel som James Bond fans.

Comments are closed.