Lørdag den 26. august 2017 afholder Aalborg Teater audition for børn til forestillingerne ”Rockulven” og ”The Sound of Music”.

Børn til Rockulven
Til årets store spektakulære familiemusical ”Rockulven” skal der findes 6 børn i alderen 6 – 12 år, to hold med 3 børn på hver til at spille gedekid. Børnene skal spille hver anden aften.
”Rockulven” har Danmarkspremiere den 8. november 2017 og spiller frem til 23. december 2017.06.08
Prøverne på forestillingen starter 21. september 2017.

Børn til The Sound of Music
Til en af teaterhistoriens største musical-klassikere “The Sound of Music” søger teatret 12 børn, to hold med 6 børn på hver til at spille Familien von Trapps yngste børn. Børnene skal spille hver anden aften. Der skal bruges 8 piger mellem 6 og 13 år, samt 4 drenge mellem 10 og 14 år.
”The Sound of Music” har premiere 5. maj 2018 og spiller frem til og med 16. juni 2018.
Prøverne på ”The Sound of Music” starter 12. marts 2018.

Til auditionsdagen vil kapelmestrene Gunhild Kjær og Niels Søren Hansen udvælge sange som børnene skal synge for teatrets kapelmestre og teatrets dramaturg.

Tilmelding til audition
Går man med en lille skuespiller i maven og kan man synge, og har lyst til at prøve kræfter med teater kan man tilmelde sig audition til en eller begge forestillinger.
På teatrets hjemmeside www.aalborgteater.dk/audition kan man læse meget mere om hvordan man tilmelder sig audition.
Sidste frist for at tilmelde sig er 15. august 2017.

Om Rockulven
Hun er tam og alenemor til tre gedekid. Hun længes efter spænding og rock’n roll. Han er vild, men savner kærlighed. Hans mor stak af og hans far var den Store Stygge Ulv, så han har ikke haft det nemt.
Hun er ged, han er ulv, og de to modsætninger mødes og forelsker sig i hinanden. Ulven føler sig forrådt, fordi gedekiddene hele tiden kommer i mellem dem, og han planlægger en hævn.
”Rockulven” indeholder alt det et rigtigt eventyr skal indeholde af skrækblandet fryd, spænding, humor og ikke mindst fængende musik.
Ulven spilles af Christian Gade Bjerrum og i rollen som gedemoren bliver det til et dejligt gensyn med Camilla Gjelstrup, som tidligere har medvirket i blandt andet ”Ronja Røvedatter” og ”Brødrene Løvehjerte”.
”Rockulven” iscenesættes af teatrets nye faste instruktør Martin Nyborg.
”Rockulven” er skrevet af Tyra Tønnessen, og med musik af Åsmund Flaten.

Om The Sound of Music
”The Sound of Music”.
Den unge livsglade novice Maria bliver barnepige for kaptajn von Trapps syv børn. Maria smitter alle med sin ungdom, sit lattermilde væsen og sin musikalitet. Børnene, der er meget strengt opdraget, får, med Marias ankomst, et helt nyt syn på tilværelsen samtidig med at kærligheden mellem kaptajnen og Maria blomstrer. Alt tegner lyst og lykkeligt indtil nazismens truende skyer faretruende nærmer sig.
Karoline Brygmann har rollen som Maria, og Kaptajn von Trapp spilles af Thomas Bang. Rollen som priorinden spilles af Lisbeth Kjærulff.
”The Sound of Music” iscenesættes af Rolf Heim, og scenograf på forestillingen er Christian Albrechtsen.