Der findes kun én certificeret Grøn Salon i Aalborg – Maria S Grün. Her dufter der af rosenvand og citronolie, chokoladen er økologisk og produkterne fri for allergifremkaldende stoffer. APPETIZE sendte vores piccoline Pernille på besøg hos Maria S Grün til en økologisk make-over.

Tekst Pia Møller Søe  Foto Mikkel Werenberg

Maria S Grün er Aalborgs eneste økologiske frisør. Salonen er certificeret grøn og det betyder, at den opfylder nogle obligatoriske krav – defineret af Grøn Salon, der er en landsdækkende organisation for frisører. Kravene er blandt andet at den servering der foregår i salonen skal være økologisk, at den daglige leder har den fornødne viden, at der gøres rent med miljømærkede rengøringsmidler,  at ingen af salonens produkter indeholder nogle bestemte kemiske stoffer – og at personalet er instrueret i principperne bag Grøn Salon.

Mia Christensen er daglig leder af salonen, der åbnede sidste år i maj, og ifølge hende er konceptet blevet taget overvældede godt imod. Den økologiske og bæredygtige bevidsthed findes i høj grad i Aalborg, og det betyder, at salonens ordrebog er nærmest fuldtegnet.

– Jeg havde faktisk en forestilling om at det var meget erklærede økologer og miljøbevidste mennesker der ville bruge vores salon, siger Mia Christensen, men i virkeligheden har det vist sig, at der findes rigtigt mange kvalitetsbevidste mænd og kvinder der vælger os, fordi de har en interesse i de her ting, men ikke nødvendigvis er fanatiske omkring det. De mener bare, at det kan betale sig at vælge rene produkter og passe på miljøet når man har muligheden, siger hun.

Kravene til en grøn salon er store, og rækker langt ud over de produkter frisørerne anvender. Salonen skal i det hele taget være bygget bæredygtigt op og der skal tage hensyn til miljø og klima i den daglige arbejdsgang. Toiletpapir, printerpapir og rengøringsmidler skal være svanemærkede, kaffen skal være økologisk og personalet skal vide hvilken forskel det gør. Frisørerne hos Maria S Grün er ikke uddannet anderledes end andre frisører, men internt i salonen gør man meget ud af at uddanne personalet i produkter og fremgangsmåder.


At vælge en grøn salon betyder, at du ikke udsætter dig selv for potentielt usunde kemiske stoffer. Produkterne er blottet for hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer, og den afblegning en grøn salon tilbyder, udføres efter en særlig fremgangsmåde, der betyder at produktet aldrig må komme i kontakt med hovedbunden. Fordomme omkring de grønne saloner, er måske, at de ikke på samme måde som konventionelle saloner følger de aktuelle trends og tendenser, men det har, ifølge Mia Christensen, intet på sig.

– Vi er på de samme kurser som andre frisører og er lige så aktuelle og opdaterede i vores viden. Vores kunder har præcis de samme ønsker som på en hvilken som helst anden salon, og i virkeligheden er det meget lidt vi ikke kan på en grøn salon til sammenligning, siger hun.

Vi kan ikke afblege på samme måde, og vores farver virker på en lidt anden måde end de konventionelle, men resultatet er i sidste ende det samme.


PERNILLES MAKE-OVER: 

Pernille får taget de slidte spidser af, og får klippet en skarp kant i bunden af håret. Hun har et fint og lidt medtaget hår, og den skarpe kant vil få håret til at syne tykkere og sundere. Hun får lagt enkelte reflekser i håret som lysnes let, i bunden får hun en lidt dybere farve der toner ind i hendes egen, og de to ting tilsammen er med til at skabe noget bevægelse og spil i håret.

– Det er efterår og sæson for de lidt dybere farver og det er en af grundende til, at jeg rådede Pernille til de her farver, siger Mia Christensen. Desuden har Pernille en flot mørk teint og nogle mørke øjne, så det klæder hende uden tvivl bedst med de mørke farver.

Hendes hår er skandinavisk fint, og det betyder, at det gør noget rigtigt godt for hende, når hun får nogle farver der changere lidt inden for samme skala. Det får håret til at virke levende og sundt, siger Mia Christensen. Pernille får en luksus-kur, der består af en proteinkur til svækket hår og imens den virker får hun en håndbad med badesalt og rosenolie. Resultatet er babybløde hænder på den bæredygtige måde. Alle anvendte produkter er, selvfølgelig, økologiske.

Pernille får i øvrigt lagt en økologisk makeup med produkter fra Australske NVEY ECO Organic, et mærke der forhandles hos Maria S Grün. Serien er verdens første komplette 100 procent certificeret økologisk makeupserie. Serien er fremstillet efter bio-organiske formler og metoder og kombineret med naturlige planteekstrakter og kraftige antioxidanter giver det en ren, mild og effektiv makeup.

Pernille får en let pudder i ansigtet, en lys blush og et miks af de forskellige farver i paletten med øjenskygge. Farverne er holdt i gråbrune toner der komplimenterer Pernilles øjenfarve og sort eyeliner fuldender øjet. Desuden får Pernille en let tonet lipgloss og en smule solskinspudder på som sidste finish.


PERNILLE SIGER: 

Jeg har ikke været på en grøn salon før, men jeg er helt overbevist om, at det ændrer sig fremadrettet. Jeg er rigtig glad for resultatet og det føles dejligt sundt. Det første jeg tænkte da jeg kom herud  var, at der duftede anderledes. Der dufter af naturlige ting, og den der kemiske frisørlugt er her ikke. Jeg synes faktisk også, at man har en anderledes fornemmelse af velvære. Det føles godt, at man ved det er rene produkter der kommer i håret, og man har virkelig en fornemmelse af at gøre noget godt for sig selv. I forhold til forandringen er jeg rigtig positivt overrasket. Jeg havde måske nok forestillet mig, at en økologisk salon var så orienteret på produkter og metoder, at de ikke var helt så opdaterede som andre saloner. Det er ikke rigtigt. Mia, der ordnede mit hår, var fuldstændigt lige så meget med på tendenser og trends som de frisører jeg plejer at bruge, og når man kigger rundt i salonen er det jo tydeligt, at det også gælder for de andre frisører.

Comments are closed.