Fra “Hattedamen Von Klummen” har redaktionen modtaget følgende indlæg og opfordring, som vi med glæde viderebringer:

Kære Anders Bruun.
Det er med stor interesse jeg læser Deres magasiner, som desværre har forsvindende lidt om Nørresundby.
Vedlægger en hyldest til min by i håb om, at I derigennem får øjnene op for “den rigtige side” af Limfjorden:

9400 Nørresundby

Thor Heyerdahl hævder: ”Skal man have et sandfærdigt indtryk af vor planet, må man enten betragte den på meget nært hold eller fra månen.”

Gælder det samme for min by? Kan jeg ikke se den som den er i al sin sandfærdighed, fordi jeg er tæt på, men ikke nær nok? For langt væk, men ikke fjernt nok?

Ikke Aalborg, som for mig blot ligner det den er – en arbejderby i forfald. Det der skabte byen er ikke mere. Spritfabrikkerne, Værftet, Kranerne på havnen, det hele er væk. Tilbage står Siloerne og holder stand imod fornyelsen – som et monument over hvad der har været. Der ved havnekajen kan man kaste længselsfulde blikke over på min by …

Min by ligger nemlig over på den rigtige side – Solsiden. Adskilt fra Aalborg af Limfjorden ligger Nørresundby. Byen som hunden Cave Canem vogtede over i det meste af min barndom. Der foran broen lå den og skuede imod Aalborg og passer på sine bysbørn – sundbynitterne.

Cave Canem er senere blevet forvist til Lindholm Strandpark, men han skuer stadig vagtsom over mod Aalborg. Det forlyder at hans afkom, hvalpen Robert, stadig lever på en hemmelig adresse her nordenfjords. Klausulen der fulgte hvalpen, lyder på at Robert kun må være nordenfjords og altid skal placeres med rumpen imod Aalborg.

Nørresundby er min by, min hjemstavn, min hood. Ikke Nr.Sundby som nogle blasfemisk skriver, men Nørresundby – med respekt for traditioner og ældgammel historie, håndhæver vi sundbynitter den gamle agtværdige stavemåde. Vel tager det længere tid at skrive Nørresundby, men det er jo netop et af kendetegnene for Nørresundby – tiden har sit eget tempo i Nørresundby og når broen eller tunnelen krydses så forsvinder stress og jag i vingesuset fra det pulserende Aalborg.

Torvet ved broen siges at være Nørresundbys centrum, men os der bor i Nørresundby – vi ved bedre; Centrum er toppen af Skanseparken. Stedet hvor byens borgere i tidernes morgen gik til bal, hvor søndagsudflugten med familien blev henlagt til og hvor man de hårde vintre stod på skøjter. Pavillonen er væk, men parken består.

Her på toppen af Skansen kan man skue ud over det der til sammen danner Nørresundby: Lindholm i nordvest, Bouet i øst og Nørre Uttrup i nordøst og Nørresundby torv neden for bakken.
Nørresundby torv – hvor min generation blev ekviperet med tøj, spiste byens bedste hotdogs hos Opstrup, og hvor man i dag stadig har torvedag om fredagen.

Nørresundby er mere end blot en by, det er en sindstilstand. Motorvejen er pulsen der dunker i ens øre. Fjorden er blodet der løber i ens åre. Man flirter måske med andre byer, men Nørresundby forlader aldrig én helt og mange vender ofte tilbage. Dette gør også at Nørresundby lidt hånligt bliver betragtet som en stillestående andedam, men der er nu noget beroligende i at alle kender alle – eller idet mindste kender vi nogen som kender nogen som kender os.

Sundbynitter er jordnære med en underspillet humoristisk sans og svært uimponeret over det den store verden har at byde på … for når alt kommer til alt: ”Hvis Nørresundby ikke har det, så er det ikke værd at have!”

I 44 år har Nørresundby været min bopæl, men selv om jeg ikke længere tæller i statistikken over 9400 Nørresundby, så er Nørresundby stadig MIN BY. Det var her jeg trådte mine barnesko og senere mine stiletter. Det var her jeg oplevede min første kærlighed. Det var jeg smagte min første æblesnaps før en fest i Lindholm Kirke Centret. Det var her jeg dansede til Barry Boogaloo på Folkets Hus på Nørresundby torv. Det var her jeg havde min skolegang og mit arbejde. Det var her jeg fik mine børn og så dem træde sine barnesko. Det var her jeg blev gift og skilt igen – blot endnu et eksempel på at sammenblanding af Aalborg og Nørresundby ikke kan lykkes.

Det var her jeg genså min første og forhåbentlig sidste kærlighed! Det er her jeg ser mine børnebørn tage deres første skridt og det er her jeg vil ældes – for i Nørresundby er jeg (næsten) født og her har jeg hjemme!

Sundbynitten årgang 1967.

 

One Comment

  1. Har læst ovenstående og som sundbynit, har jeg stor forståelse for Hattedamen Von Klummens synspunkter.

    Jeg er selv indfødt sundbynit og kan relatere til de følelser der knytter sig til ens fødeby.

    Det er noget helt særligt at være sundbynit og for mange er den mentalt afstand, mellem aalborgenserne og os sundbynitter, meget længere, end længde på den bro der forbinder vores byer.

    Der var for nogle år siden en debat i en lokalavis om, hvorvidt Nørresundby skulle omdøbes til Aalborg Nord, idet ingen alligevel ved hvor Nørresundby ligger. Ydermere berundede man det med, at det vil gavne erhvervslivet. Det antændte et ramaskrig i Nørresundby for mange af os anser os ikke for at være, og ønsker heller ikke at blive, en del af Aalborg.

    Jeg har været inde på Hattedamen Von Klummens hjemmeside – hattedame.dk – hvor hun har yderligere en artikel eller klumme, som sjovt nok handler om Aalborg. Så selv om vi er sundbynitter i hjertet forholder vi os indimellem, til byen på den anden side.

    Det er jo også der man er nødt til at hente APPERTIZE, så lidt godt er der da ved Aalborg.

    Ligeledes en sundbynit.

    Mai Thraner.